06.25.17

Noget om forventninger

Posted in Hverdagsliv, Løb at 5:31 pm by betteskov

Det siges at træerne ikke vokser ind i himlen, men hvis man leger lidt med sine fotos på mobilen, så…

Måske er det fordi jeg står midt i et større opbrud i mit liv – nyt job og flytning er noget af en omvæltning – at jeg har en tendens til at gøre status på mange områder lige for tiden. Når tankerne falder på mit løber-liv kan jeg simpelthen ikke undslippe en følelse af, at det er alt for vildt til at tage alvorligt! Jeg er nået meget længere end jeg (og de fleste andre, vil jeg tro) nogensinde havde forventet. I Sæby havde jeg et virkelig godt løb på de 12 timer, og selvom jeg “kun” blev nr 2, kan de danske kvinder som har gjort det bedre på distancen (der så heller ikke er vanvittigt populær at løbe, og kun sjældent afholdes), tælles på én hånd. Resultatet var godt nok til, jeg blev udtaget til ultralandsholdets talentgruppe, hvilket jeg er virkelig beæret over. Også lidt sjovt at havne i den kategori, når jeg i almindelig atletik er en oldgammel veteranløber 😀

De seneste år er det gået virkelig meget fremad, hvilket selvfølgelig korrelerer pænt med en bedre indsats i træningen. Men alligevel kan jeg ikke lade være med at være lidt overvældet. Omvendt føles det også pludselig som om jeg er med i et helt andet game, og hvis jeg sammenligner mig med landsholdsløberne og de andre i talentgruppen, er det svært ikke at føle et vist pres. De er jo supergode!!!

Nå, heldigvis har jeg en fremragende coach som er god til at få tingene sat i perspektiv. Jeg skal selvfølgelig holde fast i min glæde ved at løbe og fokusere på min egen udvikling, og ikke lade mig forblænde af, at andre tilfældigvis er bedre.

I dag løb jeg halvmaraton i Esbjerg, og havde en skøn oplevelse, selvom jeg ikke satte en personlig rekord og var milevidt fra bare at kunne se dem som vandt 🙂 Jeg gav hvad jeg havde i mig på en rute med klassisk esbjergensisk modvind og en del sving og krøller, og var vældig glad for min indsats, som blev belønnet med en plastikmedalje og hotdog + fadøl i målområdet (spørg mig ikke, hvad sådan et traktement har at gøre til et motionsløb).

Løbet var også en slags afsked med Esbjerg, og undervejs tænkte jeg meget på 7 gode år og mange skønne mennesker – alle som heppede personligt på mig i dag får en meget varm tanke nu! Måske er det den ting, jeg er allergladest for ved at være løber: det fællesskab, jeg elsker at være en del af.

Sommeren nærmer sig, men bloggen holder ikke ferie (endnu). Faktisk må læserne være med til at vælge næste uges indlæg. I kan få en løbsberetning fra Sæby, en filmanmeldelse (jeg har set Baywatch og Den bedste mand) eller Betteskov specielle overlevelsesguide til at få det bedste ud af en akut landing i en provinsby, hvor man ingen kender. Stem, hvis I vil høre et par ord om et af disse emner, ellers bestemmer jeg. Og det gør jeg nok alligevel 😉

 

 



2 Comments »

  1.    Tina said,

    juni 26, 2017 at 5:58 am

    Jeg stemmer på :
    Betteskov specielle overlevelsesguide til at få det bedste ud af en akut landing i en provinsby, hvor man ingen kender.:-)
    Fordi jeg nok selv er lidt der, efter næsten 15 år på Fyn rykkede jeg tilbage til Sjælland sidste år, Helsingør – som du ved – men syntes altså det er lidt svært at falde til, føle mig hjemme osv. Jeg kan jo ikke lige hoppe på cyklen og drikke kaffen hos veninderne mere. Og er måske ikke så god til at være “udadvendt” ifht. at skabe nye relationer. Så, høre gerne om din erfaring 🙂 Knus Tina <3

    Svar

  2.    Betteskov said,

    juni 27, 2017 at 10:48 am

    Tusind tak for stemmen! Der er også afgivet en enkelt stemme pr mail, for samme indlæg (eller løbsberetningen). Og jeg glæder mig faktisk en del til at skrive om mine forsøg på at falde til i Esbjerg, selvom jeg nu forlader byen 😀

    Svar

Leave a Comment