01.22.15

En forsinket tak til Hospice Søholm

Posted in Ikke kategoriseret at 3:10 pm by betteskov

Dette er et blogindlæg, jeg flere gange i den seneste tid har besluttet mig for IKKE at skrive. Ikke fordi jeg synes, det er for privat at fortælle om min fars sidste dage, men fordi jeg tror det er svært at sætte sig ind i, hvordan det er at se et elsket familiemedlem dø, hvis man ikke selv har prøvet det. Jeg tvivler på, jeg overhovedet kan formidle oplevelsen og indtrykkene, men jeg vil alligevel gøre et forsøg. Årsagen er, at der er varslet besparelser på hospicer i Midtjylland. Derfor vil jeg gerne fortælle, hvor stor betydning Hospice Søholm havde for min familie i en meget, meget svær tid; formålet er selvfølgelig at opfordre beslutningstagere til at prioritere omsorg for døende højt!

Da det stod helt klart, at lægerne på Universitetshospitalet i Århus ikke kunne gøre mere for min far, blev han spurgt, om han ville hjem i sin sidste tid. Min mor og jeg ville gerne pleje ham; men heldigvis var han selv fornuftig nok til at indse, at vi ikke kunne klare opgaven. Han bad i stedet om at komme på hospice, og fik hurtigt tilbudt en plads på Søholm, lidt udenfor Århus. I første omgang blev jeg i Esbjerg, da jeg havde noget undervisning, jeg skulle klare; men da det var overstået tog jeg til Søholm for at blive ”tiden ud”. Min mor kunne sove på sofaen på min fars stue, og jeg fik lov til at låne et gæsteværelse (på et hospice med 11 pladser var der 2 af disse). Vi pårørende kunne købe måltider på hospicet, så der var mulighed for, familien kunne være samlet hele tiden. Alle de sygeplejersker vi mødte virkede kompetente, meget engagerede i arbejdet, stolte af deres arbejdsplads og den vigtige indsats, de ydede. De kiggede jævnligt ind uden vi havde rørt tilkaldeknappen, blot for at sikre sig alt var så OK, som det nu engang kunne være. Det var en helt anden attitude end de ansatte på sengeafdelingerne på de hospitaler, min far havde været indlagt på. Her blev der jævnligt (og med rette, vil jeg mene) brokket over ledelsen, udtrykt frustration over forvirrende arbejdsgange og tidsnød og desværre også vrisset, hvis en patient var ”besværlig”. På Søholm blev min far tilset af det palliative team, hvor lægerne kunne huske hans navn fra gang til gang, samt hvad han havde sagt sidst! Helt uvant for os, der efterhånden var veteraner i systemet. Lægerne lyttede til min far (samt hans pårørende) og tog hensyn til hans ønsker om maksimal smertelindring og ingen livsforlængende behandling.

søholm

Efter nogle rædsomme måneder, hvor håbet hele tiden blev druknet når det poppede op til overfladen, var det en stor lettelse at komme til Søholm, hvor der ikke var udsigt til bedring, men ro, tid til at lytte, en smuk have og masser af ekspertise. Selvom jeg er medicinsk uddannet, var der mange detaljer om døden og vejen dertil, jeg ikke kendte. Heldigvis var personalet altid et skridt foran: de kunne fortælle os hvad der skete, og hvad vi kunne forvente. I de sidste dage udviklede min far delir (en påvirkning af bevidstheden med mulighed for uro og hallucinationer), hvilket ofte sker for døende. Heldigvis kun i en mild grad, men det var enormt betryggende at kunne få at vide hvad der skete, og hvad ”worst case scenario” var. I denne periode ville min far gerne op at stå, men var for svækket til selv at rejse sig. Sygeplejerskerne hjalp ham tålmodigt op gang på gang, og det fik ham endelig til at falde til ro igen. På en travl sengeafdeling havde vi risikeret, tilstanden havde udviklet sig langt værre, og jeg gyser ved tanken om de  patienter med delir, der ender med at blive bæltefikseret på almindelige hospitalsafdelinger.

Det gav os en stor følelse af værdighed, at min far fik et grundigt sengebad og tandpleje, selv på de allersidste dage. En tidskrævende og ”unødvendig” opgave, måske, men af enorm betydning. Når man skal vurdere ”nytteværdien” (hvis man overhovedet kan tillade sig at tale om en sådan) af de danske hospicer, tror jeg faktisk, gevinsten er størst for de pårørende. Det, at min mor og jeg havde mulighed for en fredelig og grundig afsked, har helt sikkert gjort det lettere for os at komme videre. Vi havde et par samtaler med dygtige og søde sygeplejersker, når det brændte på for én af os, og fik lige hilst på psykologen, som er tilknyttet Søholm. Bare en kort samtale med hende gjorde, vi ikke efterfølgende følte behov for de 12 timers psykologhjælp, man har ret til efter at havde mistet en nærtstående. Omsorgen fra personalet viste sig også ved, at vi efter en måneds tid blev ringet op for at høre, hvordan det gik, og senere har fået tilbudt at komme til pårørende-arrangementer. Selvfølgelig har det været et svært halvt år at komme igennem, men vi har begge været i stand til at passe vores pligter med hensyn til arbejde (mig) og frivilligt arbejde (min mor), og vi har kunnet se fremad. Jeg tror, Hospice Søholm har en stor del af æren for dette, og er uendeligt taknemmelig! Derfor håber jeg inderligt, at der ikke bliver sparet penge f.eks. på personalets efteruddannelse; der er i den grad brug for dygtige og entusiastiske medarbejdere.

Det er først og fremmest politikernes opgave at sætte penge af på budgettet, men private kan også donere (og giver I til støtteforeningen, kan det trækkes fra i Skat). Sidste år valgte jeg at give en krone for hver km jeg gik eller løb (min foretrukne terapiform) fra juni til december. Det blev til 2300 kr, og jeg ved, at Team Betteskov også i år vil finde en måde at samle penge ind til Hospice Søholm. Men det, der virkelig batter, er selvfølgelig, at der ikke må skæres ned på hjælpen til døende og dem, der skal leve videre! At miste en af sine nærmeste er en voldsom og overvældende livsbegivenhed, og min fars sidste uger i juni 2014 og de forfærdelige måneder forinden vil altid følge os. Heldigvis dog med den tilføjelse, at den medmenneskelighed og professionalitet vi mødte på Søholm var ganske uovertruffen.



5 Comments »

  1.    Alice M said,

    januar 24, 2015 at 9:14 pm

    Forfærdeligt der er varslet besparelser. Vi havde præcis samme gode opkevelse på Hospice i Haderslev da min morfar var uhelbredeligt syg.

    Svar

  2.    frost said,

    januar 25, 2015 at 4:15 am

    Jeg synes, at du fik oplevelsen formidlet godt. Jeg håber ikke, at der bliver besparelser dér. Det er så svært, når der skal spares. Ingen har lyst til at få færre penge…

    Svar

  3.    betteskov said,

    januar 26, 2015 at 7:40 am

    Tak for jeres kommentarer!
    Frost, du har jo fat i den lange ende. For det er godt nok ikke let at sige, hvor pengene skal tages fra. Men hospicer fylder uendelig lidt på sundhedsbudgetterne, men utrolig meget for dem, der får hjælp. Så jeg håber de klarer sig uden besparelser…

    Svar

  4.    lmikaeld said,

    januar 26, 2015 at 10:41 am

    Tak fordi, du alligevel gav dig selv og os tid til at formidle oplevelsen og sætte en tyk streg under værdien af hospicer.

    Jeg ved ikke, om jeg kan sætte mig ind i oplevelsen, men jeg kan forstå vigtigheden af muligheden for en værdig død.

    Det fik din far – og det må alle håbe og ønske mange flere får.

    I går hørte jeg under Gudstjeneste i Mariakirken, et tal, der siger, at 3200 hvert år dør helt uden pårørende, hvilket sætter pres på de såkaldte vågetjenester, hvor der også er alt, alt for få. Det handler også om ensomhed, hvilket din far og mange andre jo ikke er, men i sidste ende samtidig om værdighed.

    Der kunne godt være langt mere fokus på, hvordan mennesket kommer godt herfra, men døden er et tabulagt, men uomgængeligt livsvikår, og måske derfor, at hospicer og hospitaler får så lidt ressourcer til at tage sig af døende.

    Endnu et godt formål at donere til.

    M!

    Svar

  5.    betteskov said,

    januar 27, 2015 at 7:51 am

    Tak for en tankefuld kommentar! Jeg har ikke før tænkt på døden som tabu (intet er tabu i dag, bla bla bla) men efter jeg mistede min far kan jeg sagtens se, det er et stort tabu! Der er ikke mange som har lyst til at tænke på, hvordan de skal forholde sig i den sidste tid eller endnu værre: deres familiemedlemmers sidste tid.
    Min mor har netop været med i et tv-indslag om den skovkirkegård, hvor min far blev begravet. Det var næsten helt umuligt for tv-folkene at finde nogen, som ville stille op. Det er selvfølgelig en svær situation at blive konfronteret med, men man skulle da tro, flere ville fortælle om et rigtig vigtigt valg?
    Jeg bliver simpelthen så ked af det, når jeg læser de dødsannoncer, hvor der efterlyses pårørende, eller hører om mennesker, der dør alene. Vågetjenesten er helt sikkert enormt vigtig, og ja, vi kan let blive enige om, der skal sættes ressourcer af til at give alle muligheden for ikke at dø alene, for god smertedækning og tryghed i de sidste dage!

    Svar

Leave a Comment