01.25.17

Om faglighed og fredagsøl

Posted in Betteskov på Østerbro, Hverdagsliv, Videnskab at 7:10 pm by betteskov

Det er mærkeligt, at jeg ikke engang har været i gang med mit nye arbejde i en måned, for jeg har allerede lært en masse (ud over 30 nye navne + navne på et par børn og ægtefæller), sendt bunkevis af e-mails, deltaget i og indkaldt til masser af møder og modtaget min første arbejdstelefon nogensinde. Jeg venter stadig på, den begynder at ringe, men konceptet er da ret sejt og voksen-agtigt 🙂

Det nystartede Medicinråd får en masse opmærksomhed: vores direktør holder mange foredrag og møder med interesserede, nyhedsbrevet Dagens Pharma har os ofte som hovednyhed, og det hele er vældig spændende. Eftersom vi er helt nye, er der et vist element af at vi “bygger skibet mens vi sejler” (direktørens ord), og jeg hamrer og banker løs på det, der gerne skulle blive en strømlinet oceandamper!

Da jeg valgte at forlade universitetets trygge verden var min største frygt, om jeg ville få nok faglige udfordringer. Den er for alvor gjort til skamme – der er masser af ting jeg kan sætte mig ind i, både metodiske og medicinsk faglige, og  der er også mulighed for, jeg kan videregive lidt af det, jeg har tilegnet mig gennem årene. Jeg arbejder f.eks. på en lille Pixie-bog om statistike begreber til internt brug, og har gennemgået en artikel fra mit “gamle” forskningsfelt. Rutineopgaver er der endnu ikke noget, der hedder.

Det bedste er nok, at vi har en rigtig god stemning og omgangstone. Der er stor interesse for at deltage i DHL-stafetten, og vi holder en lille fortræning i morgen. Det er i god tid, men en månedlig fælles løbetur er både overkommeligt og hyggeligt. Om fredagen bliver mange lige en time og drikker en øl. Det er jeg så ikke så god til, men er meget fristet til at lade Jylland vente lidt og snuppe en fredags-cola. Nå, det skal der nok blive tid til.

Om et par år bliver det interessant at se, hvad der vil have været mine vigtigste opgaver. Når jeg ser tilbage på tiden i Esbjerg er det især det internationale arbejde, sammen med min tidligere forskningsleder, der gav de største oplevelser. Og én af dem har jeg stadig til gode, når jeg til april skal til USA for at færdiggøre de retningslinjer, jeg stadig arbejder på, for det Amerikanske Hæmatologiske Selskab. De udarbejdes efter samme metode som vi benytter i Medicinrådet, så jeg lærer nogle afsindigt relevante ting herigennem!

Billede1

Og så er der Forskercaféen. Den begyndte virkelig i det små, dengang vi var meget få forskere på sygehuset i Esbjerg, og diskuterede vores arbejde over lidt chips og øl. I min tid voksede antallet af yngre forskere, og vores samlingspunkt blev ret strømlinet – og det seneste arrangement fandt endda vej til Jydske Vestkysten. Desværre har jeg ikke et link til artiklen, men I kan da se et billede af den. Portrættet er af vinderen af den årlige forskerkonkurrence, som også er en vældig god kollega og ven!

Jeg havde godt nok ikke forudset, vores små fyraftens arrangementer ville blive så gode og vel besøgte, men det er et dejligt minde at have med videre! For selvom jeg er vældig glad for mit nye arbejde og føler skiftet kom på det helt rigtige tidspunkt, betyder årene i Esbjerg stadig meget for mig!



Leave a Comment