12.31.12

2012 i løb og et par drømme for det nye år

Posted in Årets gang, Løb, Triatlon at 1:25 pm by betteskov

Når jeg ser tilbage på 2012 er der slet ikke tvivl om, det har været et VILDT år rent løbe-og træningsmæssigt! Jeg har både kastet mig ud i nye aktiviteter og gjort rigtig, rigtig meget af det jeg plejer (yes: løb). Med 7 marathons, et ultraløb, en masse løb på kortere distancer kan jeg godt tillade mig at være overvældet over alt det, jeg har nået. Tempoet har til gengæld ikke været så højt, men det blev da til et par ture på podiet og en enkelt personlig rekord (længste distance løbet, 91.6 km på 11 timer og 43 minutter).Jeg knus-elsker stadig at løbe! Alligevel har det samtidig været et år, hvor jeg har måttet kæmpe med det mentale og tænke dybt over, hvad det egentlig er jeg vil som amatøratlet.

Top tre over de største løbeoplevelser:

  1. At jeg kom rigtig godt igennem Big Five Marathon (ovenfor ses jeg med højdeprofilen) og havde den mest fabelagtige sommerferie med safarier og samvær med en flok dejlige mennesker, der kun var fremmede den første dag 🙂
  2. Mit første 12 timers løb i Viborg, hvor det hele klappede, jeg havde suveræn god opbakning fra løbeklubben på facebook og som en lille ekstra bonus blev nr. 1
  3. Et smukt maraton-løb fra Nice til Cannes, som blev kombineret med en skøn ferie med familien

Udover løb var 2012 året, hvor jeg tog mig sammen, meldte mig ind i en tri-klub og derfor kan kalde mig Multiatlet (med stor stolthed!).  Derfor er jeg begyndt at tilbringe en del tid i svømmehallen, og den orange Cindy-cykel kørte ind i mit liv.

Svømningen går det rigtig fint fremad med, og efter et super-inspirerende møde med Mette Jakobsen har jeg stor lyst til at træne i bassinet. Cyklingen kræver en del selvovervindelse, for jeg ER bange for at køre stærkt, køre nedad, vælte… Men jeg arbejder med det, og eftersom min første mini-tri på La Santa gik fint, er projektet nok ikke helt håbløst.

Selvom tingene er gået slag i slag og der ikke har været deciderede nedture, har jeg været igennem en del indre sværdslag. Som løber har jeg præcis de samme udfordringer, som jeg møder karrieremæssigt: jeg er for dårlig til at prioritere og har en tendens til at være min egen værste fjende. Selvom jeg har satset på de lange ture, har jeg givet mig selv mentale tæsk for ikke at kunne løbe hurtigt på de kortere distancer, og selvom jeg har vidst, de mange løb ikke er en god forudsætning for personlige rekorder, har jeg til tider været frustreret. Det er også en konstant battle at få spist nok (og ordentlig mad, for jeg kan ikke bare tanke op på slik, selvom jeg gerne ville) til at kunne træne så meget, og af og til føler jeg mig lidt egoistisk og urimelig over, at samvær med familie og venner altid skal passes ind med træning og løb.  Det her er ikke noget jeg skriver for at klynke eller få medlidenhed på nogen måde, men jeg vil gerne have I skal vide, at alt ikke altid er rosenrødt i Betteskov-land. Jeg elsker at træne og skal ikke bruge mental energi på at hive mig selv ud på landevejene eller i poolen, men så er der altså et andet sæt issues, jeg skal arbejde med!

For at modvirke præstationsangst, tvivl og selvbebrejdelser i 2013 er mine prioriteter helt klare:

  1. At debutere på 24-timers løb og finde ud af, hvad jeg kan præstere der. Første løb Aarhus Indoor 5-6 januar, næste bliver besluttet senere (men Viborg og Grenå overvejes). To løb er nok det maksimale, jeg kan klare.
  2. At blive mere dus med triatlon. Ikke nogen store og fancy konkurrencer her, men jeg skal have en masse rutine på mini-tri, måske også kvart ironman og olympisk distance. Der er ingen krav om tider og placeringer, jeg skal bare ud og være med.
  3. At deltage i et Open Water Swim – en fælles udfordring med Seje Sidsel. Det bliver måske Christiansborg rundt, hvis datoen passer.
  4. At tage DGIs Idrætsmærke for tredje år i træk
  5. At løbe mit parkrun nr. 50 (jeg har i skrivende stund 39)

Og den allervigtigste: at tage tingene som de kommer og blive ved med at kunne bruge træningen som et genialt redskab til at få store oplevelser og være sammen med dem, jeg holder af 😀

Godt nytår til jer alle, jeg håber vi ses på både på startstregen og i målfeltet 🙂

 



6 Comments »

  1.    Sidsel said,

    januar 1, 2013 at 7:04 pm

    Jeg begynder faktisk ligefrem at glæde mig til det der Open water svømning – det var en god ide du fik der (jeg håber også jeg glæder mig efter onsdagens svømmetræning!) God restitution og forberedelse frem mod weekenden. Krydser fingre og ønsker dig alt muligt held og lykke 🙂

    Svar

  2.    betteskov said,

    januar 2, 2013 at 9:06 am

    Sjovt nok bliver jeg også mere og mere varm på idéen, det lyder rigtig sjovt og udfordrende, uden at være vildt ekstremt!
    Har du prøvet at svømme i våddragt? Det er jeg ret vild med, mest fordi jeg er lidt af en frossenpind. Den giver super opdrift og tryghed, og giver mig faktisk mere lyst til at svømme, fordi jeg ved jeg slipper for at blive kold, forkommen og for at få kramper.
    Tak for de krydsede fingre – jeg synes nedtrapning er det VÆRSTE, for jeg kommer til at føle mig tung og træg og doven. Så i denne uge har jeg planlagt at svømme ganske lidt og roligt, løbe nogle korte ture og komme ud at gå, så jeg ikke går helt amok. Og er pt paranoid angst for at få influenza. Det plejer at være et tegn på, jeg har sat mig op til løbet 🙂

    Svar

  3.    Sidsel said,

    januar 2, 2013 at 3:53 pm

    Jeg har aldrig prøvet sådan en, så er også meget spændt på at at prøve det. Men det du skriver lyder da perfekt! Jeg håber jeg oplever det samme 🙂 Jeg kender godt det med nedtrapning. Det har i hvert fald tidligere været rigtig svært for mig, men svømning er sikkert en rigtig god ide 🙂 Så kan stængerne næsten ikke klage 😉

    Svar

  4.    Justwondering said,

    januar 3, 2013 at 6:01 am

    Rigtig god fornøjelse med de sportslige udfordringer i 2013 🙂

    Jeg ser også frem til at komme i gang igen efter flere uger med overflod af inaktivitet, søde sager og fed mad. NU trænger kroppen!

    Jeg overvejer at deltage i Brabrand Parkrun, når jeg lige kommer lidt mere i træning og føler mig fuldstændig dus med løb.

    Godt nytår! 🙂

    Svar

  5.    betteskov said,

    januar 3, 2013 at 11:46 am

    Sidsel, jeg synes bestemt du skal låne en våddragt af en erfaren triatlet og finde ud af, om det er noget for dig. Jeg er helt vild med fornemmelsen! Nogle synes måske, det er lidt noget skav med våddragt i svømmehallen, men den gør forskellen på a) en frysende og forkommen Betteskov, der kun drømmer om dampbad og b) en glad svømmer, der også kan stå ved bassinkanten og snakke og har overskud til at tage mod instruktion.
    Nedtrapning er noget en vis herre har skabt på en dårlig dag, men det skal jo til. I dag bliver sidste lillebitte joggetur inden det går løs på lørdag og søndag 🙂
    JW: I lige måde (altså held og lykke og godt nytår og det hele). Du skal bestemt prøve parkrun i Braband – jeg skal nok sige til hvis jeg er i Midtjylland, for så er jeg gerne med der. Smukke ruter og rare mennesker…

    Svar

  6.    Justwondering said,

    januar 8, 2013 at 5:37 pm

    Tak – du siger bare til, hvis du kommer på disse kanter i løbet af året 🙂

    Svar

Leave a Comment