Archive for Betteskov på Amager

07.19.17

En kærlighedshistorie

Posted in Årets gang, Betteskov på Amager, Hverdagsliv, Løb at 12:02 pm by

Jeg kan lige så godt sige det ligeud: jeg er simpelthen så glad for mit nye hjem på Vestamager, og jeg elsker København, som kun en tilflyttet jyde kan gøre det <3 I morges gik jeg fra metrostationen ved Kongens Nytorv til mit arbejde på Nordhavn, og det var ren nydelse! Iblandet lidt spænding, da jeg passerede Kastellet, hvor en kanon blev fyret af og en soldat brølede “Honnør for flaget!”. Jeg håber sandelig ikke, han forventede jeg skulle foretage mig noget i den sammenhæng…

Det er gået stærkt siden mit flyttelæs ankom den 11. juli. Utroligt nok blev ingenting slået i stykker i processen, og jeg havde en vældig positiv oplevelse med flyttefirmaet, der sendte mig en flok venlige, hurtige og kompetente unge mænd. Bagefter var der lang tids beskæftigelse med at få pakket mine kasser ud, men nu er den sidste flyttekasse endelig sat i kælderrummet. Som så ofte før har jeg lovet mig selv, at alle litterære nyanskaffelser fremover bliver e-bøger!

Der er et par hængepartier med lamper, gardiner og nogle billeder til væggene, men jeg synes jeg er kommet vældig godt på plads og er ved at vænne mig til lejligheden, som er stor og lidt specielt indrettet, med en aflang stue med køkken midtpå og et rum i hver sin ende af denne. Når jeg vågner om morgenen kan jeg se ud over et dejligt åbent landskab med køer og får samt masser af gode stier til løbeture. Det gør mig simpelthen så glad, og er en meget positiv forandring fra mit hjem i Esbjerg (centralt beliggende, men kedelige omgivelser) og det pendlerværelse, jeg boede i på Østerbro.

Lejligheden er fint klar til at have gæster, og i weekenden holdt Jesper og jeg en lille ferie i København. Tror det hedder staycation hvis man skal lyde lidt fancy 😉 Vi spillede minigolf i høj solskin på Amager Strandpark (ikke den bedste bane, men det dejligste vejr!) og brugte en regnfuld søndag på at sejle i to fulde timer med havnebussen. Vi fik set byen fra søsiden, hele vejen fra Refshaleøen til Teglholm. Jeg må sige, at når det hele har kørt i det lidt hurtige gear, er en tur med buslinje 991 en god måde at falde lidt til ro på!

 

Jeg glæder mig til at kigge mere på byen denne sommer,  til at finde de rareste oaser og åndehuller, smage mig frem til den bedste cappuccino, kort sagt hoppe frem og tilbage mellem rollen som turist og én af de lokale. Det er dejligt at være kommet hjem i højere grad end jeg har været det sidste halve år, men også nødvendigt at vide, at der stadig er en masse tilbage at opdage og opleve lige i nærheden! Jeg er ganske forelsket i hovedstaden, men især i mit eget hood, Amager som er så stor og varieret, så propfuld og larmende på Brogaden og så stille (bortset fra vindens susen) ved dæmningen. Ja, og så er den endda hjemsted for hele to parkruns, som jeg nu har testet og fundet aldeles dejlige! Måske er der en sammenlignende analyse på vej i et senere indlæg?

        Next Entries →