12.05.16

Serier, som bare skal ses…

Posted in Hverdagsliv at 1:56 pm by

Jeg er bestemt begejstret for den udvikling, TV-serier har gennemgået i min levetid. Der er kommet en masse til af rigtig høj kvalitet, og på mange måder synes jeg, opfindsomheden og lysten til at skabe nyt er større for tv-serier end biograffilm. Men nogle gange har jeg altså bare behov for at sætte noget meget letbenet på, som ruller over skærmen mens jeg strikker, gætter kryds-og-tværs eller tjekker facebook og mail på min telefon. Det går ikke rigtig til Game of Thrones eller Stranger Things, et øjebliks uopmærksomhed og jeg er helt koblet af.

Selvfølgelig er der altid nødløsningen med at sætte et gammelt afsnit af Buffy på, men af og til skal der noget andet til. Derfor er jeg ret tilfreds med at være den sidste person i universet som har opdaget Gilmore Girls. Serien blev vist i tv, da jeg var sidst i teenageårene, men dengang fandt jeg den stereotyp og lidt fjollet. Nu, hvor der er produceret helt nye afsnit kan jeg pludselig se store kvaliteter (og et så lavt tempo og beskedent persongalleri, at jeg sagtens kan følge med på nedsat blus). Jeg synes stadig at især Lorelai er lidt af en pauseklovn, endda en fordomsfuld én af slagsen. Men de kvikke bemærkninger kan jeg godt lide, så nu er kapløbet sat ind for at nå frem til de nye afsnit før Rory får teenagebørn, der får deres egen serie…

Det der med flere generationer i samme serie er nemlig hændt før. Jeg var lige ung nok til for alvor at komme med på Degrassi bølgen, men denne canadiske serie, der var nyskabende i tage unges problemer seriøst (noget, der siden er gjort ad nauseam), fik en revival med en pige, der var resultatet af en teenagegravidet i den originale 80-serie. De nye afsnit er korte, tager små og store emner op og er nok noget mere soap-agtige end originalen. Allerbedst er det, at de integrerer sociale medier på en ret troværdig måde, og derved giver et meget nutidigt udtryk.

Når man nu har set 16 sæsoner (seriøst!) af Degrassi, så forekommer den norske serie Skam altså ikke så banebrydende, som der ser ud til at være konsensus om i danske medier. Jo, Skam er vældig god! Første sæson røg lige ned, og jeg kunne godt lide, at man har en hel sæson med én person i centrum. Den bruger også sociale medier, og hvor amerikanerne morer sig over den canadiske accent i Degrassi, kan vi danskere grine af norske udtryk. Jeg glæder mig meget til at se mere til Noora, Vilde, Sana, Chris, Penetrator-Chris (Jeps!), Isak og de andre unge nordmænd. Dermed ikke været sagt, jeg er faldet fuldstændig på halen for serien…

skam

Hvilke serier ser i andre, når der skal kobles af? Og sig nu ikke julekalendere… Har ikke fået set et eneste afsnit i år….

 

11.29.16

Luksusproblemer

Posted in Videnskab at 12:15 pm by

Denne blog er ikke kendetegnet ved at holde sine læsere hen i ulidelig spænding, og jeg tror sidste indlæg havde den første cliffhanger jeg nogensinde har smidt ud. Meget sjovt at prøve 😉

Egentlig er det en meget banal historie: jeg har fået et nyt job. Det har nok overrasket mange af mine nærmere og fjernere bekendte, for jeg har da ikke givet udtryk for at være ked af at være på SDU i Esbjerg? Grunden til, jeg ikke har brokket mig er, at jeg har været (og stadig er) meget glad for at være her. Jeg har lært en masse, rejst, haft interessante opgaver, gode kollegaer og dygtige studerende. Har haft masser af ansvar, men også stor frihed til at udfylde min plads på egne præmisser.

Men nu har jeg altså også en lidt rastløs sjæl, og stor lyst til at udforske verden. Jeg har nu været på samme afdeling siden 2010. Det betyder, der er forelæsninger jeg har holdt 6-7 gange! De to undervisningsmoduler, jeg har været med til at igangsætte har kørt i 3 år med gode evalueringer. Min forskningsleder, der også har været min mentor og nærmeste kollega fratræder ved slutningen af året. Så der var flere grunde til, det begyndte at klø lidt efter at afsøge mine muligheder andre steder.

Én af mine arbejdsopgaver har været at følge og deltage i debatten omkring samfundets udgifter til medicin, og på det felt sker der noget helt nyt: Regionerne har etableret et Medicinråd, der skal vurdere nye typer medicin og indplacere dem i behandlingsvejledninger (som danner udgangspunkt for, hvordan læger ordinerer medicin). Det handler bl.a.om dokumentation og evidens (spændende fokusområder for mit nuværende virke), og patientinddragelse (et felt  jeg lige er begyndt at dyppe tæerne i, superspændende!) og økonomi (noget jeg vildt gerne vil lære mere om). Da jeg læste, at Medicinrådet søgte videnskabelige medarbejdere til sit sekretariat, måtte jeg bare lige høre nærmere. Efter en telefonsamtale med direktøren måtte jeg bare søge. Og efter en ansættelsessamtale måtte jeg bare sige ja 😀

Heldigvis har mine nuværende kollegaer været glade på mine vegne. De kan sagtens se, at det er en forrygende chance jeg har taget, og jeg har på ingen måde smækket med døren. At vende tilbage til Esbjerg en dag vil bestemt ikke være et nederlag eller et tilbageskridt!

Nu skal jeg lige sunde mig lidt over at jeg faktisk har taget lidt af et hop. Jeg er 36 og har, udover småjobs på plejehjem, tankstationer og i et supermarked, ikke lavet andet end at studere, forske eller undervise. Det har sådan set aldrig været min plan at gøre universitetskarriere eller karriere i det hele taget. Jeg har bare arbejdet (meget og hårdt!) med det, der interesserer mig, og grebet de muligheder, der kom min vej. Hvad der står på min kontordør betyder ikke så meget, det handler om at beskæftige mig med noget, der er væsentligt og relevant. Med årene er det blevet mere og mere vigtigt at jeg kan se nytten af det, jeg laver. Det kan jeg nu, for jeg føler at min forskning, undervisning og formidling gør en forskel. Og hvis jeg kan være med til at få Medicinrådet til at fungere efter hensigten, vil det i den grad være gavnligt for samfundet! Både patienterne og pengekassen 🙂

Så ja, jeg har et rigtigt luksusproblem. Jeg må sige farvel til en arbejdsplads, jeg har været vældig glad for. På sigt bliver det måske også et farvel til Esbjerg, som jeg er kommet til at holde mere af, end jeg troede muligt. I første omgang beholder jeg dog adressen her. Og når det hele bliver lidt overvældende, så løber jeg en tur med Team Tvilling og nyder det helt særlige lys ved Vesterhavet!

tt

 

11.25.16

Hemmeligheder

Posted in Hverdagsliv, Rejser, Videnskab at 12:37 pm by

Blandt de ting jeg er meget dårlig til kan oplistes: binde mine snørebånd ordentligt, huske at tage min egen pose med når jeg køber ind, alle typer boldspil, at føntørre mit hår, sige tydeligt fra og holde på en hemmelighed. I den seneste uge er sidstnævnte egenskab i den grad blevet udfordret.

Jeg har haft en hemmelig, og endda en god en af slagsen. Men også én, der død og pine ikke skulle ud før tid. Sådan én, hvor det var helt vildt vigtigt jeg fik informeret de rette personer i den rigtige rækkefølge på passende tidspunkter. Derfor har jeg været ved at gå op i limningen flere gange dagligt og kæmpet for at small-talke om ufarlige emner som mine nye pokemon-handsker og hjemmebagte brunkager.

Nu kan jeg heldigvis ånde lettet op, for ånden er sluppet ud af flasken på nogenlunde kontrolleret vis. Så jeg er klar til for alvor at tage fat på at overskue konsekvenserne af en ret stor beslutning, jeg traf over ret kort tid. Det er skræmmende, men især spændende.

Skulle nogen være blevet nysgerrige på, hvad min hemmelig var (er), kan jeg sagtens opliste den korte version her. Mere skal nok følge! Altså, jeg tog ikke toget direkte fra Esbjerg til Berlin for et par uger siden, som planen ellers var. Jeg tog toget til København og fløj derfra til Berlin med et sent fly. I hovedstaden sad jeg på en stol overfor en gruppe mennesker og fortalte lidt om mig selv, i en overraskende afslappet stemning. I den følgende uge ventede jeg spændt ved telefonen, og snart kunne jeg sætte min underskrift på et stykke papir.

Det har været to ret intense uger, og jeg har padlet som besat under overfladen for at holde sammen på mig selv. Men det lykkedes, og snart er det tid til et nyt kapitel, hvori jeg vist rykker lidt mod øst 🙂

Først vil jeg prøve at trække vejret rigtig dybt!

11.18.16

Læsning på turen

Posted in Bøger, Rejser at 12:28 pm by

En af de dejlige ting ved min miniferie til Berlin var, at der var god tid til at få læst en masse. Min mor og jeg holdt nogle afslappede aftener på værelset, mætte af dagens indtryk, og på den 3 timer forsinkede togtur kom min medbragte bog og mit Storytel abonnement i den grad til sin ret!

Jeg læste to bøger som havde det tilfælles, at de begge havde gule omslag. Ellers var det to vidt forskellige stilarter og humørnuancer, men der skal også være plads til at læse bredt. Jeg mødte en gang en viis kvinde, som læste en masse. Hun sagde, at hun skiftede mellem at læse en bog, der gjorde hende klogere, og en, der godt kunne gøre hende dummere 😉 Så metodisk er jeg slet ikke, og principielt kan man vel også blive klog af dumme bøger?

Nå, først læste jeg den svenske “Jeg hedder ikke Miriam”, hvilket var en af de bøger, som har gjort størst indtryk længe. Den klipper mellem en ældre, svensk bedsteborgerlig kvindes 85-års dag med familien og hendes erindringer om at være i koncentrationslejr. Bogen fortæller meget eksplicit om grusomhederne, og den har en dobbelt brod, som også er rettet mod de åh-så-korrekte svenskere. For “Miriam” er slet ikke en pæn jødisk pige af god familie, men en roma. En sigøjner. En pige fra en minoritet, der vel selv var skyld i, de endte i lejrene. De var jo tyve og kriminelle? Det er en velskrevet bog, og desværre stadig aktuel.

Jeg tænkte meget på den, da jeg besøgte det jødiske museum i Berlin og især installationen “Schalechet”, som også gjorde et stort indtryk anden gang. Den består af tusindvis af ansigter, store og små. Man kan gå på dem, og høre dem skrige. Navnet betyder efterår, eller faldende blade. Det er så enkel, konkret og genialt. Og trist! Den er dedikeret til alle uskyldige ofre, og ikke kun de jødiske. Og bogen om Miriam kan hjælpe os med at huske dem!

15128619_10153966435960906_875703125_n

På den lange togrejse hjem slugte jeg “Det hun glemte” af Liane Moriarty. Det er en letfordøjelig og sjov bog, om en kvinde som får hukommelsestab. Hun er 39, men tror hun er 29 år gammel. Og hun er en gladere og mere optimistisk inkarnation af sig selv… Det er chicklit, men bestemt ikke ubegavet. Liane Moriarty har også skrevet “Min mands hemmelighed”, og jeg synes hun rammer skiven med sine beskrivelser af især kvinder og alt det de gør, for at leve op til nogle besynderlige forventninger i stedet for at prøve at være lykkelige.

Det er også et spændende tankeeksperiment, som alle egentlig bør udføre af og til. Ville Betteskov for 10 år siden være tilfreds med Betteskov i dag? Svaret er, hun nok ville være rimelig overrasket, men bestemt ikke på den dårlige måde 🙂

bog

Begge bøger kan bestemt anbefales, og selv kunne jeg måske bruge et tip. Efter to gode bøger og en ferie er det ikke helt nemt bare at fortsætte læsningen…

11.15.16

Berlin!

Posted in Løb, Rejser at 1:51 pm by

Jeg er lige kommet hjem fra en miniferie til Berlin, der indeholdt alt hvad man kan ønske sig af sådan én 🙂 Min mor og jeg boede på et meget komfortabelt hotel som på magisk vis formåede at ligge lige ved Friedrichstrasse,  tæt på alle de spændende attraktioner (og nattelivet), og samtidig være enormt fredeligt. Vi besøgte hyggelige caféer og spiste god mad, overvejende asiatisk. Vi travede rundt og besøgte museer og kirker, og nød simpelthen den særlige storby stemning.

b4

Der er så meget historie i Berlin, og vi fik kun lige set et par glimt. På DDR-museet prøvede jeg at sidde i en Trabant og kiggede indenfor i rekonstruerede hjem fra dengang. Vi gik forbi Checkpoint Charlie og min mor fortalte om dengang hun besøgte Østberlin. Det var ret spændende at se og høre om, for selvom jeg er vokset op under den kolde krig, husker jeg ikke meget fra den tid, og for mig er DDR mest noget jeg forbinder med film som “De andres liv” og “Goodbye Lenin”. Her blev jeg virkelig konfronteret med, hvor uhyggelig en tid det må have været, og hvor begrænset friheden var i DDR.

b3

Indrømmet for mig handler Berlin nok mest om løb, for jeg har deltaget i maratonløbet 3 gange, og det har været nogle rigtig gode ture! Denne gang var fokus dog et andet sted, og dog… Om morgenen løb jeg langs Spree (og hilste lige på den gyselige Sejrssølje, der ikke minder os danskere om noget godt), og søndag deltog jeg i et lille lokalt løb i en park ude i forstæderne. Her løb jeg en kvart maraton, en rigtig flot tur igennem frosne blade på en iskold og klar dag. Jeg nød at løbe for sjov, uden forventninger til at skulle præstere noget specielt og uden at skulle sætte mig selv op til en lang tur eller en bestemt tid. Løbeklubbens formand var meget begejstret for international deltagelse i løbet og ville nævne mig i sin beretning!

b2

Vi havde sjove oplevelser, som at gå rundt om kuplen på domkirken og en sejltur på Spree, og mere eftertænksomme og triste (men nødvendige) øjeblikke, da vi besøgte det jødiske museum. Flot arkitektur, men ikke meget feel-good over det. Vi var lige lidt for tidligt ude til at se julemarkeder, men der var nu mange flotte tinge at kigge på alligevel, og for resten rigeligt med juleknas at shoppe!

b1

På hjemturen var der lidt knas med togene, så vi fik 2-3 timer ekstra og rigelig tid på banegården i Hamburg. Men hjem kom vi da, fulde af indtryk og med tungere tasker end da vi rejste ud. Åh, det bliver vist ikke sidste gang, jeg besøger Berlin som turist og ikke maratonløber 😀

11.09.16

Åh disse minder…

Posted in Hverdagsliv, oplevelser, Rejser at 1:47 pm by

“Jeg havde en laboratorieplads i Birmingham”…

For 8 år siden fulgte jeg det amerikanske valg tæt, da jeg tilbragte et år i Alabama som led i min forskeruddannelse. Det var et forrygende år, hvor jeg lærte meget mere end at sætte elektroder i nerveceller fra rotter, og jeg skrev dengang om mine oplevelser på den gamle blog, på Urbanportalen. Det år fylder forholdsvis meget i min bevidsthed, og jeg er så glad og taknemmelig for at en gavmild donation fra Helge Sanders Eliteforsk-projekt og min vejleders kontakter gjorde det muligt at komme af sted. Når USA fylder meget i medierne, som nu hvor der har været præsidentvalg (ingen yderligere kommentarer), tænker jeg meget på min tid i B-ham.

Jeg tænker på min første Halloween, hvor jeg klædte mig ud som et amerikansk ikon (Wonder Woman, IKKE Superwoman) og deltog i festligheder arrangeret af den lokale løbeklub.

halloween 017

Jeg tænker også på al den sjov jeg havde med mine venner på universitetet. Jeg deltog på et nørdhold i Flag Football (amerikansk fodbold hvor de mest voldelige taklinger er pillet fra) og Dodgeball (høvdingebold), og selvom vi aldrig vandt, havde vi de bedste tredje halvlege. Her var Beer Pong favoritspillet og der blev drukket et par af de alt for vandige amerikanske øl.

flag football 014

Beer Pong 007

Jeg tænker på udflugter med mine venner, vi så baseballkampe, gik i biografen, shoppede i de store malls, vi tog lige et smut til Nashville for at se en NFL kamp, jeg løb halvmaraton i New Orleans, og besøgte en god ven i Atlanta flere gange.

De fleste af mine minder er lyse og lette, men jeg husker sandelig også et land, der var voldsomt ramt af finanskrisen. En by, hvor centrum var for farligt at bevæge sig rundt i og alle butikker fandtes i periferien langs motorvejen, et sted uden offentlig transport, med mange hjemløse, mange fattige og meget lidt kontakt mellem sorte og hvide.

Jeg efterlod en smule af mit hjerte i The Deep South, men var fuldstændig afklaret med, jeg hellere vil leve i Velfærdsdanmark. Her nyder jeg sikkerhed, tryghed, og efter min mening en større frihed end jeg havde i USA. Hvad tænker I andre om Sydstaterne (fordomme er velkomne, dem havde jeg sandelig også selv inden afrejsen)? Er der noget, I gerne vil høre om fra den tid – i så fald fortæller jeg gerne en (røver)historie eller to 🙂

 

 

 

11.04.16

Filmsæson! Igen-igen-igen

Posted in Film at 12:17 pm by

Sidst jeg var i biografen var der ingen forfilm og ingen reklamer, men hvidvin, guf og goodiebags. Meget lækkert at være til forpremiere-event i Esbjerg 🙂 Gangen før blev jeg helt forpustet ved tanken om alle de film, der kommer indenfor de næste par uger og er svære at ryste af “must-see” listen. Der er en ny film i Harry Potter universet (og ja, jeg har da allerede billetter til Magical Beasts and where to find them), der er en ny Starwars (og ja, jeg har da allerede en date) og en ny Guardians of the Galaxy. Måske kan den undværes?

Hvorfor er så mange film så fantasiløse? Paradoksalt nok foregår de fleste blockbusters i alternative universer eller har stærke anstrøg af magi, men de ligner alle sammen noget, jeg kender i forvejen. Hvorfor er det næsten altid en filmatisering af en bog, eller endnu en film i en uendelig række? Jeg trænger altså til noget nyt!!!

Men lad nu den omgang brok ligge (denne tirade er vist heller ikke helt original…) – jeg var fint underholdt af de film, jeg så. Især “Kvinden i toget” kan jeg både anbefale til dem der har læst bogen, og dem, der har den til gode. Det er en flot film med stærke kvindelige karakterer, og historien giver noget at tænke over.

kvinden-i-toget-dansk-plakat

Den anden film jeg så var “Dr. Strange”. Jeg kan bedre lide filmatiseringer af Marvel end DC tegneserier, selvom jeg foretrækker at læse de sidstnævnte. Men denne var nok en af de mere undværlige Marvel-film. Visuelt var den enormt flot, med svimlende effekter og storbyer vendt på vrangen. Det er bare ved at være lidt trættende at se Benedict Cumberbatch spille arrogant nørd. Han gør det godt, men man skal vist være hardcore “Cumberbitch” for ikke at have set tilstrækkeligt  allerede. Desuden er forklaringen på magien en underlig rodekasse af østlig mystik og tryllerylleri, og Mads Mikkelsens skurkerolle har både virkelig grim øjenmake-up og absolut ingen fornuftig motivation for at ville overtage verdensherredømmet. Filmen er dog værd at se for en genial teaser efter rulleteksterne…

Doctor_Strange_poster

Nu kunne man indvende, at jeg jo bare kunne lade være med at se film, som jeg godt ved er forudsigelige. Der er bare det, at jeg vældig godt kan lide dem, og de har bestemt fortjent deres plads i biografernes udbud. Jeg kunne bare godt tænke mig, balancen mellem originale film (som den japanske om bønnepasta) og mere underholdende film som de her beskrevne, var lidt anderledes. Personligt ville jeg gerne se en lidt smallere eller “anderledes” film, måske endda fra andre lande end Danmark eller USA, hver anden gang jeg er i biografen. Det synes jeg bare ikke helt, udbuddet giver mig mulighed for. Selvfølgelig er der filmstriben.dk. hvor jeg kan se masser af små, internationale filmperler. Der er bare det, at jeg elsker de røde sæder, mørket og måske endda duften af popcorn 😉

Hvad siger I andre? Savner I også lidt mere spræl i biografprogrammet, eller kan I nøjes med netflix?

10.27.16

Bøger som overrasker

Posted in Bøger, Hverdagsliv at 12:31 pm by

Der læses selvfølgelig på livet løs i Casa Betteskov, og bøger i mange forskellige genrer. Min indre jyde (læs = gnier) har udtalt, at når jeg nu betaler for et Storytel abonnement, skal det også udnyttes! Der er et væld af bøger at vælge imellem, og jeg får både lyttet og læst på min Ipad. Senest faldt jeg over en bog af én af mine absolutte favorit-forfattere fra ungdommen, selveste Dennis Jürgensen. Hans krimi, “Løbende tjener” havde jeg ikke hørt noget om, men den blev straks flået ned på min personlige boghylde.

_9788758810003

Det var et godt valg, for bogen var en stor positiv overraskelse. Det er en ret traditionel krimi med en plaget politimand med store personlige lig i lasten, en kæk kvindelig opdager osv. Der er grusomme drab og voldsom jagt på gerningsmanden. Lige som det skal være. Dennis skriver simpelthen bare letflydende og stramt, og her bliver jeg nok nødt til at sammenligne ham lidt med George RR Martin. Han har nemlig udtalt skepsis overfor stramme genrer, og mener en god historie er en god historie, uanset om det er fantasy, sci-fi, horror eller noget helt andet. Dennis Jürgensen har skrevet en masse humoristisk horror for unge, men også kærlighedshistorier (den med det første hik kan jeg næsten udenad), og bøger med et let anstrøg af overnaturlige ting (“Jeg – en nørd”) men hvor det ikke er en mystisk verden der bærer historien, men sproget og karakterne. Det burde vel ikke komme som et chok, at han også kan skrive en bog for voksne, som jeg tror vil falde fint i de fleste krimifans smag? Jeg nød den, og skal helt sikkert læse næste bind i serien – for der er i den grad lagt op til en fortsættelse.

I en boganmeldelse læste jeg, at Sofi Oksanen udgav en ny bog, og så måtte jeg bryde mit nærig-dogme og direkte til boghandlen. “Norma” røg fluks i indkøbskurven, men det tog mere end en uge at få læst bogen. Jeg knoklede med den, men den fangede mig aldrig. Plottet lød ellers spændende, meget nutidigt og Oksanensk, med en kvinde hvis hår vokser virkelig hurtigt og har helt sit eget liv, og nogle skurke som gerne vil score kassen på hair-extensions a la Nicky Minaj. Der er også noget med surrogatmødre og babyfarme, men jeg kunne slet ikke leve mig ind i personerne, og historien foldede sig ikke rigtigt ud.

untitled

Jeg ved ikke, om det er mig der ikke er topkoncentreret, eller der er tale om et fejlskud fra en forfatter som ellers har sin helt egen spændende stil og stemme (og vist har researchet på sig selv for at skrive om hår…). Jeg har lånt bogen ud til min mor og er spændt på, om hendes dom svarer til min.

Lige nu er det “Orkensæsonen og stilheden” af Anne-Cathrine Riebnitzsky som findes på min telefon og tablet. Den virker lovende, og boghylder rummer titler af Murakami, Brinkmann, Lone Frank og Modiano og jeg har fundet bogen “Jeg hedder ikke Miriam” efter flere anbefalinger. Kunne dog godt tænkes, jeg skal læse noget lidt lettere og luftige i næste omgang. Forslag?

 

10.25.16

Efterårsferie!

Posted in Årets gang at 11:52 am by

Uge 42 er ikke så meget noget særligt, når man ikke har børn, så jeg havde bare planlagt en helt almindelig uge på kontoret. Heldigvis kom jeg på bedre tanker og fik snuppet en enkelt fridag om fredagen. Den blev brugt på en tur til Givskud Dyrepark, som vi havde talt om at se i månedsvis, der kom bare hele tiden noget i vejen. Vi var faktisk tæt på at aflyse, da vejret var meget gråt og trist, men heldigvis kørte vi igennem parken alligevel.

14805546_10153899719820906_1401505571_n

Dyrene var ganske aktive i det kolde vejr, og jublen var stor, da en giraf bød os velkommen til Afrika 🙂 Løverne var også meget livlige og legende, og det blev faktisk en lille bitte smule uhyggeligt, da én af dem vadede lige forbi passagersædet, hvor jeg sad. Jeg vil gerne se Givskud igen til sommer, for vi nøjedes med drive-in safari i denne omgang, og der er meget at se til fods, også. Men løvernes land, det skal jeg godt nok ikke vade igennem…

Jeg nåede lige at komme hjem og pakke, før turen gik til Øse (ja, det er der virkelig en landsby som hedder, og den ligger i Varde Kommune). Her skulle jeg på “Højskole uden Grænser” sammen med min mor og William på 4 år, som hun er Barns Voksenven for, og Williams far. Arrangementet fandt sted på Øse Efterskole, som var et dejligt sted der emmede af kreativitet. Formålet var at give især syriske flygtninge og danskere mulighed for at mødes til en masse aktiviteter, og der skete godt nok meget!

Jeg havde især glædet mig til strikkeworkshop og bagningen, der blev ledet af min veninde Helena. Men det var nu også rigtig sjovt med danse og sanglege, børne-madlavning og borddækning med William (der nu også er min ven!). Maden var god og rigelig, og noget af det allerhyggeligste var at sidde sammen med en flok børn og lave perleplader. En tidløs klassiker, der var et kæmpehit blandt både børn og voksne. Og jeg var altså én af dem, der godt måtte bruge strygejernet 😉

14874995_10153899719850906_1312324557_n

14800901_10153899719780906_778718561_n

Når man bor inde i byen, oplever man sjældent at det virkelig er mørkt. Det er det så til gengæld ude på landet, så det gav en helt særlig stemning at gå ture i mørke, og græskarlygterne som blev produceret i anledning af Halloween kom virkelig til deres ret.

14813591_10153899719750906_455333834_n

 

Dragebygning, fægtning og meget andet kunne jeg slet ikke nå, og jeg måtte tage hjem lidt tidligt for at være klar til Team Tvilling træning søndag formiddag. Her deltog vi for første gang i et Cannonball løb i Vognsbølparken. Vi løb 7 km med en flok maraton- og halvmaratonløbere. Så nu er Team Tvilling fra Esbjerg ved at markere sig i løbemiljøet, og det lykkedes endda at undgå at vælte andre løbere. Når træning er en fest, er det ingen sag at komme af sted! Bagefter var jeg dog godt brugt, men nåede at hvile nogenlunde ud inden vækkeuret ringede mandag morgen…

Jeg mødte Jydske Vestkystens udsendte journalist og fotograf flere gange i løbet af min korte og intense ferie, og her kan I se links til de artikler, der blev skrevet:

Højskole
Team Tvilling

Jeg håber I andre har haft lige så mange skønne oplevelser (og forhåbentlig mere tid at sprede dem ud på!)

10.17.16

Løb: gamle glæder og nye udfordringer

Posted in Hverdagsliv, Løb, oplevelser at 12:57 pm by

Jeg ville gerne skrive, jeg er den gladeste løber i Esbjerg lige nu, men konkurrencen er vist hård 🙂 Der er blevet oprettet en afdeling af Team Tvilling i byen, og alle, der var så heldige at komme med på holdet er nemlig i vældig højt humør:

14717040_1278159625590012_9137854666367782508_n

Lørdag var en helt enormt god løbedag. Det regnede godt nok lidt, men selvfølgelig ikke nok til at forhindre mig i at tage til parkrun. Jeg har ligget noget lavt i træning siden jeg afsluttede sæsonen med et 6-timers løb i München, og har ikke rigtig holdt øje med tempoet på mine korte ture. Faktisk har jeg følt mig som lidt af en snegl, men sidste lørdag var jeg til parkrun uden at løbe mig ud, og kom igennem på 22.37, hvilket er en ret god tid for mig. Derfor var planen i lørdags at give den alt hvad jeg havde i mig, i håb om en personlig rekord. Det lykkedes også med lige netop, og selvom jeg gerne havde været under 22 min, var jeg ikke sur over de 3 sekunder jeg manglede. Tror nok den skal være der, hvis jeg finder en flad rute.

Det vigtigste ved parkrun er dog sammenholdet og hyggen. En mandlig løber gav mig pace på sidste omgang, og det giver bare ekstra energi at få en masse opbakning fra de frivillige og alle fremmødte. Desværre måtte jeg direkte hjem for at skifte tøj, så jeg ikke blev kold efter løbet, så jeg gik glip af kage og champagne (en flok løbere havde 50 løbs-jubilæum), men der skal nok blive mulighed for revanche. Om ikke andet når jeg selv løber nr. 100 – lige nu er jeg på 74 løb.

Derhjemme fik jeg lidt varmt at drikke og hoppede i et nyt sæt løbetøj, før turen gik tilbage til parken, hvor første træning med Team Tvilling Esbjerg fandt sted. Jeg er simpelthen så glad og stolt over at være blevet udtaget til holdet af løbere, selvom jeg var lidt bekymret for, om jeg er stærk nok til at skubbe en vogn. Nu kan jeg se, det nok skal gå!

Kommunen har indkøbt 5 vogne og fundet frem til en gruppe handi-atleter (dem, der sidder i vognene) og 15 løbere, som skal skubbe vognene. Det er rart, vi er nogle løbere i overskud, så vi kan hjælpe hinanden og skiftes til at puste lidt ud. Ved ankomsten fik vi udleveret T-shirts og skrev under på, vi tonser rundt på eget ansvar. Der blev snakket og hilst, og da alle var klar samledes løbere og lærte at skifte slanger og justere vognen. Tror ikke jeg er helt prof til det endnu, men vi hjælper jo hinanden 🙂 Derefter stillede vi op til gruppebillede (flere lokale aviser var mødt frem) og så rullede vi ud på den første tur.

Det var lidt udfordrende at dreje, for der skal vognen tippes bagud, men ellers gik det fint, og vi kom rundt på en lille tur i skoven, komplet med kast af efterårsblade, foto-stops og hilsner til nysgerrige forbipasserende. Bagefter var der kaffe og kage, hvilket jeg forstår er en vigtig del af konceptet. Der blev snakket og grinet meget, og jeg følte mig virkelig godt tilpas. Da jeg var yngre hjalp jeg til ved handicapridning, og det her var lige så hygsomt.

Vi skal træne en gang om ugen, og jeg er selvfølgelig tilmeldt  på søndag! På sigt skal vi forhåbentlig også deltage i løb, og flere har udtrykt, at det kunne være interessant hvis jeg vil løbe 100 km med en vogn (!). I første omgang er ambitionen altså et parkrun…

Når vi nu siger ambitioner, så kan det da være at nogen kunne finde på at undre sig over, hvordan turene med Team Tvilling passer sammen med mine egne planer for næste sæson. Jeg ved det ikke, men lige nu er det de sociale og sjove aspekter af løb, jeg mest har lyst til at dyrke. Der er lang tid til min næste ultra, og der er meget jeg gerne vil udforske på de lange distancer, men det hele behøver jo ikke ske i morgen eller til næste år. Lige nu er det lavsæson, og jeg bliver nødt til at gå til den med styrketræning og alternativ træning for at holde mig skadesfri. Jeg vil også gerne fokusere lidt mere på tempo, for benene er hurtige og 5 km kan jeg lige overskue fra mit vinterhi. Egentlig utroligt, så meget variation man kan finde i noget så umiddelbart ensidigt som løb 😀

 

 

← Previous Entries