10.04.16

Lidt af London

Posted in Rejser, Videnskab at 1:09 pm by betteskov

 

I sidste uge var jeg på konference i London. Det er efterhånden 4 år siden, jeg sidst har besøgt byen, som jeg ellers har været på en del storbyferier i. Man bliver jo ikke træt af London, men jeg har bare haft så mange andre steder at opleve. Min mor rejste med, og hun oplevede en masse spændende ting, mens jeg lyttede til foredrag om forskning i blodpropper. Lidt misundelig var jeg måske, men jeg fik da selv et par anledninger til at lege turist.

Vi boede i området ved Paddington station, hvor det vrimler med mellemøstlige caféer og deres vandpiberygende klientel. Herfra kunne jeg nemt løbe til Regents Park eller Hyde Park, hvor jeg løb mine morgenture. Det er forunderligt at træde lige fra den travle storby ud i grønne, fredelige områder, hvor heste og deres ryttere travede rundt og nysgerrige egern kom helt tæt på.

l5

Højdepunktet var planlagt hjemmefra: vi havde skaffet billetter til Phantom of the Opera i Her Majesty´s Theatre. Det er nærmest den hellige gral for en musicalelsker, og jeg var bange for at mine enorme forventninger ikke kunne indfries. Men det blev de! Forestillingen var flot, underholdende og dramatisk, og jeg har siden gået og nynnet lidt om “music of the night”. Måske er det lidt corny, men musicals kan bare trække så store og dejlige følelser frem hos mig, og jeg nyder dem altid, uanset om det er i London eller på friluftscenen i Varde 🙂

l1

Vi boede også tæt på Grand Union Canal og det hyggelige område Little Venice (et navn opfundet af digteren Robert Browning), hvorfra vi indledte hjemturen i søndags. Vi sejlede med en tidligere “arbejdsbåd” i et meget mageligt tempo til Camden Town, og fik samtidig lidt at vide om livet på kanalerne, som vrimler med husbåde. Et sjovt indblik i en langsommelig og meget anderledes tilværelse!

l2

Camden Town er helt anderledes travl, her vrimler det med mennesker og mulighederne for at købe skrammel er enorme. Jeg fik ikke shoppet, men vi spiste frokost og kiggede på et sjovt og meget turistet område

l3

Derfra tog vi undergrunden til London Eye, hvor vi var enormt heldige! Både fordi vi havde investeret i fast track billetter, og fordi vejret var klart og udsigten god. Det var min første tur i det store pariserhjul, og rigtig spændende at se de ikoniske bygninger og Themsen, som jeg flere gange har sejlet på.

l4

Hjemturen var fra London City Airport, så jeg fik også oplevelsen af at flyve lige over byen med! Alt i alt en ordentlig stribe oplevelser når man tænker på, jeg var af sted for at arbejde. Oveni fik jeg smagt lidt på verden også, lige fra koreansk kimchi til meget godt grillede shish kebaber. Selvom jeg kom godt brugt hjem, var det også med følelsen af at have fået batterierne ladet op, og med en masse inspiration og eventyrlyst. Tænk at én by kan byde på så mange og så forskelligartede oplevelser!

 

 

 



2 Comments »

  1.    Birgitte B said,

    oktober 5, 2016 at 10:28 am

    Jeg elsker London. Helt og aldeles. Jeg har dog ikke set ‘phantom’, men vi ser altid en musical eller teater-koncert når vi er der. Sidst var vi i voksmuseet og der havde jeg ikke været i 25 år og det var stadig vildt flot. Kh. Birgitte

    Svar

  2.    betteskov said,

    oktober 6, 2016 at 8:22 am

    London er bare en by, der byder på så meget! Jeg løb forbi Voksmuseet på en af mine ture og overvejede om jeg ville derind – men er bange for, jeg ikke kender så mange af dem, der er kendisser i dag? Men den frygt var måske ubegrundet…
    Hvilke musicals har du set? Jeg var ret vild med Phantom, men Billy Elliot er bestemt heller ikke at foragte. Og sidst så jeg Ghost, som var vældig sjov. Lige nu er “School of Rock” på min ønskeliste, og faktisk kunne jeg godt klare endnu en tur med “We will rock you”. Måske kan du anbefale flere, der skal på listen?

    Svar

Leave a Comment