03.01.18

24 timers løb i Espoo

Posted in Ikke kategoriseret at 2:45 pm by betteskov

Min 2018 sæson blev i den grad skudt i gang med årets første løb, som foregik i en sportsarena i en forstad til Helsinki.  Det var mere end to år siden, jeg sidst forsøgt mig på de 24 timer, så jeg havde både havde både haft tid til at glemme hvor lang tid et døgn er, og forbedre mig væsentligt som ultraløber på de “kortere” distancer. Derfor var forventningerne både store og små: jeg vidste, jeg kunne gøre det bedre end jeg tidligere har gjort, men jeg har også solid erfaring for, at ufattelig meget kan gå galt på et 24 timers løb, og at der altid går et eller andet i udu.

Mål og strategi

A-målet var den distance, jeg altid har drømt om, nemlig 180 km. Som B mål havde jeg 100 miles (161 km), hvilket også ville være en markant forbedring af min personlige rekord på 150,9 km. C-målet var at afslutte stærkt, uanset hvordan det var gået. For lettere at overskue løbet, delte jeg det ind i fire 6-timers løb, hvor målet for hver enkelt var 60, 40, 40 og 40 km. Her aftalte jeg med mig selv, at skulle jeg misse målet på ét af disse, ville jeg genstarte mig selv ufortrødent på det næste 6-timers løb.

Optakt

Jeg fløj til Finland torsdag aften, og overnattede på lufthavnshotellet. Her spiste jeg morgenmad og tog et karbad, inden turen gik til Espoo. Jeg fravalgte sightseeing, da der var pivkoldt, isglat og jeg egentlig helst ville fokusere på løbet. Derfor foretog jeg mig meget lidt fredag: jeg købte ind på shoppingcentret nær hotellet, spiste, pakkede mit gear til løbet og slappede af med Netflix, Vinter OL, lydbøger og krydsogtværs. De andre danskere boede på samme hotel, men jeg valgte at spise alene, da jeg bruger ret meget mental energi på at være sammen med folk jeg ikke kender så godt, og helst ville gemme det hele til lørdag. Fredag var en lang og kedelig dag, men det var sådan set også planen…

Efter morgenmaden lørdag mødtes jeg med de andre danskere i receptionen, vi hilste og snakkede lidt, og tog taxaer til arenaen. Her hentede jeg chip og startnummer (det satte jeg ikke på tøjet men på et bælte så det var lettere at skifte bluse), satte jeg mit udstyr frem på et bord dekoreret med det danske flag, kiggede lidt på hallen og lagde mig så på en sofa med en lydbog i øret. Det var sjovt at se, at der var løbere som varmede op, nervøse løbere som piskede rundt, og dem der bare stenede helt mens de ladede op. Ti minutter før løbet startede fik vi en kort orientering, og så var det bare af sted!

Løbet

De første 6 timer gik helt efter planen. Jeg løb lidt hurtigere end 10 km/h, men gik hver halve time forbi depotet, spiste og drak, hvorefter jeg løb videre. Jeg havde lidt forsyninger selv, men spiste fra fællesdepotet (frugt, kiks, chokolade eller hvad jeg nu havde lyst til) og drak kun vand, da min mave tåler energidrik meget dårligt. Jeg landede meget tæt på 60 km, og var ikke specielt træt, da den første fjerdedel var gået og vi skulle skifte løbsretning.

I næste blok satte jeg tempoet lidt ned. Jeg brugte tid på at skifte bluse og BH, spiste en lille portion aftensmad (spaghetti med kødsovs), drak Pepsi Max for at koffeinen kunne forhindre jeg blev søvnig, og hørte lidt musik på min Ipod. Der var ret varmt og luften meget tør, og en del løbere havde lidt bøvl med vejrtrækningen, men det generede ikke mig, der har der værst med at blive kold. De første problemer begyndte også at snige sig ind: jeg fik ret hurtig mave og måtte klare en del toiletbesøg i løbet af aftenen. Det var træls, men ikke en showstopper. Da halvdelen af løbet var gået havde jeg 105 km, men nu var jeg heller ikke længere topfrisk 😉 A-målet var stadig indenfor rækkevidde, og jeg valgte at satse på det, men ikke oversatse på et højere mål.

To kvinder havde skilt sig ud, en japansk og en finsk løber, men ellers lå vi en vældig tæt flok på seks løbere og kæmpede om placeringer fra 3-6, der ville give en tur på podiet. I den tredje blok begyndte jeg at følge lidt med i placeringerne, og SMSede et par gange med min mor og kæreste. Maven havde det ikke helt godt, det var svært at spise, men jeg tvang mig til at drikke, selvom det gjorde ondt. I kiosken købte jeg en kakaomælk og en yoghurt, og det fik jeg ned uden helt store problemer. Flere løbere nød en is, og jeg klarede faktisk at få en lille jordbæris spist, det læskede dejligt! Nattefasen er generelt et svagt punkt for mig, men denne gang var jeg ikke decideret søvnig. Det hjalp meget at banen var fyldt med løbere, der var musik og jeg kunne se, hver omgang bragte mig tættere på målet. Da klokken blev 6 om morgenen lå jeg stadig placeret rigtig fint, var løbende og havde mere end 140 km!

Det var faktisk lidt hårdt at blive ved med at knokle på, da jeg rundede min personlige rekord, for nu havde jeg jo gjort det godt! Men fokus var på målet, konkurrencen motiverede mig også, og jeg blev ved. Skiftede til et par lettere sko og en tør bluse, og nu talte jeg ned fremfor op. Der var gået knap 21 timer da jeg rundede de 100 miles, og det gav både et boost og lyst til at sige “godt så”. Vidste bare at vejen hjem ville være meget lang, hvis jeg smed sættet efter at have gjort det så godt i så lang tid… Der var masser af hep fra de andre danskere, og opmuntrende SMSer hjemmefra. Jeg magtede ikke længere at svare, men de blev læst 🙂 På den sidste time var det rigtig spændende: jeg lå som nr. 3, men en finsk landsholdsløber var på vej op gennem rækkerne, og hun var den stærkeste kvinde tilbage på banen. En ester og en anden finne kørte også fint på, og en russisk løber blandede sig. Der skulle kæmpes og tænkes taktisk for at blive på podiet. Jeg kunne ikke klare den ene finne, det var tydeligt. I stedet slog jeg følge med esteren, løb fra hende et par gange for at vise, hun ikke ville komme forbi. Det forstod hun godt. Den sidste finne og russeren kunne ikke nå mig, og da slutfløjtet lød var jeg nr 4. Det var langt over forventning, og distancen blev 181,7 km! De sidste par stykker fik jeg, fordi de andre pressede på.

Efter løbet

Da jeg satte mig på banen og sundede mig, fløj tankerne rundt, men mest af alt var jeg glad. Og træt…

Jeg sendte tak til dem derhjemme og fik listet mig hen til depotet, hvor det lykkedes at drikke lidt og få skiftet til tørt tøj. Der var ingen steder på min krop som gjorde specielt ondt, men jeg havde mærket en vabel under foden den sidste halve time (billigt sluppet!), hvorfor jeg nok haltede lidt. Der var langt hen til den anden ende af hallen, hvor præmieoverrækkelsen fandt sted. Jeg fik både en gavepose og en flot pokal med blå skål, men tænkte altså mest på, at det ikke var rart at stå op 😉 Heldigvis fik vi lov til at sidde ned, da mændenes præmieoverrækkelse gik i gang!

Da ceremonien var fulgtes jeg med et par andre danskere i en taxa til hotellet, og fik overtalt chaufføren til en tur forbi McDrive. Jeg begyndte dog at få det seriøst skidt, og var glad for at der ikke var langt, så hans bil slap for uheld. De andre hjalp mig med at få mine tasker op på værelset, jeg smed mig på sengen med min BigMac, og faldt snart i søvn. Det hjalp, selvom jeg vågnede hver gang jeg skulle vende mig rundt. Var lige oppe et par timer om aftenen, men ellers sov jeg til næste morgen, hvor jeg nød morgenmaden og en hyggelig snak. På hjemvejen klarede jeg fint selv at slæbe mine tasker og fik meget opmærksomhed for den store pokal i lufthavnen. SAS gav mig endda et sæde på 5. række og tilladelse til at have en kuffert og to tasker med ind i kabinen.

Hvad jeg kan lære fra dette løb

Jeg tager en lang liste med ting, som gik overmåde godt, med mig. Strategien med fire blokke fungerede godt, træningen har tydeligvis rustet mig til løbet, og jeg savnede ikke at have en hjælper med i hallen (udover det var lidt kedeligt at rejse alene). Da maven sagde fra, var kakaomælk og yoghurt det bedste, så det må jeg have med til næste løb! Udstyr, og den måde jeg vekslede mellem løb og gang på, virkede også fint. Men selvfølgelig er der også ting, som kan gøres bedre! Energiindtag er stadig et problemområde, selvom jeg undgik opkastninger havde jeg 14 timer med en mave som ikke var glad. Desuden kan jeg sagtens blive stærkere mentalt. Restitutionen er gået hurtigt og fint, og der er ikke tvivl om, der kan presses mere ud af benene i nattefasen. Hvis hovedet altså kan drive dem til det!

Fremtiden

Ja, det er ikke godt at vide hvad den bringer. Jeg vil ikke planlægge nye ultraløb nu, før oplevelsen bundfælder sig. Men øh, I kan vel godt gætte hvor det bærer hen 😉

 



4 Comments »

  1.    Birgitte B said,

    marts 5, 2018 at 9:47 am

    Ej hvor sejt Jane! Virkelig flot at løbe i mål, trods alle skavanker (tænker ikke at jeg selv ville kunne ignorere en mave som den). Kh. Birgitte

    Svar

  2.    betteskov said,

    marts 5, 2018 at 1:14 pm

    Tak Birgitte 🙂 Well, på den sidste halvdel af et 24 timers løb er det ret forventeligt at noget er galt, så jeg var relativt heldig! Det var kun små pip fra kroppen. Værre når den råber højt 😉

    Svar

  3.    karina palmquist said,

    marts 7, 2018 at 10:23 am

    Hej Jane,
    Tak for en spændende og fyldestgørende beretning fra dit 24 timers løb i Finland. Jeg nød hver en linje.

    Og stort tillykke med dit imponerende resultat. Flot du fik overvundet kriser og forsatte.

    Der må være tidspunkter hvor det mentalt er svært? Og hvor tankerne er negative? Det er sejt at kunne overvinde det.

    Kh Karina

    Svar

  4.    Betteskov said,

    marts 19, 2018 at 11:51 am

    Hej Karina

    Tak for din kommentar og UNDSKYLD det sene svar, havde ikke fået en email alert og du fløj under radaren…

    Well, det var mentalt svært mange steder, men denne gang var jeg meget fokuseret på målet (180 km). Det kan være en farlig strategi hvis målet forsvinder af syne, men så længe det var indenfor rækkevidde, kunne jeg tænke ret positivt. Desuden brugte jeg meget energi på de andre kvinder, der lå meget tæt på mig (vi var 5-6 stykker som sluttede lige over 180), og konkurrenceaspektet gjorde det ret sjovt. Det havde været værre, hvis jeg havde ligget alene og kæmpet, tror jeg.

    Det var også overraskende for mig, at jeg kunne undgå at tænke mig selv ned, for på 24 timer kan man finde aldeles mange undskyldninger (som er ret relevante) frem. Men ved at have et klart mål for hver 6 timers blok og for hver time, var det rart at kunne sætte et flueben ganske tit, og så længe planen holdt og placeringen var god, var jeg glad/tilfreds/i stand til at fortsætte 🙂

    Svar

Leave a Comment