Archive for Betteskov på Østerbro

09.20.17

Copenhagen half 2017 – et uforglemmeligt løb!

Posted in Betteskov på Amager, Betteskov på Østerbro, Løb, oplevelser at 11:02 am by

For et par måneder siden tilmeldte jeg mig det store halvmaraton løb i København, sådan lidt spontant fordi en veninde solgte et startnummer på nettet. Normalt synes jeg det er lidt træls at betale 400-500 kr. for at løbe i et propfyldt felt, når det ikke passer helt ind i min træningsplan som et prioriteret løb – det er mange penge for en træningstur! Men som ny-Københavner synes jeg alligevel, jeg gerne ville prøve at være med…

Efter DM 100 km i Viborg er jeg ikke kommet helt op i træningsomdrejninger, kroppen skulle lige komme sig, og jeg er stadig ved at orientere mig mod nye mål. Derfor havde jeg ingen indikation af formen, men besluttede at tage løbet som det kom: var benene gode, skulle den hurtige rute udnyttes. Ellers skulle det bare være en hyggetur, med plads til high-fives til publikum og højt humør.

Jeg ankom til Østerbro søndag i højt solskin, sammen med en bunke andre løbere, som tog S-toget til Nordhavn og gik det sidste stykke. Det gik nemt og glat at få min drop-bag afleveret i parken, og jeg havde en times tid til at gå rundt og indsnuse stemningen, som var rigtig god:

I min gruppe af løbere, de røde startnumre med en forventet sluttid mellem 1:30 og 1:45, var der mange typer løbere: ældre, yngre, supermotionister, deltagere i det danske mesterskab på distancen, håbefulde debutanter, mænd og kvinder. Jeg stillede mig bag en 1.40 ballon, og da startskuddet lød, fulgte jeg den. Min personlige rekord (læg mærke til tallet: 1.37.46) satsede jeg ikke på at slå, men jeg tænkte at under 1.40 ville være et fint resultat, og under 1.45 bestemt acceptabelt. De første km brugte jeg mest energi på ikke at blive løbet ned, der var godt nok mange mennesker! Benene var rigtig gode, og jeg valgte at sætte tempoet op til omkring 4.30 min/km, så jeg strøg forbi ballonen med en skrækkelig, skrigende, overtatoveret fartholder for enden. Sådan én kan motivere enhver til at få lidt fart på!

Løbeturen var ret begivenhedsløs til omkring 18 km. Det gik overraskende godt med at holde tempo, og efter 15-16 km kunne jeg se, at en tid under 1.40 var inden for rækkevidde, og måske endda omkring 1.38, hvis jeg undlod at gå ned. Da jeg løb ind på Østerbro begyndte det imidlertid at regne og tordne, og jeg blev seriøst bange. Brag og lyn kom nærmest samtidig, regnen øsede ned, og jeg tænkte meget på Paul Auster. I sit foredrag på Københavns Universitet fortalte han nemlig om en dreng, der blev dræbt af et lyn lige ved siden af ham, da han var teenager. Denne oplevelse var en stor del af baggrunden for romanen “4321”. Jeg overvejede at løbe i læ, men hvor? Og hvad med alle de andre løbere? Intet sted i nærheden kunne rumme os alle!  Derfor fortsatte jeg fremad, men det blev kun vildere! På strækningen mod mål kørte ambulancer og politi forbi feltet af løbere, og jeg løb over stregen i 20 cm kloakvand, til lyden af tordenbrag, skrigende løbere (vandet var iskoldt og iblandet hagl), sirener og officials som gennede os fremad. Billedet fra løbsarrangørerne illustrerer vist tydeligt, hvor ekstremt det var. Det er mig som står på stregen, med armene løftet i en blanding af balanceøvelse, jubel og slåen ud med armene:

Efter at være kommet i mål gik jeg hen i parken og hentede min dropbag. Jeg stod lidt i læ og fik skiftet til en mindre våd bluse, snuppede lidt brød og frugt, og bevægede mig hen mod Nørreport station, hvor jeg tog metroen hjem. Undervejs fik jeg ringet til min mor, der var ret bekymret. Hun havde fulgt mig online under løbet, men efter 20 km kom der ingen meldinger. Tidtagerudstyret var nemlig ramt af lyn og vand. Jeg kunne berolige hende med, at jeg havde det fint, men var meget chokeret. På hjemturen hørte jeg, at flere løbere/officials var ramt af lyn. Heldigvis blev de hurtigt meldt til at være “lettere kvæstede”.

Hvad så med tiden? Tjah, først fik jeg en melding om 1.37.40, hvilket ville være en personlig rekord. Den senere tid på 1.37.47 er lige netop IKKE PR, men jeg er nu vældig godt tilfreds med præstationen (der i parentes bemærket havde indbragt en 5. plads i min aldersklasse til DM). Tror der er mulighed for en rigtig fin tid på halvmaraton, hvis jeg får trænet til det og finder et godt, fladt løb og en god strategi. Jeg løb hurtigere end mit mest optimistiske bud inden løbet, og holdt tempo ret godt undervejs. Vigtigere er det dog, at motivationen fik et gevaldigt hak op! Når jeg ser billedet af min målpassage ser jeg den løber, jeg gerne vil være: sådan én, som ufortrødent kæmper sig igennem og ikke piber over forholdene. Kan jeg finde den mentalitet frem på et halvmaraton, må det kunne overføres til ultra! Lige nu er der en virkelig god grundform at bygge på, så der skal nok komme nogle muligheder for at sætte den i spil i efterårssæsonen – mens målene for 2018 krystalliserer sig.

Efter løbet fandt jeg ud af, det var Jan fra Brørup, som jeg ofte har løbet med i vestjyske løb, der blev ramt af lynet. Han er en stærk løber, og snart klar igen, lyder meldingerne. Jeg er så glad og lettet over, det ikke gik værre. Jeg synes arrangørerne håndterede situationen udmærket, og løberne tog det med godt humør. Vi var mange der snakkede sammen i målområdet og lige fik bekræftet hinanden i, det virkelig var en ekstrem situation. Så alt i alt en stor oplevelse, som jeg tager med mig videre som overvejende positiv – men håber aldrig, jeg kommer ud for noget lignende igen!

 

05.23.17

Efter Boston: mod nye mål

Posted in Betteskov på Østerbro, Hverdagsliv, Løb at 4:31 pm by

Jeg løber altså stadig, også selvom jeg ikke har fortalt så meget om det i et stykke tid…

Efter Boston Marathon gik der lige en uges tid, hvor mine lår fik mig til at overveje, om det egentlig er værd at sætte sig ned (av!) når man alligevel skal rejse sig igen (av!). Normalt får jeg ikke udpræget ømme ben af at løbe 42,2 km (ja, jeg kan godt selv høre hvordan det lyder). Der er bare noget med at løbe ned ad bakke, og så at løbe sig helt ud, det giver altså ømme muskler. Men sikkert meget sundt for mig at prøve det, og heldigvis går smerte over igen. Medaljer og t-shirt fra Løbet har jeg stadig 🙂

Derefter genoptog jeg stille og roligt træningen, og det går ganske fint! Jeg har løbet et par motionsløb siden, og virkelig nydt udflugterne til små jyske byer med billedskønne ruter.  Vejret har været fint og benene glade, og så er en halvmaraton i Hedensted bare en god anledning til at besøge coachen i Vejle og få en konsultation om den løbemæssige fremtid.

Boston var et højdepunkt, men ikke slutpunktet for mig som løber. Jeg er stadig sulten efter mere, men der skal helt sikkert være plads til at eksperimentere lidt, for jeg gider ikke “bare” løbe de distancer jeg kender. Til næste år er der nogle rigtig store drømme om at prøve kræfter med udfordringer på eksotiske destinationer, men der er længe til og intet er endeligt besluttet…

I år har jeg lyst til at træne og opbygge et rigtig godt fundament for fremtidens eventyr. Jeg vil også gerne deltage i nogle løb, også på de lidt længere distancer. Ultraløb er savnet, så jeg har besluttet at tage til Sæby, hvor de fleste danske ultraløbere mødes. Der er DM på 24 timer, men den distance er jeg ikke helt klar til at genoptage, har simpelthen ikke trænet nok. Sidste år løb jeg 6 timers løb, og jeg vil gerne udvide min horisont lidt. Derfor er jeg tilmeldt 12 timers løb, og det er rigelig langt. Men jeg glæder mig, for der er ingen forventninger til en stor præstation, men udsigt til en anstrengende, men hyggelig weekend og tredje år i træk, jeg besøger Nordjylland for at løbe langt. Det er en god tradition!

Senere på året skal der måske til at tænkes i lidt mere seriøse baner, men der er også en masse at se til på arbejdet, en flytning der skal klares og en hovedstad der skal udforskes. Hvor er jeg heldig at have valgt en sportsgren, hvor jeg ikke har en truende udløbsdato, bare fordi jeg er rykket op i veteranklassen 😀

05.02.17

Så er det snart flyttetid igen!

Posted in Betteskov på Østerbro, Hverdagsliv at 4:38 pm by

I Det gamle Testamente arbejdede Jakob 7 år for at blive gift med Rakel, men fik i første omgang kun Lea, og måtte påtage sig endnu 7 års arbejde. Hans søn Josef tolkede Faraos drøm om de 7 fede og de 7 magre køer. I den sammenhæng er det vel ikke noget særligt, jeg snuppede 7 år på Vestkysten 😉

I går sagde jeg min lejlighed i Esbjerg op, og er nu for alvor på vej til at blive Københavner-Jyde. Jeg flytter ind i en stor og helt ny lejlighed på Vestamager om et par måneder, og glæder mig helt vildt til at få et hjem herovre!

Det er en ret stor ting, sådan at flytte til en anden landsdel, men jeg har taget processen så gradvist, at det ikke virker overvældende, bare som et lille skridt i den retning, jeg åbenbart bevæger mig i. Jeg glæder mig, men ikke til bøvlet med lejekontrakter, flyttesyn, flyttebiler og flyttekasser… De praktiske ting skal bare overstås, så jeg til sommer kan tage hul på et nyt kapitel, nye omgivelser og nye oplevelser 😀

Jeg havde aldrig troet, jeg ville komme til at tilbringe 7 år af mit liv i Esbjerg, men det har været en god tid. Med den mangel på forudsigelighed verden ser ud til at have vil jeg heller ikke love, jeg aldrig vender tilbage…

03.31.17

De første tre måneder

Posted in Betteskov på Østerbro, Hverdagsliv at 1:58 pm by

I dag er en særlig dag, og det er ikke bare fordi solen skinner og jeg rejser over Atlanten i morgen 🙂 Nej,  det der virkelig skal fejres (når dagens telefon møde i det geniale tidsrum fredag 16-17 er overstået), er at jeg har været ansat i Medicinrådets sekretariat i 3 måneder nu. I de fleste kontrakter er der en prøveperiode på 3 måneder, og min er altså overstået nu. Det betyder at jeg, som 37-årig, for første gang i mit liv er fastansat. På universitetet har jeg altid haft kontrakter af 1-3 års varighed, men nu er jeg voksen med fast arbejde!!!!

For at gøre en vældig kort status, er jeg rigtig glad for at jeg valgte at gå nye veje karrieremæssigt. Jeg har elsket universitetslivet, og “Academia” er bare en virkelig integreret del af mig. Men mine nye funktioner som embedsmand (det lyder også meget voksent, ikk?) giver masser af muligheder for at lære nyt og udvikle mig fagligt, for at lære fra mig og måske på sigt igen få fingrene i noget forskning. Indtil nu virker mine opgaver udfordrende, men ikke afskrækkende, og jeg nyder at have en masse kollegaer, mange yngre end jeg selv. Selvfølgelig kan der opstå fnidder på en arbejdsplads med flest unge kvinder, men den tid, den bekymring…

Der er stor bevågenhed på vores arbejde, da Medicinrådet er helt nyt og skal løfte både nye opgaver og nogle, der lå i et andet regi tidligere. Jeg følger med i nyhedsbreve fra Dagens Pharma og Dagens Medicin og Onkologisk Tidsskrift, hvor sager vi behandler ofte er hovednyheder. Det er både spændende og skræmmende. Vi “bygger skibet mens vi sejler” eller “asfalterer mens vi kører”, og det kan jeg godt lide. Altså muligheden for at være med til at definere, hvordan vi gør tingene fremover.

Pendlerlivet er til at holde ud, men der er ikke længere tvivl om, jeg på sigt skal være fuldtids køwenhavner. Jeg har den dejligste lejlighed i Esbjerg, min mor tæt på og en masse gode løberuter der, men i hovedstaden er der til gengæld kulturelle tilbud, mange veninder og mon ikke jeg finder flere ruter  at løbe end Fælledparken, rundt om søerne, Tuborg Havn-turen og Langelinie + Kastellet? Når jeg kommer hjem fra rejsen går boligjagten ind, og jeg modtager gerne gode råd til, hvordan man finder en 2-3 værelses lejelejlighed som er til at betale for en offentlig ansat, tæt på en S-tog station (eller metro). Fremleje i 2 år vil være fint, jeg er lydløs som en ninja og har hverken kæledyr eller trang til at holde abefester…

Nå, den store verden kalder… men efter eventyret kan et nyt begynde 😀

03.06.17

PIP!

Posted in Betteskov på Østerbro, Film, Løb, Videnskab at 6:37 pm by

Jeg har ikke glemt bloggen eller de læsere der (forhåbentlig) stadig hænger på. Jeg har heller ikke glemt at opleve noget. Lige pludselig fik jeg bare vanvittig travlt med at rejse frem og tilbage, med min første sag på arbejdet (yay, jeg er i gang), med at være med i et ansættelsesudvalg for et par nye kollegaer (efter 2 måneder kunne jeg let relatere til kandidaterne i den varme stol), med træning og livet.

Der er indlæg på vej! Hvad vil I gerne høre om? Jeg kan bl.a. tilbyde

  • Et kryds på Københavnerlisten: min første tur i Operaen på Holmen
  • Årets første maraton – mudder, regn og højt humør i Kolding
  • En filmanmeldelse som slår fast, at muscial-genren langt fra er forældet

Giv lyd hvis I har særlige ønsker. Ellers får i noget engang, og så har jeg ikke lovet for meget 🙂

02.04.17

Hip hip hurra :-)

Posted in Årets gang, Betteskov på Østerbro, Hverdagsliv at 9:47 am by

Jeg har haft fødselsdag, og selvom det var nr. 37, er jeg ikke blevet træt af at blive fejret. Faktisk har jeg ladet mig fortælle, at jeg holder fødselsdag i en stil som passer sig for en diktator i et mindre afrikansk land 😉 Der skal mindst en uges festivitas til – hvert år!

I år var der dog den lille krølle, at jeg skulle dele MIN dag. William, som jeg er assisterende voksenven for, er nemlig også fra den 31. januar, bare i en lidt anden årgang end mig. Tilsammen blev vi 42, og i søndags serverede vi derfor boller, fastelavnsboller og vafler for hans far, min mor og et par af vores bedste venner.

16506935_10154187218595906_1083389551_n

Vi fik vældig fine gaver, William fik bogen om gravhunden Kringle som jeg elskede som barn, og en bog om Hr Skæg fra mig. Man må vel lære nyt… Dem læste vi med glæde, og jeg var så heldig at få en gave som er til stor nytte i min udforskning af hovedstaden!

16507728_10154187218705906_641079978_n

Jeg fik også en gave fra min mor som gør, jeg i næste uge vil kunne stryge endnu et punkt på Københavnerlisten. Mere om det når oplevelsen er i hus!

På selve dagen var jeg så heldig, at ham som er noget helt særligt for mig tog til København og gik en tur gennem byen og spiste med mig. Vi var på GURU som serverer vældig god og gennemført indisk mad i en rigtig fin atmosfære. Det var en dejlig aften!

16507061_10154187218610906_1015317705_n

På arbejdet blev der sat et lille flag op ved mit bord, og jeg købte chokoladekage i Lagkagehuset. Total hygge, men nu er jeg også ved at være fyldt op af opmærksomhed, og trænger til at gemme mig lidt i mængden. I aften spiser jeg fødselsdagsmiddag med et par venner i Esbjerg, og så var det det for i år.

Stadigvæk er det sådan et dejligt lyspunkt at fylde år i januar. Hilsner, kage og god mad. I like it!!!

 

01.25.17

Om faglighed og fredagsøl

Posted in Betteskov på Østerbro, Hverdagsliv, Videnskab at 7:10 pm by

Det er mærkeligt, at jeg ikke engang har været i gang med mit nye arbejde i en måned, for jeg har allerede lært en masse (ud over 30 nye navne + navne på et par børn og ægtefæller), sendt bunkevis af e-mails, deltaget i og indkaldt til masser af møder og modtaget min første arbejdstelefon nogensinde. Jeg venter stadig på, den begynder at ringe, men konceptet er da ret sejt og voksen-agtigt 🙂

Det nystartede Medicinråd får en masse opmærksomhed: vores direktør holder mange foredrag og møder med interesserede, nyhedsbrevet Dagens Pharma har os ofte som hovednyhed, og det hele er vældig spændende. Eftersom vi er helt nye, er der et vist element af at vi “bygger skibet mens vi sejler” (direktørens ord), og jeg hamrer og banker løs på det, der gerne skulle blive en strømlinet oceandamper!

Da jeg valgte at forlade universitetets trygge verden var min største frygt, om jeg ville få nok faglige udfordringer. Den er for alvor gjort til skamme – der er masser af ting jeg kan sætte mig ind i, både metodiske og medicinsk faglige, og  der er også mulighed for, jeg kan videregive lidt af det, jeg har tilegnet mig gennem årene. Jeg arbejder f.eks. på en lille Pixie-bog om statistike begreber til internt brug, og har gennemgået en artikel fra mit “gamle” forskningsfelt. Rutineopgaver er der endnu ikke noget, der hedder.

Det bedste er nok, at vi har en rigtig god stemning og omgangstone. Der er stor interesse for at deltage i DHL-stafetten, og vi holder en lille fortræning i morgen. Det er i god tid, men en månedlig fælles løbetur er både overkommeligt og hyggeligt. Om fredagen bliver mange lige en time og drikker en øl. Det er jeg så ikke så god til, men er meget fristet til at lade Jylland vente lidt og snuppe en fredags-cola. Nå, det skal der nok blive tid til.

Om et par år bliver det interessant at se, hvad der vil have været mine vigtigste opgaver. Når jeg ser tilbage på tiden i Esbjerg er det især det internationale arbejde, sammen med min tidligere forskningsleder, der gav de største oplevelser. Og én af dem har jeg stadig til gode, når jeg til april skal til USA for at færdiggøre de retningslinjer, jeg stadig arbejder på, for det Amerikanske Hæmatologiske Selskab. De udarbejdes efter samme metode som vi benytter i Medicinrådet, så jeg lærer nogle afsindigt relevante ting herigennem!

Billede1

Og så er der Forskercaféen. Den begyndte virkelig i det små, dengang vi var meget få forskere på sygehuset i Esbjerg, og diskuterede vores arbejde over lidt chips og øl. I min tid voksede antallet af yngre forskere, og vores samlingspunkt blev ret strømlinet – og det seneste arrangement fandt endda vej til Jydske Vestkysten. Desværre har jeg ikke et link til artiklen, men I kan da se et billede af den. Portrættet er af vinderen af den årlige forskerkonkurrence, som også er en vældig god kollega og ven!

Jeg havde godt nok ikke forudset, vores små fyraftens arrangementer ville blive så gode og vel besøgte, men det er et dejligt minde at have med videre! For selvom jeg er vældig glad for mit nye arbejde og føler skiftet kom på det helt rigtige tidspunkt, betyder årene i Esbjerg stadig meget for mig!

01.16.17

Pendlerlivets lyksaligheder

Posted in Årets gang, Betteskov på Østerbro at 6:06 pm by

I dette indlæg vil jeg skrive om togture og pendling UDEN at brokke mig over DSB! De seneste ture har nemlig fungeret upåklageligt, og det er sådan set vældig dejligt når man nu har bestemt sig for at bo på vestkysten og arbejde Østerbro. Jeg tager toget hjem fredag eftermiddag og tilbage til København søndag aften. Selvfølgelig er lige under to døgn pr uge i mit hjem meget lidt, men mon ikke der med tiden kommer møder i Jylland og hjemmearbejdsdage?

Tiden i toget går ganske fint. Indtil videre har jeg ikke så mange arbejdsopgaver som er egnede til togturen (det skal nok komme, når jeg får nogle lægemidler hvis effekter og bivirkninger jeg skal sætte mig ind i), men jeg tjekker mail, hører lydbøger (er på fjerde bind af Elena Ferrantes Napoli-kvartet og er stadig meget grebet af historien), strikker et simpelt og meget farverigt halstørklæde og kigger lidt på de danske landskaber.

Hjemme i Esbjerg går tiden meget hurtigt. Det er virkelig skønt at løbe ture på skovstier og fredelige villaveje, og til parkrun får jeg lige hilst på en stribe esbjergensiske bekendte. I lørdags overvandt jeg min nervøsitet for at løb i sne og klarede de 5 km på 23.17. Det viser, at formen ikke er hvor den har været, men dog på vej op igen. Lige nu går det dejligt let med at løbe, men jeg er så heller ikke oppe på store mængder eller rigtig hårde træningspas endnu, og spørgsmålet er, om jeg overhovedet skal det i denne sæson, eller “bare” løbe for sjov.

16128209_10154137278275906_664890689_n

Jeg er så enormt heldig at have min mor i Esbjerg, og hun har været flink til lige at kigge til min lejlighed samt sørge for, der står en liter mælk i køleskabet og lidt frugt i kurven. Det er jeg simpelthen så taknemmelig for! Det er sådan nogen ting der gør, min tossede plan om at krydse landet igen og igen kan lade sig gøre.

Selvfølgelig er mit liv som det ser ud nu ikke holdbart på den helt lange bane. Der kommer en tid, hvor der skal træffes beslutninger, men de må gerne få lidt tid til at modne indeni mig. Lige nu prøver jeg bare at nyde det bedste som begge miljøer kan tilbyde. Jeg prøver at lande efter hver rejse, og at fokusere på de gode ting. Lige nu, hvor alt er nyt og spændende, går det meget fint. Håber det bliver en lang honeymoon 😀

 

01.12.17

Godt i gang

Posted in Årets gang, Betteskov på Østerbro, Film, Hverdagsliv at 6:10 pm by

Efter et par uger i hovedstaden synes jeg så småt, jeg er ved at lande. Arbejdet er spændende, men der er enormt mange nye opgaver og kollegaer at forholde sig til, så jeg må nok holde jer lidt hen i spænding, før jeg fortæller mere om det. Lige nu vil jeg have svært ved at formulere noget, der bare nærmer sig at indeholde sammenhæng og mening.

Til gengæld er jeg klar med min update på projektet om at opleve så meget som muligt af byen – det går nemlig derudaf! Godt nok kan jeg kun krydse et enkelt punkt af på listen, men jeg har oplevet en masse “listeværdige” ting, som jeg ikke havde forudset.

I tirsdags gik jeg selv på oplevelse i kvarteret. Jeg så en film i Park Bio, en herlig gammel biograf. Der er vist kun en sal og ganske få (men velvalgte!) film, og man kan få en kop kaffe med ind. Forhallen er et besøg værd i sig selv, og jeg burde have afsat længere tid til at hænge ud der: man kunne både bytte brugte bøger og spille et spil.

parkbio

Filmen jeg så var polsk/fransk, og “De uskyldige” er en ret grusom historie om nonner, der bliver gravide efter en flok russiske soldater har hærget deres kloster. Men den indeholder et smukt glimt af håb, og kan anbefales!

Bagefter besøgte jeg Laundromate Café, hvor der sandelig også var en ordentlig stak bøger, ordnet efter farve i stedet for indhold og sprog. Jeg blev lidt lykkelig over “all-day breakfast” konceptet, og nød en omelet med bagte tomater. Caféen kan krydses af på listen, men det bliver ikke mit sidste besøg!

Torsdag havde jeg en træningsaftale med en veninde, der er medlem i det meget lækre center på Charlottehaven, som ligger tæt på mit arbejde. Jeg blev da lige lidt fristet, der var så pænt og rent, og jeg så en lille film med stier fra New Zealand, Seattle og Canada, mens jeg løb på et bånd. Vi spiste vores aftensmad der, og den bagte blomkål er ikke ligefrem ordinær cafeteriamad 🙂

Charlottehaven

I morges var jeg lidt hipster-agtig og spiste morgenmad med en anden veninde på Grød. Konceptet med en grødbar er helt genialt, men jeg kan så oplyse at den glutenfri version med chiafrø ikke kommer til at erstatte havregrøden i Casa Betteskov! Nå, næste gang vælger jeg noget bedre…

Nu er der altså heller ikke megen energi tilbage. Efter dagens løbetur står den på afslapning og pakning. Bliver rart med et par rolige dage i Esbjerg og løbeture i skoven, langt fra den københavnske trafik!

01.02.17

Den opdaterede Københavnerliste

Posted in Betteskov på Østerbro, Hverdagsliv at 7:21 pm by

I morgen er ferien slut, og jeg kommer da helt til at savne al den tid til puslespil, venindebesøg, løbeture og læsning. Jeg er f.eks kun halvvejs i Elena Ferrantes Napoli-kvartet, og den overvejende majoritet af de 4000 brikker er stadig i en tilstand af entropi…

Men allermest glæder jeg mig til at komme i gang med mit nye arbejde i Medicinrådet og tilværelsen som pendler mellem Esbjerg og Østerbro! I dag ankom jeg til mit pendlerværelse på 5. etage, og er så nogenlunde ved at komme på plads og har indledt opdagelsesture i kvarteret. I morgen er første arbejdsdag, og jeg er helt vildt spændt. Vi begynder med et 3-dages introforløb, som nok skal blive intenst.

Et af mine julebesøg gik faktisk til Østerbro, hvor jeg fik en rundvisning til områdets seværdigheder. Vi gik forbi Kanslergade (den med forliget), og var inde i Brumleby. Jeg anede ikke, man bare kunne vade ind i det fredelige kvarter, der blev bygget efter koleraepidemien i København. Initiativtageren Emil Hornemann har jeg i hvert fald hørt om under mine studier! Det var en overraskende oase midt i byens larm, og bestemt et besøg værd. Vi løb også en tur på Tuborg havn, det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg løber der! Jeg fik også et par fif til at gøre min liste over oplevelser i København endnu længere, så her er den nye version (i uprioriteret rækkefølge)  med mine, læserne og andre lokalkendtes bud:

  1. Operaen.
  2. At spise på Kiin Kiin
  3. Se film i Grand
  4. Parkrun i Fælledparken.
  5. Købe chokolade hos Peter Beier
  6. The Laundromat Café
  7. Davids samling
  8. Take-away fra Karry Sutra
  9. Blive oprettet som låner på Videoteket og se film der
  10. Spise mad fra Chai Wong på HC Ørstedsvej
  11. Besøge Cisterne i Søndermarken (når de åbner i marts)
  12. Spise på Lele
  13. Drikke kaffe på Riccos mindste Kaffebar (Istedgade 119)
  14. Gå tur omkring søerne, startende fra Planetariet evt. med pit stop på Den Franske Café oppe ved Dag Hammarskjölds Allé.
  15. Købe brød og kaffe, mad og drikke eller andre lækkerier i Kihoskh på hjørnet af Dybbølsgade og Sønder Boulevard
  16. Snuppe en frokostsandwich eller -suppe hos Grams Lækkerier på Halmtorvet 1
  17. Gå tur på Vestre Kirkegård

Der er mange punkter, og jeg kan krydse ca. halvandet af. Så det er bare med at komme derudaf! Men i aften vil jeg bare drømme og nyde freden her på 5. sal 😀

15822458_10154100847990906_1465497326_n