09.15.17

Efterårslæsning

Posted in Betteskov på Amager, Bøger, Film, Hverdagsliv at 11:16 am by betteskov

Nu er sommeren ved at være slut, og det store spørgsmål melder sig (i hvert fald når man er bibliofil – ved godt mange ville mene det burde være ét om solskinstimer og regnvejrsdage): Fik jeg læst det, jeg ville?

Som altid, og selvfølgelig, nåede jeg ikke hele bunken af bøger igennem. Flere læsere har anbefalet “Kvinden ved havet”, den har jeg slet ikke fået kigget på. Jeg mangler stadig sidste bind af trilogien som indledes så sublimt med “Det gyldne kompas”, og der er et hængeparti med “Planen” af Morten Pape, som lige skal genopfriskes inden min læsekreds mødes om en uge. For øvrigt synes jeg, det er et suverænt godt valg af bog til en Amager-baseret litterær aktivitet!

Trods disse mangler, synes jeg overordnet det har været en vældig god sommer hvad læsningen angår. Det er længe siden, jeg har været så opslugt af en bog som jeg blev af Paul Austers “4321”, og at møde ham var en forrygende oplevelse. Det er altid svært at komme videre efter en rigtig god bog, men i år var jeg så smart at læse én, der måske er endnu bedre.

I de sidste uger har jeg genlæst den bog, jeg betragter som den næstbedste* nogensinde skrevet på dansk: “Lykke Per” af Pontoppidan. Anden gang var den lige så fremragende, som jeg huskede den. Tænk at Pontoppidan skrev om det moderne gennembrud på en måde, så det lykkes ham at sige en masse om vores land og vores samfund mere end 100 år senere. Og personkarakteristikkerne! Per er usympatisk, men vældig godt beskrevet. Jakobe er nok den sejeste kvinde jeg nogensinde har læst om (og I skulle se min tegneseriesamling), og hvor ofte møder man lige en kvindelig hovedperson som både er begavet, stærk, følelsesladet og har en seksualitet, som hun ikke er flov over?

Jeg bliver nok nødt til at købe adgang til TV2 play, når den nye mini-serie om Lykke Per når skærmen. Selvom der er lagt op til en gedigen skuffelse (mine forventninger overstiger Rundetårn), glæder jeg mig alligevel til at se, hvordan Per og Jakobe kommer til at se ud og interagere i en nutidig fortolkning.

Ud over disse store læseoplevelser har jeg nydt “Arv og Miljø” af Vigdís Hjort, og til en vis grad “Sus” af Jonas T. Bengtsson, selvom jeg ikke betragter det som hans stærkeste bog.  Jeg har netop vendt de første sider i “Den underjordiske jernbane” af Colson Whitehead, som lover vældig godt. Så der læses og læses, og det går vældig godt – derfor er jeg modtagelig for tips, selvom jeg sjældent når rundt om dem alle!

 

*Den bedste mener jeg er “Kongens fald” – og jeg hører gerne, hvis nogen er enige eller især uenige i min rangliste, som nok er farvet af, hvad jeg har fået at vide er god smag, og hvad jeg er blevet eksponeret mest for…



Leave a Comment