Archive for Løb

03.20.17

10 års jubilæum

Posted in Årets gang, Hverdagsliv, Løb at 7:15 pm by

I søndags havde jeg lidt af en mærkedag. Det var nemlig præcis 10 år siden, jeg deltog i mit første motionsløb. Jeg fejrede jubilæet med at tage tilbage til Taulov, hvor jeg for fjerde (tror jeg nok) gang løb “Den jyske Forårsklassiker”.

Jeg havde for nogle år tilbage forestillet mig, det skulle være en rigtig stor dag. At jeg måske ville invitere venner og bage en kage med et stort 10-tal. Måske ville jeg lave en lille tidslinje eller skrive et blogindlæg med tilbageblik på mine mange store øjeblikke som motionsløber.

Det endte med at blive en lidt flad fornemmelse. Min mor og jeg kørte sammen til løbet, i virkelig elendigt vejr. Startnumre blev udleveret på skolen i Taulov, der ikke er blevet renoveret siden mit første løb. I år mødte vi ingen løbere vi kendte, og jeg gik direkte fra omklædning til opvarmning til løbsstart. De 10 km blev løbet fokuseret og ruten var præcis så kedelig som sidste år, og der var fuldstændig lige så meget modvind på de sidste 4 km. Tiden blev 25 sekunder hurtigere, så jeg fik både en personlig rekord og en sejr hos kvinderne. I år var der ikke nogen præmie eller festivitas i målområdet, så efter jeg havde jogget af, kørte vi videre på et rigtig hyggeligt familiebesøg, så kage blev det da til 🙂

Lige nu sker der enormt meget i mit liv. Er ved at bide mig fast i mit nye og spændende arbejde, finder mig til rette på Østerbro, prøver at fastholde et par opgaver i universitetsregi, og træner ganske fornuftigt. Der er under en måned til Boston Marathon, og snart skal jeg på en lang rejse til USA og Canada, med fagligt indhold, storbyferie og altså løbet, jeg altid har drømt om. Derfor blev mit lille jubilæum forsømt, men det er jeg egentlig ikke så ked af. Af og til er det vigtigere at være til stede end at kigge tilbage. Når jeg bliver gammel, kan jeg altid producere en kavalkade over mine største løbeoplevelser. Lige nu kan jeg bare konkludere, at løb har været en forrygende rejse, men at jeg stadig er undervejs.

For 10 år siden havde jeg aldrig nogensinde troet, jeg ville komme dertil hvor jeg er i dag med mit løberi.  Jeg glæder mig hver dag over, jeg blev løber og fik adgang til en hel verden, en ny kultur og en familie af ultraløbere. Når man har alt det, hvad skal man så med tånegle?

PS: Skulle en læser have et spørgsmål (gerne “dumt”) til hende der i 10 år har drønet rundt på landevejene i al slags vejr, vil de blive besvaret. Undtagelsen er, hvis I ønsker billeder af mine fødder 😉

03.06.17

PIP!

Posted in Betteskov på Østerbro, Film, Løb, Videnskab at 6:37 pm by

Jeg har ikke glemt bloggen eller de læsere der (forhåbentlig) stadig hænger på. Jeg har heller ikke glemt at opleve noget. Lige pludselig fik jeg bare vanvittig travlt med at rejse frem og tilbage, med min første sag på arbejdet (yay, jeg er i gang), med at være med i et ansættelsesudvalg for et par nye kollegaer (efter 2 måneder kunne jeg let relatere til kandidaterne i den varme stol), med træning og livet.

Der er indlæg på vej! Hvad vil I gerne høre om? Jeg kan bl.a. tilbyde

  • Et kryds på Københavnerlisten: min første tur i Operaen på Holmen
  • Årets første maraton – mudder, regn og højt humør i Kolding
  • En filmanmeldelse som slår fast, at muscial-genren langt fra er forældet

Giv lyd hvis I har særlige ønsker. Ellers får i noget engang, og så har jeg ikke lovet for meget 🙂

12.22.16

Julehilsen

Posted in Årets gang, Hverdagsliv, Løb, oplevelser at 10:05 am by

Det er ikke så befordrende for julestemningen, at der samme dag som jeg skriver om at finde julehumøret i Flensborg bliver dræbt og såret mange mennesker på et julemarked i Berlin. Det er faktisk grufuldt og ondt og slet ikke i orden. Det er heller ikke i orden, at det skal være så svært at få civile evakueret i Aleppo. Eller at der er danskere, som ikke har råd til julegaver og julemad!

Jeg har sendt donationer gennem Røde Kors, Unicef og Kolding Madhjælp, men må jo indrømme at jeg bruger mange flere penge på luksus og lækkerier til mig og mine i julen. Jeg glæder mig vældigt til for første gang i mange år at have fri helt til efter nytår, til at fejre juleaften med de nærmeste og til alt det nye og spændende, som 2017 vil bringe.

Måske kunne en enkelt bloglæser eller to få lyst til at spørge, om jeg stadig løber? Det har jeg ikke skrevet så meget om på det sidste, men selvfølgelig gør jeg det. Træningen er en stor og vigtig del af min hverdag, og jeg har stadig mål og drømme, selvom arbejdet får første prioritet i 2017.

teamtvilling

I 2016 var jeg frisk til at sende ansøgninger. Det resulterede ikke bare i et ny job, men også i muligheden for at blive en del af Team Tvilling i Esbjerg! Den chance har jeg grebet, og det giver virkelig inspiration, motivation og glæde at mødes med løbere, handi-atleter og deres familier hver søndag formiddag. Mine ben skulle lige vænne sig til belastningen ved at løbe med en vogn, men nu går det fint. Forhåbentlig skal vi deltage i løb sammen til næste år, og det vil jeg prioritere højt.

Jeg er kun tilmeldt 1 løb i 2017, men det er til gengæld Boston Marathon!!! At stå på startstregen til april vil være en stor drøm, der går i opfyldelse. Desuden kunne jeg godt tænke mig at få den blærede sorte T-shirt, som 100 parkruns berettiger til. Der mangler 24, så der skal en ordentlig indsats til for at nå målet i 2017. Og mon ikke der bliver løbet et enkelt ultraløb eller to?

Selvom verden ikke altid er god og retfærdig, vil jeg ønske jer alle som læser med en glædelig jul og et godt nytår. Håber I får energi til at klare de ting, universet kaster efter jer, taknemmelighed over alt det gode i livet og at I har de bedste mennesker omkring jer!

 

11.15.16

Berlin!

Posted in Løb, Rejser at 1:51 pm by

Jeg er lige kommet hjem fra en miniferie til Berlin, der indeholdt alt hvad man kan ønske sig af sådan én 🙂 Min mor og jeg boede på et meget komfortabelt hotel som på magisk vis formåede at ligge lige ved Friedrichstrasse,  tæt på alle de spændende attraktioner (og nattelivet), og samtidig være enormt fredeligt. Vi besøgte hyggelige caféer og spiste god mad, overvejende asiatisk. Vi travede rundt og besøgte museer og kirker, og nød simpelthen den særlige storby stemning.

b4

Der er så meget historie i Berlin, og vi fik kun lige set et par glimt. På DDR-museet prøvede jeg at sidde i en Trabant og kiggede indenfor i rekonstruerede hjem fra dengang. Vi gik forbi Checkpoint Charlie og min mor fortalte om dengang hun besøgte Østberlin. Det var ret spændende at se og høre om, for selvom jeg er vokset op under den kolde krig, husker jeg ikke meget fra den tid, og for mig er DDR mest noget jeg forbinder med film som “De andres liv” og “Goodbye Lenin”. Her blev jeg virkelig konfronteret med, hvor uhyggelig en tid det må have været, og hvor begrænset friheden var i DDR.

b3

Indrømmet for mig handler Berlin nok mest om løb, for jeg har deltaget i maratonløbet 3 gange, og det har været nogle rigtig gode ture! Denne gang var fokus dog et andet sted, og dog… Om morgenen løb jeg langs Spree (og hilste lige på den gyselige Sejrssølje, der ikke minder os danskere om noget godt), og søndag deltog jeg i et lille lokalt løb i en park ude i forstæderne. Her løb jeg en kvart maraton, en rigtig flot tur igennem frosne blade på en iskold og klar dag. Jeg nød at løbe for sjov, uden forventninger til at skulle præstere noget specielt og uden at skulle sætte mig selv op til en lang tur eller en bestemt tid. Løbeklubbens formand var meget begejstret for international deltagelse i løbet og ville nævne mig i sin beretning!

b2

Vi havde sjove oplevelser, som at gå rundt om kuplen på domkirken og en sejltur på Spree, og mere eftertænksomme og triste (men nødvendige) øjeblikke, da vi besøgte det jødiske museum. Flot arkitektur, men ikke meget feel-good over det. Vi var lige lidt for tidligt ude til at se julemarkeder, men der var nu mange flotte tinge at kigge på alligevel, og for resten rigeligt med juleknas at shoppe!

b1

På hjemturen var der lidt knas med togene, så vi fik 2-3 timer ekstra og rigelig tid på banegården i Hamburg. Men hjem kom vi da, fulde af indtryk og med tungere tasker end da vi rejste ud. Åh, det bliver vist ikke sidste gang, jeg besøger Berlin som turist og ikke maratonløber 😀

10.17.16

Løb: gamle glæder og nye udfordringer

Posted in Hverdagsliv, Løb, oplevelser at 12:57 pm by

Jeg ville gerne skrive, jeg er den gladeste løber i Esbjerg lige nu, men konkurrencen er vist hård 🙂 Der er blevet oprettet en afdeling af Team Tvilling i byen, og alle, der var så heldige at komme med på holdet er nemlig i vældig højt humør:

14717040_1278159625590012_9137854666367782508_n

Lørdag var en helt enormt god løbedag. Det regnede godt nok lidt, men selvfølgelig ikke nok til at forhindre mig i at tage til parkrun. Jeg har ligget noget lavt i træning siden jeg afsluttede sæsonen med et 6-timers løb i München, og har ikke rigtig holdt øje med tempoet på mine korte ture. Faktisk har jeg følt mig som lidt af en snegl, men sidste lørdag var jeg til parkrun uden at løbe mig ud, og kom igennem på 22.37, hvilket er en ret god tid for mig. Derfor var planen i lørdags at give den alt hvad jeg havde i mig, i håb om en personlig rekord. Det lykkedes også med lige netop, og selvom jeg gerne havde været under 22 min, var jeg ikke sur over de 3 sekunder jeg manglede. Tror nok den skal være der, hvis jeg finder en flad rute.

Det vigtigste ved parkrun er dog sammenholdet og hyggen. En mandlig løber gav mig pace på sidste omgang, og det giver bare ekstra energi at få en masse opbakning fra de frivillige og alle fremmødte. Desværre måtte jeg direkte hjem for at skifte tøj, så jeg ikke blev kold efter løbet, så jeg gik glip af kage og champagne (en flok løbere havde 50 løbs-jubilæum), men der skal nok blive mulighed for revanche. Om ikke andet når jeg selv løber nr. 100 – lige nu er jeg på 74 løb.

Derhjemme fik jeg lidt varmt at drikke og hoppede i et nyt sæt løbetøj, før turen gik tilbage til parken, hvor første træning med Team Tvilling Esbjerg fandt sted. Jeg er simpelthen så glad og stolt over at være blevet udtaget til holdet af løbere, selvom jeg var lidt bekymret for, om jeg er stærk nok til at skubbe en vogn. Nu kan jeg se, det nok skal gå!

Kommunen har indkøbt 5 vogne og fundet frem til en gruppe handi-atleter (dem, der sidder i vognene) og 15 løbere, som skal skubbe vognene. Det er rart, vi er nogle løbere i overskud, så vi kan hjælpe hinanden og skiftes til at puste lidt ud. Ved ankomsten fik vi udleveret T-shirts og skrev under på, vi tonser rundt på eget ansvar. Der blev snakket og hilst, og da alle var klar samledes løbere og lærte at skifte slanger og justere vognen. Tror ikke jeg er helt prof til det endnu, men vi hjælper jo hinanden 🙂 Derefter stillede vi op til gruppebillede (flere lokale aviser var mødt frem) og så rullede vi ud på den første tur.

Det var lidt udfordrende at dreje, for der skal vognen tippes bagud, men ellers gik det fint, og vi kom rundt på en lille tur i skoven, komplet med kast af efterårsblade, foto-stops og hilsner til nysgerrige forbipasserende. Bagefter var der kaffe og kage, hvilket jeg forstår er en vigtig del af konceptet. Der blev snakket og grinet meget, og jeg følte mig virkelig godt tilpas. Da jeg var yngre hjalp jeg til ved handicapridning, og det her var lige så hygsomt.

Vi skal træne en gang om ugen, og jeg er selvfølgelig tilmeldt  på søndag! På sigt skal vi forhåbentlig også deltage i løb, og flere har udtrykt, at det kunne være interessant hvis jeg vil løbe 100 km med en vogn (!). I første omgang er ambitionen altså et parkrun…

Når vi nu siger ambitioner, så kan det da være at nogen kunne finde på at undre sig over, hvordan turene med Team Tvilling passer sammen med mine egne planer for næste sæson. Jeg ved det ikke, men lige nu er det de sociale og sjove aspekter af løb, jeg mest har lyst til at dyrke. Der er lang tid til min næste ultra, og der er meget jeg gerne vil udforske på de lange distancer, men det hele behøver jo ikke ske i morgen eller til næste år. Lige nu er det lavsæson, og jeg bliver nødt til at gå til den med styrketræning og alternativ træning for at holde mig skadesfri. Jeg vil også gerne fokusere lidt mere på tempo, for benene er hurtige og 5 km kan jeg lige overskue fra mit vinterhi. Egentlig utroligt, så meget variation man kan finde i noget så umiddelbart ensidigt som løb 😀

 

 

09.21.16

Tunge ben og mange skridt

Posted in Løb at 1:00 pm by

Det er kun lidt over en uge siden, jeg løb mig helt ud til 6-timers løbet i München. Derfor er det vel egentlig ikke underligt, jeg ikke lige har følt mig totalt dugfrisk siden, men det har alligevel frustreret mig en del. Formen har været så god, jeg har løbet og løbet og løbet i år, og nu er det altså slut. Ja, jeg træner stadig dagligt, men der kommer ikke flere vigtige konkurrencer i år, og jeg er ved at trappe ned til en 6 ugers pause, hvor jeg maksimalt må løbe 50 km om ugen.

På den ene side gad jeg godt, det bare blev ved og ved. At træningen kunne optrappes i det uendelige, og løbene ville flyde mod mig i en lind strøm. Omvendt glæder jeg mig  også til at få mere tid til mine andre interesser. Til at kunne tage til København for at se opera, gå i biografen, fordybe mig i bøger, strikke lidt mens Bagedysten larmer i baggrunden (!), være vågen til efter kl. 21 om aftenen, måske endda drikke en øl eller et glas portvin i ny og næ. Jeg glæder mig til trangen til at løbe ultraløb igen bliver så stærk, at jeg pløjer diverse løbskalendere igennem og lægger planer for deltagelse, hver gang jeg trænger til en overspringshandling.

I weekenden tog jeg hul på off-season. Min mor og jeg kørte til Blåvand for at se udendørs kunst i forbindelse med Vadehavsfestivallen, og udstillingen var nærmest magisk i det smukke septembervejr. En af mine favoritter var vandkanderne fra Ikea, der lignede fugle på afstand, men der var også andre spændende værker, som spillede flot sammen med det flade hav og de sandede klitter.

Billede3

Vi så også sæler, og sluttede med en skøn frokost på Ho Kro. Det var en rigtig dejlig dag, og jeg savnede slet ikke at løbe en lang tur – de 11 km jeg satte ind på kontoen om morgenen var rigeligt, kombineret med en strandtur og en bestigelse af fyrtårnet i Blåvand.

Det er heller ikke fordi jeg ligger på den lade side med træning, selvom det er vintersæson for løb. Styrketræningen er så småt ved at blive genoptaget, men nøj hvor er det hårdt! Her er jeg stadig på skåneprogram indtil rutinerne er på plads igen, og jeg skal vist også starte langsomt op med spinning, som jeg kun dyrker om vinteren. For tiden går jeg også en masse ture. Jeg deltager nemlig i “Tæl skridt” kampagnen med et par venner fra Stafet for Livet. Vi er afslappet ambitiøse omkring vores daglige skridt, og jeg synes det er et sjovt fælles projekt. Lige nu er det faktisk nok: skridtene, den daglige (relativt korte) løbetur uden alt for meget struktur og planlægning og opstart i fitness. Jeg har ikke brug for et stort mål, nyder bare at være aktiv. Lad os se hvor længe det holder 🙂

09.13.16

Årets sidste ultraløb

Posted in Løb, Rejser at 1:03 pm by

I weekenden var jeg til et løb – sådan har det efterhånden været mange gange, men denne gang rejste jeg lidt længere end til et lokalt løb i Jylland: hele vejen til München fløj jeg, for at løbe i 6 timer. Det har jeg efterhånden prøvet nogle gange før, og jeg vidste godt, mit resultat på lige over 67 km fra Sæby i maj ville blive svært at slå. Især fordi det tegnede til at blive en vældig varm og skyfri dag, og varme er ikke ligefrem noget, der fremmer mine præstationer. Så coachen og jeg havde ikke store forventninger, andet end jeg skulle gøre mit bedste.

Derfor var jeg heller ikke specielt nervøs før løbet, og nerverne gik vist mest på, om jeg kunne finde frem til startstedet. Det lykkedes, og jeg kom endda i god tid og kunne se ruten lidt an. Den var 1,5 km på grus og med nogle bakker, men i en fin park og helt uden trafik. Der var ikke chip-tidtagning, så jeg skulle kontakte min “tæller” – en official som noterede hver gang jeg kom forbi.

Der var en del løbere til start, både sololøbere og stafethold, en blanding af meget veltrænede personer og nogle, som ved første øjekast så ud til at blive udfordret af at klare et par omgange. Jeg kendte ingen på startlisten, og planen var ikke at være taktisk, men løbe mit helt eget løb. Tempoet var sat til 5.15 min/km (nok lidt optimistisk i varmen, men sådan er jeg), og jeg havde mit eget lille depot med energidrik, energirige vingummier og nogle energibarer. Der var et glimrende fællesdepot, så jeg havde ikke så meget brug for mine egne ting, men især vingummierne er min mave glad for på de lange ture.

Da startskuddet gik fandt jeg hurtigt ud af, at det virkelig var en varm dag, og skyggen trak sig meget sammen hen mod middagstid (løbet begyndte 10.00). Jeg lagde mærke til en kvinde i rødt tøj, som løb enormt flot og ubesværet, i meget højt tempo. Vi skiftede lidt med at tage føringer i starten, og allerede på tredje omgang begyndte vi at overhale gående personer. Jeg anede ikke, hvor de andre kvinder var, og hende den hurtige kom og forsvandt lidt. På et tidspunkt tog jeg hende med en omgang, men så overhalede hun tilbage. Efter tre timer kom der et scoreboard op, og jeg kunne se, jeg lå forrest, men vi var 4 kvinder på samme omgang. Spændende! Jeg holdt tempo de første 4 timer, så begyndte jeg virkelig at mærke varmen og tankerne meldte sig: “hvordan i alverden skal jeg klare det her?”

Jeg overbeviste mig om, jeg faktisk selv havde valgt at traske rundt i en overophedet tysk park, endda betalt penge for det. Så nu var det at holde ud, og jeg holdt fint gang i benene til 50 km (efter lige under 4 timer og 30 min). Derfra måtte jeg give mig selv en god pause til at drikke vand, og gå lidt på en bakke. Uha, det var varmt og uoverskueligt, men jeg undlod at give op, fik solcreme i samaritterteltet og masser af vand, og coachen opmuntrede mig til at blive ved, men med forsigtighed.

Vandet hjalp, og jeg dyppede mit tørklæde i en spand vand for at køle mit ansigt og nakken, hvad der hjalp meget! Krisen var overvundet, og jeg kunne løbe igen, men med en solid drikkepause ved hvert depot. Jeg kom ikke op i det tempo, jeg var begyndt i, men klarede 15 km på de sidste halvanden time, trods drikkepauserne. Jeg blev overhalet af to kvinder, men hurtigløberen var bag mig. Jeg vidste, hendes spurt  var rigtig stærk, så de sidste minutter løb jeg alt, hvad jeg kunne! Det føltes meget vigtigt at kæmpe for tredjepladsen, og da slutfløjtet lød, havde jeg holdt den 😀

Løbsarrangørerne gav mig både en pokal, medalje, gavepose og et certifikat, og det ødelagde ikke min glæde, at jeg blev slået, lige netop ikke nåede 65 km, eller at jeg ikke satte en personlig rekord. Bagefter kiggede jeg nemlig på mine konkurrenter på den tyske ultrastatistikside, og det var altså nogle seje damer. Begge dem, der slog mig, har løbet 100 km på under 8 timer og 30 minutter, og hurtigløberen (som hedder Pamela Veith) er virkelig meget hurtig! Hun har en personlig rekord på 100 km på 8 timer og 2 minutter, eller et par timer hurtigere end mig 😉 Vi talte sammen bagefter, og hun havde haft en frygtelig dag med mavekramper. Er meget benovet over, jeg kom foran en løber af hendes kaliber, og ret imponeret af, hun blev ved med at kæmpe selvom hun fik et resultat, der for hende var ganske middelmådigt.

Det eksempel kan jeg lære meget af, og generelt fik jeg en ordentlig bunke erfaringer med hjem. Det er klart blevet nemmere at takle varmen end det var i foråret, og kriser kan overvindes. Det er ingen hemmelighed, jeg godt kunne tænke mig at løbe endnu et ultraløb i år, men inderst inde ved jeg godt, det er tid til en pause, og at der skal en solid og langsigtet indsats til, hvis jeg vil forbedre mig yderligere. Lige nu er motivationen høj, og det virker som om der er uendeligt længe til jeg skal løbe ultraløb igen. Måske når mine tånegle endda at gro ud?

08.30.16

Filmweekend og en stor anbefaling

Posted in Film, Hverdagsliv, Løb at 12:40 pm by

Hvordan ved man, man går alt for meget i biografen? Jo, når man efterhånden kan spørgsmålene fra Biospils filmquiz udenad og har vundet flere popcorn, end man kan nå at spise, så er det ved at være nok 😉

I sidste weekend prioriterede jeg benhårdt mine biografture, og klarede 3 film! De spændte ret bredt, både i tema og kvalitet, med “Captain Fantastic” som den absolut største oplevelse og en film, jeg tænkte over i lang tid bagefter, til “Suicide Squad” i bunden som endnu en ret ligegyldig adaptation af en glimrende DC Universe tegneserie. Midt imellem kom ugens premierefilm “Florence”, som jeg skulle anmelde til Esbjerg Ugeavis, der udkommer i morgen.

Captain_Fantastic_poster

Captain Fantastic har ikke noget med tegneserier at gøre, men handler om en far (Viggo Mortensen, Oscar-værdig præstation!) som bor i en skov med sine børn og opdrager dem til at blive vidende, kritiske, fysisk stærke og selvstændige. Men da de konfronteres med verden udenfor, er de pludselig freaks og håbløst uvidende i forhold til deres jævnaldrende på mange af livets områder. En virkelig relevant film om balancen mellem at være sig selv og at passe ind i mængden – den skal bare ses!

Nå, ud over frygten for at drukne i popcorn fik jeg meget ud af min film-weekend. Jeg blev bekræftet i, biografen virkelig er et rart og trygt rum for mig, hvor jeg slapper af og får ladet batterierne op. Derfor skal film altså have en høj prioritet i min planlægning: måske ikke som et ugentlig indslag, men helst oftere end en gang om måneden.

Selvfølgelig var der også tid til andre gøremål, deriblandt løbetræning. Formen er vældig god og nydelsen stor, men jeg kan godt mærke, sæsonen har været lang og krævende. Når de sidste par løb i år er overstået, bliver det meget rart med en vinterpause (og en masse spinning, svømning og styrketræning). Jeg var forbi parkrun som hjælper, hvilket altid giver mulighed for en masse snak, og lørdag eftermiddag var jeg så heldig at få et gratis startnummer til Energiløbet i Hjerting. Vejret var skønt, så vi tog en familieudflugt og heppede på maratonløberne, spiste pandekager og lod mig nøjes med en hyggetur på 7,2 km. En sjov skæv distance, som jeg løb på 31 min og 38 sekunder med rimeligt overskud, hvilket indbragte mig en tredjeplads og et gavekort! Dejligt udbytte, og jeg brokker mig slet ikke over at blive slået af en 12-årig pige, når det var sådan en god og sjov dag.

14051759_1740111642917573_2168389043958414160_n

Listen over livets store glæder er heldigvis lang, og det var dejligt at dedikere en weekend til nogle af dem: film og løb. Jeg vil også gerne bruge mere tid på bagning og madlavning, men det bliver nok gemt til off-season. Og så må I godt høre en dyb hemmelighed: én af syslerne på min liste var faktisk puslespil 😀

08.15.16

Folkedragter og frituregryder – der er mange grunde til jeg elsker at løbe

Posted in Løb, oplevelser at 12:08 pm by

I lørdags var jeg til løb efter “Team Betteskov Basic” modellen, og det var en skøn oplevelse som gav motivation til mange ugers træning fremover! Min mor tog med som chauffør og supporter til Mandø Maraton, hvor jeg skulle løbe 1/4 af den klassiske distance, med fokus på at have det sjovt. Vi måtte tidligt op for at nå traktorbussen fra Vester Vedsted. Mandø afskæres nemlig flere gange dagligt fra fastlandet af tidevand, der er for lavvandet til en færge, så enten må man have sin bil ud i det salte pløre, eller køre med de store traktorer.

Mandø er ret lille, ca. 10 km i diameter, og der er ikke voldsomt meget at se, ud over får, en mølle, en brugs og et lille bymuseum. Men naturen er flot, med diger rundt om øen og ellers Vadehav så langt øjet rækker. Der var mange deltagere og heldigvis et telt at trække ind i, når regnbygerne kom. Jeg skulle vente et par timer på at løbe, så vi gik en tur til møllen og slappede af i løbsteltet, hvor der var foredrag om at være ung på Mandø, musik, kaffe og kage.

Blæsten var strid, og jeg ved, modvind ikke er nemt for mig at takle, så jeg forberedte mig mentalt på 10,5 hårde km. De første 5 var der medvind, og jeg var bare flyvende! Fandt en god rytme og løb dem i en tid, der åbner mulighed for en personlig rekord på distancen inden alt for længe 🙂 Og så ramte jeg muren af vind, der slog mig noget ud af kurs. Jeg havde ligge forrest blandt kvinderne, men blev overhalet af én, der havde bedre greb om at løbe mod orkaner. Nå, jeg holdt fokus og kom ind i en tid, jeg var yderst tilfreds med, og et gennemsnitstempo på 4.35 min/km. Det var så godkendt, at jeg lige måtte juble lidt ved målstregen.

Motionsbilleder507426

Efter løbet var der igen ventetid, hvor jeg kunne se venner og bekendte løbe i mål efter en hel eller halv maraton. Præmieoverrækkelsen var først sidst på eftermiddagen, men som nr. 2 blandt kvinderne vandt jeg til gengæld en yderst imponerende præmie: min helt egen frituregryde 😀 Til stor fornøjelse for publikum, hvoraf flere godt kender den sure sundhedsdame og kunne se mine problemer med at håndtere den store kasse…

14040045_10210399866302638_3324870881732307361_n

Mandø Maraton kan 100% anbefales til løbere, der vil afsætte en til et løb med “wow-faktor”. Der er både en fint opmålt og opmærket rute, totalt styr på numre og depoter (løbet arrangeres af meget erfarne løbere), medaljer til alle, flotte præmier og rigtig god stemning. Lokale i folkedragter, små foredrag og meget unik natur giver mange point for den samlede oplevelse. Det er noget helt andet end at være til de (også hyggelige) lokale byløb, og jeg fik husket mig selv på, at jeg ikke løber for tider og placeringer, men fordi sporten giver mig mulighed for at rejse til interessante lokaliteter og selvfølgelig mødes med de andre glade løbere.

Tilbage står kun et spørgsmål, men det er også stort: nogen der har idéer til, hvad man kan lave i en Actifry udover frost-fritter?

 

08.11.16

Indrømmelse: Til tider er da lidt hårdt…

Posted in Hverdagsliv, Løb at 11:19 am by

Jeg elsker at træne og løbe, og at fortælle de positive historier om min sport: om glæden ved at bevæge mig rundt i naturen, om samværet med glade og positive mennesker, og om at krydse målstregen i fuld fart efter en god præstation. Det handler dette indlæg (også) om, men jeg må  indrømme, at der er en anden side også. Hård træning er faktisk hårdt! Nogle gange bliver jeg mindet om, at det ikke er givet at jeg kan løbe 80-100 km om ugen ved siden af mit fuldtidsarbejde og alt det andet, jeg drøner rundt til.

Sådan en aha-oplevelse har jeg lige haft, og det gik endda lige så godt. Efter en (kort) sommerpause genoptog jeg træningen og kom hurtigt op på det niveau, hvor jeg toppede i forårssæsonen. På min rejse til Wien blev der skåret (lidt) på mængden, men de tabte km blev så rigeligt vundet ind på sightseeing til fods, og jeg løb stadig omkring 70 km langs Donaus bredder i Wien og Bratislava, og rundt i kejsernes gamle jagtrevir i Wien, der i dag udgør parken Prater. Desuden deltog jeg i et lokalt 10 km løb i Donauparken, hvilket var en sjov tilføjelse til en rigtig god ferie.

Min mor tog med til parken og heppede ivrigt, og jeg havde et godt løb. Med en temperatur på over 30 grader og mange km i benene forventede jeg ikke en stor præstation, men tiden blev slet ikke dårlig: 45 min og 5 sekunder (øv!) hvilket kun 20 sekunder langsommere end min bedste tid på distancen. Hvad der var endnu sjovere var, at jeg kom i mål som første kvinde og blev belønnet med en ret imponerende pokal 🙂

13682561_10210027286267234_1822832560_o

Min mor mente nu, at det havde været bedre med en gavepose, men jeg var begejstret for trofæet og den meget gode morgenmad, der blev serveret for deltagerne. Sådan en oplevelse burde give en masse motivation til sæsonens rigtige mål, men jeg har altså ikke kunnet svinge mig op på virkelig at have appetit på endnu et 100 km løb lige om snart. Da jeg talte med min træningskammerat, der næste weekend skal løbe DM 100 km og er enormt klar, stod det helt tydeligt for mig, at jeg gerne vil vente lidt med mit næste forsøg.

Samtidig har jeg døjet lidt med træthed, køresyge og noget mavebøvl, der gjorde weekendens lange tur til lidt af en prøvelse. Benene var ellers fine, og der har heldigvis ikke været noget som ligner skader, men humøret har svinget mere end det skal, og den ekstra energi manglet. Heldigvis har jeg en observant og forstående coach, og vi blev nemt enige om, de her symptomer på begyndende overtræning ikke skal negligeres. Denne uge er derfor afsat til kortere ture med fokus på nydelse og hygge, og det har allerede hjulpet. Jeg ser frem til at deltage i nogle motionsløb, og senere på sæsonen kommer der også nogle ultra-udfordringer. Bare ikke 100 km, og bare ikke lige nu.

Der er jo tale om en lille tilbagegang i træningen, men jeg opfatter det bestemt ikke som et nederlag. Efter en suverænt god forårssæson med 3 ultraløb og et maraton, kan selv jeg godt forstå, hvis jeg er lidt brugt. De rigtig spændende mål er de langsigtede, og jeg stadig nogle gode løbeplaner for de næste måneder. Mest er jeg nok taknemmelig for, jeg reagerer på for lidt hårdt pres ved at sænke min tude-tærskel (ja, bad-ass ultraløbere græder også. Oftere end I kan forestille jer!) og ikke med skader. For en gangs skyld fik jeg grebet hurtigt ind – måske har jeg virkelig lært noget af mine erfaringer fra dengang jeg prøvede at løbe med et underskud på 3-4 portioner blod? Jeg vælger at rose mig selv for at lytte (til en blanding af kroppens signaler og trænerens vise ord) og kommer stærkt igen lige om snart!

← Previous Entries