09.25.17

Weekendoplevelser i Ørestaden

Posted in Årets gang, Betteskov på Amager, Bøger, Løb, oplevelser at 12:39 pm by betteskov

Folk som ikke kender mit nye nabolag spørger ofte, om der ikke er vældig kedeligt i Ørestaden. Hertil må jeg svare, at det godt kan se sådan ud ved første blik, men at der faktisk foregår en hel del. Man skal bare lige finde frem til de aktiviteter, som er lidt mere spændende end at trave rundt i Fields… Denne weekend tilbragte jeg langt det meste af tiden i området, og kedede mig bestemt ikke!

Lørdag morgen var jeg til parkrun på Amager Fælled, hvor en løber gennemførte sit løb nr. 400. Imponerende! I sammenligning er mine 93 løb (og 25 optrædener som frivillig) ikke meget, men så må jeg jo bare give den gas, når jeg er med 🙂 Denne gang bestemte jeg mig for at holde et tempo på under 4.30 min/km. Det var lidt anstrengende, men det lykkedes, og jeg klemte mig netop i mål som første kvinde på 22.16 med 7 sekunder til næste. Det er et rigtig dejligt parkrun, synes jeg, de frivillige er meget gode til at heppe, ruten er flot og nem at finde rundt på, og der kommer gerne 79-80 glade løbere på sådan en ganske almindelig lørdag. Det var rart igen at få snakket oplevelserne til Copenhagen half igennem.

Om aftenen prøvede jeg noget, jeg havde været lidt nervøs for: min første koncert siden George Michael i Aarhus. Tori Amos spillede i DRs koncerthus, og jeg nød både den spændende bygning og hendes intense optræden og det snørklede tekstunivers, som giver masser af muligheder for at min indre Holger-fortolker kan sættes i spil! I hvert fald har jeg mod på mere, både lytte til Tori Amos derhjemme og til at gå til koncerter. Det var jo slet ikke farligt.

Søndag var der igen noget så trygt som løb på programmet. Jeg deltog i den lokale afdeling af Margueritløbet, som havde start og mål ved Naturcentret på Vestamager, omkring en km fra min hoveddør. Konceptet er, at man løber på naturskønne ruter rundt omkring i Danmark, og at den del af det (yderst beskedne) startgebyr går til en lokal klub. Desværre har Politiken, som står for arrangementet, været vældig dårlig til at beskrive eller udbrede det gode initiativ, så der er ikke så mange deltagere. Til gengæld var det en rigtig fin rute, 10 km i dejlig natur, og solen skinnede endda. Det var ikke rigtig en konkurrence, så jeg løb 10 km i mellemtempo, nød vejret og selskabet, og fik en gavepose som indeholdt æbler og chokolade. Man skulle tro de kendte mig 😉

Endnu bedre, så talte jeg med de lokale arrangører fra Ørestad if. Det er en klub som er medlem af DAF og har et rimeligt kontingent, så mon ikke jeg kommer til at stille op for dem fra næste år? Godt nok passer tidspunkt for fælles træning (mandag og onsdag kl. 18) ikke perfekt ind i min hverdag, men jeg vil gerne være med på nogle sociale arrangementer, f.eks. fælles ture til løb i hovedstaden og maraton i Hannover. Alt i alt et rigtig godt udbytte af en tur i min baghave 🙂

Om eftermiddagen havde jeg en ordentlig stak gæster, hele 4 damer dukkede op til “Læsekredsen på Amager”. Meget apropos diskuterede vi Planen af Morten Pape, og havde mange kommentarer til det parallelsamfund, som bogstavelig talt findes lige i nærheden – jeg passerer mange af de veje, der er omtalt i bogen, når jeg løber til og fra arbejde. Det var en god diskussion, som fik mig til at holde mere af bogen. Næste gang skal jeg igen lidt ud af komfortzonen, for vi læser Salman Rushdie! Er aldrig kommet gennem en bog af ham endnu, men denne gang skal det lykkes.

Hvem ved, måske er jeg ved at blive lidt af en lokalpatriot? Kan bestemt ikke klage over at tilbringe en weekend derhjemme, når der sker så meget!



Leave a Comment