03.20.17

10 års jubilæum

Posted in Årets gang, Hverdagsliv, Løb at 7:15 pm by betteskov

I søndags havde jeg lidt af en mærkedag. Det var nemlig præcis 10 år siden, jeg deltog i mit første motionsløb. Jeg fejrede jubilæet med at tage tilbage til Taulov, hvor jeg for fjerde (tror jeg nok) gang løb “Den jyske Forårsklassiker”.

Jeg havde for nogle år tilbage forestillet mig, det skulle være en rigtig stor dag. At jeg måske ville invitere venner og bage en kage med et stort 10-tal. Måske ville jeg lave en lille tidslinje eller skrive et blogindlæg med tilbageblik på mine mange store øjeblikke som motionsløber.

Det endte med at blive en lidt flad fornemmelse. Min mor og jeg kørte sammen til løbet, i virkelig elendigt vejr. Startnumre blev udleveret på skolen i Taulov, der ikke er blevet renoveret siden mit første løb. I år mødte vi ingen løbere vi kendte, og jeg gik direkte fra omklædning til opvarmning til løbsstart. De 10 km blev løbet fokuseret og ruten var præcis så kedelig som sidste år, og der var fuldstændig lige så meget modvind på de sidste 4 km. Tiden blev 25 sekunder hurtigere, så jeg fik både en personlig rekord og en sejr hos kvinderne. I år var der ikke nogen præmie eller festivitas i målområdet, så efter jeg havde jogget af, kørte vi videre på et rigtig hyggeligt familiebesøg, så kage blev det da til 🙂

Lige nu sker der enormt meget i mit liv. Er ved at bide mig fast i mit nye og spændende arbejde, finder mig til rette på Østerbro, prøver at fastholde et par opgaver i universitetsregi, og træner ganske fornuftigt. Der er under en måned til Boston Marathon, og snart skal jeg på en lang rejse til USA og Canada, med fagligt indhold, storbyferie og altså løbet, jeg altid har drømt om. Derfor blev mit lille jubilæum forsømt, men det er jeg egentlig ikke så ked af. Af og til er det vigtigere at være til stede end at kigge tilbage. Når jeg bliver gammel, kan jeg altid producere en kavalkade over mine største løbeoplevelser. Lige nu kan jeg bare konkludere, at løb har været en forrygende rejse, men at jeg stadig er undervejs.

For 10 år siden havde jeg aldrig nogensinde troet, jeg ville komme dertil hvor jeg er i dag med mit løberi.  Jeg glæder mig hver dag over, jeg blev løber og fik adgang til en hel verden, en ny kultur og en familie af ultraløbere. Når man har alt det, hvad skal man så med tånegle?

PS: Skulle en læser have et spørgsmål (gerne “dumt”) til hende der i 10 år har drønet rundt på landevejene i al slags vejr, vil de blive besvaret. Undtagelsen er, hvis I ønsker billeder af mine fødder 😉



7 Comments »

  1.    Mette Sexton said,

    marts 21, 2017 at 8:04 pm

    wow 10 år med løb:) Det er altså sejt:)

    Svar

  2.    Karina said,

    marts 23, 2017 at 10:25 am

    Hej Jane,

    Tillykke med dit jubilæum, pr. og alt det gode nye i dit liv.
    Det bliver virkelig så spændende med dit Boston Maraton.

    Jeg har et spørgsmål, som jeg håber ikke bliver taget ild op eller misforstået.

    Her kommer det: Hvad tror du, du ville gøre, hvis du ikke kunne løbe længere?
    (et ego spørgsmål, som måske kan inspirere mig)
    kh Karina

    Svar

  3.    Betteskov said,

    marts 23, 2017 at 1:18 pm

    Tusind tak Mette 🙂 Det har været 10 år med et antal “dårlige løbeture” som kan tælles på en hånd. Jeg tror, jeg kan lide det!

    Karina, det er et supergodt spørgsmål, som jeg faktisk tænkte meget over, da jeg havde jernmangel og bare løb dårligere og dårligere. Dengang kunne jeg godt se, det sagtens kunne ende med, jeg ikke kunne løbe overhovedet. Og der er jo altid muligheden for skader.

    Min første tanke var, at jeg gerne ville være en aktiv del af løbemiljøet. Som official, løbsarrangør og hende der bager kage til klubarrangementer, kan man stadig være med fra sidelinjen. I dag har jeg også nogle muligheder for at være hjælpetræner og kostvejleder for løbere på højt niveau, som jeg klart ville benytte, og jeg ville jo have mere tid til sådanne opgaver end jeg har nu…

    Jeg kan dog også mærke på mig selv, at det ikke er nok at se på andre der løber! Så jeg ville klart dyrke en anden slags sport, hvis overhovedet muligt. Jeg har prøvet med noget landevejscykling, men det var ikke en stor succes. Til gengæld kan jeg lide at spinne, og svømning i åbent vand er et stort hit. Så hvis jeg ikke længere løb, ville jeg nok melde mig i en svømmeklub og træne 3-4 gange om ugen.

    Jeg tror ikke, det ville være så svært at få tiden til at gå, for jeg interesserer mig for alt muligt og mangler altid tid til mine hobbies – MEN spørgsmålet om identitet er noget helt andet. For mange af mine kollegaer og bekendte er jeg jo “Jane som løber en masse”, og det ville da kræve lidt at skulle vænne mig til at være “Jane som læser mange bøger” eller “filmnørden Jane” eller “Jane med sine puslespil”…

    Så tak for et godt og relevant spørgsmål! Jeg synes ikke, mit løberi er så afgørende for mit selvbillede (som det er for mange andre løbere jeg kender), men det har helt klart en stor betydning for, hvordan andre opfatter mig. Og det er svært ikke at forholde sig til den del!

    Svar

  4.    Karina said,

    marts 25, 2017 at 10:13 am

    Tak for dit svar 🙂

    Det med identitet har i hvert fald været noget jeg skulle arbejde på…

    Jeg synes, det er flot, de mennesker der bidrager til sporten, når de ikke selv kan deltage.

    Det kan jeg ikke. Nu hvor jeg har fået dommen – at alt over 10 km er skidt, så betyder det for mig, at motivationen er helt væk. Jeg gider næsten ikke løbe. Og det at være med lidt… Det kan jeg ikke, for mig er det enten eller, det andet gør for ondt. Men jeg beundre dem der kan 🙂

    Jeg er til gengæld blevet så glad for at cykle, – jeg troede ikke jeg kunne blive så glad… Men det er jo kun en positiv overraskelse.

    God weekend og tak for inspiration og gode blog indlæg

    Svar

  5.    Betteskov said,

    marts 28, 2017 at 1:10 pm

    Tak for svaret, Karina og tak fordi du læser med <3

    Dejligt du har fundet glæde ved at cykle – jeg kan sagtens forstå løbeverdenen ikke er sjov, når man ikke selv kan løbe. Personlig synes jeg også det er sjovere at være tidtager til parkrun, når jeg ikke kan deltage fordi jeg har en konkurrence senere på weekenden, end hvis det er fordi jeg er skadet. Hvis jeg var helt færdig med løb ved jeg ikke, om jeg ville blive i miljøet. Måske som træner eller kostvejleder, for det synes jeg er givende og sådan set har sin egen faglighed. Men det er svært at vide.

    Noget jeg har talt med flere løbevenner om er, hvordan det er med alle de venner man har fra løb, når man ikke selv er aktiv. Ser du stadig folk fra 1900? Og hvis ikke, er det så dit valg eller fordi det bare er sivet ud? Ved godt det er et lidt personligt spørgsmål, så du behøver ikke svare (eller må gerne holde den generelt), men det er et emne der tit popper op. Vi roser os af at være så gode venner i løbeklubberne, men har vi andet til fælles end løbeturene?

    Svar

  6.    Karina said,

    april 3, 2017 at 6:08 am

    Hej Jane,

    Tillykke med dit faste job – og lykke til med dit nye liv. Hvor er det godt.

    Jeg ser ikke min løbevenner længere. Kun ved tilfældighed. Løb var det der bandt os sammen, og da det ikke er mere…tja så er det gået på den måde.
    Det er hårdt i starten, hvor jeg jo savnede samværet og det at være en del af alle de sjove ting og oplevelser.

    Jeg synes en klub som Aarhus 1900 burde have en klub i klubben for skadede. Og jeg har skrevet til dem om det. Der kunne være et hold med en leder/fys, som vejleder og hvor man måske trænede øvelser sammen, eller cyklede eller hvad ved jeg af alternativer. Jeg kan godt se det er en vanskelig opgave, men man ville også bedre kunne holde på medlemmerne.

    Pøj pøj med det hele, og rigtig god rejse.

    Kh Karina

    Svar

  7.    Betteskov said,

    april 4, 2017 at 10:32 pm

    Tak Karina og æv med løbevennerne. Men sådan er det vist for mange, desværre… tror heller ikke jeg ville have lyst til at tage med ud til løb eller hænge ud i klubhuset hvis jeg ikke kunne løbe!
    I 1900 løb jeg i Kick, og vi prøvede at have en lille gruppe hvor de skadede løbere mødtes og genoptrænede sammen. Men det var på eget initiativ og svært at holde gang i – ville være smart hvis klubben havde noget officielt.
    Håber du har fundet noget som kan erstatte løbefællesskabet, det er en stor del af vores liv.

    Svar

Leave a Comment