04.25.14

Samlekort og hjælpsomhed

Posted in Ikke kategoriseret at 8:58 am by betteskov

Det er sjældent jeg genovervejer min beslutning om ikke at få børn, men for nogle uger siden var der da lige et strejf af fortrydelse at spore. Jeg blev tilbudt samlekort ved kassen i Føtex og sagde i første omgang nej, for hvad skulle jeg dog bruge dem til? Svaret er enkelt: de skulle ikke bruges til noget, men det er sjovt at samle. En uge senere fik jeg min mor til at købe et samlealbum til mig, og hun gav mig også den søde sneleopard. Og så gik den vilde jagt på  kortene ellers ind!

dyr

I begyndelsen af denne uge kunne jeg godt se, det ikke kunne lade sig gøre at handle mig til kortene i Føtex inden min Saudirejse – der er altså grænser for forbrugets størrelse i en single-husholdning! I stedet bad jeg om hjælp på Facebook og fik overvældende godt respons. Jeg tilbød kage for ekstra-kort og fik anledning til at bage solbærsnitter med blomster og guldmedaljemotiv:

kage

Jeg tog kagerne med rundt på lille tur blandt løbevenner i Esbjerg og fik udvidet min samling betragteligt! De resterende kort byttede jeg mig til over Facebook, hvor jeg både kom i kontakt med veninder fra Århus-tiden, min gymnasietid og helt fremmede. I går kunne jeg sætte det sidste kort ind i bogen, nemlig hyttesangeren med nr 61 🙂

dyr2

Der er røget nogle breve afsted, både til Nørre Nissum, Tilst, Løsning, Fredericia og Sorring. Mange kopper kaffe er gulpet ned, og jeg har genfundet kontakten med gamle venner 0g haft anledning til at mødes med nuværende venner og bekendte. Så omsonst var det bestemt ikke at skrabe dyrekort sammen, selvom jeg ikke har meget at bruge den udfyldte bog til. Som en Facebook-kontakt skrev “Dyrekort samler mennesker”. Jeg er helt enig, og hvor er det bare lækkert, at samlermanien ikke kalder på egoisme, men medmenneskelighed 🙂

De har altså regnet den meget godt ud i Føtex og Bilka… Mon ikke der kommer nye samleserier senere på året?



Leave a Comment