01.15.18

Læsehest i fuld galop

Posted in Ikke kategoriseret at 9:07 am by betteskov

Sidste år tog jeg et initiativ, som i dag kommer rigtig godt tilbage til mig. Jeg oprettede en side på “borger-til-borger” portalen boblberg, hvor jeg efterlyste medlemmer til en læsekreds på Amager. Der kom overraskende mange henvendelser, og til min forbløffelse mest fra kvinder på min alder. Læsekredsen har haft en del udskiftning, men det er blevet til fem møder siden september, og jeg har været med til de tre. Skønt at andre har taget så meget medansvar, at læsekredsen ikke står og falder med mig 🙂

I går var det bidende koldt og klamt, og jeg var lidt træt efter en rigtig lang løbetur lørdag. Det var simpelthen lige hvad jeg trængte til: at mødes over en kop te og en stor roman. Vi var fire deltagere, og havde læst Carsten Jensens “Vi, de druknede“. Alle var enige om, det var en medrivende bog, måske lidt lang i spyttet, måske lidt rigeligt med anekdoter, men den fik i høj grad sat en fed streg under “Danmark som søfartsnation”. Ret interessant, fordi vi har tendens til at tænke på landet som et bondeland. Jeg omtaler også mig selv som værende af bondeslægt, selvom min mors familie faktisk tilhørte søens folk. Ja, der var en slægtsgård i Blåvand, men jeg tror min morfar var strandfoged langt mere end han var bonde!

Bogen havde jeg hørt på lydbog, men det tæller altså også som en læst bog, når man har haft den i ørene 27 timer! En meget lydbogs-egnet bog, fordi de mange fortællinger og personer ikke kræver fuld koncentration, og det er en bog som tillader fantasien at flakse lidt omkring.

Det var vældig hyggeligt og stimulerende at komme til læsekreds, og jeg minder mig selv om, det skal være en prioritet i 2018. Næste møde har jeg meldt mig som vært til, så er der ingen undskyldning for ikke at møde op! Vi skal læse “En fortælling om blindhed”, og den er jeg ret spændt på.

Derudover har jeg fået læst yderligere to bøger! “Bjørneby” af Fredrik Backman, handler om en lille svensk by og et ishockeyhold, og mange af overvejelserne om talent og træning kunne jeg relatere til mit løb. Men den kommer ikke i nærheden af forfatterens geniale bog om “En mand der hedder Ove”.

På lydbog har jeg lyttet til Leonora Christine Skov “Den der lever stille“. Hold da op hvor er der meget at sammenligne med, for vi var børn i provinsen i samme tidsperiode – og hvor har hendes liv alligevel været langt fra mit! Mine forældre har støttet og hjulpet mig i enormt høj grad, og selvom jeg også var en grim ælling i mange år, er der en stor forskel. Hun havde så stort behov for at slippe fri for “Christina Skov fra Helsinge”, at hun tog til København og blev en anden. Jeg bor også i København i dag, men er vokset til som “Jane Skov fra Silkeborg”. Nåja, den røde læbestift er der vist også kun en af os der bruger… Jeg kunne bedre lide den end hendes romaner, men der er også noget som irriterer og pirker. Det mener jeg er en god ting – og jeg glæder mig til at læse meget mere i år!



Leave a Comment