06.28.16

Gamle tricks eller nye kunster?

Posted in Hverdagsliv, Videnskab at 1:15 pm by betteskov

Jeg kan godt gribe mig selv i at blive lidt misundelig, når jeg ser en studentervogn. Ikke fordi lysten til at drikke øl og danse natten lang er så stor, men fordi de unge mennesker er så heldige: de har masser af år med uddannelse foran sig, og er der noget bedre end at lære noget nyt? Man skulle tro, jeg har fået lysten til formel uddannelse styret efter de 9,5 år, jeg har studeret efter gymnasiet, men næh nej. Heldigvis får jeg lov til at lære en masse nyt gennem mit arbejde, og har da også været på kurser i pædagogik og projektledelse og prezi og hvad ved jeg, så det er ikke fordi jeg har noget at klage over.

Alligevel kunne jeg ikke lade være med at kaste mig over et lidt skørt fritidsprojekt, inspireret af min løbetræning. Jeg deler nemlig coach med en flok andre ultraløbere, og flere af dem kunne godt tænke sig noget rådgivning om kost i forbindelse med træningen. Coachen mente, at det var lige noget for mig, men jeg var lidt betænkelig ved at kaste tips efter andre løbere. Ikke så meget fordi jeg har prøvet at fejlernære mig selv rimelig grundigt (det har jeg nemlig lært en masse af, så det ser jeg nærmest som et stort plus), mere fordi jeg ikke syntes min forskningsbaserede viden om forebyggelse af hjertekarsygdomme direkte kunne overføres til raske sportsfolk. Løsningen lå lige til højrebenet: jeg meldte mig til et online kursus i kostvejledning, og brugte nogle aftener og weekender på at gennemgå det (meget lødige og seriøse) materiale fra AT Work skolen.

For et par uger siden fik jeg tilsendt en eksamensopgave, og jeg gik med liv og sjæl op i at udarbejde en energianbefaling og kostplan til min fiktive kunde 🙂 I går stillede jeg så på Frederiksberg til eksamen. Helt uden klamme håndflader og nervøsitet, for det var jo bare for sjov. Det var mange timer i toget for 20 minutters arbejde, men jeg fik da gået en smuk tur i haven.

13536041_10153603697395906_349379848_n

Eksamen gik glimrende, jeg fik prøvet den nye karakterskala for første gang som “offer” og fik en mappe med hjem med materialet til min specialisering i aktiv ernæring. Det glæder jeg mig rigtig meget til at lære mere om, og jeg håber, jeg kan bruge de praktiske redskaber jeg har fået, suppleret med den viden jeg havde i forvejen, til at hjælpe andre løbere med at præstere helt i top. Det er ikke noget jeg skal leve af, eller tjene penge på overhovedet. Det er bare et spændende nyt element i mit fritidsliv, hvor løb og alt det, der følger med, fylder rigtig meget.

Jeg var lidt bekymret for, om jeg ville blive for fokuseret på mad på den dårlige måde, ved at læse om kostdagbøger og energiberegninger og anbefalet daglig tilførsel af næringsstoffer. Men det er heldigvis slet ikke sket, jeg spiser som før (sundt, men med plads til slik og restaurantbesøg og Pepsi Max) og fejrede eksamen med en is. Jeg har ofte udtalt, at jeg ALDRIG vil være slankekonsulent. Det skyldes at jeg selv har været for tyk, og jeg ved bare ikke noget værre end sådan nogle omvendte, frelste typer, der gardinprædiker for dem, som endnu ikke har set lyset. Så stop mig lige, hvis jeg går i gang med det. Og kom endelig med forslag hvis I vil have et indlæg om et emne som har med sund kost at gøre. I så fald vil Dr Betteskov træde til side og overlade rampelyset til sin vikar, “den sure sundhedsdame” 😀



6 Comments »

  1.    linesklumme said,

    juli 1, 2016 at 9:57 am

    Jeg ville i hvert fald ikke tøve med at bede om råd fra dig, da jeg VED de helt sikkert er baseret på grundig research og solid faglig viden 🙂 Og netop fordi du ved hvor vigtigt det er med plads til is, restaurantbesøg og slik, kan du aldrig helt blive “den sure sundhedsdame” sådan for alvor 😉

    Svar

  2.    betteskov said,

    juli 1, 2016 at 10:27 am

    Tak for de pæne ord 😀 Jeg vil helt sikkert tilstræbe at basere min vejledning meget grundigt på Sundhedsstyrelsens anbefalinger, skulle jeg få kunder engang 😉 Men det kan godt være, jeg bliver nødt til at være lidt sur, for der er altså ikke plads til kage hver dag, hvis man skal tabe sig… Spørgsmålet er jo så, om “man” skal det? Mangler stadig solid dokumentation for, vægttab generelt er sundt (selvom det helt sikkert er for nogle grupper, bl.a. personer med overvægt og høj risiko for diabetes). Men det er nok også de færreste, der inderst inde vil tabe sig for sundhedens skyld og ikke for udseende, tøj mm. AK ja, hvor er jeg vist blevet inficeret med en umanerlig trang til at forholde mig kritisk til mit eget virke. Tror det hører mere hjemme i den akademiske verden end i kostvejledning

    Svar

  3.    linesklumme said,

    juli 1, 2016 at 4:03 pm

    Akademisk nørderi af bedste skuffe ?
    Og til det med at tabe sig af sundhedsmæssige vs. udseendemæssige grunde, så er vi her i huset eksempler på “en af hver”: Manden har nu tabt 20 kg af de 30, han målsatte sig for et år siden, og har fået det betydeligt bedre. Som jeg har fortalt er han med i et prædiabetesprojekt, og det er meget spændende at følge.

    Jeg tror ikke selv jeg er sundhedsmæssigt farligt overvægtig, men ville gerne leve sundere og lidt lettere. Og ikke mindst se pænere ud ? Men apropos mit selfie-projekt, så behøver man altså ikke være en smal sylfide for at være et indbydende menneske, har jeg jo lært. Så den står på sommerferiemotion, mindst 3 gange om ugen – for at komme i bedre form – men også på is, feriehygge med vin, restaurantbesøg og god mad. Med måde!

    Svar

  4.    betteskov said,

    juli 2, 2016 at 4:47 am

    Hej Line
    Din mand er simpelthen bare sådan et godt eksempel 😀 Både på en, der 100% har sundhedsmæssige fordele af at tabe sig, og på én, der faktisk gør det! Kæmpe respekt til ham (og til jer for at støtte ham).
    Efter min mening har du også selv fat i den lange ende – motion er helt sikkert sundt, og et højt kondital er bedre korreleret med et langt liv end et lavt BMI. Ja, selvfølgelig er det fedt at kunne passe en mindre størrelse i tøj, men der er mange glæder i livet, selvom man ikke er XS 🙂
    Jeg glæder mig stadig meget til at læse om det, når du har gennemført din første 5 km i løb. Ikke at der er et pres eller noget 😉

    Svar

  5.    Volapyk said,

    juli 11, 2016 at 5:32 am

    Du er simpelthen så sej! Det er måden du bare sætter dig for at lære noget, og så gør du det. Og vupti – så er du ernæringsvejleder!

    Jeg ville ikke tøve et sekund på at lade mig vejlede af dig – af samme grunde som Line skriver.

    Mht. at tabe sig af sundhedsmæssige årsager kontra udseende, så tror jeg du har ret i, at mange gør det for udseendets skyld. Jeg har selv taget meget på det sidste års tid. Er faktisk vokset en hel buksestørrelse, og er i gang med at skifte min beholdning af bukser ud. Det er svært og gør ikke noget godt for ens selvtillid. Desværre har det kun sat sig på bag, lår og knæ, så det er meget svært at komme af med igen. Noget ville selvfølgelig måske forsvinde en smule, hvis jeg gjorde noget, men jeg ved også at det tykke lag fedt fra taljen og ned er det sværeste at komme af med, når først det er der. Og så har jeg jo nået en alder, hvor også hormonerne driller.

    Jeg har svært ved at forestille mig, at du har været for tyk engang. I min optik er du det man betegner som spinkel af bygning, og der er vel grænser for, hvor meget en spinkel krop kan have båret rundt af overvægt?

    Svar

  6.    betteskov said,

    juli 11, 2016 at 6:58 am

    Kære Volapyk 😀
    Tusind tak for en rigtig sød kommentar!
    Det der med at være spinkelt bygget er lidt optisk bedrag… Jo, jeg har smalle håndled og er ikke specielt muskuløs, men da jeg vejede for meget trøstede alle mig med, hvor kraftig jeg var af bygning – selvfølgelig skulle jeg da have lidt ekstra kg 😉 Så jeg er ikke meget mere spinkel end alle andre, og hvis jeg æder løs, kan min krop sagtens fylde 30-40-50-tæl selv videre kg på. Desværre!
    Du må meget gerne skrive, hvis du vil have en helt uforpligtende og privat vejledning. Heldigvis er fedtet på ben og bag sundere end det på maven, men det er jo en ringe trøst, eftersom det måske ikke altid kun er sundhed man lige tænker i… Det bliver bestemt ikke lettere at tabe sig, når man som kvinde når en vis alder, men umuligt er det bestemt ikke. Og jeg ved godt, det nok ikke er til stor hjælp, men dine billeder på facebook viser altså stadig en meget flot og ungdommelig kvinde med en rigtig skøn udstråling. Udseendemæssigt tror jeg mange er misundelige på dig, men igen handler det jo mest om, hvordan man ser sig selv.

    Svar

Leave a Comment