04.20.18

Favoritforfatter genbesøgt – hvorfor jeg elsker Wassmo

Posted in Betteskov på Amager, Bøger at 12:01 pm by betteskov

Da jeg i 1. G skulle skrive en opgave om en bog efter eget valg, kastede jeg mig over “Dinas Bog” af Herbjørg Wassmo, da jeg lige havde læst den og var meget fascineret over historien om en kvinde, der nærmest var en naturkraft i sig selv, red på heste og satte sin hat som hun ville, i en norsk udørk for hundrede år siden. Jeg læste bogen igen, opsøgte sekundærlitteratur og blev endnu mere grebet. Den dag i dag står den som en af mine største læseoplevelser. Jeg fik vist et 10-tal for opgaven, og min lærer roste mig mest for at have truffet et meget ambitiøst valg. Det undrede mig lidt dengang, for jeg synes egentlig, jeg forstod bogen ret godt.

Min kærlighed til Wassmos bøger holdt, selvom jeg ikke syntes de efterfølgende bøger i Dina-serien var nær så spændende. Til gengæld fandt jeg trilogien om Tora gribende (og uhyggelig, for Wassmo skrev om incest på en diskret og alligevel skræmmende måde, år før emnet blev fast inventar i nyere nordisk litteratur). Da jeg læste bogen om Wassmos eget liv, “Disse øjeblikke”, blev jeg meget klogere på sammenhængen mellem forfatter og fiktion, og “Hundrede år” er bare én af de bedste slægtsfortællinger jeg nogensinde har læst.

I nogle år har jeg ikke læst så meget Wassmo, men det gjorde jeg bod for, da den nyeste bog i serien om Dina og hendes slægt, “Den der ser”, udkom for nylig. Denne bog foregår både i Wassmos vild, nordnorske landskaber og i min egen by, København. Wassmo har godt greb om at skrive begge steder, så de fremstår levende og realistiske. Man kan vel godt kalde Wassmos bøger for “historiske”, men egentlig handler de om mennesker og menneskelivet og rækker langt ud over tid og sted. Den nyeste bog er fin, men det er stadig grundelementerne fra “Dinas bog” der er fundament for fortællingen og driver plottet frem.

Efter “Den der ser” fik jeg lyst til at genlæse Wassmos anden Københavner-roman, nemlig “Lykkens søn”. Den handler om Dinas søn Benjamin, som uddanner sig til læge i Kongens By og lige er et smut forbi Dybbøl. Jeg huskede den som en af Wassmos svageste bøger, men ved genlæsningen har jeg ændret mening. Og så er vi tilbage ved min dansklærers ord. I dag kan jeg sagtens forstå, hvorfor jeg som meget uskyldig  teenagepige (jeg var ret sent udviklet fysisk og det tog mig ret mange år at opdage det modsatte køn) overhovedet ikke forstod bogen. Beskrivelsen af Benjamins erotiske eventyr gik ret meget hen over hovedet på mig. Scenerne fra slagmarken, som fylder ganske få sider, var da også ca. det eneste jeg kunne huske… i dag, hvor jeg nok har lidt bedre mulighed for at relatere til det der foregår, kan jeg se dybden og nuancerne i beskrivelsen af forbudte forhold og følelser, og Benjamins love-interest Anna er en langt stærkere karakter end jeg først havde forstået.

Som årgangsvin bliver Wassmo åbenbart bedre med årene; jo mere hun skriver, jo flere tråde kan jeg trække mellem bøgerne. Som læser bliver jeg åbenbart også bedre: efter at have boet i København af to omgange, selv læst medicin, læst i Biblen og oplevet andre ting også, åbner “Lykkens søn” sig for mig på en helt anden måde. Der er så mange referencer og følelser jeg forstår. Det er faktisk en god bog i sin egen ret, ikke kun fordi Dina optræder i få, men vitale glimt.

Ja, min anbefaling er helt klart at læse Wassmo, og jeg tror, man kan hoppe på mange steder. De to hovedværker er og bliver “Dinas bog” og “Huset med den blinde glasveranda”, men de to bøger om Wassmos egen familie og hende selv er også virkelig læseværdige (sammen med alt det andet). Wassmo skriver om vilde og eksotiske landskaber i det nordlige Norge, om kulde og fiskeri og fjelde, og hun beskriver stærke og skrøbelige kvinder helt genialt. Men hun kan også skrive om mænd der bor i byer, om lille Danmark og dansk historie på en forfriskende måde, ja nærmest om alt. Wassmo er helt sikkert på min top tre liste både over kvindelige forfattere og den over skandinaviske forfattere, måske også min samlede top tre. Er der nogen af jer andre, der har læst hendes bøger? Kunne I lide dem?



Leave a Comment