05.23.17

Efter Boston: mod nye mål

Posted in Betteskov på Østerbro, Hverdagsliv, Løb at 4:31 pm by

Jeg løber altså stadig, også selvom jeg ikke har fortalt så meget om det i et stykke tid…

Efter Boston Marathon gik der lige en uges tid, hvor mine lår fik mig til at overveje, om det egentlig er værd at sætte sig ned (av!) når man alligevel skal rejse sig igen (av!). Normalt får jeg ikke udpræget ømme ben af at løbe 42,2 km (ja, jeg kan godt selv høre hvordan det lyder). Der er bare noget med at løbe ned ad bakke, og så at løbe sig helt ud, det giver altså ømme muskler. Men sikkert meget sundt for mig at prøve det, og heldigvis går smerte over igen. Medaljer og t-shirt fra Løbet har jeg stadig 🙂

Derefter genoptog jeg stille og roligt træningen, og det går ganske fint! Jeg har løbet et par motionsløb siden, og virkelig nydt udflugterne til små jyske byer med billedskønne ruter.  Vejret har været fint og benene glade, og så er en halvmaraton i Hedensted bare en god anledning til at besøge coachen i Vejle og få en konsultation om den løbemæssige fremtid.

Boston var et højdepunkt, men ikke slutpunktet for mig som løber. Jeg er stadig sulten efter mere, men der skal helt sikkert være plads til at eksperimentere lidt, for jeg gider ikke “bare” løbe de distancer jeg kender. Til næste år er der nogle rigtig store drømme om at prøve kræfter med udfordringer på eksotiske destinationer, men der er længe til og intet er endeligt besluttet…

I år har jeg lyst til at træne og opbygge et rigtig godt fundament for fremtidens eventyr. Jeg vil også gerne deltage i nogle løb, også på de lidt længere distancer. Ultraløb er savnet, så jeg har besluttet at tage til Sæby, hvor de fleste danske ultraløbere mødes. Der er DM på 24 timer, men den distance er jeg ikke helt klar til at genoptage, har simpelthen ikke trænet nok. Sidste år løb jeg 6 timers løb, og jeg vil gerne udvide min horisont lidt. Derfor er jeg tilmeldt 12 timers løb, og det er rigelig langt. Men jeg glæder mig, for der er ingen forventninger til en stor præstation, men udsigt til en anstrengende, men hyggelig weekend og tredje år i træk, jeg besøger Nordjylland for at løbe langt. Det er en god tradition!

Senere på året skal der måske til at tænkes i lidt mere seriøse baner, men der er også en masse at se til på arbejdet, en flytning der skal klares og en hovedstad der skal udforskes. Hvor er jeg heldig at have valgt en sportsgren, hvor jeg ikke har en truende udløbsdato, bare fordi jeg er rykket op i veteranklassen 😀

05.02.17

Så er det snart flyttetid igen!

Posted in Betteskov på Østerbro, Hverdagsliv at 4:38 pm by

I Det gamle Testamente arbejdede Jakob 7 år for at blive gift med Rakel, men fik i første omgang kun Lea, og måtte påtage sig endnu 7 års arbejde. Hans søn Josef tolkede Faraos drøm om de 7 fede og de 7 magre køer. I den sammenhæng er det vel ikke noget særligt, jeg snuppede 7 år på Vestkysten 😉

I går sagde jeg min lejlighed i Esbjerg op, og er nu for alvor på vej til at blive Københavner-Jyde. Jeg flytter ind i en stor og helt ny lejlighed på Vestamager om et par måneder, og glæder mig helt vildt til at få et hjem herovre!

Det er en ret stor ting, sådan at flytte til en anden landsdel, men jeg har taget processen så gradvist, at det ikke virker overvældende, bare som et lille skridt i den retning, jeg åbenbart bevæger mig i. Jeg glæder mig, men ikke til bøvlet med lejekontrakter, flyttesyn, flyttebiler og flyttekasser… De praktiske ting skal bare overstås, så jeg til sommer kan tage hul på et nyt kapitel, nye omgivelser og nye oplevelser 😀

Jeg havde aldrig troet, jeg ville komme til at tilbringe 7 år af mit liv i Esbjerg, men det har været en god tid. Med den mangel på forudsigelighed verden ser ud til at have vil jeg heller ikke love, jeg aldrig vender tilbage…

04.28.17

Løbsberetning fra Boston Marathon

Posted in Løb, Rejser at 9:10 am by

At deltage i Boston Marathon er ikke bare en dagsudflugt – jeg var i byen fra fredag til mandag, og havde faktisk løbsrelaterede aktiviteter hele weekenden! Det vil jeg også anbefale andre danskere, der rejser til løbet, at gøre.

Fredag landede min mor og jeg i Boston, og efter at have tjekket ind på hotellet tog vi på løbsmessen, hvor jeg skulle hente startnummer. Vi boede under 2 km fra målområdet, hvor messen også var. For at få mit nummer skulle jeg bruge et ”løberpas” som Postnord dog ikke havde fået frem i tide, men de flinke officials gav mig et nyt ved fremvisning af mit pas. Messen var kæmpestor, men det gik nemt og fint med at få udleveret mit startnummer og en løbs-trøje, der passede glimrende, men var meget svensk i en gyselig gul farve. Det vrimlede allerede med mennesker, så jeg købte ikke noget, men kiggede på området hvor målportalen allerede var sat op.

Lørdag deltog jeg i et 5-km løb i en nærliggende park. Det var et stort arrangement med 10.000 deltagere, deriblandt den bedste amerikanske kvinde på distancen, Molly Huddle. Det kan nok ikke umiddelbart anbefales at løbe sig ud på en kort distance lige før et maraton, så jeg holdt igen med tempoet, men når man er trappet ned og i god form, er det svært at være langsom, så jeg fik en tid på 22.25 og en dejlig oplevelse. Der var masser af stemning og amerikansk nationalsang og hele baduljen, og jeg fik både en flot blå løbstrøje, en lille medalje med enhjørningelogo og en masse energi-barer. En dejlig oplevelse og mine løbsnerver forsvandt totalt. Som en del af 5-km ruten krydsede jeg målstregen på maratonløbet, så nu havde jeg allerede klaret det 😉

Søndag var en overordentlig varm dag, og jeg prøvede ikke at anstrenge mig for meget og ikke at blive nervøs. Vi gik i kirke ved målområdet om morgenen, og det var en af weekendens bedste oplevelser. Der var dejlig musik, rigtig amerikanske følelsesladede prædikener og en ”blessing of the athletes”. Kirken, som var åben og favnende overfor folk fra alle samfundslag, af forskellige seksuel observans mm, valgte simpelthen at være et samlingssted for løberne, som var rejst fra deres hjemlige fællesskaber. Det var smukt og føltes helt rigtigt, og jeg vil på det stærkeste anbefale alle deltagere i løbet at komme til en af de 3 gudstjenester der blev afholdt. Jeg carboloadede med en ordentlig bunke nudler i China Town, og vågnede helt klar på mandag morgen.

Allerede kl. 8 skulle jeg af sted, for at komme på en ikonisk gul skolebus, som kørte mig til startområdet i Hopkinton. Med mig havde jeg det eneste som måtte medbringes, en lille gul plasticpose med solcreme og vand. I bussen talte jeg med en pige fra Utah, som var bekymret over varmen. Da jeg ankom til startområdet var der halvanden time til mit startskud, men da jeg skulle stå i kø til toilet, have lidt ekstra morgenmad og gå til startstregen (lidt over en km) gik tiden fint. Der var total styr på logistikken, og jeg blev ledt frem til min bås (bølge 3, blok 1) som rummede løbere med en kvalifikationstid på mellem 3.29 og 3.31. De fleste var kvinder, og hvor var det behageligt at blive sendt af sted med et felt fyldt med løbere på min størrelse. Ingen skubben og masen, starten gik så nemt og glat!

Jeg lagde for hårdt ud, mere eller mindre bevidst. Der var ingen planer om en PR, og jeg havde overvejet bare at ”hygge den igennem” med overskud på en tid lige under 4 timer. Men helt ærligt: jeg kommer nok til at deltage i Boston Marathon én eneste gang i mit liv. Så skulle den altså også have hele armen, jeg ville ikke komme hjem med en følelse af ikke at have givet hvad jeg havde i mig. Det var varmt, men jeg var fint akklimatiseret, og de første mange km går det nedad. Jeg løb første halvdel i en tid på 1.40 helt uden problemer. Derefter blev det lidt hårdere, og jeg besluttede at drikke ved alle posterne (for hver mile, altså 1.6 km) for ikke at dehydrere. Det kostede lidt tid, og jeg satte også noget til på bakkerne. Men benene var stadig nogenlunde friske, og en PR var faktisk inden for rækkefølge. Jeg ramte målstregen på 3.27 rent, men havde også kæmpet til sidst. Da jeg kom ned at gå igen ramte den vildeste træthed forsiden af mine lår. Det er hårdt at løbe nedad, og det burde jeg måske have trænet. Men det gik jo fint!

De største oplevelser på ruten var omkring halvvejs, hvor man passerer en pigeskole. Her var skrigene så høje, at det var som at løbe i en lydtunnel, og de havde ret friske tilbud til mandlige løbere! Heartbreak Hill, den berømte bakke, var ikke så slem igen, men en tidligere bakke trak virkelig tænder ud. Omkring mål var der bare så mange mennesker og så stor opbakning, at det slet ikke var til at rumme.

Efter jeg havde fået min medalje, et varmt omslag, en pose mad og en flaske vand, gik jeg til hotellet, hvor personalet stod og klappede ved døren. Så fin service. Jeg fik et bad, hvilket virkelig hjalp på energien, og derefter gik turen til lufthavnen og en lang rejse hjem med de altid forsinkede Iceland Air.

Det var 23. gang jeg løb et maraton, og det løbsmæssige var vel som det plejer. Men rammen omkring løbet er helt ubeskrivelig! Jeg kan varmt anbefale alle løbere at prøve Boston. Hvis nogen vil høre mere om hvordan man kvalificerer sig, eller have tip til at planlægge rejsen, er de meget velkomne til at kontakte mig.

04.27.17

Gæsteblogger!

Posted in Ikke kategoriseret at 4:38 pm by

Jeg følger et par løbeblogs, de fleste skrevet af løbere, jeg har mødt derude på landevejene. En løber, jeg kun kender online er Allan, der skriver under navnet MarathonPepe 🙂 Han er en forholdsvis ny løber, men meget engageret i flere meget spændende aspekter af løberlivet!

Så hvis I har lyst til at læse lidt mere om løb, hop et smut over på www.marathonpepe.dk . Mit indlæg fortæller nok ikke så meget, som I ikke ved i forvejen.

Og Betteskov tager faktisk også imod gæstebloggere, hvis nogen skulle lyste er det bare at sige til. Indlæg om løb, hverdagsliv, bøger, film eller meningen med tilværelsen er altid velkomne 😀

04.26.17

Vejen til Boston

Posted in Løb, Rejser at 4:17 pm by

Jeg glæder mig rigtig meget til at skrive en løbsberetning fra Boston Marathon 2017, selvom oplevelsen stadig er ved at bundfælde sig. Det var virkelig så stort som jeg havde forventet, og måske også lige lidt større. For at forklare magien ved netop dette løb, har jeg altså brug for at fortælle om rejsen dertil. Faste læsere af denne blog vil kende store dele af historien, men her kommer den i komprimeret og samlet form, som en lille Maggi-terning af mit løberliv 🙂

Hvorfor er det lige, at Boston Marathon er noget særligt? Det er vel bare et løb, og man kan løbe 42,2 km de fleste weekender og i de fleste byer? Den historiske grund er, at Boston simpelthen er verdens ældste maratonløb, for en uge siden deltog jeg i den 121. (!) udgave. Ved at have kvalifikationskrav til størsteparten af deltagerne er løbet også sportsligt interessant, fordi man som motionist skal gennemføre et løb i en fornuftig tid, for at få lov til overhovedet at være med. Der er også en feministisk vinkel, da Katherine Switzer for 50 år siden var den første kvinde som gennemførte med et startnummer på (andre kvinder havde løbet som “banditter” tidligere). Løbsdirektøren prøvede fysisk at forhindre hende i at gennemføre, men hun kom igennem og blev et ikon for kvinders ret til at dyrke sport. Efter min rejse til Saudi kan jeg skrive under på, det ikke er en kamp som er vundet endnu, overhovedet! Desuden er løbet kendt for, at hele byen bakker op og står på den anden ende i løbsweekenden. Efter opløbsstrækningen blev ramt af et terrorangreb i 2013, står byen endnu mere sammen om sin store sportsbegivenhed, under mottoet “Boston Strong”.

Derudover har jeg en personlig forbindelse til Boston. Jeg besøgte nemlig byen i 2009, og min grandfætter Stephen (hans bedstemor udvandrede til USA, men han er meget optaget af Danmark), som bor i byen. Han viste mig Boston Marathon Memorial, og der vågnede drømmen om at deltage i løbet.

Nu er der jo lige det med de der kvalifikationskrav! På daværende tidspunkt havde jeg løbet et maratonløb, hvor jeg lige netop klemte mig under 4 timer. For at kvalificere mig skulle jeg præstere en tid hurtigere end 3.40, og der var et stykke vej. Men jeg klemte på med træningen, samtidig med jeg vendte hjem fra USA, forsvarede min ph.d. afhandling, fik nyt arbejde i Esbjerg og måtte forlade min løbeklub Aarhus 1900. Efter et par forsøg var mit bedste resultat 3.51, og den var svær at rokke ved! Jeg begyndte at løbe ultraløb, og troede det var derfor, jeg stille og roligt blev langsommere og langsommere. Så jeg satsede på de lange ture, og lod drømmen om Boston ligge lidt.

I 2014 mistede jeg min far, som havde løbet en del maratonløb i 90erne (før det blev så almindeligt), og som altid har været en stor inspiration for mig som løber. Han var med på rejsen til Boston og havde lovet at tage med tilbage, når jeg skulle løbe med. Senere på året blev jeg diagnosticeret med svær blodmangel, og efter behandlingen blev sat igen, kunne jeg igen løbe som tidligere.

Faktisk kom jeg til at føle mig stærkere og langt mere fokuseret end før jeg blev syg, og var endda så heldig at få masser af hjælp til min træning af en af verdens bedste ultraløbere og trænere, Jesper Kenn Olsen. Godt nok var det 100 km løb som var satsningen, men undervejs strøg jeg lige under 3 timer og 30 minutter på Hamburg Marathon 2016, og det var tilstrækkeligt til at give mig lov til at købe et startnummer til Boston.

Det blev købt i september 2016, men da jeg sidst på året skiftede job og landsdel, var min deltagelse lidt truet –  heldigvis gav den nye chef grønt lys for en forlænget påskeferie. Derfor stod min mor og jeg igen ved Boston Marathon Memorial den 14. april, parat til at hente mit startnummer på den allerede travle messe.

Man kan ikke beskylde mig for at have valgt den lige vej til Boston, men både løbet og rejsen var det hele værd 🙂

 

04.19.17

Posted in Rejser at 4:49 pm by

Jeg er hjemme igen efter 18 dage på farten, fem byer blev kigget efter, og indtrykkene er utallige efter besøg hos det amerikanske hæmatologiske selskab, togture, flyture, sejltur, kunstmuseum, biografer, underjordiske byer, kirker, slotte, parker, motionscentre, restauranter etc…

Jeg så både gamle og nyere sights, og sluttede turen af med at opfylde en drøm jeg længe har gået med: at gennemføre Boston Marathon. Det var en fest, men en af de lidt hårdere af slagsen. Det tror jeg godt man kan se ud af før og efter selfierne

Der blev lige svedt en smule og forbrændt et par tusinde kalorier på de 3 timer og 27 minutter, jeg tilbragte på gaderne mellem Hopkinton og Boston, men den utrolige opbakning giver mig stadig kuldegysninger nu to dage efter!

Forrygende rejse, men det er nu også rart at være hjemme igen, spise havregrød og gå på arbejde 🙂 Jeg glæder mig til at genopleve et par af højdepunkterne her på bloggen, og har masser af fotos af vise frem. Hvad vil I gerne have? Er leveringsdygtig i en løbsberetning og beskrivelse af hele cirkusset omkring Boston Marathon, historier om vores oplevelser i den franske del af Canada, anmeldelser af de bøger, der blev læst på turen og en masse andet!

04.08.17

Ude og “hjemme”

Posted in Rejser at 1:28 pm by

I begyndelsen af ugen var jeg i Washington, DC. Jeg deltog i et panelmøde om retningslinjer for antikoagulansbehandling, kulminationen på to års intensivt arbejde. Jeg løb også i Georgetown, drak Diet Dr Peppers i spandevis og talte med masser af amerikanere, fra den ethiopiske taxachauffør til professorerne i panelet. Alt føltes som det plejede, på trods af mange år og Trump og hvad ved jeg.

Besøget gav mig anledning til at genopleve meget, eksempelvis mit år i USA og mit første møde med landet da jeg var 8 år og rejste rundt på østkysten med mine forældre. Engang overvejede jeg at slå mig ned der, og vejen til et Greencard var klar. Men jeg er nu glad for det blev Danmark alligevel 😊

Jeg nærer stor kærlighed til USA og falder lynhurtigt til som Euro-amerikansk wannabe. Husker at give drikkepenge og sætter mig bagerst i taxaen. Smagen af sødestoffer og lugten af husparfume er helt hjemlig, og det er rart at være hjemme mange steder!

Ja, der er altså ting jeg savner lidt, så må nok huske at komme på besøg noget oftere….

 

 

 

03.31.17

De første tre måneder

Posted in Betteskov på Østerbro, Hverdagsliv at 1:58 pm by

I dag er en særlig dag, og det er ikke bare fordi solen skinner og jeg rejser over Atlanten i morgen 🙂 Nej,  det der virkelig skal fejres (når dagens telefon møde i det geniale tidsrum fredag 16-17 er overstået), er at jeg har været ansat i Medicinrådets sekretariat i 3 måneder nu. I de fleste kontrakter er der en prøveperiode på 3 måneder, og min er altså overstået nu. Det betyder at jeg, som 37-årig, for første gang i mit liv er fastansat. På universitetet har jeg altid haft kontrakter af 1-3 års varighed, men nu er jeg voksen med fast arbejde!!!!

For at gøre en vældig kort status, er jeg rigtig glad for at jeg valgte at gå nye veje karrieremæssigt. Jeg har elsket universitetslivet, og “Academia” er bare en virkelig integreret del af mig. Men mine nye funktioner som embedsmand (det lyder også meget voksent, ikk?) giver masser af muligheder for at lære nyt og udvikle mig fagligt, for at lære fra mig og måske på sigt igen få fingrene i noget forskning. Indtil nu virker mine opgaver udfordrende, men ikke afskrækkende, og jeg nyder at have en masse kollegaer, mange yngre end jeg selv. Selvfølgelig kan der opstå fnidder på en arbejdsplads med flest unge kvinder, men den tid, den bekymring…

Der er stor bevågenhed på vores arbejde, da Medicinrådet er helt nyt og skal løfte både nye opgaver og nogle, der lå i et andet regi tidligere. Jeg følger med i nyhedsbreve fra Dagens Pharma og Dagens Medicin og Onkologisk Tidsskrift, hvor sager vi behandler ofte er hovednyheder. Det er både spændende og skræmmende. Vi “bygger skibet mens vi sejler” eller “asfalterer mens vi kører”, og det kan jeg godt lide. Altså muligheden for at være med til at definere, hvordan vi gør tingene fremover.

Pendlerlivet er til at holde ud, men der er ikke længere tvivl om, jeg på sigt skal være fuldtids køwenhavner. Jeg har den dejligste lejlighed i Esbjerg, min mor tæt på og en masse gode løberuter der, men i hovedstaden er der til gengæld kulturelle tilbud, mange veninder og mon ikke jeg finder flere ruter  at løbe end Fælledparken, rundt om søerne, Tuborg Havn-turen og Langelinie + Kastellet? Når jeg kommer hjem fra rejsen går boligjagten ind, og jeg modtager gerne gode råd til, hvordan man finder en 2-3 værelses lejelejlighed som er til at betale for en offentlig ansat, tæt på en S-tog station (eller metro). Fremleje i 2 år vil være fint, jeg er lydløs som en ninja og har hverken kæledyr eller trang til at holde abefester…

Nå, den store verden kalder… men efter eventyret kan et nyt begynde 😀

03.20.17

10 års jubilæum

Posted in Årets gang, Hverdagsliv, Løb at 7:15 pm by

I søndags havde jeg lidt af en mærkedag. Det var nemlig præcis 10 år siden, jeg deltog i mit første motionsløb. Jeg fejrede jubilæet med at tage tilbage til Taulov, hvor jeg for fjerde (tror jeg nok) gang løb “Den jyske Forårsklassiker”.

Jeg havde for nogle år tilbage forestillet mig, det skulle være en rigtig stor dag. At jeg måske ville invitere venner og bage en kage med et stort 10-tal. Måske ville jeg lave en lille tidslinje eller skrive et blogindlæg med tilbageblik på mine mange store øjeblikke som motionsløber.

Det endte med at blive en lidt flad fornemmelse. Min mor og jeg kørte sammen til løbet, i virkelig elendigt vejr. Startnumre blev udleveret på skolen i Taulov, der ikke er blevet renoveret siden mit første løb. I år mødte vi ingen løbere vi kendte, og jeg gik direkte fra omklædning til opvarmning til løbsstart. De 10 km blev løbet fokuseret og ruten var præcis så kedelig som sidste år, og der var fuldstændig lige så meget modvind på de sidste 4 km. Tiden blev 25 sekunder hurtigere, så jeg fik både en personlig rekord og en sejr hos kvinderne. I år var der ikke nogen præmie eller festivitas i målområdet, så efter jeg havde jogget af, kørte vi videre på et rigtig hyggeligt familiebesøg, så kage blev det da til 🙂

Lige nu sker der enormt meget i mit liv. Er ved at bide mig fast i mit nye og spændende arbejde, finder mig til rette på Østerbro, prøver at fastholde et par opgaver i universitetsregi, og træner ganske fornuftigt. Der er under en måned til Boston Marathon, og snart skal jeg på en lang rejse til USA og Canada, med fagligt indhold, storbyferie og altså løbet, jeg altid har drømt om. Derfor blev mit lille jubilæum forsømt, men det er jeg egentlig ikke så ked af. Af og til er det vigtigere at være til stede end at kigge tilbage. Når jeg bliver gammel, kan jeg altid producere en kavalkade over mine største løbeoplevelser. Lige nu kan jeg bare konkludere, at løb har været en forrygende rejse, men at jeg stadig er undervejs.

For 10 år siden havde jeg aldrig nogensinde troet, jeg ville komme dertil hvor jeg er i dag med mit løberi.  Jeg glæder mig hver dag over, jeg blev løber og fik adgang til en hel verden, en ny kultur og en familie af ultraløbere. Når man har alt det, hvad skal man så med tånegle?

PS: Skulle en læser have et spørgsmål (gerne “dumt”) til hende der i 10 år har drønet rundt på landevejene i al slags vejr, vil de blive besvaret. Undtagelsen er, hvis I ønsker billeder af mine fødder 😉

03.11.17

Filmanbefalinger: Næsten-Oscar film og dansk drama

Posted in Film at 4:36 pm by

Trods travlhed på arbejdet (sidste uge bød på et par dage på Østerbro og tre på Vejlefjord, hvor jeg lærte at udfylde min rolle som suppleant for tillidsrepræsentanten) og masser af træning (maratonformen har indfundet sig, hvilket blev belyst i Kolding i søndags) har jeg da været forbi biografen. Jeg har set to film som bestemt var turen ind i mørket værd, og som gav et dejligt frirum fra alt det, der foregår lige nu 🙂

Musicalfilmen La La Land fik IKKE en Oscar for bedste film, men det er synd hvis den kun bliver kendt for skandalen. Den er nemlig rigtig, rigtig lækker at se på, og fortæller en historie som på en gang er meget banal og meget kompleks. Der er en kærlighedshistorie mellem en servitrice som gerne vil være skuespiller, og en jazz-pianist som holder strengt på sine kunstneriske principper og derfor er langt fra succes. Med mindre han vælger at sælge ud, altså… Karaktererne er stereotype, men deres forhold bliver beskrevet med nuancer og dybde. Der er et tema om at føle sig splittet mellem at forfølge kærligheden og sine egne drømme, som er meget nemt at relatere til, også for folk uden Hollywood-drømme.

is

Jeg spekulerede en del over plottet samt mine egne drømme og længsler, og kan se de flotte billeder for mig – kvindernes kjoler i strålende farver og udsigten fra bakketoppen. Til gengæld kan jeg ikke huske nogen af sangene her en uge efter, men musikken var ikke irriterende på nogen måde. Det er en flot film, som alle musical-elsker MÅ se, og alle de andre godt kan holde ud.

I dag så jeg Aminas Breve, som jeg har glædet mig til længe, da jeg er ret vild med Jonas Bengtsons bøger. Han kan skrive om mørke og grimme ting med masser af nerve, og det gik igen i filmen. Kort fortalt handler den om at Janus (spillet suverænt af Esben Smed, kendt fra Arvingerne) bliver udskrevet fra den lukkede og leder efter en gymnasieveninde, som har skrevet til ham under den lange indlæggelse. Hun er ikke sådan lige til at finde, og mens Janus jagtes af sine egne dæmoner, søger han desperat efter Amina. Det er ikke en hyggelig film, men den er vedkommende og velspillet. En meget fin lille sag, som jeg også varmt kan anbefale. Det samme kan jeg ikke sige ofte nok om bogen!

Der er faktisk mange gode film ude lige nu. Mesteren vil jeg rigtig gerne se. Patriots Day venter jeg nok lige med, til jeg HAR løbet Boston Maraton…

← Previous Entries