06.23.14

Storm og stille

Posted in Ikke kategoriseret at 7:48 am by betteskov

Når jeg ikke har opdateret bloggen længe skyldes det ikke mangel på tanker som skulle vendes, men jeg har haft brug for at få det hele lidt på afstand før jeg kunne skrive et indlæg. Min far har været alvorligt syg det meste af i år, og i onsdags fik han fred. Jeg har ikke lige nu lyst til at fortælle så meget om sygdommen og hele forløbet, for jeg prøver ihærdigt at komme videre og se fremad. Men hans sidste tid, der blev tilbragt på Hospice Søholm ved Brabrand, vil jeg gerne sige lidt om.

søholm

Det var et meget smukt sted, og alle personalemedlemmer og frivillige var helt fantastiske. De tog sig ikke bare af min far, men også af min mor og jeg. Vi fik både talt med sygeplejerskerne, præsten og psykologen, og var med i alt hvad der skete i min fars sidste dage. Det var afsindigt hårdt at være i den ro og stilstand som herskede på stedet, men også meget terapeutisk. Jeg er yderst taknemmelig for det Søholm gjorde for min familie, og håber at kunne gøre en lille smule gengæld.

En hospiceplads koster ikke noget, og føles som en stor luksus midt i en forfærdelig situation. En del af finansieringen af landets hospices kommer fra private donationer, og jeg har besluttet at give et beløb til Søholms støtteforening. Jeg vil lade størrelsen bestemme af det antal km jeg går eller løber i år (1 krone pr stk), begyndende fra den første dag jeg besøgte min far på Søholm (3. juni).  Jeg bruger en “Gå for hjertet”-app, og der står allerede 356,91 km på kontoen – når jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv, går jeg nemlig altid en tur!

Min far bliver bisat i morgen, og urnen vil senere blive nedsat på den nye skovkirkegård i Silkeborg. Jeg er glad for, han skal være i naturen, for så vil jeg være tæt på ham, når jeg løber eller bevæger mig rundt udendørs.

skov

Ellers prøver jeg bare at finde tilbage til hverdagen. Jeg arbejder, løber og går ture, prøver at give min mor en hånd med noget af det praktiske, forsøger at interessere mig for fodbold-VM og ser Orange is the new black sæson 2 – og den er forresten genial! Jeg lægger planer og forsøger at gøre som jeg plejer. Jeg glæder mig til at skrive blogindlæg om helt almindelige ting, men har ikke magtet det de sidste par uger, men nu skal de nok komme.



9 Comments »

  1.    lmikaeld said,

    juni 23, 2014 at 10:34 am

    Modtag min dybeste medfølelse i forbindelse med dit tab og min største respekt for din altid så sunde og velreflekterede måde at håndtere livets små og store hændelser.

    Må din far hvile i sin nyfundne fred på sin smukke plet i skoven.

    Alt godt,

    M!

    Svar

  2.    karina said,

    juni 23, 2014 at 3:47 pm

    Kære Betteskov,

    Det gør mig ondt at læse din far er død og jeg synes ord er ret fattige, når det kommer til at have mistet én af sine kære.
    Det er et smukt sted i begraver ham og jeg forstår du sætter pris på det.

    – og ja hurra for Netflix, kan måske give dig en pause for tankerne for en stund? Er enig mht. OITNB

    Knus Karina

    Svar

  3.    lmikaeld said,

    juni 24, 2014 at 7:50 am

    Læste dette digt af Nina Malinovski i går og forbandt det uvilkårligt med det at tage afsked og miste. Det vil jeg gerne dele med dig:

    Hvis vi så ud over bordet
    ville vi måske forstå:
    den tomme vinflaske,
    roserne, som er sprunget ud,
    men ikke dufter mere,
    avisen fra i går. På bordet
    mærker efter en cigaret
    måske glemt i et askebæger
    engang. Tidlig høst
    de hvide havestole i det
    gule græs. To råger letter,
    men andre kommer til, noget
    af det, som har været, bliver
    altid tilbage i det, som går

    M!

    Svar

  4.    Helle said,

    juni 24, 2014 at 8:12 am

    Varme tanker fra mig. Min mor døde tirsdag, og jeg føler med dig. Hvor er det svært at miste en forælder.
    Knus Helle

    Svar

  5.    betteskov said,

    juni 25, 2014 at 6:20 am

    Tak for jeres kommentarer og for det smukke digt, M! Normalt læser jeg ikke meget lyrik, men det er som om det virkelig kan ramme følelserne, så jeg har læst en del digte de sidste par uger. Der er feks et af Edith Södergran som var helt perfekt, og det regner jeg med at læse op ved urnenedsættelsen.
    Mærkeligt nok kan jeg, her efter min far er død, igen koncentrere mig om film og serier. Jeg har været i biografen et par gange og ser OITNB med stor interesse. Så fedt at der er fokus på andre end de glamourøse og unge – “de gamle damer” er vildt seje og interessante (historien om bankrøveren, der får kemo er virkelig gribende, men også sjov).
    Helle, jeg føler også med dig. Det er godt nok en træls måde at blive voksen på…

    Svar

  6.    skafol said,

    juni 25, 2014 at 4:54 pm

    Kondolerer.

    Den slags er der aldrig noget spas ved, men det er da betryggende, du kan se både freden i døden og det smukke i skovgravstedet. Ligesom det klart er bedre med serier end at rende rundt og stirre ud i ingenting.

    Vejret er også til en tur på Cindy og blive blæst lidt igennem. Har tjekket det 🙂

    Svar

  7.    betteskov said,

    juni 26, 2014 at 8:40 am

    Tak, Skafol. Nej, sjovt er det ikke, men heldigvis er idéen om, at livet går videre, så småt ved at gro fast. En cykeltur lyder som en god idé! Jeg har haft så travlt med at trave rundt i naturen, men det ville da være genialt at komme lidt længere væk og få lidt mere med/modvind 🙂

    Svar

  8.    MartinV said,

    juni 26, 2014 at 2:51 pm

    Jeg er ked af at læse om dit tab. De varmeste tanker herfra.

    Enig med Skafol – en tur på cyklen kan måske få tankerne holdt beskæftiget med noget andet for en stund. De danske sommeraftener er som skabt til en tur på cyklen, når den værste vind har lagt sig.

    Svar

  9.    betteskov said,

    juni 27, 2014 at 6:40 am

    Også tak til dig, Martin! Den cykel skal så absolut luftes snarest, det lover jeg 🙂

    Svar

Leave a Comment