02.15.13

For sundhedens skyld?

Posted in Løb, Triatlon, Videnskab at 10:35 am by betteskov

For et par uden siden tænkte jeg lidt højt omkring mine (ambitiøse) løbs- og træningsplaner for 2013. Det gav mange opmuntrende kommentarer, og en enkelt lidt skeptisk fra en anonym læser:

“Kom helt automatisk til at tænke på den her artikel:  http://www.information.dk/450008 

Er det helt på afveje? Entusiasmen er tydelig – og det er jo godt – men er det et sundt ideal ?”

Det morer mig altid lidt, at jeg konstant skal forsvare min hobbys “sundhed”. Jeg løber altså ikke, fordi det er sundt! Jeg løber fordi jeg elsker det, fordi det er mit liv! Og folk stiller aldrig det spørgsmål hvis hobbyen er jagt, fjernsyn, at gå i byen eller korsstingsbroderi.. Nå, alligevel synes jeg, kommentaren fortjener et bedre argumenteret svar, som jeg vil forsøge at levere her. Det falder i tre dele, hvor jeg vil se nærmere på slankhed, træningsmængde og livskvalitet.

Først og fremmest er det velkendt, at der er en statistisk sammenhæng mellem vægt og risikoen for at dø. Store befolkningsundersøgelser tyder på, dødeligheden er lavest ved et BMI er mellem 20-24.9 kg/m2, mens man skal et pænt stykke over 30 kg/m2 for at det bliver rigtig farligt. Omvendt har undervægtige personer en højere risiko for at dø for tidligt, men her er statistikken svær, fordi undervægt kan skyldes eksisterende alvorlig sygdom. Det er vist ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke kan snige mig op på et BMI på 20, heller ikke med løbesko på. Jeg ved godt, det vil være sundere for mig at høvle nogle kg på, og det arbejder jeg faktisk seriøst på! Nu er det bare ikke sådan, jeg har sultet mig til min nuværende (flue)vægt. Jeg spiser mine 5-7 måltider om dagen, masser af fisk, grønt og fuldkorn, og det er da en sjælden dag, hvis jeg ikke får et par slikkepinde eller et stykke mørk chokolade om aftenen. Artiklens betragtninger om afsavn kan jeg slet ikke genkende: jeg indtager rigelige mængder mad som jeg elsker og ordet “synd” har ikke noget med ernæring at gøre i min verden 🙂

Det er ligeledes et anerkendt faktum, at fysisk inaktivitet er en af de farligste ting, man kan udsætte sig selv for. Løbere lever længere end sofakartofler, og i den anførte artikel taler vi altså om 5-6 år! Den store gevinst kan høstes, hvis man går fra ingenting til moderat motion. Om der er en yderligere sundhedsmæssig gevinst ved at gå fra moderat til ekstrem motion er tvivlsomt. Måske er dødeligheden endda lidt højere for dem, der er allermest aktive. Interessant nok arbejder jeg selv på et forskningsprojekt, der viser tilsvarende effekter hos tidligere inaktive personer, der sættes til at træne 30 og 60 min om dagen.

Så nej, jeg tror ikke, ultraløb er sundt for mig. Helt ærligt, velvære var ikke et ord jeg ville bruge lige efter jeg havde løbet 145 km. Men jeg tror faktisk, min triathlon træning som inkluderer svømning, spinning, landevejscykling og core-træning er bedre for mig end “bare” løb. Overkroppen, maven og ryggen er allerede lidt stærkere, og jeg kan uden problemer holde mine spinkle lemmer højt 😀

Hvorfor gør jeg det så? Knokler løs for at få et godt resultat ved DM på 24 timers løb, for at sætte PR på 12 timer og gennemføre diverse andre prøvelser? For det første elsker jeg udfordringen, den daglige træning, kombinationen af at få en stærk og udholdende krop og et målbevidst sind, der kan udnytte fysikkens potentiale. For det andet er mit sociale liv simpelthen centreret omkring sportsudøvelse.

Her kommer livskvaliteten ind. Jeg har et ansvarsfuldt og anstrengende arbejde, og har i den grad brug for at koble af i fritiden. Jeg kommer ikke hjem til en familie, i stedet har jeg en samling løbesko og mine klubkammerater. Desuden har jeg mange venner, jeg møder sporadisk til løb og skriver sammen med om træning, kost, gear og rejser til spændende destinationer. De bekendstskaber jeg fik, da jeg løb i Sydafrika, fylder stadig meget i mit hjerte, og givet var det et større udbytte, end stoltheden over at gennemføre et marathon på savannen.

Alle ved, at et billede siger mere end tusind ord. Her er kun omkring 700, men nedenstående billede af en hyggestund med supersvømmeren Hanne, som slog mig på mini-trien på La Santa, fortæller en vigtig historie. Det er på grund af vores fælles oplevelse under sporten, at vi kan grine sammen på den måde uden at kende hinanden fra tidligere. “Ego-projekt” min bare… jeg træner altså, fordi det giver mig en masse på den sociale konto 🙂

Så til personen bag “reflektioner”: jeg håber, du har noget i dit liv, der giver dig lige så meget. Og jeg håber du en dag finder modet til at stå ved dine holdninger og tanker. Op med hovedet og på med trikot-en!



11 Comments »

  1.    Line42 said,

    februar 15, 2013 at 12:04 pm

    Den debat kommer op med jævne mellemrum 😉

    Jeg tror der er stor forskel på om man “løber fra noget” (som ofte er et af eksemplerne: et skrantende parforhold, dårlige arbejdsforhold, dårlig økonomi, etc.), eller om man løber/træner fordi man godt kan li’ det. Jeg kommer fx aldrig til at løbe maraton eller ultraløb, men kommer jeg tilbage på (løbe-)sporet en dag, og kan løbe 5-7 km et par gange om ugen, så vil jeg være et gladere menneske – ingen tvivl om det! Og så har jeg også et mål om en dag at tage udfordringen med mini-tri op.

    Ikke kun for sundhedens og velværets skyld, men især fordi løb/træning giver mig noget, som jeg ikke har kunnet finde andre steder: udholdenhed, stædighed, viljestyrke, og stolthed over at gennemføre min første DHL-stafet (og herefter andre ting). Stoltheden over at sætte pr på etellerandet. Glæden ved at være med, og ved at gennemføre. Og ikke mindst – hvor har man det godt med sig selv, når man har fået trænet.

    Alt dette savner jeg rigtig meget, men skal lige igennem en operation først, før jeg forhåbentlig er tilbage i løbeskoene. Indtil da må jeg nøjes med gå-ture og lidt armbøjninger ind imellem 😉

    Svar

  2.    Line42 said,

    februar 15, 2013 at 12:08 pm

    PS. I øvrigt skal man som altid lytte til sin krop, og tage advarsler alvorligt.

    Svar

  3.    Stine said,

    februar 15, 2013 at 12:44 pm

    Hej Jane

    Det er så rigtigt det du skriver. Alt for ofte skal vi sportsfolk høre på hvor mange afsavn vi lider fordi vi træner mere end de fleste. Men de glemmer helt at vi faktisk får en masse sociale oplevelser ind på kontoen, og at man faktisk godt kan være social på andre måder end, dem der indeholder alkohol og mad. Nå ja og at bare fordi man tager hjem kl 24 istedet for midt om natten heller ikke gør en mindre social. Vi skal nemlig op og være sociale om søndagen. Desuden er det da skønt at kunne spise normalt uden at tænke på slankekure og kalorier heletiden.

    Svar

  4.    Pellegrisen said,

    februar 15, 2013 at 5:21 pm

    Man kan sku’ da heller ikke gøre noget uden at få skældud!

    Indrømmet! Ja, jeg har (også) tænkt at du træner meget. Nok også mere end hvad “sundt” er. Men ved du hvad…? Det er dit liv, dit valg, dig. Vi har alle noget som vi burde gøre mere/mindre af, men af mange årsager gør vi som vi gør. Nogle spiser for meget, andre spiller for meget, mens nogle løber. Det er en afhængighed, et kick, som giver individet et frirum. Sundt eller ej, så skal der være plads til os alle.

    Når det er skrevet, så synes jeg det er sejt! Rent ud sagt. Sejt! Jeg kender din arbejdsmæssige hverdag, jeg kender (lidt) til din baggrund. Du kommer fra et sted/periode, hvor den mentale frihed var opbrugt af hverdagens trummerum. Jeg synes det er sejt, at du har fundet dit es – med løb, arbejde, rejser, læsning. Sejt!

    Svar

  5.    betteskov said,

    februar 16, 2013 at 7:37 am

    Hvor er det sjovt at ramme et emne, så mange har en mening om (og efter min mening, en god mening…)
    Line: jeg havde slet ikke tænkt på din pointe med at løbe fra noget, men du har helt ret. Der er stor forskel på, om man gør det fordi man kan lide det, eller er tvangsmæssigt forkrampet. Tror de fleste godt inderst inde ved, hvor de står i den sammenhæng. Håber du snart kommer igen – løb er en fantastisk måde at rense hovedet og se lidt på naturen, og 5-7 km kan både bringe dig vidt omkring og give skønne oplevelser! Og ja, kroppen skal tages med på råd
    Stine: Velkommen til, og det er helt rigtig set. Alle har så travlt med det vi ikke får (drukture, lange nætter osv) men de fleste af os har nok valgt de ting fra, og en hel masse til. Jeg tænker aldrig på min livsstil som et afsavn – men et aktivt valg jeg har foretaget, der giver mig enormt meget 🙂
    Pelle: Tak for det og lige over! En del af at blive voksen er nok at vælge sit eget liv ud fra de forudsætninger, interesser og muligheder man nu engang har. Det hele kan jo ikke være i sundhedens tjeneste – for mig er sundhed (her forstået som fornuftig kost, aktivt livsstil, godt med søvn, tanke for det mentale helbred) et middel til at opnå det gode liv, ikke et mål i sig selv.

    Svar

  6.    skafol said,

    februar 16, 2013 at 10:47 am

    Det er lidt mærkeligt, at der bliver prikket til én grundet motionsmængde. I mit tilfælde har jeg det, som du beskriver. Det er dælme rart for krop og sjæl at presse sig selv til en masse sved på panden. Det er rart at grine og smile til en masse mennesker bagefter – omend det tit kun er sporadisk. Men ofte sker det også, man får en lille snak om træningen med diverse andre deltagere. Jeg har bekendtskaber, som jeg har mødt gennem sport, og som jeg kun møder til cykelløb og til spinning, men det vil jeg på ingen måde undvære. Jeg synes faktisk, det er ret hyggeligt før og efter cykelløb lige at blive ført up-to-date med deres træning og overskrifterne i deres liv, ligesom jeg efter spinning godt kan lide at ønske andre god weekend og i den dur.

    Det er fedt at have flirtet med grænserne så meget, at man godt ved, hvornår man skal trække lidt i håndbremsen, og hvornår den kan få en tand ekstra. Den form for selvbevidsthed er det rene guld for mig. Ligesom jeg er en sucker for forbedring. Den første gang er altid helt af helvede til. I mit tilfælde i al fald. Mit første cykelløb var delvist i regnvejr, og jeg måtte i depot og mærke efter i ti minutter, fordi jeg tidligt røg i alt for rødt felt. Min første crossfit-time var ved at tage livet af mig, jeg så både sol, måne og stjerne, og aldrig er 15 minutter gået så langsomt. Men nu på den anden side af +10 cykelløb sidder jeg her i vinterkulden og savner en +80 kms træningstur rundt om Mossø, ligesom jeg kun venter på, min krop kan komme sig, så jeg kan komme til crossfit igen, for da jeg først fik styr på nogle af teknikkerne og fik lidt udholdenhed i overkroppen, så var det ren narko 🙂

    Og det er måske dét, der er så svært at forklare andre og svært for ikke-udøvere at forstå; følelsen af pludselig at være god til noget, man engang stank til, er drivværket. Det har ikke så meget med vilje at gøre længere. Og rigtigt mange har det vel sådan, at hvis de er gode til noget, så gider de også bruge en masse tid på det?

    Al den sundhed, der følger i kølvandet, er for mig ren bonus.

    Svar

  7.    betteskov said,

    februar 19, 2013 at 7:31 am

    Helt enig – de målbare (og det er de jo bestemt, når man dyrker sport) forbedringer giver et kæmpe kick! Især når man begynder på noget nyt og bare rykker sig helt vildt meget 🙂 Da jeg begyndte at løbe satte jeg personlige rekorder på stribe, men efter mere end 5 år er det efterhånden svært at hive dem op af posen. Men så er der jo andre ting at fokusere på: oplevelsen, teknikken, udholdenheden, at hjælpe andre i gang osv. Og i mine “nye” sportsgrene svømning, cykling og tri, kommer forbedringerne stadig i en lind strøm. Det kan være en total optur at blive bedre til at få sko på mellem svømning og cykling, eller kunne svømme 50 meter i “det høje gear” 😉
    Det fede ved de fleste sportsgrene er, at selvom man ikke kan blive den bedste i verden, så kan man blive bedre – og det er altså lækkert!

    Svar

  8.    MartinV said,

    februar 19, 2013 at 10:33 pm

    Betteskov –

    Gode overvejelser og argumenter du kommer med i denne post. Nu kender jeg dig kun fra dine skriverier på bloggen her, men du virker altså ikke til at være som de træningsvrag der bliver beskrevet i Informations to artikler – tværtimod lader det til du har en fin balance mellem arbejde, fritid og motion. Og så længe det stadig er lysten der driver værket, tror jeg ikke man skal være så bekymret på den front, som flere også er inde på i kommentarerne.

    Der hvor jeg i stedet ville være lidt bekymret er risikoen for at løbe sig selv i stykker på ultradistancerne. De lange distancer slider på kroppen, så man skal være ekstra opmærksom. Ville jo være trist at sidde om 3 år og være løbeinvalid pga. en PR der lige skulle sættes, eller et løb der lige skulle trænes op til…men dette ved du selvfølgelig.

    Svar

  9.    betteskov said,

    februar 20, 2013 at 8:36 am

    Hej Martin og tak for kommentaren, som jeg betragter som yderst fornuftigt, eftersom du giver mig ret 😉 Jeg tror den store forskel, som Line også antydede, handler om ens forhold til træning: er det tvangsmæssigt eller præget af lyst? Selvfølgelig har jeg mødt personer undervejs med et virkelig usundt og dårligt forhold til træning. Altså, en kvinde der står 6 timer på en stepmaskine og selv betragter det som problematisk, hun har vist brug for hjælp… I ultramiljøet møder jeg mest mennesker, der har gang i en masse ting jobmæssigt, som interesserer sig for mad eller rejser eller noget andet – her er der ikke så mange vrag, men de findes selvfølgelig rundt omkring i fitnesscentre og løbeklubber.
    Jeps, risikoen for skader kender jeg, og det er virkelig noget, der bekymrer mig. Jeg har nemlig været så heldig, at jeg har løbet rigtig meget i 5 år uden at støde ind i skader af betydning. Nogle gange har jeg måtte holde et par dages pause eller skære lidt ned, men jeg har aldrig været skadet for alvor – og det er jeg VILDT bange for at blive! Når jeg løber ultras ved jeg godt, der kan gå et par måneder bagefter, før jeg er i stand til at løbe (selvom jeg har været ret heldig også på den front) og det er med i overvejelserne. Sjovt nok har min krop faktisk været mest presset og smadret det år jeg boede i USA og ikke løb længere end halvmaraton, men pressede mig selv til PRs på 5,10 og 21.1 km.
    Måske er svømning og cykling min måde at modvirke bekymringen for skader? Jeg har da tænkt lidt over, det er vigtigt at have et godt alternativ, hvis jeg i en periode ikke kan løbe. Men ja, ultraløb er ikke godt for noget, og selvom jeg lytter til min krop, er det lidt svært at stoppe, så snart noget gør ondt – for det er lissom en del af gamet…

    Svar

  10.    Line42 said,

    februar 27, 2013 at 9:24 am

    “Maratonløberen udholder træthed og smerte i lang tid uden at gå i panik. Det handler om at kunne overskue et løb og lægge en strategi. Maratonløbere har mindre tendens til depression, vrede, træthed og konfusion og mere overskud og kampgejst. De har større selvtillid, er mere vedholdende, emotionelt stabile, tålmodige og ambitiøse og udviser større optimisme og er mere glade.”

    Det skriver Bente Klarlund i dag i Politiken i en artikel om løb. Og som hun også skriver, så ved man ikke om det er overskudsmennesker, der løber maraton, eller man bliver et overskudsmenneske af at løbe maraton.

    Et er sikkert: For mig er 5 km en total sejrs-oplevelse, som gør at jeg får meget mere energi, overskud, optimisme, udholdenhed, viljestyrke og kampgejst. Så det er nok ikke helt skævt at løb kan gøre noget (godt) for psyken 😉

    Læs i øvrigt resten af artiklen her: http://politiken.dk/tjek/sundhedogmotion/sundhedsp/ECE1898335/klarlund-loeb-er-blevet-et-magtsprog/

    Svar

  11.    betteskov said,

    februar 28, 2013 at 7:40 am

    Tak for linket til en god artikel! Jeg er helt enig, også i, at man ikke ved, hvad der kommer først: overskud eller maraton, men det har nok med at følges ad.
    Jeg kan sagtens relatere til, hvad du siger omkring 5 km. For mig er det ikke nødvendigvis længden eller tempoet eller den personlige rekord, der er den største sejr. Det handler lige så meget om at overvinde mig selv, som at præstere et eller andet, andre synes er stort. Sidste år var jeg vist mere stolt af min debut på mini-triatlon end mit marathon nr. 7. Det lyder måske ikke som noget særligt for andre at svømme 400 m, cykle 15 km og løbe 4.4 km, men det var virkelig stort at prøve skiftene og komme igennem alle discipliner. Det kan sikkert også være godt for psyken at gennemføre en crossfit time (selvom jeg tror det er mega destruktivt for kroppen for de fleste utrænede), komme afsted til yoga 2 gange om ugen, cykle på arbejde hver dag, deltage i et kvindeløb eller prøve at have hovedet under vand (find selv på flere). Jeg tror bestemt, man bliver stærkere mentalt af at give sig selv nogle realistiske fysiske udfordringer, træne fornuftigt op til dem og gennemføre!

    Svar

Trackbacks/Pingbacks

  1. betteskov - Det glade budskab og de djævelske trin

Leave a Comment