Archive for Ikke kategoriseret

12.06.17

Amerikanske drømme og dæmoner – en anmeldelse af Glasslottet

Posted in Ikke kategoriseret at 7:25 am by

Denne anmeldelse er skrevet til Esbjerg Ugeavis og blev bragt i november. Billetten blev sponsoreret af biografen i Esbjerg, hvor jeg var en hyppig gæst (mere end 100 film) i de 7 år jeg boede i byen:

Hvis der er en optimal tid på året for biografbesøg, må det være november: når Esbjerg er lidt grå og kold og våd, er dejligt at kunne flyde ud i et blødt rødt sæde og opleve andre verdener. Godt nok har jeg i denne uge valgt en film baseret på en virkelig historie, men det USA som ”Glasslottet” beskriver, er meget langt væk fra en dansk dagligdag.

Filmen handler om Jeanette, der arbejder som journalist i New York og netop er blevet forlovet med en rig ung mand. Hun er smuk, velplejet og personaliserer en amerikansk drøm. Jeanette er kommet langt siden en omtumlet og fattig opvækst med en klatmaler-mor og en far, der trods sin åbenlyse begavelse kun driver det til fantasier og druk. Mødet mellem hendes gamle og nye liv er naturligvis en kilde til konflikter og kaos, både i bogstavelig forstand og i hovedpersonens indre.

Med et fremragende hold af skuespillere, flotte billeder og et plot med masser af drama og kontraster, keder man sig ikke i de mere end to timer, filmen varer. Symbolikken er sine steder lidt tung, men mit største problem med filmen kan den slet ikke gøre for. ”Glasslottet” er bare så uheldig at komme året efter ”Captain Fantastic”, de to film deler tematik, men sidstnævnte ramte mig bare langt dybere. Jeg kunne ikke lade være med at savne Viggo Mortensens idealistiske og sympatiske karakter, selvom Woody Harrelson gør det glimrende som den mislykkede far, der kæmper mod stærke dæmoner. Måske er det fordi fiktionen har en kraft som får ”Captain Fantastic” til at sprudle, mens der er lidt for meget (grusom) virkelighed i ”Glasslottet”?

Det er en film som berører balancen mellem at leve op til samfundets normer eller være noget så besynderligt som sig selv. Især handler filmen om den pris, ekstrem selvudfoldelse kan have, og hvem der betaler. I ”Glasslottet” er det børnene, det går ud over, men det må vel betragtes som livsbekræftende, at det brændte barn lever til selv at fortælle sin historie?

Filmen: Glasslottet
Stjerner ud af 6: Fire

Jeg har ikke læst bogen og ved heller ikke helt, om jeg har lyst – der er så mange bøger om at have en hård opvækst for tiden, og jeg er lidt træt af emnet. Men måske en dag? Næste filmanmeldelse er Paddington, og den blev jeg noget mere forelsket i end Jeanette med fancy firserhår 🙂

04.27.17

Gæsteblogger!

Posted in Ikke kategoriseret at 4:38 pm by

Jeg følger et par løbeblogs, de fleste skrevet af løbere, jeg har mødt derude på landevejene. En løber, jeg kun kender online er Allan, der skriver under navnet MarathonPepe 🙂 Han er en forholdsvis ny løber, men meget engageret i flere meget spændende aspekter af løberlivet!

Så hvis I har lyst til at læse lidt mere om løb, hop et smut over på www.marathonpepe.dk . Mit indlæg fortæller nok ikke så meget, som I ikke ved i forvejen.

Og Betteskov tager faktisk også imod gæstebloggere, hvis nogen skulle lyste er det bare at sige til. Indlæg om løb, hverdagsliv, bøger, film eller meningen med tilværelsen er altid velkomne 😀

02.08.17

Smalltalk

Posted in Ikke kategoriseret at 8:13 pm by

Autisme er blevet et populært samtaleemne, efter DR er begyndt at sende de udsendelserne om De skjulte talenter. Jeg ser dem med stor interesse, medfølelse og en smule genkendelsens glæde.

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke på nogen måde et blevet diagnosticeret med autisme eller selv mener, jeg befinder mig på spektret, men jeg har altså en enkelt vigtig ting til fælles med deltagerne i programmet. Smalltalk er altid forekommet mig at være mærkeligt, unyttigt og fuldstændig umuligt!

Med årene er det blevet bedre. Jeg har trænet, og kan nu klare mig uden den nedskrevne liste, som jeg udarbejdede engang og altid havde i min pung. Nu er det snarere en mental liste, jeg lige tænker på, hvis jeg ikke ved, hvad jeg skal sige over frokosten. Her er et udpluk af de emner, jeg har testet og bedømt til at være brugbare.

  1. Vejret. Den sikre, stærke klassiker. Giver både mulighed for forudsigelser og tilbageblik. Altid god for et par minutters samtale, og jeg kan komme ind på løb (ved at fortælle hvordan jeg håndterer sne/varme/modvind mm på mine træningsture)
  2. Udsendelser på DR (jeg har ikke TV og kan kun streame). Lige for tiden er det især De skjulte talenter og U-Turn jeg bruger. Solide emner, fordi jeg ofte kan drive væk fra smalltalk og over i faglige diskussioner. Men jeg holder mig ikke for god til at se X Factor og MGP, til dels for at få friske forsyninger af emner.
  3. Folks børn og deres fritidsaktiviteter eller institution. Et godt emne, som kan fylde en hel kaffepause ud, og jeg kan deltage aktivt ved at fortælle om William, som jeg er voksenven assistent for. Problemet er bare, at jeg let kan huske hvad det endoplasmatiske reticulum og golgiapparatet er, men er totalt ude af stand til at rodfæste andres afkoms navne i min hukommelse.
  4. Mad, opskrifter og restauranter. Et emne med masser af kød på, men kan være risikabelt, da jeg nogle gange kommer til at sige ting (f.eks. min mening om Jensens Bøfhus eller min holdning til størrelsen på bagerkager i provinsen) der får mig til at fremstå som sundhedsapostel, snob eller spelt-agtig. Bør kun bruges i udvalgte kredse, hvor man kan være heldig at få en lang samtale om Lagkagehuset versus Emmerys.
  5. “Hvornår har du ferie og hvad skal du?” Et godt emne, fordi svarene ofte er interessante, og der er mulighed for at få en lang debat om rejsemål og drømmerejser. Med indbygget risiko for at komme til at blære sig, når man har været så heldig  allerede at have været på en stribe af sine drømmerejser.
  6. Dagligvarebutikker. Mærkeligt emne, men man kan tale virkelig længe om hvor de ligger, deres udvalg, priser og rengøringsstandard. Kan krydres med “Jylland mod København”, for på dette felt er der masser af forskelle at observere.
  7. Tøj, make-up, hår, mode… Jeg tror dette er et godt emne i kvindekredse, men det er mig aldeles umuligt at finde på noget at sige udover “har du været til frisør for nylig?” Gerne fulgt op af et medlidende blik. At gå til frisør er nogenlunde det kedeligste i verden!
  8. Jul, påske og andre højtider (når det er relevant). Det er ret sikkert at spørge andre til deres traditioner og præferencer, men jeg har virkelig svært ved at se interesseret ud, når der er sagt mere end én sætning om sild og snaps…
  9. Transport, gerne i form af let brok over den offentlige, lange bilkøer eller hensynsløse cyklister i hovedstaden.

Hvis nogle af mine læsere er lige som jeg, har denne liste kedet dem halvt ihjel. Hvis I er anderledes, kan I måske supplere den lidt?

PS: Jeg er ikke helt uoplyst. Barmhjertige mennesker HAR fortalt mig, at jeg ikke skal forsøge at smalltalke om religion (herunder løb), politik eller privatøkonomi 😉

01.22.15

En forsinket tak til Hospice Søholm

Posted in Ikke kategoriseret at 3:10 pm by

Dette er et blogindlæg, jeg flere gange i den seneste tid har besluttet mig for IKKE at skrive. Ikke fordi jeg synes, det er for privat at fortælle om min fars sidste dage, men fordi jeg tror det er svært at sætte sig ind i, hvordan det er at se et elsket familiemedlem dø, hvis man ikke selv har prøvet det. Jeg tvivler på, jeg overhovedet kan formidle oplevelsen og indtrykkene, men jeg vil alligevel gøre et forsøg. Årsagen er, at der er varslet besparelser på hospicer i Midtjylland. Derfor vil jeg gerne fortælle, hvor stor betydning Hospice Søholm havde for min familie i en meget, meget svær tid; formålet er selvfølgelig at opfordre beslutningstagere til at prioritere omsorg for døende højt!

Da det stod helt klart, at lægerne på Universitetshospitalet i Århus ikke kunne gøre mere for min far, blev han spurgt, om han ville hjem i sin sidste tid. Min mor og jeg ville gerne pleje ham; men heldigvis var han selv fornuftig nok til at indse, at vi ikke kunne klare opgaven. Han bad i stedet om at komme på hospice, og fik hurtigt tilbudt en plads på Søholm, lidt udenfor Århus. I første omgang blev jeg i Esbjerg, da jeg havde noget undervisning, jeg skulle klare; men da det var overstået tog jeg til Søholm for at blive ”tiden ud”. Min mor kunne sove på sofaen på min fars stue, og jeg fik lov til at låne et gæsteværelse (på et hospice med 11 pladser var der 2 af disse). Vi pårørende kunne købe måltider på hospicet, så der var mulighed for, familien kunne være samlet hele tiden. Alle de sygeplejersker vi mødte virkede kompetente, meget engagerede i arbejdet, stolte af deres arbejdsplads og den vigtige indsats, de ydede. De kiggede jævnligt ind uden vi havde rørt tilkaldeknappen, blot for at sikre sig alt var så OK, som det nu engang kunne være. Det var en helt anden attitude end de ansatte på sengeafdelingerne på de hospitaler, min far havde været indlagt på. Her blev der jævnligt (og med rette, vil jeg mene) brokket over ledelsen, udtrykt frustration over forvirrende arbejdsgange og tidsnød og desværre også vrisset, hvis en patient var ”besværlig”. På Søholm blev min far tilset af det palliative team, hvor lægerne kunne huske hans navn fra gang til gang, samt hvad han havde sagt sidst! Helt uvant for os, der efterhånden var veteraner i systemet. Lægerne lyttede til min far (samt hans pårørende) og tog hensyn til hans ønsker om maksimal smertelindring og ingen livsforlængende behandling.

søholm

Efter nogle rædsomme måneder, hvor håbet hele tiden blev druknet når det poppede op til overfladen, var det en stor lettelse at komme til Søholm, hvor der ikke var udsigt til bedring, men ro, tid til at lytte, en smuk have og masser af ekspertise. Selvom jeg er medicinsk uddannet, var der mange detaljer om døden og vejen dertil, jeg ikke kendte. Heldigvis var personalet altid et skridt foran: de kunne fortælle os hvad der skete, og hvad vi kunne forvente. I de sidste dage udviklede min far delir (en påvirkning af bevidstheden med mulighed for uro og hallucinationer), hvilket ofte sker for døende. Heldigvis kun i en mild grad, men det var enormt betryggende at kunne få at vide hvad der skete, og hvad ”worst case scenario” var. I denne periode ville min far gerne op at stå, men var for svækket til selv at rejse sig. Sygeplejerskerne hjalp ham tålmodigt op gang på gang, og det fik ham endelig til at falde til ro igen. På en travl sengeafdeling havde vi risikeret, tilstanden havde udviklet sig langt værre, og jeg gyser ved tanken om de  patienter med delir, der ender med at blive bæltefikseret på almindelige hospitalsafdelinger.

Det gav os en stor følelse af værdighed, at min far fik et grundigt sengebad og tandpleje, selv på de allersidste dage. En tidskrævende og ”unødvendig” opgave, måske, men af enorm betydning. Når man skal vurdere ”nytteværdien” (hvis man overhovedet kan tillade sig at tale om en sådan) af de danske hospicer, tror jeg faktisk, gevinsten er størst for de pårørende. Det, at min mor og jeg havde mulighed for en fredelig og grundig afsked, har helt sikkert gjort det lettere for os at komme videre. Vi havde et par samtaler med dygtige og søde sygeplejersker, når det brændte på for én af os, og fik lige hilst på psykologen, som er tilknyttet Søholm. Bare en kort samtale med hende gjorde, vi ikke efterfølgende følte behov for de 12 timers psykologhjælp, man har ret til efter at havde mistet en nærtstående. Omsorgen fra personalet viste sig også ved, at vi efter en måneds tid blev ringet op for at høre, hvordan det gik, og senere har fået tilbudt at komme til pårørende-arrangementer. Selvfølgelig har det været et svært halvt år at komme igennem, men vi har begge været i stand til at passe vores pligter med hensyn til arbejde (mig) og frivilligt arbejde (min mor), og vi har kunnet se fremad. Jeg tror, Hospice Søholm har en stor del af æren for dette, og er uendeligt taknemmelig! Derfor håber jeg inderligt, at der ikke bliver sparet penge f.eks. på personalets efteruddannelse; der er i den grad brug for dygtige og entusiastiske medarbejdere.

Det er først og fremmest politikernes opgave at sætte penge af på budgettet, men private kan også donere (og giver I til støtteforeningen, kan det trækkes fra i Skat). Sidste år valgte jeg at give en krone for hver km jeg gik eller løb (min foretrukne terapiform) fra juni til december. Det blev til 2300 kr, og jeg ved, at Team Betteskov også i år vil finde en måde at samle penge ind til Hospice Søholm. Men det, der virkelig batter, er selvfølgelig, at der ikke må skæres ned på hjælpen til døende og dem, der skal leve videre! At miste en af sine nærmeste er en voldsom og overvældende livsbegivenhed, og min fars sidste uger i juni 2014 og de forfærdelige måneder forinden vil altid følge os. Heldigvis dog med den tilføjelse, at den medmenneskelighed og professionalitet vi mødte på Søholm var ganske uovertruffen.

06.23.14

Storm og stille

Posted in Ikke kategoriseret at 7:48 am by

Når jeg ikke har opdateret bloggen længe skyldes det ikke mangel på tanker som skulle vendes, men jeg har haft brug for at få det hele lidt på afstand før jeg kunne skrive et indlæg. Min far har været alvorligt syg det meste af i år, og i onsdags fik han fred. Jeg har ikke lige nu lyst til at fortælle så meget om sygdommen og hele forløbet, for jeg prøver ihærdigt at komme videre og se fremad. Men hans sidste tid, der blev tilbragt på Hospice Søholm ved Brabrand, vil jeg gerne sige lidt om.

søholm

Det var et meget smukt sted, og alle personalemedlemmer og frivillige var helt fantastiske. De tog sig ikke bare af min far, men også af min mor og jeg. Vi fik både talt med sygeplejerskerne, præsten og psykologen, og var med i alt hvad der skete i min fars sidste dage. Det var afsindigt hårdt at være i den ro og stilstand som herskede på stedet, men også meget terapeutisk. Jeg er yderst taknemmelig for det Søholm gjorde for min familie, og håber at kunne gøre en lille smule gengæld.

En hospiceplads koster ikke noget, og føles som en stor luksus midt i en forfærdelig situation. En del af finansieringen af landets hospices kommer fra private donationer, og jeg har besluttet at give et beløb til Søholms støtteforening. Jeg vil lade størrelsen bestemme af det antal km jeg går eller løber i år (1 krone pr stk), begyndende fra den første dag jeg besøgte min far på Søholm (3. juni).  Jeg bruger en “Gå for hjertet”-app, og der står allerede 356,91 km på kontoen – når jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv, går jeg nemlig altid en tur!

Min far bliver bisat i morgen, og urnen vil senere blive nedsat på den nye skovkirkegård i Silkeborg. Jeg er glad for, han skal være i naturen, for så vil jeg være tæt på ham, når jeg løber eller bevæger mig rundt udendørs.

skov

Ellers prøver jeg bare at finde tilbage til hverdagen. Jeg arbejder, løber og går ture, prøver at give min mor en hånd med noget af det praktiske, forsøger at interessere mig for fodbold-VM og ser Orange is the new black sæson 2 – og den er forresten genial! Jeg lægger planer og forsøger at gøre som jeg plejer. Jeg glæder mig til at skrive blogindlæg om helt almindelige ting, men har ikke magtet det de sidste par uger, men nu skal de nok komme.

05.10.14

Saudi og sauderne

Posted in Ikke kategoriseret at 5:10 pm by

Noget af det, jeg allerhelst vil opleve her i Saudi er at møde sauderne på deres egen banehalvdel. Det er lidt af en udfordring i et land, hvor de fleste aktiviteter foregår I familiens lukkede kredse. Alligevel er det gået ret fremragende i år, hvor jeg helt sikkert er kommet et skridt nærmere ind på livet af de lokale.

Vi møder naturligvis de studerende på universitetet, men der er det alligevel mig, der som underviser definerer reglerne – og mit klasseværelse er (heller ikke) et demokrati! Det kan dog lade sig gøre at tage en lille snak med et par studerende efter timerne, og i år har jeg nogle meget åbne og “amerikanske” piger, bl.a. en, som har boet i San Fransisco. Inspireret af en udstilling fra sygeplejestuderende om hijab (tørklæde som dækker hår) har vi talt om tildækning, men også om Game of Thrones, gamle musicalhits og læbestift som bliver siddende i dagevis 🙂

Der skete det helt utrolige, at en pige tilbød at hendes far ville vise os lidt rundt! Jeg troede ikke helt på det, men vi fik faktisk en aftale i stand over sms, og torsdag aften begav jeg og de to undervisningsassistenter os ud på den vildeste Saudi-oplevelse nogensinde. Det blev til fire timer i en fancy BMW med vores studerende og hendes far, begge flydende på engelsk og fulde af historier. Vi så oasen Wadi Hanifa, kronprinsens palads (udefra!!!), den gamle souq og fortet, et bageri, tusind bygninger og steder, og fik lige så mange historier som der er i Tusind og en nat. Jeg har slet ikke ord til at beskrive hvor storladent det var.

Picture4

Wadi Hanifa og gamle døre fra souqen.

Picture5

Fredagens underholdning var lidt roligere, vi spiste take-out i park fyldt med familier på picnic. Der var vandshow og de børnerige og børneglade familier så ud til virkelig at nyde en aften ude. Det gjorde vi også, synet af de mange glade mennesker viste et billed af dette land, der sjældent når til Vesten. Jeg kan heller ikke vise noget frem, fotografering forbudt…

Picture3

Picture2

Til gengæld kan I se min nye abaya. Det er den flotteste jeg endnu har set, og en dejlig souvenir fra et land, hvis befolkning jeg er kommet til at holde meget af. Gæstfrihed, smil og humor er gennemgående karaktertræk, og så kan jeg kun elske folk, der fylder mig med krydret kaffe og dadler ved enhver anledning 🙂

04.25.14

Samlekort og hjælpsomhed

Posted in Ikke kategoriseret at 8:58 am by

Det er sjældent jeg genovervejer min beslutning om ikke at få børn, men for nogle uger siden var der da lige et strejf af fortrydelse at spore. Jeg blev tilbudt samlekort ved kassen i Føtex og sagde i første omgang nej, for hvad skulle jeg dog bruge dem til? Svaret er enkelt: de skulle ikke bruges til noget, men det er sjovt at samle. En uge senere fik jeg min mor til at købe et samlealbum til mig, og hun gav mig også den søde sneleopard. Og så gik den vilde jagt på  kortene ellers ind!

dyr

I begyndelsen af denne uge kunne jeg godt se, det ikke kunne lade sig gøre at handle mig til kortene i Føtex inden min Saudirejse – der er altså grænser for forbrugets størrelse i en single-husholdning! I stedet bad jeg om hjælp på Facebook og fik overvældende godt respons. Jeg tilbød kage for ekstra-kort og fik anledning til at bage solbærsnitter med blomster og guldmedaljemotiv:

kage

Jeg tog kagerne med rundt på lille tur blandt løbevenner i Esbjerg og fik udvidet min samling betragteligt! De resterende kort byttede jeg mig til over Facebook, hvor jeg både kom i kontakt med veninder fra Århus-tiden, min gymnasietid og helt fremmede. I går kunne jeg sætte det sidste kort ind i bogen, nemlig hyttesangeren med nr 61 🙂

dyr2

Der er røget nogle breve afsted, både til Nørre Nissum, Tilst, Løsning, Fredericia og Sorring. Mange kopper kaffe er gulpet ned, og jeg har genfundet kontakten med gamle venner 0g haft anledning til at mødes med nuværende venner og bekendte. Så omsonst var det bestemt ikke at skrabe dyrekort sammen, selvom jeg ikke har meget at bruge den udfyldte bog til. Som en Facebook-kontakt skrev “Dyrekort samler mennesker”. Jeg er helt enig, og hvor er det bare lækkert, at samlermanien ikke kalder på egoisme, men medmenneskelighed 🙂

De har altså regnet den meget godt ud i Føtex og Bilka… Mon ikke der kommer nye samleserier senere på året?