03.13.18

Farverig weekend

Posted in Betteskov på Amager, oplevelser at 12:37 pm by betteskov

Træningen er stadig på lavt blus efter 24 timers løbet i Finland, så det er netop nu, der gerne skulle være tid til nogle af alle de aktiviteter, jeg ikke synes jeg kan overskue i de perioder træningen topper. Trætheden er ved at fortage sig, og jeg har heldigvis været så smart at få en stribe aftaler i kalenderen. Således var der denne weekend hele to ekspeditioner til Københavns omegn, nærmere bestemt Ishøj og Malmø!

Ishøj besøgte jeg sammen med en amerikansk udvekslingsstuderende, jeg er “besøgsfamilie” for. Det er en nem lille tjans, hvor jeg mødes med den studerende nogle gange i løbet af hendes ophold i Danmark, fortæller lidt om livet her og prøver at finde noget, vi har lyst til at se sammen. På dette semester har jeg fået tildelt en vældig sød californisk pige, som læser arkitektur. Jeg har vist hende rundt i Ørestaden, og vi talte om at tage på nogle museumsbesøg sammen. Arken var på hendes liste, og det er ved at være vældig mange år siden jeg har været der sidst, så den blev vi let enige om.

Bygningen (og området generelt) er bestemt ikke køn, og der er lidt af en tur fra stationen, men vi kom da frem uden at fryse ihjel i det kolde, kolde martsvejr. Udstillingerne var interessante og blev klaret på lidt over en time. Ud over de triste (men yderst fotogene) klovne, var der en udstilling om Mucha, én af inspirationerne bag flower-power bevægelsen, en udstilling om pop-musik og kunst, og noget Damien Hirst. Desuden en rigtig fin museums-shop. Jeg var glad for at få taget mig sammen til at komme af sted, det havde jeg nok ikke gjort uden en aftale (god grund til at melde sig som besøgsfamilie!)

Søndag gik turen til Malmø, hvor min mor og jeg indløste min fødselsdagsgave: billetter til en musical på Malmø Opera. Vi havde valgt “Pippin” som vi aldrig før havde set, endsige hørt om. Men det er altså en forestilling fra 70erne som har gået på Broadway, og vi var så begejstrede! Den var sjov, dekadent og opførelsen vældig flot. Plottet er ikke voldsomt kompliceret, men driver det flotte show fint: prins Pippin søger efter meningen med sit liv. Er han ekstraordinær eller ganske almindelig? Skal han gå i sin fars (Karl den Store) blodige fodspor, eller finde sin egen vej i livet? Hele tiden bliver tilskuerne mindet om, at det kun er teater og show, men det var alligevel en fortryllende eftermiddag. Pippins farmor blev spillet af en skægget mand på segway, så kom ikke og sig at svenskerne er kedelige…

 

Vi fik også tid til at gå en lille tur i Malmø, shoppede lidt og spiste skønne kebaber på en arabisk restaurant. Jeg kan bestemt anbefale en tur til Malmø til dem, der har set hvad Det Kongelige Teater, Det Ny Teater osv. har at byde på – for svenskerne kan altså også 🙂 Det var sådan en musical som man bare ønskede ikke ville ende, og jeg gik derfra opløftet, glad og underholdt. Er stadigvæk ret begejstret for at bo i en by, hvor der er så mange oplevelser at plukke indenfor en radius af en times transport. Når foråret nu lader sådan vente på sig, er det da rart at tanke de kulturelle batterier lidt op.



3 Comments »

  1.    Birgitte B said,

    marts 14, 2018 at 12:53 pm

    Jeg elsker at gå på Arken. Det er meget pænere udenfor om sommeren dog. Jeg er vild med klovneudstillingen 🙂 kh. Birgitte

    Svar

  2.    Anette said,

    marts 15, 2018 at 8:08 pm

    Spænende med besøgsfamilie for en studerende. Har du været det i mange år?
    Arken er når man ser på helheden i landskabet et facinerende bygningsværk…. men det er svært at nyde når det er koldt og blæsende.

    Svar

  3.    Betteskov said,

    marts 19, 2018 at 8:32 am

    Tak for jeres kommentarer 🙂
    @Birgitte – jeg har set dine lækre klovnebilleder, desværre havde jeg svært ved at få et skud uden en masse besøgende…
    @Anette. Jeg er på min anden sæson som besøgsfamilie og meget glad for det. Har haft rigtig søde studerende og oplevet meget med dem. Så det er helt sikkert noget, jeg bliver ved med!

    Svar

Leave a Comment