10.06.17

Christianshavnermilen – en ny tradition!

Posted in Betteskov på Amager, Løb at 1:14 pm by betteskov

Da jeg flyttede til København var venner og bekendte flinke til at anbefale løb og kulturelle aktiviteter i hovedstaden, og der foregår vældig meget, så jeg har langtfra nået at følge alle de gode idéer. Et af de forslag, jeg fik fra flere uafhængige personer, var at løbe Christianshavnermilen. Der er et løb på ca. 7,5 km, som afholdes en gang om måneden på hverdagsaftner i sommerhalvåret. Man kan deltage i et enkelt løb eller hele serien, og det er åbenbart en rigtig Københavnerklassiker. Ikke uden en vis stolthed kan jeg fortælle, at min coach faktisk stadig figurerer i den gode ende af top 10 for 20-29 årige, selvom det er nogle år siden han løb distancer som var kortere end tusindvis af kilometer 😉

Der bliver nemlig løbet rigtig hurtigt på milen, en hel del elitefolk dukker op, men der er også plads til glade motionister! I år kunne jeg desværre kun nå det allersidste løb, men jeg var altså med i mandags og fik hilst på flere bekendte. Det kostede kun 70 kr. at eftertilmelde, en meget rimelig pris i forhold til mange andre motionsløb. Der er heller ikke elektronisk tidtagning, men den manuelle lader til at fungere ganske fint og er en noget billigere løsning for arrangørerne.

Mænd og kvinder bliver sendt af sted med 10 min. mellemrum hvilket er dejligt, for der er trængsel på de smalle stier og fortove omkring Christianshavn, og det var vældig behageligt ikke at blive væltet af store mennesker da starten gik. Ruten var spændende og varieret, jeg drønede lidt op og ned af kantsten og måtte se mig godt for, men havde en dejlig tur i et tempo som ikke var maksimalt, men bestemt godkendt. Der var nogle spændende øjeblikke, hvor jeg passerede lokale som vist havde indtaget rigelig øl eller urt og gerne ville stå lidt i vejen, men jeg nød turen, også selvom der kom lidt regn.

Løbet fortjener en rigtig god vurdering for både stemning og rute, der er den helt rigtige blanding af hygge og styr på tingene. Der var øl og vand i målområdet, og løbere som havde 25 eller 50 løbs jubilæum blev hyldet. Dejligt befriende at løbe en ny distance, hvor der ikke er mange tider at sammenligne med. Jeg løb lige under 35 min, og har allerede mål for næste år. For det første skal jeg deltage i hele serien (4 løb), og så kan jeg nok godt gøre det lidt hurtigere…

Der er skabt en ny tradition, og det føles rigtig godt at være én af dem, der løber milen. Der er samme følelse af fællesskab som omkring parkrun, og jeg glæder mig virkelig til næste serie begynder i april 😀



2 Comments »

  1.    Trine said,

    oktober 7, 2017 at 6:02 am

    Det var hyggeligt at hilse på dig IRL inden løbet – og dejlig løbsbeskrivelse! lokalbefolkningen gav rigtignok lidt ekstra spændingsmomenter, men heldigvis gik alle fortovsdueller godt 😉 Jeg fik også smag for løbet, så vi ses nok næste år! hilsner bloglæser Trine 🙂

    Svar

  2.    Betteskov said,

    oktober 9, 2017 at 6:29 am

    Det var rigtig dejligt at møde dig – og at du havde en lige så fin oplevelse 🙂 Vi ses til næste mil, og måske endda før, hvis vi begge løber rundt på øen. God uge til dig!

    Svar

Leave a Comment