04.20.18

Favoritforfatter genbesøgt – hvorfor jeg elsker Wassmo

Posted in Betteskov på Amager, Bøger at 12:01 pm by

Da jeg i 1. G skulle skrive en opgave om en bog efter eget valg, kastede jeg mig over “Dinas Bog” af Herbjørg Wassmo, da jeg lige havde læst den og var meget fascineret over historien om en kvinde, der nærmest var en naturkraft i sig selv, red på heste og satte sin hat som hun ville, i en norsk udørk for hundrede år siden. Jeg læste bogen igen, opsøgte sekundærlitteratur og blev endnu mere grebet. Den dag i dag står den som en af mine største læseoplevelser. Jeg fik vist et 10-tal for opgaven, og min lærer roste mig mest for at have truffet et meget ambitiøst valg. Det undrede mig lidt dengang, for jeg synes egentlig, jeg forstod bogen ret godt.

Min kærlighed til Wassmos bøger holdt, selvom jeg ikke syntes de efterfølgende bøger i Dina-serien var nær så spændende. Til gengæld fandt jeg trilogien om Tora gribende (og uhyggelig, for Wassmo skrev om incest på en diskret og alligevel skræmmende måde, år før emnet blev fast inventar i nyere nordisk litteratur). Da jeg læste bogen om Wassmos eget liv, “Disse øjeblikke”, blev jeg meget klogere på sammenhængen mellem forfatter og fiktion, og “Hundrede år” er bare én af de bedste slægtsfortællinger jeg nogensinde har læst.

I nogle år har jeg ikke læst så meget Wassmo, men det gjorde jeg bod for, da den nyeste bog i serien om Dina og hendes slægt, “Den der ser”, udkom for nylig. Denne bog foregår både i Wassmos vild, nordnorske landskaber og i min egen by, København. Wassmo har godt greb om at skrive begge steder, så de fremstår levende og realistiske. Man kan vel godt kalde Wassmos bøger for “historiske”, men egentlig handler de om mennesker og menneskelivet og rækker langt ud over tid og sted. Den nyeste bog er fin, men det er stadig grundelementerne fra “Dinas bog” der er fundament for fortællingen og driver plottet frem.

Efter “Den der ser” fik jeg lyst til at genlæse Wassmos anden Københavner-roman, nemlig “Lykkens søn”. Den handler om Dinas søn Benjamin, som uddanner sig til læge i Kongens By og lige er et smut forbi Dybbøl. Jeg huskede den som en af Wassmos svageste bøger, men ved genlæsningen har jeg ændret mening. Og så er vi tilbage ved min dansklærers ord. I dag kan jeg sagtens forstå, hvorfor jeg som meget uskyldig  teenagepige (jeg var ret sent udviklet fysisk og det tog mig ret mange år at opdage det modsatte køn) overhovedet ikke forstod bogen. Beskrivelsen af Benjamins erotiske eventyr gik ret meget hen over hovedet på mig. Scenerne fra slagmarken, som fylder ganske få sider, var da også ca. det eneste jeg kunne huske… i dag, hvor jeg nok har lidt bedre mulighed for at relatere til det der foregår, kan jeg se dybden og nuancerne i beskrivelsen af forbudte forhold og følelser, og Benjamins love-interest Anna er en langt stærkere karakter end jeg først havde forstået.

Som årgangsvin bliver Wassmo åbenbart bedre med årene; jo mere hun skriver, jo flere tråde kan jeg trække mellem bøgerne. Som læser bliver jeg åbenbart også bedre: efter at have boet i København af to omgange, selv læst medicin, læst i Biblen og oplevet andre ting også, åbner “Lykkens søn” sig for mig på en helt anden måde. Der er så mange referencer og følelser jeg forstår. Det er faktisk en god bog i sin egen ret, ikke kun fordi Dina optræder i få, men vitale glimt.

Ja, min anbefaling er helt klart at læse Wassmo, og jeg tror, man kan hoppe på mange steder. De to hovedværker er og bliver “Dinas bog” og “Huset med den blinde glasveranda”, men de to bøger om Wassmos egen familie og hende selv er også virkelig læseværdige (sammen med alt det andet). Wassmo skriver om vilde og eksotiske landskaber i det nordlige Norge, om kulde og fiskeri og fjelde, og hun beskriver stærke og skrøbelige kvinder helt genialt. Men hun kan også skrive om mænd der bor i byer, om lille Danmark og dansk historie på en forfriskende måde, ja nærmest om alt. Wassmo er helt sikkert på min top tre liste både over kvindelige forfattere og den over skandinaviske forfattere, måske også min samlede top tre. Er der nogen af jer andre, der har læst hendes bøger? Kunne I lide dem?

04.10.18

Mageløse marts – og nytårsforsættet holder endnu

Posted in Betteskov på Amager, Film, Hverdagsliv, Mad at 8:31 am by

Marts har bare været en rigtig fin måned! Den er gået med arbejde, at komme i gang med træningen igen efter 24 timers løbet i Espoo, og så har jeg været på ferie. En chartertur til Gran Canaria med all inclusive, afslappet og varmt, lige hvad jeg trængte til. Der var en stak bøger med, og jeg fik læst en del, men store kulturelle oplevelser fik jeg mig ellers ikke svinget ud på. Jeg løb (i alt 101 km rundt om resortet og på nogle spændende trailstier), gik ture, spiste i buffeten, dyppede mig i poolen og hvilede.

Mit nytårsforsæt, med to månedlige biografture, en kulturel oplevelse og mad på en ny restaurant, har jeg også holdt. Ikke bare spiste jeg på hotel Taurito Princess Suites hver eneste dag, men under min tur til Malmø tidligere på måneden (omtalt i dette indlæg) fik jeg skønne kebab´er.  Der er altså blevet spiste meget ude, så meget at jeg faktisk nød at komme hjem til egne gryder…

Den kulturelle oplevelse er omtalt i ovennævnte indlæg, men jeg vil gerne endnu engang understrege, at Pippin i Malmø Operaen var en kæmpe oplevelse! Sådan en skøn forestilling med fest, farver og totalt over the top. Den stemning kan jeg godt bruge noget mere af 🙂

Hvad angår biograffilmene var den første en total klassiker: Hodja fra Pjort, en elsket historie fra barndommen med Sebastians sange. Jeg så den med en veninde og hendes børn, og var helt vildt betaget. Den havde samme magi som dengang, i hvert fald for mig. I den mere voksne kategori så jeg “Loving Vincent”, en meget smuk film om Van Goghs liv og død, med 125 medvirkende malere! Den kan helt sikkert også anbefales, men jeg tror den gør sig bedre i biografen end derhjemme. Også her nød jeg genkendeligheden og syntes det var lidt sjovt at få sat mere karakter på de ansigtet, jeg ofte har set på malerier.

Bestemt en dejlig måned, selvom foråret først fik lyst til at komme i april 🙂

 

03.23.18

Skal man vide hvorfor?

Posted in Løb at 9:54 am by

Når jeg træner mest, spørger jeg ikke mig selv hvorfor jeg gør det. På de tidspunkter har jeg en plan, og den følger jeg. Det er ikke tilrådeligt at mærke for meget efter, når det er hårdest. Den aktivitet reserverer jeg til perioder mellem de store mål, når der er lavsæson eller restitution.

Efter 24 timers løbet i Espoo har jeg været ivrig efter at komme i gang igen, og kroppen var faktisk OK til at genoptage træning (på lavt niveau) efter to uger. Nu er der gået fire, og jeg er på vej mod noget, der ligner min sædvanlige træning. Jeg har udarbejdet en plan sammen med min coach (den er så tilpas løs, at jeg kan få den til at hænge sammen med alt det andet i mit liv), meldt mig til et maratonløb i Hamburg og er klar til forårets løb på kortere distancer, først og fremmest den danske mil (7,5 km).

Det store, overordnede mål har ingen tidsfrist, men jeg drømmer om at nå 200 km på 24 timer. Ja, det er langt, men når jeg kan klare 181,9, må de sidste også kunne hentes et sted, hvis jeg træner fornuftigt og har en god plan. Egentlig er det ikke så vigtigt at nå målet, men jeg vil gerne træne frem mod det, rejse spændende steder hen og få en masse oplevelser undervejs.

Der har ikke været den store, forkromede introspektion eller de dybe overvejelser inde over. Jeg har valgt at fortsætte den kurs, jeg har sat for flere år siden. Jeg trives enormt godt med den daglige træning til de lange distancer, og jeg nyder de løb, jeg deltager i, og det fællesskab jeg har med andre løbere. Det er tilfredsstillende at mærke, at jeg udvikler mig, selvom det er med relativt små skridt. Der er lige nu ingen trang til at vende bøtten eller fokusere på andre slags træning, eller sætte helt anderledes mål.

Hvis spørgsmålet er, hvorfor jeg træner, er svaret simpelt og måske lidt kedeligt. Det gør jeg, fordi jeg trives med det. Min hverdag fungerer godt med arbejde, træning, familie og venner, daglige pligter og kulturelle input. Der er sikkert også andre ting, der kunne gøre mig glad og tilfreds, men lige nu er det altså løb 🙂

Når jeg hører om andre løberes motivation, som nogle gange stammer fra dybe og indsigtsfulde erkendelser, kan mit “hvorfor?” godt lyde rigtig slapt. Men det er nok til at få mig af sted hver dag, så der er bestemt ikke noget at klage over. Måske skal man ikke altid grave dybt efter motivation, men bare satse på vaner og rutiner. Hvordan har I andre det med motivation eller mangel på samme til at træne?

03.13.18

Farverig weekend

Posted in Betteskov på Amager, oplevelser at 12:37 pm by

Træningen er stadig på lavt blus efter 24 timers løbet i Finland, så det er netop nu, der gerne skulle være tid til nogle af alle de aktiviteter, jeg ikke synes jeg kan overskue i de perioder træningen topper. Trætheden er ved at fortage sig, og jeg har heldigvis været så smart at få en stribe aftaler i kalenderen. Således var der denne weekend hele to ekspeditioner til Københavns omegn, nærmere bestemt Ishøj og Malmø!

Ishøj besøgte jeg sammen med en amerikansk udvekslingsstuderende, jeg er “besøgsfamilie” for. Det er en nem lille tjans, hvor jeg mødes med den studerende nogle gange i løbet af hendes ophold i Danmark, fortæller lidt om livet her og prøver at finde noget, vi har lyst til at se sammen. På dette semester har jeg fået tildelt en vældig sød californisk pige, som læser arkitektur. Jeg har vist hende rundt i Ørestaden, og vi talte om at tage på nogle museumsbesøg sammen. Arken var på hendes liste, og det er ved at være vældig mange år siden jeg har været der sidst, så den blev vi let enige om.

Bygningen (og området generelt) er bestemt ikke køn, og der er lidt af en tur fra stationen, men vi kom da frem uden at fryse ihjel i det kolde, kolde martsvejr. Udstillingerne var interessante og blev klaret på lidt over en time. Ud over de triste (men yderst fotogene) klovne, var der en udstilling om Mucha, én af inspirationerne bag flower-power bevægelsen, en udstilling om pop-musik og kunst, og noget Damien Hirst. Desuden en rigtig fin museums-shop. Jeg var glad for at få taget mig sammen til at komme af sted, det havde jeg nok ikke gjort uden en aftale (god grund til at melde sig som besøgsfamilie!)

Søndag gik turen til Malmø, hvor min mor og jeg indløste min fødselsdagsgave: billetter til en musical på Malmø Opera. Vi havde valgt “Pippin” som vi aldrig før havde set, endsige hørt om. Men det er altså en forestilling fra 70erne som har gået på Broadway, og vi var så begejstrede! Den var sjov, dekadent og opførelsen vældig flot. Plottet er ikke voldsomt kompliceret, men driver det flotte show fint: prins Pippin søger efter meningen med sit liv. Er han ekstraordinær eller ganske almindelig? Skal han gå i sin fars (Karl den Store) blodige fodspor, eller finde sin egen vej i livet? Hele tiden bliver tilskuerne mindet om, at det kun er teater og show, men det var alligevel en fortryllende eftermiddag. Pippins farmor blev spillet af en skægget mand på segway, så kom ikke og sig at svenskerne er kedelige…

 

Vi fik også tid til at gå en lille tur i Malmø, shoppede lidt og spiste skønne kebaber på en arabisk restaurant. Jeg kan bestemt anbefale en tur til Malmø til dem, der har set hvad Det Kongelige Teater, Det Ny Teater osv. har at byde på – for svenskerne kan altså også 🙂 Det var sådan en musical som man bare ønskede ikke ville ende, og jeg gik derfra opløftet, glad og underholdt. Er stadigvæk ret begejstret for at bo i en by, hvor der er så mange oplevelser at plukke indenfor en radius af en times transport. Når foråret nu lader sådan vente på sig, er det da rart at tanke de kulturelle batterier lidt op.

03.07.18

Fabelagtige februar og et nytårsforsæt som holder endnu

Posted in Ikke kategoriseret at 8:36 am by

Det har været en kort og kold måned, men virkelig dejlig! Jeg har oplevet en hel masse, såsom besøg i hele tre skandinaviske lande, en løbeoplevelse som sagtens kan blive årets største, og har endda klaret de ting, jeg satte mig for til nytår 🙂 Lysten til at rejse er i den grad vendt tilbage, så det var lækkert at tage metroen til lufthavnen i stedet for den sædvanlige tur ind til byen.

Udfordrings første del gik på to biografture, og her så jeg virkelig kvalitetsfilm! “Call me by your name” er smuk og rørende, men ærlig talt kedede jeg mig lidt. Smukke ting kan godt være lidt intetsigende, og jeg kan nok bedre lide en film, som rusker op i mit indre. Dét gjorde “Three billboards outside Ebbing, Missouri” i den grad! Det er en af de vildeste film jeg nogensinde har set, morsom og brutal, og perspektiv og sympati ændrer sig undervejs. De statuetter skuespillerne fik til Oscar uddelingen er fuldt fortjente. Efter et år i Alabama har jeg så meget kærlighed til Hillbilly/Redneck USA, og jeg synes i den grad filmen indfanger ånden i det store og sammensatte land, der er så meget mere end New York.

Næste opgave, at spise på en restaurant jeg ikke har prøvet tidligere, er ret nem når der rejses så meget. Men op til et 24 timers løb og bagefter er det ikke spændende mad, der prioriteres højest, det handler om at få noget ned, som gerne skulle blive der. Den største madoplevelse fik jeg faktisk i København. Min mor fik billetter til Dining Week i julegave, og hun inviterede mig med på Simple Raw på Gråbrødretorv. Jeg har før prøvet Raw Food og synes det er sjovt, og meget anderledes end mad jeg selv laver. De dehydrerede råvarer er jeg ikke stor fan af, men heldigvis fyldte de ikke meget. Vi fik en fin forret med rispapirruller, en stor skål salat til hovedret med de flotteste farver, og en cheesecake til dessert, som faktisk var ret frisk. Alt i alt et dejligt måltid, mættende og fint at se på, og meget tilgængeligt også for ikke-hardcore veganere og rå-entusiaster. bestemt et sted jeg kan anbefale, og jeg kunne sagtens finde på at droppe ind og spise en salat til frokost snart igen.

Den kulturelle oplevelse var helt uventet og uplanlagt. Jeg var et smut i Lund, mest for at nyde de flotte gamle bygninger og gå en tur et uvant sted. Da jeg gik ind i den flotte domkirke gik en orgelkoncert i gang, jeg fik et program og satte mig pænt til at lytte til bombastisk musik i mere end en halv time! Imens havde jeg god tid til at se på kirken, som bl.a. har et smut astronomisk ur. En orgelkoncert er nok ikke noget, jeg vil normalt vil gøre store anstrengelser for at komme til, men det var en rar stund i mine egne tanker, og ikke dårligt at blive tvunget til lidt eftertænksomhed.

Lund ligger en times transport fra København, og en returbillet er ikke nogen stor udskrivning – det er alligevel en lidt eksotisk oplevelse, mange indkøb er ganske billige i Sverige, og bestemt værd at overveje på en dagstur.

 

03.01.18

24 timers løb i Espoo

Posted in Ikke kategoriseret at 2:45 pm by

Min 2018 sæson blev i den grad skudt i gang med årets første løb, som foregik i en sportsarena i en forstad til Helsinki.  Det var mere end to år siden, jeg sidst forsøgt mig på de 24 timer, så jeg havde både havde både haft tid til at glemme hvor lang tid et døgn er, og forbedre mig væsentligt som ultraløber på de “kortere” distancer. Derfor var forventningerne både store og små: jeg vidste, jeg kunne gøre det bedre end jeg tidligere har gjort, men jeg har også solid erfaring for, at ufattelig meget kan gå galt på et 24 timers løb, og at der altid går et eller andet i udu.

Mål og strategi

A-målet var den distance, jeg altid har drømt om, nemlig 180 km. Som B mål havde jeg 100 miles (161 km), hvilket også ville være en markant forbedring af min personlige rekord på 150,9 km. C-målet var at afslutte stærkt, uanset hvordan det var gået. For lettere at overskue løbet, delte jeg det ind i fire 6-timers løb, hvor målet for hver enkelt var 60, 40, 40 og 40 km. Her aftalte jeg med mig selv, at skulle jeg misse målet på ét af disse, ville jeg genstarte mig selv ufortrødent på det næste 6-timers løb.

Optakt

Jeg fløj til Finland torsdag aften, og overnattede på lufthavnshotellet. Her spiste jeg morgenmad og tog et karbad, inden turen gik til Espoo. Jeg fravalgte sightseeing, da der var pivkoldt, isglat og jeg egentlig helst ville fokusere på løbet. Derfor foretog jeg mig meget lidt fredag: jeg købte ind på shoppingcentret nær hotellet, spiste, pakkede mit gear til løbet og slappede af med Netflix, Vinter OL, lydbøger og krydsogtværs. De andre danskere boede på samme hotel, men jeg valgte at spise alene, da jeg bruger ret meget mental energi på at være sammen med folk jeg ikke kender så godt, og helst ville gemme det hele til lørdag. Fredag var en lang og kedelig dag, men det var sådan set også planen…

Efter morgenmaden lørdag mødtes jeg med de andre danskere i receptionen, vi hilste og snakkede lidt, og tog taxaer til arenaen. Her hentede jeg chip og startnummer (det satte jeg ikke på tøjet men på et bælte så det var lettere at skifte bluse), satte jeg mit udstyr frem på et bord dekoreret med det danske flag, kiggede lidt på hallen og lagde mig så på en sofa med en lydbog i øret. Det var sjovt at se, at der var løbere som varmede op, nervøse løbere som piskede rundt, og dem der bare stenede helt mens de ladede op. Ti minutter før løbet startede fik vi en kort orientering, og så var det bare af sted!

Løbet

De første 6 timer gik helt efter planen. Jeg løb lidt hurtigere end 10 km/h, men gik hver halve time forbi depotet, spiste og drak, hvorefter jeg løb videre. Jeg havde lidt forsyninger selv, men spiste fra fællesdepotet (frugt, kiks, chokolade eller hvad jeg nu havde lyst til) og drak kun vand, da min mave tåler energidrik meget dårligt. Jeg landede meget tæt på 60 km, og var ikke specielt træt, da den første fjerdedel var gået og vi skulle skifte løbsretning.

I næste blok satte jeg tempoet lidt ned. Jeg brugte tid på at skifte bluse og BH, spiste en lille portion aftensmad (spaghetti med kødsovs), drak Pepsi Max for at koffeinen kunne forhindre jeg blev søvnig, og hørte lidt musik på min Ipod. Der var ret varmt og luften meget tør, og en del løbere havde lidt bøvl med vejrtrækningen, men det generede ikke mig, der har der værst med at blive kold. De første problemer begyndte også at snige sig ind: jeg fik ret hurtig mave og måtte klare en del toiletbesøg i løbet af aftenen. Det var træls, men ikke en showstopper. Da halvdelen af løbet var gået havde jeg 105 km, men nu var jeg heller ikke længere topfrisk 😉 A-målet var stadig indenfor rækkevidde, og jeg valgte at satse på det, men ikke oversatse på et højere mål.

To kvinder havde skilt sig ud, en japansk og en finsk løber, men ellers lå vi en vældig tæt flok på seks løbere og kæmpede om placeringer fra 3-6, der ville give en tur på podiet. I den tredje blok begyndte jeg at følge lidt med i placeringerne, og SMSede et par gange med min mor og kæreste. Maven havde det ikke helt godt, det var svært at spise, men jeg tvang mig til at drikke, selvom det gjorde ondt. I kiosken købte jeg en kakaomælk og en yoghurt, og det fik jeg ned uden helt store problemer. Flere løbere nød en is, og jeg klarede faktisk at få en lille jordbæris spist, det læskede dejligt! Nattefasen er generelt et svagt punkt for mig, men denne gang var jeg ikke decideret søvnig. Det hjalp meget at banen var fyldt med løbere, der var musik og jeg kunne se, hver omgang bragte mig tættere på målet. Da klokken blev 6 om morgenen lå jeg stadig placeret rigtig fint, var løbende og havde mere end 140 km!

Det var faktisk lidt hårdt at blive ved med at knokle på, da jeg rundede min personlige rekord, for nu havde jeg jo gjort det godt! Men fokus var på målet, konkurrencen motiverede mig også, og jeg blev ved. Skiftede til et par lettere sko og en tør bluse, og nu talte jeg ned fremfor op. Der var gået knap 21 timer da jeg rundede de 100 miles, og det gav både et boost og lyst til at sige “godt så”. Vidste bare at vejen hjem ville være meget lang, hvis jeg smed sættet efter at have gjort det så godt i så lang tid… Der var masser af hep fra de andre danskere, og opmuntrende SMSer hjemmefra. Jeg magtede ikke længere at svare, men de blev læst 🙂 På den sidste time var det rigtig spændende: jeg lå som nr. 3, men en finsk landsholdsløber var på vej op gennem rækkerne, og hun var den stærkeste kvinde tilbage på banen. En ester og en anden finne kørte også fint på, og en russisk løber blandede sig. Der skulle kæmpes og tænkes taktisk for at blive på podiet. Jeg kunne ikke klare den ene finne, det var tydeligt. I stedet slog jeg følge med esteren, løb fra hende et par gange for at vise, hun ikke ville komme forbi. Det forstod hun godt. Den sidste finne og russeren kunne ikke nå mig, og da slutfløjtet lød var jeg nr 4. Det var langt over forventning, og distancen blev 181,7 km! De sidste par stykker fik jeg, fordi de andre pressede på.

Efter løbet

Da jeg satte mig på banen og sundede mig, fløj tankerne rundt, men mest af alt var jeg glad. Og træt…

Jeg sendte tak til dem derhjemme og fik listet mig hen til depotet, hvor det lykkedes at drikke lidt og få skiftet til tørt tøj. Der var ingen steder på min krop som gjorde specielt ondt, men jeg havde mærket en vabel under foden den sidste halve time (billigt sluppet!), hvorfor jeg nok haltede lidt. Der var langt hen til den anden ende af hallen, hvor præmieoverrækkelsen fandt sted. Jeg fik både en gavepose og en flot pokal med blå skål, men tænkte altså mest på, at det ikke var rart at stå op 😉 Heldigvis fik vi lov til at sidde ned, da mændenes præmieoverrækkelse gik i gang!

Da ceremonien var fulgtes jeg med et par andre danskere i en taxa til hotellet, og fik overtalt chaufføren til en tur forbi McDrive. Jeg begyndte dog at få det seriøst skidt, og var glad for at der ikke var langt, så hans bil slap for uheld. De andre hjalp mig med at få mine tasker op på værelset, jeg smed mig på sengen med min BigMac, og faldt snart i søvn. Det hjalp, selvom jeg vågnede hver gang jeg skulle vende mig rundt. Var lige oppe et par timer om aftenen, men ellers sov jeg til næste morgen, hvor jeg nød morgenmaden og en hyggelig snak. På hjemvejen klarede jeg fint selv at slæbe mine tasker og fik meget opmærksomhed for den store pokal i lufthavnen. SAS gav mig endda et sæde på 5. række og tilladelse til at have en kuffert og to tasker med ind i kabinen.

Hvad jeg kan lære fra dette løb

Jeg tager en lang liste med ting, som gik overmåde godt, med mig. Strategien med fire blokke fungerede godt, træningen har tydeligvis rustet mig til løbet, og jeg savnede ikke at have en hjælper med i hallen (udover det var lidt kedeligt at rejse alene). Da maven sagde fra, var kakaomælk og yoghurt det bedste, så det må jeg have med til næste løb! Udstyr, og den måde jeg vekslede mellem løb og gang på, virkede også fint. Men selvfølgelig er der også ting, som kan gøres bedre! Energiindtag er stadig et problemområde, selvom jeg undgik opkastninger havde jeg 14 timer med en mave som ikke var glad. Desuden kan jeg sagtens blive stærkere mentalt. Restitutionen er gået hurtigt og fint, og der er ikke tvivl om, der kan presses mere ud af benene i nattefasen. Hvis hovedet altså kan drive dem til det!

Fremtiden

Ja, det er ikke godt at vide hvad den bringer. Jeg vil ikke planlægge nye ultraløb nu, før oplevelsen bundfælder sig. Men øh, I kan vel godt gætte hvor det bærer hen 😉

 

02.15.18

Mini-ferie til Oslo

Posted in Årets gang, Rejser at 8:39 am by

Endelig kom jeg ud at rejse igen, efter lang tids tørke. Det var godt nok en kort tur, men vældig dejlig: jeg var på mini-krydstogt til Oslo med DFDS, der så sandelig er bedre end sit rygte! Jeg har kun kendt til Oslobåden gennem mine fordomme, men min kæreste har mange gode minder fra den, og lokkede mig med. Vi valgte en opgraderet kahyt og købte måltiderne hjemmefra, og det var et godt valg! Kahytten var lækker og stor, og vi slap for at sidde i de meget travle fællesarealer, hvor koncentrationen af råbende børn var ganske høj. Udsigten var simpelthen så god, og jeg nød både indsejlingen til Oslo og en anderledes udsigt over Nordhavn, hvor jeg arbejder og løber mange ture fra!

Maden var heller ikke dårlig og mæthedsfaktoren høj, da vi fik buffet morgen og aften. Der var ret travlt i restauranten, så en anden gang vil jeg nok vælge at spise senere, efter det første kapløb er overstået… Men ingen klager herfra, en feriedag som kan begyndes med havregrød, omelet og frugt er en god dag 🙂

I Oslo havde vi ikke så mange timer, men det passede fint med at gå en tur i byen, se et enkelt museum og en kirke og lige spise en bid mere. Oslo var kold, men smuk og klar, og jeg havde lige sneget løbeskoene med.

Alt i alt en dejlig lille ferie! Vi havde ikke ambitioner om at nå en masse, men fik spist, snakket og slappet af, endda taget forskud på OL med lidt vintersport i fjernsynet. Jeg glæder mig allerede lidt til at prøve turen om sommeren. Og så har jeg planer om at få besøgt endnu flere skandinaviske lande her til vinter. Trods dog ikke næste tur bliver helt så fredelig 😉

 

02.06.18

Januarstatus på nytårsforsæt

Posted in Årets gang, Betteskov på Amager, Film at 9:45 am by

Vi kan lige så godt få det frem med det samme! Jeg fejlede på mit nytårsforsæt, allerede i den første måned. Opgaven lød på at jeg:

Skal i biografen mindst 2 gange om måneden
Skal se teater, et museum eller gå til en koncert hver måned
Skal spise på en restaurant eller cafe jeg ikke har været på tidligere hver måned
Skal fortælle om oplevelserne her på bloggen

Det er det første punkt, som mislykkedes – jeg fik kun set en film. Alligevel betragter jeg projektet med at være opmærksom på kulturelle oplevelser som en stor succes. Jeg fik nemlig set to musicals og en koncert med showkoret i Esbjerg, så mon ikke det kan opveje den manglede film?

Den film, jeg faktisk fik set, var “Wonder”. Det er en sød og rørende film om en lille dreng som har en dejlig familie og mange interesserer, men også en medfødt misdannelse af sit ansigt, som vækker omverdenens opmærksomhed (især på den dårlige måde). Det lyder som en meget banal historie, og det er det også, men den var fortalt på en god måde og meget gennemført, så bestemt en anbefaling fra mig.

De største oplevelser kom dog fra musicals. Jeg så to meget forskellige, men vældig flotte. “Chess” har jeg tidligere set og elsker de ABBA-agtige sange. I Tivolis Koncertsal går en ny opsætning på dansk, hvilket jeg lige skulle vænne mig til, men Stig Rossen er simpelthen så fremragende, at den får topkarakter! Den mand kan altså virkelig synge salen op og formidle store følelser. “Book of Mormon” går på Det Ny Teater og er en helt anden slags musical. Den er skabt af folkene bag den flabede tegnefilm South Park, og gør tykt grin med mormonerne. Det er et ret let mål, for Mormonerne Bog har masser af selvmodsigelser og underligheder. Alligevel synes jeg, den er værd at se, og tonen er ikke decideret ondskabsfuldt mobbende. Sangene og dansenumrene er flotte, Silas Holst gør det rigtig godt, og den er helt sikkert værd at se, hvis man gerne vil prøve noget lidt mindre traditionelt.

Min fødselsdag er i januar, så jeg fik spist ude mange gange, men kun én gang på et nyt sted. Det var til gengæld virkelig godt – japansk/koreanske Miga på Gammel Kongevej har lækker og autentisk mad. Jeg fik noget, som var en boblende gryde chili med oksekød og et æg ovenpå, og det ææææælskede jeg.

Kokken kom ud bagefter for at se den danske gæst, der havde overlevet retten 😉 Det smagte altså godt, og der var endda kimchi og tangsalat til.

Ja, alt i alt giver jeg mig selv en bestået karakter, selvom jeg ikke helt levede op til mine krav… Den afgørende bonusfaktor er, at jeg var til en fest. Ikke lige det jeg gør mest i, men det var rigtig skønt at fejre 1-årsdagen for vores arbejdsplads med god mad og de store skrud. Jeg havde min saudiske abaya på, den bliver også luftet alt for lidt. Måske burde jeg feste mere, men kombinationen af fuldtidsarbejde og træning til ultraløb medfører en vis søvnighed før de fleste andre overhovedet overvejer at tage i byen 😀

 

 

01.26.18

Socialt og gratis

Posted in Betteskov på Amager at 2:03 pm by

Resultater fra et ukontrolleret eksperiment med n = 1

Jeg er i gang med et lille forsøg på mig selv, som snart har varet en måned. Der findes ingen forsøgsprotokol, og idéen til at gå i gang kom fra, at jeg har fået en fin fysisk kalender fra mit arbejde, men oftest noterer mine aftaler i min outlook-kalender. Derfor begyndte jeg, på årets anden dag hvor jeg faldt lidt i staver efter en skøn juleferie, at notere 3 positive ting, der var sket dagen før. Og det har jeg faktisk fulgt op på hele januar!

De data, der genereres, kan naturligvis ikke bruges til noget, og der er nok seriøs risiko for bias, når de vurderes af mig selv. Alligevel har jeg, nu hvor januar snart er slut, kigget lidt tilbage og er kommet til nogle interessante konklusioner:

  • stort set hver gang, jeg har haft en aftale med en veninde, set min mor eller min kæreste eller på anden måde været social, er det kommet med på listen.
  • det har bibragt mig enormt mange glæder at få gratis ting, om det så er en rose fra den nyåbnede REMA 100o i Ørestaden eller en pose rester fra en reception, jeg fik med hjem fra arbejde.
  • Stolthed over ting, jeg har præsteret, fylder forbløffende lidt.

Ja, jeg ved det godt: på den lange bane er relationer vigtigere end præstationer. Nu kan jeg se, det også gælder i et meget kort perspektiv. Desuden er jeg helt sikkert fra Jylland, når rabatter og freebies kan give mig så megen glæde 🙂

Det er faktisk en meget sjov øvelse, for selv den mest grå januar må kunne give tre glade stunder – om det så er en kop dejlig varm bjergblomst te eller en løbetur med snak og grin. Det er bare med at få øje på dem! Det vil jeg blive ved med – måske ikke for evigt, men eksperimentet er endnu ikke slut. Hvis nogen læsere har prøvet (eller er villige til at forsøge) noget lignende, er jeg ret nysgerrig på, hvad jeres små daglige glæder er.

01.17.18

Hvad træner du til?

Posted in Betteskov på Amager, Løb at 12:38 pm by

Jeg synes, jeg hele tiden har løbetøj på for øjeblikket. Er kommet ind i en rigtig god gænge med at løbe til og fra arbejde, og det giver en del daglige kilometer. I weekenderne har jeg løbet lange ture alene, eller cannonball løb for sjov. Sidste weekend blev det til et maraton i Vallensbæk, og det blev til et af de løb på distancen, hvor jeg har haft det lettest. Der var modvind og kulde som udfordrede mig, men benene løb bare af sted. Dejlig fornemmelse!

Omkring årsskiftet er der tradition for at lægge nye træningsplaner og definere sine mål. Jeg bliver meget ofte spurgt, hvad jeg træner til, og for en gangs skyld har jeg ikke noget rigtig godt svar. Lige nu er det største mål nok at blive rigtig god til at træne, og komme op på et højere niveau. Jeg ved slet ikke, hvilke konkurrencer der skal løbes i 2018.

I modsætning til tidligere år er jeg ikke tilmeldt ret mange løb. Der skal gøres et nyt forsøg på 24 timer, efter flere års fravær. Der er bare ikke noget specifikt mål for dette løb, på en indendørs bane i Finland i februar. Jeg er med for at finde ud af, hvad jeg vil. Svaret er nok ultraløb, men er det de “korte” distancer på 50 km og 6 timer, der trækker, er det 100 km igen  eller 24 timers løb? Det har jeg januar og februar til at finde ud af. En kort liste over fordele og ulemper:

“Korte ultra” – dejligt, fordi jeg kan løbe flere (3-4) løb om året, der er mange løb i Danmark og udlandet, og jeg har nogenlunde styr på distancen. Det betyder at udfordringen ikke er at gennemføre, men at forbedre mine tider, hvilket ikke er helt let. Disse løb er gode at kombinere med træning til hel- og halvmaraton, og det er nok den mest overskuelige mulighed.

100 km distancen har jeg prøvet to gange, og er bagude 0 – 2. Jeg har gennemført løbene, endda med podieplaceringer, men føler virkelig som om jeg har fået tæsk af distancen! Har slet ikke ramt den rigtigt, så der er revanche til gode. Men måske ligger den bare ikke godt til mig?

24 timer er sværest, og mest chancebetonet. En god form kan ikke hjælpe, hvis maven sætter ud eller der opstår vabler. Jeg er notorisk pivet og klarer mig dårligt uden nattesøvn. Der er så mange argumenter for IKKE at løbe 24 timers løb. Så øh… det bliver jeg altså nødt til at prøve igen 😀

Etapeløb er også en mulighed. Jeg har aldrig prøvet, men det kunne måske være sjovt og socialt? Der er ikke så mange løb at vælge imellem, og logistikken kan være en udfordring, oveni selve det at løbe.

Mine egne forventninger til 2018 er mest, at jeg skal løbe, være i god form, være glad og have det sjovt. Jeg føler ikke, der er noget at bevise. Godt nok er jeg kommet med i ultralandsholdets talentgruppe, men det opfatter jeg ikke som noget pres til at løbe bestemte distancer eller præstere på et bestemt niveau. Der er mange i gruppen som står foran mig i rækken til at springe ind på landsholdet, og forventningspresset må ligge på dem fremfor mig…

Heldigvis er der ingen hast med at beslutte mig, og der skal nok dukke et inspirerende mål op. Indtil da vil jeg nyde at træne – tænk at kunne stå op, løbe til Dragør og se en udsigt som denne. Det skal altså nydes!

← Previous Entries