Archive for Ikke kategoriseret

03.07.18

Fabelagtige februar og et nytårsforsæt som holder endnu

Posted in Ikke kategoriseret at 8:36 am by

Det har været en kort og kold måned, men virkelig dejlig! Jeg har oplevet en hel masse, såsom besøg i hele tre skandinaviske lande, en løbeoplevelse som sagtens kan blive årets største, og har endda klaret de ting, jeg satte mig for til nytår 🙂 Lysten til at rejse er i den grad vendt tilbage, så det var lækkert at tage metroen til lufthavnen i stedet for den sædvanlige tur ind til byen.

Udfordrings første del gik på to biografture, og her så jeg virkelig kvalitetsfilm! “Call me by your name” er smuk og rørende, men ærlig talt kedede jeg mig lidt. Smukke ting kan godt være lidt intetsigende, og jeg kan nok bedre lide en film, som rusker op i mit indre. Dét gjorde “Three billboards outside Ebbing, Missouri” i den grad! Det er en af de vildeste film jeg nogensinde har set, morsom og brutal, og perspektiv og sympati ændrer sig undervejs. De statuetter skuespillerne fik til Oscar uddelingen er fuldt fortjente. Efter et år i Alabama har jeg så meget kærlighed til Hillbilly/Redneck USA, og jeg synes i den grad filmen indfanger ånden i det store og sammensatte land, der er så meget mere end New York.

Næste opgave, at spise på en restaurant jeg ikke har prøvet tidligere, er ret nem når der rejses så meget. Men op til et 24 timers løb og bagefter er det ikke spændende mad, der prioriteres højest, det handler om at få noget ned, som gerne skulle blive der. Den største madoplevelse fik jeg faktisk i København. Min mor fik billetter til Dining Week i julegave, og hun inviterede mig med på Simple Raw på Gråbrødretorv. Jeg har før prøvet Raw Food og synes det er sjovt, og meget anderledes end mad jeg selv laver. De dehydrerede råvarer er jeg ikke stor fan af, men heldigvis fyldte de ikke meget. Vi fik en fin forret med rispapirruller, en stor skål salat til hovedret med de flotteste farver, og en cheesecake til dessert, som faktisk var ret frisk. Alt i alt et dejligt måltid, mættende og fint at se på, og meget tilgængeligt også for ikke-hardcore veganere og rå-entusiaster. bestemt et sted jeg kan anbefale, og jeg kunne sagtens finde på at droppe ind og spise en salat til frokost snart igen.

Den kulturelle oplevelse var helt uventet og uplanlagt. Jeg var et smut i Lund, mest for at nyde de flotte gamle bygninger og gå en tur et uvant sted. Da jeg gik ind i den flotte domkirke gik en orgelkoncert i gang, jeg fik et program og satte mig pænt til at lytte til bombastisk musik i mere end en halv time! Imens havde jeg god tid til at se på kirken, som bl.a. har et smut astronomisk ur. En orgelkoncert er nok ikke noget, jeg vil normalt vil gøre store anstrengelser for at komme til, men det var en rar stund i mine egne tanker, og ikke dårligt at blive tvunget til lidt eftertænksomhed.

Lund ligger en times transport fra København, og en returbillet er ikke nogen stor udskrivning – det er alligevel en lidt eksotisk oplevelse, mange indkøb er ganske billige i Sverige, og bestemt værd at overveje på en dagstur.

 

03.01.18

24 timers løb i Espoo

Posted in Ikke kategoriseret at 2:45 pm by

Min 2018 sæson blev i den grad skudt i gang med årets første løb, som foregik i en sportsarena i en forstad til Helsinki.  Det var mere end to år siden, jeg sidst forsøgt mig på de 24 timer, så jeg havde både havde både haft tid til at glemme hvor lang tid et døgn er, og forbedre mig væsentligt som ultraløber på de “kortere” distancer. Derfor var forventningerne både store og små: jeg vidste, jeg kunne gøre det bedre end jeg tidligere har gjort, men jeg har også solid erfaring for, at ufattelig meget kan gå galt på et 24 timers løb, og at der altid går et eller andet i udu.

Mål og strategi

A-målet var den distance, jeg altid har drømt om, nemlig 180 km. Som B mål havde jeg 100 miles (161 km), hvilket også ville være en markant forbedring af min personlige rekord på 150,9 km. C-målet var at afslutte stærkt, uanset hvordan det var gået. For lettere at overskue løbet, delte jeg det ind i fire 6-timers løb, hvor målet for hver enkelt var 60, 40, 40 og 40 km. Her aftalte jeg med mig selv, at skulle jeg misse målet på ét af disse, ville jeg genstarte mig selv ufortrødent på det næste 6-timers løb.

Optakt

Jeg fløj til Finland torsdag aften, og overnattede på lufthavnshotellet. Her spiste jeg morgenmad og tog et karbad, inden turen gik til Espoo. Jeg fravalgte sightseeing, da der var pivkoldt, isglat og jeg egentlig helst ville fokusere på løbet. Derfor foretog jeg mig meget lidt fredag: jeg købte ind på shoppingcentret nær hotellet, spiste, pakkede mit gear til løbet og slappede af med Netflix, Vinter OL, lydbøger og krydsogtværs. De andre danskere boede på samme hotel, men jeg valgte at spise alene, da jeg bruger ret meget mental energi på at være sammen med folk jeg ikke kender så godt, og helst ville gemme det hele til lørdag. Fredag var en lang og kedelig dag, men det var sådan set også planen…

Efter morgenmaden lørdag mødtes jeg med de andre danskere i receptionen, vi hilste og snakkede lidt, og tog taxaer til arenaen. Her hentede jeg chip og startnummer (det satte jeg ikke på tøjet men på et bælte så det var lettere at skifte bluse), satte jeg mit udstyr frem på et bord dekoreret med det danske flag, kiggede lidt på hallen og lagde mig så på en sofa med en lydbog i øret. Det var sjovt at se, at der var løbere som varmede op, nervøse løbere som piskede rundt, og dem der bare stenede helt mens de ladede op. Ti minutter før løbet startede fik vi en kort orientering, og så var det bare af sted!

Løbet

De første 6 timer gik helt efter planen. Jeg løb lidt hurtigere end 10 km/h, men gik hver halve time forbi depotet, spiste og drak, hvorefter jeg løb videre. Jeg havde lidt forsyninger selv, men spiste fra fællesdepotet (frugt, kiks, chokolade eller hvad jeg nu havde lyst til) og drak kun vand, da min mave tåler energidrik meget dårligt. Jeg landede meget tæt på 60 km, og var ikke specielt træt, da den første fjerdedel var gået og vi skulle skifte løbsretning.

I næste blok satte jeg tempoet lidt ned. Jeg brugte tid på at skifte bluse og BH, spiste en lille portion aftensmad (spaghetti med kødsovs), drak Pepsi Max for at koffeinen kunne forhindre jeg blev søvnig, og hørte lidt musik på min Ipod. Der var ret varmt og luften meget tør, og en del løbere havde lidt bøvl med vejrtrækningen, men det generede ikke mig, der har der værst med at blive kold. De første problemer begyndte også at snige sig ind: jeg fik ret hurtig mave og måtte klare en del toiletbesøg i løbet af aftenen. Det var træls, men ikke en showstopper. Da halvdelen af løbet var gået havde jeg 105 km, men nu var jeg heller ikke længere topfrisk 😉 A-målet var stadig indenfor rækkevidde, og jeg valgte at satse på det, men ikke oversatse på et højere mål.

To kvinder havde skilt sig ud, en japansk og en finsk løber, men ellers lå vi en vældig tæt flok på seks løbere og kæmpede om placeringer fra 3-6, der ville give en tur på podiet. I den tredje blok begyndte jeg at følge lidt med i placeringerne, og SMSede et par gange med min mor og kæreste. Maven havde det ikke helt godt, det var svært at spise, men jeg tvang mig til at drikke, selvom det gjorde ondt. I kiosken købte jeg en kakaomælk og en yoghurt, og det fik jeg ned uden helt store problemer. Flere løbere nød en is, og jeg klarede faktisk at få en lille jordbæris spist, det læskede dejligt! Nattefasen er generelt et svagt punkt for mig, men denne gang var jeg ikke decideret søvnig. Det hjalp meget at banen var fyldt med løbere, der var musik og jeg kunne se, hver omgang bragte mig tættere på målet. Da klokken blev 6 om morgenen lå jeg stadig placeret rigtig fint, var løbende og havde mere end 140 km!

Det var faktisk lidt hårdt at blive ved med at knokle på, da jeg rundede min personlige rekord, for nu havde jeg jo gjort det godt! Men fokus var på målet, konkurrencen motiverede mig også, og jeg blev ved. Skiftede til et par lettere sko og en tør bluse, og nu talte jeg ned fremfor op. Der var gået knap 21 timer da jeg rundede de 100 miles, og det gav både et boost og lyst til at sige “godt så”. Vidste bare at vejen hjem ville være meget lang, hvis jeg smed sættet efter at have gjort det så godt i så lang tid… Der var masser af hep fra de andre danskere, og opmuntrende SMSer hjemmefra. Jeg magtede ikke længere at svare, men de blev læst 🙂 På den sidste time var det rigtig spændende: jeg lå som nr. 3, men en finsk landsholdsløber var på vej op gennem rækkerne, og hun var den stærkeste kvinde tilbage på banen. En ester og en anden finne kørte også fint på, og en russisk løber blandede sig. Der skulle kæmpes og tænkes taktisk for at blive på podiet. Jeg kunne ikke klare den ene finne, det var tydeligt. I stedet slog jeg følge med esteren, løb fra hende et par gange for at vise, hun ikke ville komme forbi. Det forstod hun godt. Den sidste finne og russeren kunne ikke nå mig, og da slutfløjtet lød var jeg nr 4. Det var langt over forventning, og distancen blev 181,7 km! De sidste par stykker fik jeg, fordi de andre pressede på.

Efter løbet

Da jeg satte mig på banen og sundede mig, fløj tankerne rundt, men mest af alt var jeg glad. Og træt…

Jeg sendte tak til dem derhjemme og fik listet mig hen til depotet, hvor det lykkedes at drikke lidt og få skiftet til tørt tøj. Der var ingen steder på min krop som gjorde specielt ondt, men jeg havde mærket en vabel under foden den sidste halve time (billigt sluppet!), hvorfor jeg nok haltede lidt. Der var langt hen til den anden ende af hallen, hvor præmieoverrækkelsen fandt sted. Jeg fik både en gavepose og en flot pokal med blå skål, men tænkte altså mest på, at det ikke var rart at stå op 😉 Heldigvis fik vi lov til at sidde ned, da mændenes præmieoverrækkelse gik i gang!

Da ceremonien var fulgtes jeg med et par andre danskere i en taxa til hotellet, og fik overtalt chaufføren til en tur forbi McDrive. Jeg begyndte dog at få det seriøst skidt, og var glad for at der ikke var langt, så hans bil slap for uheld. De andre hjalp mig med at få mine tasker op på værelset, jeg smed mig på sengen med min BigMac, og faldt snart i søvn. Det hjalp, selvom jeg vågnede hver gang jeg skulle vende mig rundt. Var lige oppe et par timer om aftenen, men ellers sov jeg til næste morgen, hvor jeg nød morgenmaden og en hyggelig snak. På hjemvejen klarede jeg fint selv at slæbe mine tasker og fik meget opmærksomhed for den store pokal i lufthavnen. SAS gav mig endda et sæde på 5. række og tilladelse til at have en kuffert og to tasker med ind i kabinen.

Hvad jeg kan lære fra dette løb

Jeg tager en lang liste med ting, som gik overmåde godt, med mig. Strategien med fire blokke fungerede godt, træningen har tydeligvis rustet mig til løbet, og jeg savnede ikke at have en hjælper med i hallen (udover det var lidt kedeligt at rejse alene). Da maven sagde fra, var kakaomælk og yoghurt det bedste, så det må jeg have med til næste løb! Udstyr, og den måde jeg vekslede mellem løb og gang på, virkede også fint. Men selvfølgelig er der også ting, som kan gøres bedre! Energiindtag er stadig et problemområde, selvom jeg undgik opkastninger havde jeg 14 timer med en mave som ikke var glad. Desuden kan jeg sagtens blive stærkere mentalt. Restitutionen er gået hurtigt og fint, og der er ikke tvivl om, der kan presses mere ud af benene i nattefasen. Hvis hovedet altså kan drive dem til det!

Fremtiden

Ja, det er ikke godt at vide hvad den bringer. Jeg vil ikke planlægge nye ultraløb nu, før oplevelsen bundfælder sig. Men øh, I kan vel godt gætte hvor det bærer hen 😉

 

01.15.18

Læsehest i fuld galop

Posted in Ikke kategoriseret at 9:07 am by

Sidste år tog jeg et initiativ, som i dag kommer rigtig godt tilbage til mig. Jeg oprettede en side på “borger-til-borger” portalen boblberg, hvor jeg efterlyste medlemmer til en læsekreds på Amager. Der kom overraskende mange henvendelser, og til min forbløffelse mest fra kvinder på min alder. Læsekredsen har haft en del udskiftning, men det er blevet til fem møder siden september, og jeg har været med til de tre. Skønt at andre har taget så meget medansvar, at læsekredsen ikke står og falder med mig 🙂

I går var det bidende koldt og klamt, og jeg var lidt træt efter en rigtig lang løbetur lørdag. Det var simpelthen lige hvad jeg trængte til: at mødes over en kop te og en stor roman. Vi var fire deltagere, og havde læst Carsten Jensens “Vi, de druknede“. Alle var enige om, det var en medrivende bog, måske lidt lang i spyttet, måske lidt rigeligt med anekdoter, men den fik i høj grad sat en fed streg under “Danmark som søfartsnation”. Ret interessant, fordi vi har tendens til at tænke på landet som et bondeland. Jeg omtaler også mig selv som værende af bondeslægt, selvom min mors familie faktisk tilhørte søens folk. Ja, der var en slægtsgård i Blåvand, men jeg tror min morfar var strandfoged langt mere end han var bonde!

Bogen havde jeg hørt på lydbog, men det tæller altså også som en læst bog, når man har haft den i ørene 27 timer! En meget lydbogs-egnet bog, fordi de mange fortællinger og personer ikke kræver fuld koncentration, og det er en bog som tillader fantasien at flakse lidt omkring.

Det var vældig hyggeligt og stimulerende at komme til læsekreds, og jeg minder mig selv om, det skal være en prioritet i 2018. Næste møde har jeg meldt mig som vært til, så er der ingen undskyldning for ikke at møde op! Vi skal læse “En fortælling om blindhed”, og den er jeg ret spændt på.

Derudover har jeg fået læst yderligere to bøger! “Bjørneby” af Fredrik Backman, handler om en lille svensk by og et ishockeyhold, og mange af overvejelserne om talent og træning kunne jeg relatere til mit løb. Men den kommer ikke i nærheden af forfatterens geniale bog om “En mand der hedder Ove”.

På lydbog har jeg lyttet til Leonora Christine Skov “Den der lever stille“. Hold da op hvor er der meget at sammenligne med, for vi var børn i provinsen i samme tidsperiode – og hvor har hendes liv alligevel været langt fra mit! Mine forældre har støttet og hjulpet mig i enormt høj grad, og selvom jeg også var en grim ælling i mange år, er der en stor forskel. Hun havde så stort behov for at slippe fri for “Christina Skov fra Helsinge”, at hun tog til København og blev en anden. Jeg bor også i København i dag, men er vokset til som “Jane Skov fra Silkeborg”. Nåja, den røde læbestift er der vist også kun en af os der bruger… Jeg kunne bedre lide den end hendes romaner, men der er også noget som irriterer og pirker. Det mener jeg er en god ting – og jeg glæder mig til at læse meget mere i år!

12.06.17

Amerikanske drømme og dæmoner – en anmeldelse af Glasslottet

Posted in Ikke kategoriseret at 7:25 am by

Denne anmeldelse er skrevet til Esbjerg Ugeavis og blev bragt i november. Billetten blev sponsoreret af biografen i Esbjerg, hvor jeg var en hyppig gæst (mere end 100 film) i de 7 år jeg boede i byen:

Hvis der er en optimal tid på året for biografbesøg, må det være november: når Esbjerg er lidt grå og kold og våd, er dejligt at kunne flyde ud i et blødt rødt sæde og opleve andre verdener. Godt nok har jeg i denne uge valgt en film baseret på en virkelig historie, men det USA som ”Glasslottet” beskriver, er meget langt væk fra en dansk dagligdag.

Filmen handler om Jeanette, der arbejder som journalist i New York og netop er blevet forlovet med en rig ung mand. Hun er smuk, velplejet og personaliserer en amerikansk drøm. Jeanette er kommet langt siden en omtumlet og fattig opvækst med en klatmaler-mor og en far, der trods sin åbenlyse begavelse kun driver det til fantasier og druk. Mødet mellem hendes gamle og nye liv er naturligvis en kilde til konflikter og kaos, både i bogstavelig forstand og i hovedpersonens indre.

Med et fremragende hold af skuespillere, flotte billeder og et plot med masser af drama og kontraster, keder man sig ikke i de mere end to timer, filmen varer. Symbolikken er sine steder lidt tung, men mit største problem med filmen kan den slet ikke gøre for. ”Glasslottet” er bare så uheldig at komme året efter ”Captain Fantastic”, de to film deler tematik, men sidstnævnte ramte mig bare langt dybere. Jeg kunne ikke lade være med at savne Viggo Mortensens idealistiske og sympatiske karakter, selvom Woody Harrelson gør det glimrende som den mislykkede far, der kæmper mod stærke dæmoner. Måske er det fordi fiktionen har en kraft som får ”Captain Fantastic” til at sprudle, mens der er lidt for meget (grusom) virkelighed i ”Glasslottet”?

Det er en film som berører balancen mellem at leve op til samfundets normer eller være noget så besynderligt som sig selv. Især handler filmen om den pris, ekstrem selvudfoldelse kan have, og hvem der betaler. I ”Glasslottet” er det børnene, det går ud over, men det må vel betragtes som livsbekræftende, at det brændte barn lever til selv at fortælle sin historie?

Filmen: Glasslottet
Stjerner ud af 6: Fire

Jeg har ikke læst bogen og ved heller ikke helt, om jeg har lyst – der er så mange bøger om at have en hård opvækst for tiden, og jeg er lidt træt af emnet. Men måske en dag? Næste filmanmeldelse er Paddington, og den blev jeg noget mere forelsket i end Jeanette med fancy firserhår 🙂

04.27.17

Gæsteblogger!

Posted in Ikke kategoriseret at 4:38 pm by

Jeg følger et par løbeblogs, de fleste skrevet af løbere, jeg har mødt derude på landevejene. En løber, jeg kun kender online er Allan, der skriver under navnet MarathonPepe 🙂 Han er en forholdsvis ny løber, men meget engageret i flere meget spændende aspekter af løberlivet!

Så hvis I har lyst til at læse lidt mere om løb, hop et smut over på www.marathonpepe.dk . Mit indlæg fortæller nok ikke så meget, som I ikke ved i forvejen.

Og Betteskov tager faktisk også imod gæstebloggere, hvis nogen skulle lyste er det bare at sige til. Indlæg om løb, hverdagsliv, bøger, film eller meningen med tilværelsen er altid velkomne 😀

02.08.17

Smalltalk

Posted in Ikke kategoriseret at 8:13 pm by

Autisme er blevet et populært samtaleemne, efter DR er begyndt at sende de udsendelserne om De skjulte talenter. Jeg ser dem med stor interesse, medfølelse og en smule genkendelsens glæde.

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke på nogen måde et blevet diagnosticeret med autisme eller selv mener, jeg befinder mig på spektret, men jeg har altså en enkelt vigtig ting til fælles med deltagerne i programmet. Smalltalk er altid forekommet mig at være mærkeligt, unyttigt og fuldstændig umuligt!

Med årene er det blevet bedre. Jeg har trænet, og kan nu klare mig uden den nedskrevne liste, som jeg udarbejdede engang og altid havde i min pung. Nu er det snarere en mental liste, jeg lige tænker på, hvis jeg ikke ved, hvad jeg skal sige over frokosten. Her er et udpluk af de emner, jeg har testet og bedømt til at være brugbare.

  1. Vejret. Den sikre, stærke klassiker. Giver både mulighed for forudsigelser og tilbageblik. Altid god for et par minutters samtale, og jeg kan komme ind på løb (ved at fortælle hvordan jeg håndterer sne/varme/modvind mm på mine træningsture)
  2. Udsendelser på DR (jeg har ikke TV og kan kun streame). Lige for tiden er det især De skjulte talenter og U-Turn jeg bruger. Solide emner, fordi jeg ofte kan drive væk fra smalltalk og over i faglige diskussioner. Men jeg holder mig ikke for god til at se X Factor og MGP, til dels for at få friske forsyninger af emner.
  3. Folks børn og deres fritidsaktiviteter eller institution. Et godt emne, som kan fylde en hel kaffepause ud, og jeg kan deltage aktivt ved at fortælle om William, som jeg er voksenven assistent for. Problemet er bare, at jeg let kan huske hvad det endoplasmatiske reticulum og golgiapparatet er, men er totalt ude af stand til at rodfæste andres afkoms navne i min hukommelse.
  4. Mad, opskrifter og restauranter. Et emne med masser af kød på, men kan være risikabelt, da jeg nogle gange kommer til at sige ting (f.eks. min mening om Jensens Bøfhus eller min holdning til størrelsen på bagerkager i provinsen) der får mig til at fremstå som sundhedsapostel, snob eller spelt-agtig. Bør kun bruges i udvalgte kredse, hvor man kan være heldig at få en lang samtale om Lagkagehuset versus Emmerys.
  5. “Hvornår har du ferie og hvad skal du?” Et godt emne, fordi svarene ofte er interessante, og der er mulighed for at få en lang debat om rejsemål og drømmerejser. Med indbygget risiko for at komme til at blære sig, når man har været så heldig  allerede at have været på en stribe af sine drømmerejser.
  6. Dagligvarebutikker. Mærkeligt emne, men man kan tale virkelig længe om hvor de ligger, deres udvalg, priser og rengøringsstandard. Kan krydres med “Jylland mod København”, for på dette felt er der masser af forskelle at observere.
  7. Tøj, make-up, hår, mode… Jeg tror dette er et godt emne i kvindekredse, men det er mig aldeles umuligt at finde på noget at sige udover “har du været til frisør for nylig?” Gerne fulgt op af et medlidende blik. At gå til frisør er nogenlunde det kedeligste i verden!
  8. Jul, påske og andre højtider (når det er relevant). Det er ret sikkert at spørge andre til deres traditioner og præferencer, men jeg har virkelig svært ved at se interesseret ud, når der er sagt mere end én sætning om sild og snaps…
  9. Transport, gerne i form af let brok over den offentlige, lange bilkøer eller hensynsløse cyklister i hovedstaden.

Hvis nogle af mine læsere er lige som jeg, har denne liste kedet dem halvt ihjel. Hvis I er anderledes, kan I måske supplere den lidt?

PS: Jeg er ikke helt uoplyst. Barmhjertige mennesker HAR fortalt mig, at jeg ikke skal forsøge at smalltalke om religion (herunder løb), politik eller privatøkonomi 😉

01.22.15

En forsinket tak til Hospice Søholm

Posted in Ikke kategoriseret at 3:10 pm by

Dette er et blogindlæg, jeg flere gange i den seneste tid har besluttet mig for IKKE at skrive. Ikke fordi jeg synes, det er for privat at fortælle om min fars sidste dage, men fordi jeg tror det er svært at sætte sig ind i, hvordan det er at se et elsket familiemedlem dø, hvis man ikke selv har prøvet det. Jeg tvivler på, jeg overhovedet kan formidle oplevelsen og indtrykkene, men jeg vil alligevel gøre et forsøg. Årsagen er, at der er varslet besparelser på hospicer i Midtjylland. Derfor vil jeg gerne fortælle, hvor stor betydning Hospice Søholm havde for min familie i en meget, meget svær tid; formålet er selvfølgelig at opfordre beslutningstagere til at prioritere omsorg for døende højt!

Da det stod helt klart, at lægerne på Universitetshospitalet i Århus ikke kunne gøre mere for min far, blev han spurgt, om han ville hjem i sin sidste tid. Min mor og jeg ville gerne pleje ham; men heldigvis var han selv fornuftig nok til at indse, at vi ikke kunne klare opgaven. Han bad i stedet om at komme på hospice, og fik hurtigt tilbudt en plads på Søholm, lidt udenfor Århus. I første omgang blev jeg i Esbjerg, da jeg havde noget undervisning, jeg skulle klare; men da det var overstået tog jeg til Søholm for at blive ”tiden ud”. Min mor kunne sove på sofaen på min fars stue, og jeg fik lov til at låne et gæsteværelse (på et hospice med 11 pladser var der 2 af disse). Vi pårørende kunne købe måltider på hospicet, så der var mulighed for, familien kunne være samlet hele tiden. Alle de sygeplejersker vi mødte virkede kompetente, meget engagerede i arbejdet, stolte af deres arbejdsplads og den vigtige indsats, de ydede. De kiggede jævnligt ind uden vi havde rørt tilkaldeknappen, blot for at sikre sig alt var så OK, som det nu engang kunne være. Det var en helt anden attitude end de ansatte på sengeafdelingerne på de hospitaler, min far havde været indlagt på. Her blev der jævnligt (og med rette, vil jeg mene) brokket over ledelsen, udtrykt frustration over forvirrende arbejdsgange og tidsnød og desværre også vrisset, hvis en patient var ”besværlig”. På Søholm blev min far tilset af det palliative team, hvor lægerne kunne huske hans navn fra gang til gang, samt hvad han havde sagt sidst! Helt uvant for os, der efterhånden var veteraner i systemet. Lægerne lyttede til min far (samt hans pårørende) og tog hensyn til hans ønsker om maksimal smertelindring og ingen livsforlængende behandling.

søholm

Efter nogle rædsomme måneder, hvor håbet hele tiden blev druknet når det poppede op til overfladen, var det en stor lettelse at komme til Søholm, hvor der ikke var udsigt til bedring, men ro, tid til at lytte, en smuk have og masser af ekspertise. Selvom jeg er medicinsk uddannet, var der mange detaljer om døden og vejen dertil, jeg ikke kendte. Heldigvis var personalet altid et skridt foran: de kunne fortælle os hvad der skete, og hvad vi kunne forvente. I de sidste dage udviklede min far delir (en påvirkning af bevidstheden med mulighed for uro og hallucinationer), hvilket ofte sker for døende. Heldigvis kun i en mild grad, men det var enormt betryggende at kunne få at vide hvad der skete, og hvad ”worst case scenario” var. I denne periode ville min far gerne op at stå, men var for svækket til selv at rejse sig. Sygeplejerskerne hjalp ham tålmodigt op gang på gang, og det fik ham endelig til at falde til ro igen. På en travl sengeafdeling havde vi risikeret, tilstanden havde udviklet sig langt værre, og jeg gyser ved tanken om de  patienter med delir, der ender med at blive bæltefikseret på almindelige hospitalsafdelinger.

Det gav os en stor følelse af værdighed, at min far fik et grundigt sengebad og tandpleje, selv på de allersidste dage. En tidskrævende og ”unødvendig” opgave, måske, men af enorm betydning. Når man skal vurdere ”nytteværdien” (hvis man overhovedet kan tillade sig at tale om en sådan) af de danske hospicer, tror jeg faktisk, gevinsten er størst for de pårørende. Det, at min mor og jeg havde mulighed for en fredelig og grundig afsked, har helt sikkert gjort det lettere for os at komme videre. Vi havde et par samtaler med dygtige og søde sygeplejersker, når det brændte på for én af os, og fik lige hilst på psykologen, som er tilknyttet Søholm. Bare en kort samtale med hende gjorde, vi ikke efterfølgende følte behov for de 12 timers psykologhjælp, man har ret til efter at havde mistet en nærtstående. Omsorgen fra personalet viste sig også ved, at vi efter en måneds tid blev ringet op for at høre, hvordan det gik, og senere har fået tilbudt at komme til pårørende-arrangementer. Selvfølgelig har det været et svært halvt år at komme igennem, men vi har begge været i stand til at passe vores pligter med hensyn til arbejde (mig) og frivilligt arbejde (min mor), og vi har kunnet se fremad. Jeg tror, Hospice Søholm har en stor del af æren for dette, og er uendeligt taknemmelig! Derfor håber jeg inderligt, at der ikke bliver sparet penge f.eks. på personalets efteruddannelse; der er i den grad brug for dygtige og entusiastiske medarbejdere.

Det er først og fremmest politikernes opgave at sætte penge af på budgettet, men private kan også donere (og giver I til støtteforeningen, kan det trækkes fra i Skat). Sidste år valgte jeg at give en krone for hver km jeg gik eller løb (min foretrukne terapiform) fra juni til december. Det blev til 2300 kr, og jeg ved, at Team Betteskov også i år vil finde en måde at samle penge ind til Hospice Søholm. Men det, der virkelig batter, er selvfølgelig, at der ikke må skæres ned på hjælpen til døende og dem, der skal leve videre! At miste en af sine nærmeste er en voldsom og overvældende livsbegivenhed, og min fars sidste uger i juni 2014 og de forfærdelige måneder forinden vil altid følge os. Heldigvis dog med den tilføjelse, at den medmenneskelighed og professionalitet vi mødte på Søholm var ganske uovertruffen.

06.23.14

Storm og stille

Posted in Ikke kategoriseret at 7:48 am by

Når jeg ikke har opdateret bloggen længe skyldes det ikke mangel på tanker som skulle vendes, men jeg har haft brug for at få det hele lidt på afstand før jeg kunne skrive et indlæg. Min far har været alvorligt syg det meste af i år, og i onsdags fik han fred. Jeg har ikke lige nu lyst til at fortælle så meget om sygdommen og hele forløbet, for jeg prøver ihærdigt at komme videre og se fremad. Men hans sidste tid, der blev tilbragt på Hospice Søholm ved Brabrand, vil jeg gerne sige lidt om.

søholm

Det var et meget smukt sted, og alle personalemedlemmer og frivillige var helt fantastiske. De tog sig ikke bare af min far, men også af min mor og jeg. Vi fik både talt med sygeplejerskerne, præsten og psykologen, og var med i alt hvad der skete i min fars sidste dage. Det var afsindigt hårdt at være i den ro og stilstand som herskede på stedet, men også meget terapeutisk. Jeg er yderst taknemmelig for det Søholm gjorde for min familie, og håber at kunne gøre en lille smule gengæld.

En hospiceplads koster ikke noget, og føles som en stor luksus midt i en forfærdelig situation. En del af finansieringen af landets hospices kommer fra private donationer, og jeg har besluttet at give et beløb til Søholms støtteforening. Jeg vil lade størrelsen bestemme af det antal km jeg går eller løber i år (1 krone pr stk), begyndende fra den første dag jeg besøgte min far på Søholm (3. juni).  Jeg bruger en “Gå for hjertet”-app, og der står allerede 356,91 km på kontoen – når jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv, går jeg nemlig altid en tur!

Min far bliver bisat i morgen, og urnen vil senere blive nedsat på den nye skovkirkegård i Silkeborg. Jeg er glad for, han skal være i naturen, for så vil jeg være tæt på ham, når jeg løber eller bevæger mig rundt udendørs.

skov

Ellers prøver jeg bare at finde tilbage til hverdagen. Jeg arbejder, løber og går ture, prøver at give min mor en hånd med noget af det praktiske, forsøger at interessere mig for fodbold-VM og ser Orange is the new black sæson 2 – og den er forresten genial! Jeg lægger planer og forsøger at gøre som jeg plejer. Jeg glæder mig til at skrive blogindlæg om helt almindelige ting, men har ikke magtet det de sidste par uger, men nu skal de nok komme.

05.10.14

Saudi og sauderne

Posted in Ikke kategoriseret at 5:10 pm by

Noget af det, jeg allerhelst vil opleve her i Saudi er at møde sauderne på deres egen banehalvdel. Det er lidt af en udfordring i et land, hvor de fleste aktiviteter foregår I familiens lukkede kredse. Alligevel er det gået ret fremragende i år, hvor jeg helt sikkert er kommet et skridt nærmere ind på livet af de lokale.

Vi møder naturligvis de studerende på universitetet, men der er det alligevel mig, der som underviser definerer reglerne – og mit klasseværelse er (heller ikke) et demokrati! Det kan dog lade sig gøre at tage en lille snak med et par studerende efter timerne, og i år har jeg nogle meget åbne og “amerikanske” piger, bl.a. en, som har boet i San Fransisco. Inspireret af en udstilling fra sygeplejestuderende om hijab (tørklæde som dækker hår) har vi talt om tildækning, men også om Game of Thrones, gamle musicalhits og læbestift som bliver siddende i dagevis 🙂

Der skete det helt utrolige, at en pige tilbød at hendes far ville vise os lidt rundt! Jeg troede ikke helt på det, men vi fik faktisk en aftale i stand over sms, og torsdag aften begav jeg og de to undervisningsassistenter os ud på den vildeste Saudi-oplevelse nogensinde. Det blev til fire timer i en fancy BMW med vores studerende og hendes far, begge flydende på engelsk og fulde af historier. Vi så oasen Wadi Hanifa, kronprinsens palads (udefra!!!), den gamle souq og fortet, et bageri, tusind bygninger og steder, og fik lige så mange historier som der er i Tusind og en nat. Jeg har slet ikke ord til at beskrive hvor storladent det var.

Picture4

Wadi Hanifa og gamle døre fra souqen.

Picture5

Fredagens underholdning var lidt roligere, vi spiste take-out i park fyldt med familier på picnic. Der var vandshow og de børnerige og børneglade familier så ud til virkelig at nyde en aften ude. Det gjorde vi også, synet af de mange glade mennesker viste et billed af dette land, der sjældent når til Vesten. Jeg kan heller ikke vise noget frem, fotografering forbudt…

Picture3

Picture2

Til gengæld kan I se min nye abaya. Det er den flotteste jeg endnu har set, og en dejlig souvenir fra et land, hvis befolkning jeg er kommet til at holde meget af. Gæstfrihed, smil og humor er gennemgående karaktertræk, og så kan jeg kun elske folk, der fylder mig med krydret kaffe og dadler ved enhver anledning 🙂

04.25.14

Samlekort og hjælpsomhed

Posted in Ikke kategoriseret at 8:58 am by

Det er sjældent jeg genovervejer min beslutning om ikke at få børn, men for nogle uger siden var der da lige et strejf af fortrydelse at spore. Jeg blev tilbudt samlekort ved kassen i Føtex og sagde i første omgang nej, for hvad skulle jeg dog bruge dem til? Svaret er enkelt: de skulle ikke bruges til noget, men det er sjovt at samle. En uge senere fik jeg min mor til at købe et samlealbum til mig, og hun gav mig også den søde sneleopard. Og så gik den vilde jagt på  kortene ellers ind!

dyr

I begyndelsen af denne uge kunne jeg godt se, det ikke kunne lade sig gøre at handle mig til kortene i Føtex inden min Saudirejse – der er altså grænser for forbrugets størrelse i en single-husholdning! I stedet bad jeg om hjælp på Facebook og fik overvældende godt respons. Jeg tilbød kage for ekstra-kort og fik anledning til at bage solbærsnitter med blomster og guldmedaljemotiv:

kage

Jeg tog kagerne med rundt på lille tur blandt løbevenner i Esbjerg og fik udvidet min samling betragteligt! De resterende kort byttede jeg mig til over Facebook, hvor jeg både kom i kontakt med veninder fra Århus-tiden, min gymnasietid og helt fremmede. I går kunne jeg sætte det sidste kort ind i bogen, nemlig hyttesangeren med nr 61 🙂

dyr2

Der er røget nogle breve afsted, både til Nørre Nissum, Tilst, Løsning, Fredericia og Sorring. Mange kopper kaffe er gulpet ned, og jeg har genfundet kontakten med gamle venner 0g haft anledning til at mødes med nuværende venner og bekendte. Så omsonst var det bestemt ikke at skrabe dyrekort sammen, selvom jeg ikke har meget at bruge den udfyldte bog til. Som en Facebook-kontakt skrev “Dyrekort samler mennesker”. Jeg er helt enig, og hvor er det bare lækkert, at samlermanien ikke kalder på egoisme, men medmenneskelighed 🙂

De har altså regnet den meget godt ud i Føtex og Bilka… Mon ikke der kommer nye samleserier senere på året?