11.29.16

Luksusproblemer

Posted in Videnskab at 12:15 pm by betteskov

Denne blog er ikke kendetegnet ved at holde sine læsere hen i ulidelig spænding, og jeg tror sidste indlæg havde den første cliffhanger jeg nogensinde har smidt ud. Meget sjovt at prøve 😉

Egentlig er det en meget banal historie: jeg har fået et nyt job. Det har nok overrasket mange af mine nærmere og fjernere bekendte, for jeg har da ikke givet udtryk for at være ked af at være på SDU i Esbjerg? Grunden til, jeg ikke har brokket mig er, at jeg har været (og stadig er) meget glad for at være her. Jeg har lært en masse, rejst, haft interessante opgaver, gode kollegaer og dygtige studerende. Har haft masser af ansvar, men også stor frihed til at udfylde min plads på egne præmisser.

Men nu har jeg altså også en lidt rastløs sjæl, og stor lyst til at udforske verden. Jeg har nu været på samme afdeling siden 2010. Det betyder, der er forelæsninger jeg har holdt 6-7 gange! De to undervisningsmoduler, jeg har været med til at igangsætte har kørt i 3 år med gode evalueringer. Min forskningsleder, der også har været min mentor og nærmeste kollega fratræder ved slutningen af året. Så der var flere grunde til, det begyndte at klø lidt efter at afsøge mine muligheder andre steder.

Én af mine arbejdsopgaver har været at følge og deltage i debatten omkring samfundets udgifter til medicin, og på det felt sker der noget helt nyt: Regionerne har etableret et Medicinråd, der skal vurdere nye typer medicin og indplacere dem i behandlingsvejledninger (som danner udgangspunkt for, hvordan læger ordinerer medicin). Det handler bl.a.om dokumentation og evidens (spændende fokusområder for mit nuværende virke), og patientinddragelse (et felt  jeg lige er begyndt at dyppe tæerne i, superspændende!) og økonomi (noget jeg vildt gerne vil lære mere om). Da jeg læste, at Medicinrådet søgte videnskabelige medarbejdere til sit sekretariat, måtte jeg bare lige høre nærmere. Efter en telefonsamtale med direktøren måtte jeg bare søge. Og efter en ansættelsessamtale måtte jeg bare sige ja 😀

Heldigvis har mine nuværende kollegaer været glade på mine vegne. De kan sagtens se, at det er en forrygende chance jeg har taget, og jeg har på ingen måde smækket med døren. At vende tilbage til Esbjerg en dag vil bestemt ikke være et nederlag eller et tilbageskridt!

Nu skal jeg lige sunde mig lidt over at jeg faktisk har taget lidt af et hop. Jeg er 36 og har, udover småjobs på plejehjem, tankstationer og i et supermarked, ikke lavet andet end at studere, forske eller undervise. Det har sådan set aldrig været min plan at gøre universitetskarriere eller karriere i det hele taget. Jeg har bare arbejdet (meget og hårdt!) med det, der interesserer mig, og grebet de muligheder, der kom min vej. Hvad der står på min kontordør betyder ikke så meget, det handler om at beskæftige mig med noget, der er væsentligt og relevant. Med årene er det blevet mere og mere vigtigt at jeg kan se nytten af det, jeg laver. Det kan jeg nu, for jeg føler at min forskning, undervisning og formidling gør en forskel. Og hvis jeg kan være med til at få Medicinrådet til at fungere efter hensigten, vil det i den grad være gavnligt for samfundet! Både patienterne og pengekassen 🙂

Så ja, jeg har et rigtigt luksusproblem. Jeg må sige farvel til en arbejdsplads, jeg har været vældig glad for. På sigt bliver det måske også et farvel til Esbjerg, som jeg er kommet til at holde mere af, end jeg troede muligt. I første omgang beholder jeg dog adressen her. Og når det hele bliver lidt overvældende, så løber jeg en tur med Team Tvilling og nyder det helt særlige lys ved Vesterhavet!

tt

 



12 Comments »

  1.    Birgitte B said,

    november 29, 2016 at 12:57 pm

    Tillykke igen – og jeg kender godt det med at forlade et job, som man egentlig er glad nok for. Det er lidt skræmmende, men også enormt befriende og dejligt. Håber du vil sætte pris på Kbh. og omegn. Hvor ligger dit nye kontor? I city eller?
    Kh. Birgitte

    Svar

  2.    www.skøreliv.dk said,

    november 29, 2016 at 1:14 pm

    Fantastisk! Tillykke!!! Og ja, Vesterhavet kommer man til at savne, men hey! vi har små afstande i Danmark!

    Svar

  3.    betteskov said,

    november 29, 2016 at 1:29 pm

    Tak til jer to 😀
    @birgitte: Ja, det virker lidt risikabelt. Men man kan jo heller ikke altid blive siddende i komfortzonen. Nu er jeg så heldige at have meget forstående nærmeste. Min mor kom resolut til Esbjerg efter hun havde solgt huset i Silkeborg, og kender allerede halvdelen af byens befolkning. Min kæreste solgte alt hvad han ejede og brugte et par år på at løbe jorden rundt. Det var så stor en succes, han også løb en tur den anden vej! Så uanset hvad jeg gør jobmæssigt, er jeg nok den mest tryghedssøgende af os 😉
    @skøreliv – det er nemlig rigtigt. Kommer så rigeligt til Esbjerg hvor jeg har min mor, gode venner og mine tvillingeløbere 🙂

    Svar

  4.    A+K/VenterPaaVinBlog said,

    november 30, 2016 at 6:01 pm

    Dejligt, luxusproblemer er nu den bedste form for problemer – tillykke (:

    – A

    Svar

  5.    lmikaeld said,

    december 1, 2016 at 9:26 am

    Tillykke, Betteskov!
    Og god vind i det københavnske … det er en dejlig by, du kommer til. Jeg har selv lige forladt den, savner den ikke synderligt, men det er mere et udtryk for et behov for luftforandring end for svindende kærlighed; skal du pendle i starten – eller har du en lånelejlighed i København?

    M!

    Svar

  6.    betteskov said,

    december 2, 2016 at 7:59 am

    Tak til jer også 🙂
    @venterpåvin (cool navn!) velkommen til og helt enig! Men jeg har altså også et par rigtig problemer. Lige nu er det bare de luksuriøse, der fylder mest 🙂
    M! Tak og jeg glæder mig til at generobre storbyen og alle de kulturelle tilbud (ikke at Esbjerg er dårlig, slet ikke). Skal lige se det hele lidt an, så jeg starter ud med et pendlerværelse. Men mon ikke jeg rykker helt derover på sig?
    Glæder mig til at handle i Irma, gå i biografen i Grand, købe the hos Perchs og spise den meget autentiske kinesiske mad i restauranten med ænder på Vesterbro. Samt en masse andet – kan være du kan lave en liste med 5 ting jeg skal prøve for at indtage København 🙂

    Svar

  7.    Tina said,

    december 4, 2016 at 5:51 pm

    Tillykke 🙂 Spændende med nyt job og uha det med at flytte sig kan være svært men også spændende. Rykkede selv til Fyn fra KBh for 15 år siden, nu er jeg tilbage på Sjælland godt nok nord for KBH, , men når jeg har været i Hovedstaden føler jeg mig som turist i min egen by og ser det hele med andre øjne. God vind med det nye:-)

    Tina

    Svar

  8.    betteskov said,

    december 5, 2016 at 7:11 am

    Tak Tina 🙂
    Ja, det er altid skræmmende at starte ud et nyt sted, men jeg har boet i Kbh som studerende (dengang først i Hvidovre som var hæsligt og Amager som jeg virkelig kunne lide), så det er mindre frygteligt end dengang jeg flyttede til Esbjerg. Jeg anede ikke hvordan byen var, og blev meget positivt overrasket over, der var en Body Shop;-) Nu ved jeg, byen har rigtig meget at byde på!

    Svar

  9.    Anne said,

    december 7, 2016 at 9:31 pm

    Hej Jane,
    Ihhh hvor er det spændende. Tillykke!! Vi skal mødes snart!!! Vi sidder jo lidt på den anden side af bordet, hos Regionerne, og prøver at synliggøre, hvordan udgifterne bliver brugt. Til hvem, i hvilke sammenhænge, af hvem osv. Vi overvejer også meget, hvordan i alverden man på en overskuelig måde kan støtte lægerne i at træffe det rigtige valg af medicin – jf. RADS-vejledninger og alt muligt andet – og i øvrigt synliggøre, hvorfor de evt. vælger at afvige fra vejledningerne. Lad os snakkes ved.
    Knus

    Svar

  10.    betteskov said,

    december 9, 2016 at 7:53 am

    Tak Anne 🙂 Og ja, vi skal helt bestemt snakkes ved (job eller ej, der er så meget vi skal samle op på). Hvordan ser det ud for jer mellem jul og nytår? Jeg holder for en gangs skyld ferie, da jeg skal afvikle en kæmpe pukkel restferie. Så kunne godt lokkes til at kigge forbi, hvis I har tid…

    Svar

  11.    lmikaeld said,

    december 9, 2016 at 10:03 am

    Fem ting, du skal prøve i København? Jeg er jo lidt præget af Vesterbro, men du kunne da:

    1. Drikke kaffe på Riccos mindste Kaffebar (Istedgade 119); den er både billig og oser af atmosfære; er du tidligt på færde, kan du få en sludder med kokken Nikolaj Kirk.
    2. Gå tur omkring søerne, startende fra Planetariet evt. med pit stop på Den Franske Café oppe ved Dag Hammarskjölds Allé.
    3. Købe brød og kaffe, mad og drikke eller andre lækkerier i Kihoskh på hjørnet af Dybbølsgade og Sønder Boulevard – og nyde det på Sønder Boulevard (særligt dejligt om sommeren, selvfølgelig)
    4. Snuppe en frokostsandwich eller -suppe hos Grams Lækkerier på Halmtorvet 1 (og hilse fra Aslan og Mikael)
    5. Gå tur på Vestre Kirkegård – indgang fra Vester Kirkegårds Allé ved Vigerslev Allé ikke langt fra den nye station Carlsberg Byen.

    Og så kunne du også hente modvægt til dagens stress og jag med morgenandagt (kl. 8, mandag til lørdag) i Vor Frue Kirke – domkirken – eller/og taizé-andagt (kl. 17 hver onsdag) i Mariakirken i Istedgade.

    M!

    Svar

  12.    betteskov said,

    december 12, 2016 at 7:43 am

    Så gode forslag – de inspirerede til et helt indlæg, og kommer med på næste liste 🙂 Vesterbronx kan jeg lide, og der skal nok blive gået nogle ture derhen! Søerne har jeg allerede løbet og travet tynde, men hvorfor ikke give dem en ekstra omgang?
    TAK 🙂

    Svar

Leave a Comment