Archive for Løb

08.20.17

Noget om glæde, medaljer og bagsider…

Posted in Løb at 10:22 am by

På billedet ser jeg virkelig glad ud, og det er vel ikke så svært at forstå. Jeg har netop løbet 100 km i konstant regnvejr (OK, faktisk ophørte det med at pøse ned i 20 vidunderlige, sammenhængende minutter), og selvom tiden ikke blev så god som jeg kunne have håbet, fik jeg en personlig rekord med 7 minutter. I kampen om det samlede danske mesterskab på distancen kom jeg på podiet til en bronzemedalje, og fik oveni sølv i min aldersklasse.

Det mærkelige er bare, at jeg ikke rigtig kan finde glæden frem, når jeg tænker tilbage på det løb. Jeg er ikke utilfreds på nogen måde, og meget stolt af at være netop dér hvor jeg er, i det selskab, men jeg sprudler ikke indeni. Det føles faktisk lidt tomt…

Som sagt var det også en hård omgang, og jeg har aldrig før haft så ondt i mine ben under et løb. Afkølingen gav stive og ømme muskler, og forsiden af mine lår nød bestemt ikke de sidste 40 km! Maven opførte sig OK; jeg fik drukket fint, men kunne nok godt have indtaget mere energi. Humøret var ikke højt, men jeg var stålsat på at gennemføre, og det gjorde jeg.

Christina, som også trænes af Jesper, vandt i en rigtig flot tid og viste med al tydelighed, hun hører til på landsholdet. Kirstine, som jeg kender fra landsholdets talentgruppe, løb også flot og stabilt og var klart bedre end mig i slaget om vores aldersgruppe. Bente, der blev nummer 4 samlet løb sin første 100 km og var hurtigere end sin forventede tid – også en flot præstation. Og den måske mest imponerende indsats blev ydet af Tina, som jeg også kender fra træningsgruppen. Hun fik en krise hurtigt, men gav ikke op og kæmpede sig igennem med godt humør 🙂 Jesper var en stor støtte undervejs, det var arrangørerne også og publikum fra Viborg, trods møgvejret. Men på en 100 km kæmper man mest med og mod sig selv, og det synes jeg alle de ovennævnte superseje kvinder gjorde virkelig flot. Jeg betragter dem som dygtige atleter og rigtig gode rollemodeller, og så burde jeg jo se mig selv på samme måde. Det gør jeg bare ikke. Føler mig nærmest lidt “meh…”

Det er ikke fordi glæden ellers mangler i mit liv. Jeg er begejstret for mit arbejde og har en bunke udfordrende, men virkelig spændende opgaver, og mange kollegaer jeg er ret glad for. Det er dejligt at jogge og gå ture, i går morede jeg mig med at se Copenhagen Pride paraden, og jeg havde en inspirerende og hyggelig rundvisning i Zoologisk Have fredag aften. Der er masser af gode mennesker i mit liv og ting at være glad for, og det er jeg!

Her kunne jeg skrive en lang smøre om de sande værdier, at det giver mig meget mere at løbe en rolig tur på Fælleden og hilse på naturen end at vinde ting. Hvilket sådan set er rigtigt, men alligevel… Hvis jeg ikke kunne lide at konkurrere, ville jeg jo ikke betale penge for det, vel? Eller tilrettelægge mit liv så træningen kan passes ind tidligt og sent. Så jeg vil bare lukke den med at sige, at jeg nok både fik en stak medaljer og en livslektion, som jeg sikkert hurtigt glemmer igen. Samt give mig selv en god lang offseason og love mig selv, jeg skal fokusere på mål som motiverer mig, og løb hvor der også er plads til elementer af sjov og spas.

Der rumler et par ideer om hvad jeg kunne tænke mig at prøve at træne mig op til, men jeg vil tænke det godt igennem først. Så lige nu er tavlen helt ren – og det nyder jeg altså!

07.28.17

Løb – når det er let og svært

Posted in Løb at 9:33 am by

Benene er gode for tiden! Jeg er begyndt at løbe parkrun på Amager Fælled, hvor der er en vældig flot rute og venlige mennesker. Sidste uge lykkedes det mig lige at knibe mig under 22.30, hvilket er meget tilfredsstillende for mig på en 5 km træningstur. Det forbløffede mig lidt, at det gik så forholdsvis nemt. En lignende oplevelse havde jeg i onsdags, hvor jeg deltog i et cannon ball maratonløb på Amager, på Toppen af Nokken. Nokken er en haveforening, et sjovt lille sted med kolonihavehuse i alle farver og en motocross-bane, beliggende lige ved siden af de store og strømlinede nye bygninger på Sluseholmen (på Sjællandssiden). Løbet bestod af 8 omgange på en rute, som er i den hårde ende for min smag. Der var en solid bakke, et stykke med trail (hvor jeg frygter for min stakkels ankler, selvom jeg ikke var i nærheden af at falde) og en hel masse broer, for man løber faktisk over slusen.

Men det er nu altid sjovt at komme lidt ud af komfortzonen, og jeg fik faktisk en ret solid træningstur ud af det. Jeg fulgtes det første stykke med en erfaren og hurtig kvinde, der pressede os godt op i tempo. Omkring halvvejs måtte jeg lade hende gå, men fik kontakt igen ved 33 km, overhalede og måtte så knokle lidt på for at holde den hjem. Derfor fik jeg en tid pænt under 4 timer, og meget bedre end jeg havde regnet med. Cannon balls er kun for sjov, men det gav en indikation af, at formen stadig er god efter min målrettede træning til Boston og 12 timers løbet i Sæby. Det vigtigste med dette løb var dog at fejre arrangørens fødselsdag! Henrik “Hoplarik”, som har løbet flere maratons end jeg kan tælle til, gav kage bagefter, og smil og kram. Man kan vist godt se, jeg har lavet lidt, selvom jeg følte mig ganske frisk i forhold til at have et maratonløb i kroppen 🙂

Det, der er svært nu, er ikke at løbe. Det er mine tanker om det, mine forventninger til mig selv, min trang til at leve op til den fine anerkendelse jeg har fået med udtagelsen til ultralandsholdets talentgruppe. Jeg vil så gerne vise alle hvad Jesper har lært mig! Omvendt ved jeg bare, at jeg løber bedst når jeg er glad og ubekymret, så jeg prøver indædt ikke at blive forkrampet og få præstationsangst. Heldigvis har jeg kuren, som jeg giver mig selv i rigelige doser: min glæde ved løb har rod i kontakt med naturen og gode sociale oplevelser. Derfor blev torsdag eftermiddag brugt på “DHL fortræning”, hvilket er en hyggelig fælles tur med en løbeglad kollega. Det kan også være, jeg har fundet endnu en løbemakker på Østerbro, tæt ved mit arbejde, og sidst i august får jeg besøg af en løbeveninde tilbage fra 1900-tiden. Og hvad naturen angår, så må jeg bare sluge det fine syn af Fælleden, der møder mig hver morgen!

Det gælder om at trække vejret dybt, undgå panik og huske at nyde, at kroppen giver mig lov til at flyve gennem by og land lige nu. Det ER altså bare for sjov, og den sidste uge har de gode løbeoplevelser stået i kø. Dem er jeg meget taknemmelig for!

07.19.17

En kærlighedshistorie

Posted in Årets gang, Betteskov på Amager, Hverdagsliv, Løb at 12:02 pm by

Jeg kan lige så godt sige det ligeud: jeg er simpelthen så glad for mit nye hjem på Vestamager, og jeg elsker København, som kun en tilflyttet jyde kan gøre det <3 I morges gik jeg fra metrostationen ved Kongens Nytorv til mit arbejde på Nordhavn, og det var ren nydelse! Iblandet lidt spænding, da jeg passerede Kastellet, hvor en kanon blev fyret af og en soldat brølede “Honnør for flaget!”. Jeg håber sandelig ikke, han forventede jeg skulle foretage mig noget i den sammenhæng…

Det er gået stærkt siden mit flyttelæs ankom den 11. juli. Utroligt nok blev ingenting slået i stykker i processen, og jeg havde en vældig positiv oplevelse med flyttefirmaet, der sendte mig en flok venlige, hurtige og kompetente unge mænd. Bagefter var der lang tids beskæftigelse med at få pakket mine kasser ud, men nu er den sidste flyttekasse endelig sat i kælderrummet. Som så ofte før har jeg lovet mig selv, at alle litterære nyanskaffelser fremover bliver e-bøger!

Der er et par hængepartier med lamper, gardiner og nogle billeder til væggene, men jeg synes jeg er kommet vældig godt på plads og er ved at vænne mig til lejligheden, som er stor og lidt specielt indrettet, med en aflang stue med køkken midtpå og et rum i hver sin ende af denne. Når jeg vågner om morgenen kan jeg se ud over et dejligt åbent landskab med køer og får samt masser af gode stier til løbeture. Det gør mig simpelthen så glad, og er en meget positiv forandring fra mit hjem i Esbjerg (centralt beliggende, men kedelige omgivelser) og det pendlerværelse, jeg boede i på Østerbro.

Lejligheden er fint klar til at have gæster, og i weekenden holdt Jesper og jeg en lille ferie i København. Tror det hedder staycation hvis man skal lyde lidt fancy 😉 Vi spillede minigolf i høj solskin på Amager Strandpark (ikke den bedste bane, men det dejligste vejr!) og brugte en regnfuld søndag på at sejle i to fulde timer med havnebussen. Vi fik set byen fra søsiden, hele vejen fra Refshaleøen til Teglholm. Jeg må sige, at når det hele har kørt i det lidt hurtige gear, er en tur med buslinje 991 en god måde at falde lidt til ro på!

 

Jeg glæder mig til at kigge mere på byen denne sommer,  til at finde de rareste oaser og åndehuller, smage mig frem til den bedste cappuccino, kort sagt hoppe frem og tilbage mellem rollen som turist og én af de lokale. Det er dejligt at være kommet hjem i højere grad end jeg har været det sidste halve år, men også nødvendigt at vide, at der stadig er en masse tilbage at opdage og opleve lige i nærheden! Jeg er ganske forelsket i hovedstaden, men især i mit eget hood, Amager som er så stor og varieret, så propfuld og larmende på Brogaden og så stille (bortset fra vindens susen) ved dæmningen. Ja, og så er den endda hjemsted for hele to parkruns, som jeg nu har testet og fundet aldeles dejlige! Måske er der en sammenlignende analyse på vej i et senere indlæg?

06.25.17

Noget om forventninger

Posted in Hverdagsliv, Løb at 5:31 pm by

Det siges at træerne ikke vokser ind i himlen, men hvis man leger lidt med sine fotos på mobilen, så…

Måske er det fordi jeg står midt i et større opbrud i mit liv – nyt job og flytning er noget af en omvæltning – at jeg har en tendens til at gøre status på mange områder lige for tiden. Når tankerne falder på mit løber-liv kan jeg simpelthen ikke undslippe en følelse af, at det er alt for vildt til at tage alvorligt! Jeg er nået meget længere end jeg (og de fleste andre, vil jeg tro) nogensinde havde forventet. I Sæby havde jeg et virkelig godt løb på de 12 timer, og selvom jeg “kun” blev nr 2, kan de danske kvinder som har gjort det bedre på distancen (der så heller ikke er vanvittigt populær at løbe, og kun sjældent afholdes), tælles på én hånd. Resultatet var godt nok til, jeg blev udtaget til ultralandsholdets talentgruppe, hvilket jeg er virkelig beæret over. Også lidt sjovt at havne i den kategori, når jeg i almindelig atletik er en oldgammel veteranløber 😀

De seneste år er det gået virkelig meget fremad, hvilket selvfølgelig korrelerer pænt med en bedre indsats i træningen. Men alligevel kan jeg ikke lade være med at være lidt overvældet. Omvendt føles det også pludselig som om jeg er med i et helt andet game, og hvis jeg sammenligner mig med landsholdsløberne og de andre i talentgruppen, er det svært ikke at føle et vist pres. De er jo supergode!!!

Nå, heldigvis har jeg en fremragende coach som er god til at få tingene sat i perspektiv. Jeg skal selvfølgelig holde fast i min glæde ved at løbe og fokusere på min egen udvikling, og ikke lade mig forblænde af, at andre tilfældigvis er bedre.

I dag løb jeg halvmaraton i Esbjerg, og havde en skøn oplevelse, selvom jeg ikke satte en personlig rekord og var milevidt fra bare at kunne se dem som vandt 🙂 Jeg gav hvad jeg havde i mig på en rute med klassisk esbjergensisk modvind og en del sving og krøller, og var vældig glad for min indsats, som blev belønnet med en plastikmedalje og hotdog + fadøl i målområdet (spørg mig ikke, hvad sådan et traktement har at gøre til et motionsløb).

Løbet var også en slags afsked med Esbjerg, og undervejs tænkte jeg meget på 7 gode år og mange skønne mennesker – alle som heppede personligt på mig i dag får en meget varm tanke nu! Måske er det den ting, jeg er allergladest for ved at være løber: det fællesskab, jeg elsker at være en del af.

Sommeren nærmer sig, men bloggen holder ikke ferie (endnu). Faktisk må læserne være med til at vælge næste uges indlæg. I kan få en løbsberetning fra Sæby, en filmanmeldelse (jeg har set Baywatch og Den bedste mand) eller Betteskov specielle overlevelsesguide til at få det bedste ud af en akut landing i en provinsby, hvor man ingen kender. Stem, hvis I vil høre et par ord om et af disse emner, ellers bestemmer jeg. Og det gør jeg nok alligevel 😉

 

 

06.20.17

Sommer-magi

Posted in Årets gang, Løb, oplevelser at 11:09 am by

Der sker en helt masse store ting i mit liv (ultraløb, flytning, spændende muligheder i mit arbejdsliv), men sidste weekend havde jeg det dejligste åndehul, hvor jeg fokuserede benhårdt på de små glæder i livet. Vestkysten på en sommerdag er et magisk land, og selvfølgelig blev der spist is ved vandet.

Jeg løb naturligvis parkrun, og selvom der ikke var voldsom meget fart i benene, var det dejligt. Jeg har fået mange venner i Esbjerg gennem løb og især parkrun, og forhåbentlig skal jeg tilbage rigtig tit. Jeg mangler 11 løb for at have deltaget 100 gange, og mit jubilæumsløb skal i hvert fald gennemføres der, hvor jeg deltog i mit første! For mig er det en stor ting at have deltaget i 89 parkruns. Det betyder ikke så meget at jeg har været første kvinde over målstregen omkring hver tredje gang, men det er vigtigt at være en del af et fællesskab, som både er lokalt og globalt. 89 gange er jeg stået op før kl. 9 lørdag morgen og har løbet 5 km, halvhurtigt eller langsomt alt efter formen, og 25 gange har jeg været hjælper. Parkrun har været en del af mit liv i mange år efterhånden, og det er jeg stolt over!

Lørdag fik jeg også besøg af min lille dreng, som jeg er så heldig at være assisterende voksen-ven for. Han hjalp mig med at bage pølsehorn, viste mig sin fidget-spinner (kan nogen forklare mig, hvorfor de er så populære? Har det som om jeg ikke helt har forstået alle funktionerne) og vi hyggede så intenst, han faldt i dyb søvn til sidst.

Havde også mandligt besøg af en lidt ældre årgang, og imellem en hyggelig løbetur langs stranden og is-spisning udkæmpede vi en hård duel i minigolf. Der er den flotteste grønne bane i Blåvand, komplet med søer, vandløb og fiskenet (!) Det fik vi brug for, og jeg fik en fin andenplads 😉

 

Hverdagen er sat ind igen, og oveni det almindelig ræs er der en masse som skal ordnes med flyttekasser, flytning af el, slutrengøring og andre genvordigheder. Men modet på at takle alt det er lidt større, når batterierne er ladet op.

05.23.17

Efter Boston: mod nye mål

Posted in Betteskov på Østerbro, Hverdagsliv, Løb at 4:31 pm by

Jeg løber altså stadig, også selvom jeg ikke har fortalt så meget om det i et stykke tid…

Efter Boston Marathon gik der lige en uges tid, hvor mine lår fik mig til at overveje, om det egentlig er værd at sætte sig ned (av!) når man alligevel skal rejse sig igen (av!). Normalt får jeg ikke udpræget ømme ben af at løbe 42,2 km (ja, jeg kan godt selv høre hvordan det lyder). Der er bare noget med at løbe ned ad bakke, og så at løbe sig helt ud, det giver altså ømme muskler. Men sikkert meget sundt for mig at prøve det, og heldigvis går smerte over igen. Medaljer og t-shirt fra Løbet har jeg stadig 🙂

Derefter genoptog jeg stille og roligt træningen, og det går ganske fint! Jeg har løbet et par motionsløb siden, og virkelig nydt udflugterne til små jyske byer med billedskønne ruter.  Vejret har været fint og benene glade, og så er en halvmaraton i Hedensted bare en god anledning til at besøge coachen i Vejle og få en konsultation om den løbemæssige fremtid.

Boston var et højdepunkt, men ikke slutpunktet for mig som løber. Jeg er stadig sulten efter mere, men der skal helt sikkert være plads til at eksperimentere lidt, for jeg gider ikke “bare” løbe de distancer jeg kender. Til næste år er der nogle rigtig store drømme om at prøve kræfter med udfordringer på eksotiske destinationer, men der er længe til og intet er endeligt besluttet…

I år har jeg lyst til at træne og opbygge et rigtig godt fundament for fremtidens eventyr. Jeg vil også gerne deltage i nogle løb, også på de lidt længere distancer. Ultraløb er savnet, så jeg har besluttet at tage til Sæby, hvor de fleste danske ultraløbere mødes. Der er DM på 24 timer, men den distance er jeg ikke helt klar til at genoptage, har simpelthen ikke trænet nok. Sidste år løb jeg 6 timers løb, og jeg vil gerne udvide min horisont lidt. Derfor er jeg tilmeldt 12 timers løb, og det er rigelig langt. Men jeg glæder mig, for der er ingen forventninger til en stor præstation, men udsigt til en anstrengende, men hyggelig weekend og tredje år i træk, jeg besøger Nordjylland for at løbe langt. Det er en god tradition!

Senere på året skal der måske til at tænkes i lidt mere seriøse baner, men der er også en masse at se til på arbejdet, en flytning der skal klares og en hovedstad der skal udforskes. Hvor er jeg heldig at have valgt en sportsgren, hvor jeg ikke har en truende udløbsdato, bare fordi jeg er rykket op i veteranklassen 😀

04.28.17

Løbsberetning fra Boston Marathon

Posted in Løb, Rejser at 9:10 am by

At deltage i Boston Marathon er ikke bare en dagsudflugt – jeg var i byen fra fredag til mandag, og havde faktisk løbsrelaterede aktiviteter hele weekenden! Det vil jeg også anbefale andre danskere, der rejser til løbet, at gøre.

Fredag landede min mor og jeg i Boston, og efter at have tjekket ind på hotellet tog vi på løbsmessen, hvor jeg skulle hente startnummer. Vi boede under 2 km fra målområdet, hvor messen også var. For at få mit nummer skulle jeg bruge et ”løberpas” som Postnord dog ikke havde fået frem i tide, men de flinke officials gav mig et nyt ved fremvisning af mit pas. Messen var kæmpestor, men det gik nemt og fint med at få udleveret mit startnummer og en løbs-trøje, der passede glimrende, men var meget svensk i en gyselig gul farve. Det vrimlede allerede med mennesker, så jeg købte ikke noget, men kiggede på området hvor målportalen allerede var sat op.

Lørdag deltog jeg i et 5-km løb i en nærliggende park. Det var et stort arrangement med 10.000 deltagere, deriblandt den bedste amerikanske kvinde på distancen, Molly Huddle. Det kan nok ikke umiddelbart anbefales at løbe sig ud på en kort distance lige før et maraton, så jeg holdt igen med tempoet, men når man er trappet ned og i god form, er det svært at være langsom, så jeg fik en tid på 22.25 og en dejlig oplevelse. Der var masser af stemning og amerikansk nationalsang og hele baduljen, og jeg fik både en flot blå løbstrøje, en lille medalje med enhjørningelogo og en masse energi-barer. En dejlig oplevelse og mine løbsnerver forsvandt totalt. Som en del af 5-km ruten krydsede jeg målstregen på maratonløbet, så nu havde jeg allerede klaret det 😉

Søndag var en overordentlig varm dag, og jeg prøvede ikke at anstrenge mig for meget og ikke at blive nervøs. Vi gik i kirke ved målområdet om morgenen, og det var en af weekendens bedste oplevelser. Der var dejlig musik, rigtig amerikanske følelsesladede prædikener og en ”blessing of the athletes”. Kirken, som var åben og favnende overfor folk fra alle samfundslag, af forskellige seksuel observans mm, valgte simpelthen at være et samlingssted for løberne, som var rejst fra deres hjemlige fællesskaber. Det var smukt og føltes helt rigtigt, og jeg vil på det stærkeste anbefale alle deltagere i løbet at komme til en af de 3 gudstjenester der blev afholdt. Jeg carboloadede med en ordentlig bunke nudler i China Town, og vågnede helt klar på mandag morgen.

Allerede kl. 8 skulle jeg af sted, for at komme på en ikonisk gul skolebus, som kørte mig til startområdet i Hopkinton. Med mig havde jeg det eneste som måtte medbringes, en lille gul plasticpose med solcreme og vand. I bussen talte jeg med en pige fra Utah, som var bekymret over varmen. Da jeg ankom til startområdet var der halvanden time til mit startskud, men da jeg skulle stå i kø til toilet, have lidt ekstra morgenmad og gå til startstregen (lidt over en km) gik tiden fint. Der var total styr på logistikken, og jeg blev ledt frem til min bås (bølge 3, blok 1) som rummede løbere med en kvalifikationstid på mellem 3.29 og 3.31. De fleste var kvinder, og hvor var det behageligt at blive sendt af sted med et felt fyldt med løbere på min størrelse. Ingen skubben og masen, starten gik så nemt og glat!

Jeg lagde for hårdt ud, mere eller mindre bevidst. Der var ingen planer om en PR, og jeg havde overvejet bare at ”hygge den igennem” med overskud på en tid lige under 4 timer. Men helt ærligt: jeg kommer nok til at deltage i Boston Marathon én eneste gang i mit liv. Så skulle den altså også have hele armen, jeg ville ikke komme hjem med en følelse af ikke at have givet hvad jeg havde i mig. Det var varmt, men jeg var fint akklimatiseret, og de første mange km går det nedad. Jeg løb første halvdel i en tid på 1.40 helt uden problemer. Derefter blev det lidt hårdere, og jeg besluttede at drikke ved alle posterne (for hver mile, altså 1.6 km) for ikke at dehydrere. Det kostede lidt tid, og jeg satte også noget til på bakkerne. Men benene var stadig nogenlunde friske, og en PR var faktisk inden for rækkefølge. Jeg ramte målstregen på 3.27 rent, men havde også kæmpet til sidst. Da jeg kom ned at gå igen ramte den vildeste træthed forsiden af mine lår. Det er hårdt at løbe nedad, og det burde jeg måske have trænet. Men det gik jo fint!

De største oplevelser på ruten var omkring halvvejs, hvor man passerer en pigeskole. Her var skrigene så høje, at det var som at løbe i en lydtunnel, og de havde ret friske tilbud til mandlige løbere! Heartbreak Hill, den berømte bakke, var ikke så slem igen, men en tidligere bakke trak virkelig tænder ud. Omkring mål var der bare så mange mennesker og så stor opbakning, at det slet ikke var til at rumme.

Efter jeg havde fået min medalje, et varmt omslag, en pose mad og en flaske vand, gik jeg til hotellet, hvor personalet stod og klappede ved døren. Så fin service. Jeg fik et bad, hvilket virkelig hjalp på energien, og derefter gik turen til lufthavnen og en lang rejse hjem med de altid forsinkede Iceland Air.

Det var 23. gang jeg løb et maraton, og det løbsmæssige var vel som det plejer. Men rammen omkring løbet er helt ubeskrivelig! Jeg kan varmt anbefale alle løbere at prøve Boston. Hvis nogen vil høre mere om hvordan man kvalificerer sig, eller have tip til at planlægge rejsen, er de meget velkomne til at kontakte mig.

04.26.17

Vejen til Boston

Posted in Løb, Rejser at 4:17 pm by

Jeg glæder mig rigtig meget til at skrive en løbsberetning fra Boston Marathon 2017, selvom oplevelsen stadig er ved at bundfælde sig. Det var virkelig så stort som jeg havde forventet, og måske også lige lidt større. For at forklare magien ved netop dette løb, har jeg altså brug for at fortælle om rejsen dertil. Faste læsere af denne blog vil kende store dele af historien, men her kommer den i komprimeret og samlet form, som en lille Maggi-terning af mit løberliv 🙂

Hvorfor er det lige, at Boston Marathon er noget særligt? Det er vel bare et løb, og man kan løbe 42,2 km de fleste weekender og i de fleste byer? Den historiske grund er, at Boston simpelthen er verdens ældste maratonløb, for en uge siden deltog jeg i den 121. (!) udgave. Ved at have kvalifikationskrav til størsteparten af deltagerne er løbet også sportsligt interessant, fordi man som motionist skal gennemføre et løb i en fornuftig tid, for at få lov til overhovedet at være med. Der er også en feministisk vinkel, da Katherine Switzer for 50 år siden var den første kvinde som gennemførte med et startnummer på (andre kvinder havde løbet som “banditter” tidligere). Løbsdirektøren prøvede fysisk at forhindre hende i at gennemføre, men hun kom igennem og blev et ikon for kvinders ret til at dyrke sport. Efter min rejse til Saudi kan jeg skrive under på, det ikke er en kamp som er vundet endnu, overhovedet! Desuden er løbet kendt for, at hele byen bakker op og står på den anden ende i løbsweekenden. Efter opløbsstrækningen blev ramt af et terrorangreb i 2013, står byen endnu mere sammen om sin store sportsbegivenhed, under mottoet “Boston Strong”.

Derudover har jeg en personlig forbindelse til Boston. Jeg besøgte nemlig byen i 2009, og min grandfætter Stephen (hans bedstemor udvandrede til USA, men han er meget optaget af Danmark), som bor i byen. Han viste mig Boston Marathon Memorial, og der vågnede drømmen om at deltage i løbet.

Nu er der jo lige det med de der kvalifikationskrav! På daværende tidspunkt havde jeg løbet et maratonløb, hvor jeg lige netop klemte mig under 4 timer. For at kvalificere mig skulle jeg præstere en tid hurtigere end 3.40, og der var et stykke vej. Men jeg klemte på med træningen, samtidig med jeg vendte hjem fra USA, forsvarede min ph.d. afhandling, fik nyt arbejde i Esbjerg og måtte forlade min løbeklub Aarhus 1900. Efter et par forsøg var mit bedste resultat 3.51, og den var svær at rokke ved! Jeg begyndte at løbe ultraløb, og troede det var derfor, jeg stille og roligt blev langsommere og langsommere. Så jeg satsede på de lange ture, og lod drømmen om Boston ligge lidt.

I 2014 mistede jeg min far, som havde løbet en del maratonløb i 90erne (før det blev så almindeligt), og som altid har været en stor inspiration for mig som løber. Han var med på rejsen til Boston og havde lovet at tage med tilbage, når jeg skulle løbe med. Senere på året blev jeg diagnosticeret med svær blodmangel, og efter behandlingen blev sat igen, kunne jeg igen løbe som tidligere.

Faktisk kom jeg til at føle mig stærkere og langt mere fokuseret end før jeg blev syg, og var endda så heldig at få masser af hjælp til min træning af en af verdens bedste ultraløbere og trænere, Jesper Kenn Olsen. Godt nok var det 100 km løb som var satsningen, men undervejs strøg jeg lige under 3 timer og 30 minutter på Hamburg Marathon 2016, og det var tilstrækkeligt til at give mig lov til at købe et startnummer til Boston.

Det blev købt i september 2016, men da jeg sidst på året skiftede job og landsdel, var min deltagelse lidt truet –  heldigvis gav den nye chef grønt lys for en forlænget påskeferie. Derfor stod min mor og jeg igen ved Boston Marathon Memorial den 14. april, parat til at hente mit startnummer på den allerede travle messe.

Man kan ikke beskylde mig for at have valgt den lige vej til Boston, men både løbet og rejsen var det hele værd 🙂

 

03.20.17

10 års jubilæum

Posted in Årets gang, Hverdagsliv, Løb at 7:15 pm by

I søndags havde jeg lidt af en mærkedag. Det var nemlig præcis 10 år siden, jeg deltog i mit første motionsløb. Jeg fejrede jubilæet med at tage tilbage til Taulov, hvor jeg for fjerde (tror jeg nok) gang løb “Den jyske Forårsklassiker”.

Jeg havde for nogle år tilbage forestillet mig, det skulle være en rigtig stor dag. At jeg måske ville invitere venner og bage en kage med et stort 10-tal. Måske ville jeg lave en lille tidslinje eller skrive et blogindlæg med tilbageblik på mine mange store øjeblikke som motionsløber.

Det endte med at blive en lidt flad fornemmelse. Min mor og jeg kørte sammen til løbet, i virkelig elendigt vejr. Startnumre blev udleveret på skolen i Taulov, der ikke er blevet renoveret siden mit første løb. I år mødte vi ingen løbere vi kendte, og jeg gik direkte fra omklædning til opvarmning til løbsstart. De 10 km blev løbet fokuseret og ruten var præcis så kedelig som sidste år, og der var fuldstændig lige så meget modvind på de sidste 4 km. Tiden blev 25 sekunder hurtigere, så jeg fik både en personlig rekord og en sejr hos kvinderne. I år var der ikke nogen præmie eller festivitas i målområdet, så efter jeg havde jogget af, kørte vi videre på et rigtig hyggeligt familiebesøg, så kage blev det da til 🙂

Lige nu sker der enormt meget i mit liv. Er ved at bide mig fast i mit nye og spændende arbejde, finder mig til rette på Østerbro, prøver at fastholde et par opgaver i universitetsregi, og træner ganske fornuftigt. Der er under en måned til Boston Marathon, og snart skal jeg på en lang rejse til USA og Canada, med fagligt indhold, storbyferie og altså løbet, jeg altid har drømt om. Derfor blev mit lille jubilæum forsømt, men det er jeg egentlig ikke så ked af. Af og til er det vigtigere at være til stede end at kigge tilbage. Når jeg bliver gammel, kan jeg altid producere en kavalkade over mine største løbeoplevelser. Lige nu kan jeg bare konkludere, at løb har været en forrygende rejse, men at jeg stadig er undervejs.

For 10 år siden havde jeg aldrig nogensinde troet, jeg ville komme dertil hvor jeg er i dag med mit løberi.  Jeg glæder mig hver dag over, jeg blev løber og fik adgang til en hel verden, en ny kultur og en familie af ultraløbere. Når man har alt det, hvad skal man så med tånegle?

PS: Skulle en læser have et spørgsmål (gerne “dumt”) til hende der i 10 år har drønet rundt på landevejene i al slags vejr, vil de blive besvaret. Undtagelsen er, hvis I ønsker billeder af mine fødder 😉

03.06.17

PIP!

Posted in Betteskov på Østerbro, Film, Løb, Videnskab at 6:37 pm by

Jeg har ikke glemt bloggen eller de læsere der (forhåbentlig) stadig hænger på. Jeg har heller ikke glemt at opleve noget. Lige pludselig fik jeg bare vanvittig travlt med at rejse frem og tilbage, med min første sag på arbejdet (yay, jeg er i gang), med at være med i et ansættelsesudvalg for et par nye kollegaer (efter 2 måneder kunne jeg let relatere til kandidaterne i den varme stol), med træning og livet.

Der er indlæg på vej! Hvad vil I gerne høre om? Jeg kan bl.a. tilbyde

  • Et kryds på Københavnerlisten: min første tur i Operaen på Holmen
  • Årets første maraton – mudder, regn og højt humør i Kolding
  • En filmanmeldelse som slår fast, at muscial-genren langt fra er forældet

Giv lyd hvis I har særlige ønsker. Ellers får i noget engang, og så har jeg ikke lovet for meget 🙂

← Previous Entries