11.18.16

Læsning på turen

Posted in Bøger, Rejser at 12:28 pm by betteskov

En af de dejlige ting ved min miniferie til Berlin var, at der var god tid til at få læst en masse. Min mor og jeg holdt nogle afslappede aftener på værelset, mætte af dagens indtryk, og på den 3 timer forsinkede togtur kom min medbragte bog og mit Storytel abonnement i den grad til sin ret!

Jeg læste to bøger som havde det tilfælles, at de begge havde gule omslag. Ellers var det to vidt forskellige stilarter og humørnuancer, men der skal også være plads til at læse bredt. Jeg mødte en gang en viis kvinde, som læste en masse. Hun sagde, at hun skiftede mellem at læse en bog, der gjorde hende klogere, og en, der godt kunne gøre hende dummere 😉 Så metodisk er jeg slet ikke, og principielt kan man vel også blive klog af dumme bøger?

Nå, først læste jeg den svenske “Jeg hedder ikke Miriam”, hvilket var en af de bøger, som har gjort størst indtryk længe. Den klipper mellem en ældre, svensk bedsteborgerlig kvindes 85-års dag med familien og hendes erindringer om at være i koncentrationslejr. Bogen fortæller meget eksplicit om grusomhederne, og den har en dobbelt brod, som også er rettet mod de åh-så-korrekte svenskere. For “Miriam” er slet ikke en pæn jødisk pige af god familie, men en roma. En sigøjner. En pige fra en minoritet, der vel selv var skyld i, de endte i lejrene. De var jo tyve og kriminelle? Det er en velskrevet bog, og desværre stadig aktuel.

Jeg tænkte meget på den, da jeg besøgte det jødiske museum i Berlin og især installationen “Schalechet”, som også gjorde et stort indtryk anden gang. Den består af tusindvis af ansigter, store og små. Man kan gå på dem, og høre dem skrige. Navnet betyder efterår, eller faldende blade. Det er så enkel, konkret og genialt. Og trist! Den er dedikeret til alle uskyldige ofre, og ikke kun de jødiske. Og bogen om Miriam kan hjælpe os med at huske dem!

15128619_10153966435960906_875703125_n

På den lange togrejse hjem slugte jeg “Det hun glemte” af Liane Moriarty. Det er en letfordøjelig og sjov bog, om en kvinde som får hukommelsestab. Hun er 39, men tror hun er 29 år gammel. Og hun er en gladere og mere optimistisk inkarnation af sig selv… Det er chicklit, men bestemt ikke ubegavet. Liane Moriarty har også skrevet “Min mands hemmelighed”, og jeg synes hun rammer skiven med sine beskrivelser af især kvinder og alt det de gør, for at leve op til nogle besynderlige forventninger i stedet for at prøve at være lykkelige.

Det er også et spændende tankeeksperiment, som alle egentlig bør udføre af og til. Ville Betteskov for 10 år siden være tilfreds med Betteskov i dag? Svaret er, hun nok ville være rimelig overrasket, men bestemt ikke på den dårlige måde 🙂

bog

Begge bøger kan bestemt anbefales, og selv kunne jeg måske bruge et tip. Efter to gode bøger og en ferie er det ikke helt nemt bare at fortsætte læsningen…



6 Comments »

  1.    Karina Palmquist said,

    november 21, 2016 at 6:51 am

    Hej Jane, det glæder mig at læse du også kunne lide “Jeg hedder ikke Miriam”, jeg synes også det var en meget stærk bog.
    Fedt at du fik læst så meget på turen.
    Jeg er desværre en noget langsom læser, men er dog snart færdig med Tidens Væsen, som jeg synes er meget fantastisk.
    Håber du nyder off season perioden – det må være godt for dig med den flotte pr. Du slog den anden dag!! Tillykke igen.
    Kh Karina

    Svar

  2.    betteskov said,

    november 21, 2016 at 9:13 am

    Tak Karina 🙂
    Jeg nyder virkelig offseason, men efter en weekend med en suveræn nordisk rekord på 6 dages løb fra Tina Andersen (der har samme coach som jeg) og en podieplads på 6 timers løb fra Sidsel Petersen (ditto), må jeg indrømme at ultramisundelsen er ret alvorlig. Glæder mig til at kaste mig ud på længere ture, og håber at kunne trække noget tempo med mig ind i næste sæson.
    Tidens væsen er også en bog, der skal tænkes meget over! Jeg venter stadig på inspiration til en mere tænksom på, og fordriver tiden med at lytte til Peter Øvigs bog om BZ. Måske skal jeg komme forbi biblioteket og se dit udvalg af japanske bøger, næste gang jeg er østpå 😀

    Svar

  3.    Birgitte B said,

    november 21, 2016 at 10:02 am

    Jeg hedder ikke Miriam er en rigtig god bog. Skræmmende aktuel, men jeg synes den var god, trods de mange spring frem og tilbage i tiden.
    Det hun glemte har jeg endnu ikke læst, den er på min liste. For jeg synes ret godt om Min mands hemmelighed.
    Pt. læser jeg A little Life. En bog på over 700 sider, den tager sin tid at komme igennem. Kh. Birgitte

    Svar

  4.    betteskov said,

    november 21, 2016 at 12:16 pm

    Så enig, Birgitte! Normalt bliver jeg irriteret over bøger som springer i tid, men i historien om Miriam fungerede det. Jeg tror også du vil kunne lide “Det hun glemte”.
    Lyder som noget af en mursten, du har fat i, og så på engelsk. Jeg overvejer lidt Purity af Franzen, men de der amerikanske mursten kræver bare et godt tilløb, synes jeg :-9

    Svar

  5.    Karina said,

    november 22, 2016 at 10:24 am

    Hej igen Jane,

    Din “misundelse” på dine løbekolleger bliver blot en endnu større gnist på dit motivations bål – og jeg tror det at du holder lidt igen nu, ville belønne dig. Det gør det jo allerede – se bare din flotte pr. på 5 km.
    Jeg kan dog godt forstå det hiver i dig, når du følger de andre kollegaer.

    Har jeg forøvrigt pralet med at jeg for lidt over en uge siden løb 12 km. Jo jo det var mit eget lille ultra. Det gik faktisk fint. Jeg var træt bagefter, men kroppen/ryggen tog vel i mod, så det er bare så dejligt.

    Du er altid velkommen!

    KH Karina

    Svar

  6.    betteskov said,

    november 24, 2016 at 8:51 am

    Karina, hvor er det skønt du er i gang igen! Så opstår bloggen forhåbentlig igen en dag, gerne med opdateringer om japanske bøger også 🙂

    Ja, ultra-misundelse er en god ting! Man kan jo ikke være allerskarpest hele året rundt, og jeg nyder faktisk virkelig de korte distancer lige nu. Har haft det virkelig sjovt med at jagte en PR på 5 km, og det har været skønt at der har været tid og ro til at lægge en masse energi hos Team Tvilling, uden at frygte at det går ud over ugens vigtige lange ture…

    Men nu må jeg snart i gang igen så småt med ture længere end 14-15 stykker. Det bliver fint, men hvad næste års mål skal være er meget uklart lige nu. Der er nemlig nogle ting der har rykket sig lidt på den arbejdsmæssige front (på den gode måde), og det kunne gå ud over ultraløb i en periode. Mere herom følger snarest!

    Svar

Leave a Comment