Archive for Løb

05.23.17

Efter Boston: mod nye mål

Posted in Betteskov på Østerbro, Hverdagsliv, Løb at 4:31 pm by

Jeg løber altså stadig, også selvom jeg ikke har fortalt så meget om det i et stykke tid…

Efter Boston Marathon gik der lige en uges tid, hvor mine lår fik mig til at overveje, om det egentlig er værd at sætte sig ned (av!) når man alligevel skal rejse sig igen (av!). Normalt får jeg ikke udpræget ømme ben af at løbe 42,2 km (ja, jeg kan godt selv høre hvordan det lyder). Der er bare noget med at løbe ned ad bakke, og så at løbe sig helt ud, det giver altså ømme muskler. Men sikkert meget sundt for mig at prøve det, og heldigvis går smerte over igen. Medaljer og t-shirt fra Løbet har jeg stadig 🙂

Derefter genoptog jeg stille og roligt træningen, og det går ganske fint! Jeg har løbet et par motionsløb siden, og virkelig nydt udflugterne til små jyske byer med billedskønne ruter.  Vejret har været fint og benene glade, og så er en halvmaraton i Hedensted bare en god anledning til at besøge coachen i Vejle og få en konsultation om den løbemæssige fremtid.

Boston var et højdepunkt, men ikke slutpunktet for mig som løber. Jeg er stadig sulten efter mere, men der skal helt sikkert være plads til at eksperimentere lidt, for jeg gider ikke “bare” løbe de distancer jeg kender. Til næste år er der nogle rigtig store drømme om at prøve kræfter med udfordringer på eksotiske destinationer, men der er længe til og intet er endeligt besluttet…

I år har jeg lyst til at træne og opbygge et rigtig godt fundament for fremtidens eventyr. Jeg vil også gerne deltage i nogle løb, også på de lidt længere distancer. Ultraløb er savnet, så jeg har besluttet at tage til Sæby, hvor de fleste danske ultraløbere mødes. Der er DM på 24 timer, men den distance er jeg ikke helt klar til at genoptage, har simpelthen ikke trænet nok. Sidste år løb jeg 6 timers løb, og jeg vil gerne udvide min horisont lidt. Derfor er jeg tilmeldt 12 timers løb, og det er rigelig langt. Men jeg glæder mig, for der er ingen forventninger til en stor præstation, men udsigt til en anstrengende, men hyggelig weekend og tredje år i træk, jeg besøger Nordjylland for at løbe langt. Det er en god tradition!

Senere på året skal der måske til at tænkes i lidt mere seriøse baner, men der er også en masse at se til på arbejdet, en flytning der skal klares og en hovedstad der skal udforskes. Hvor er jeg heldig at have valgt en sportsgren, hvor jeg ikke har en truende udløbsdato, bare fordi jeg er rykket op i veteranklassen 😀

04.28.17

Løbsberetning fra Boston Marathon

Posted in Løb, Rejser at 9:10 am by

At deltage i Boston Marathon er ikke bare en dagsudflugt – jeg var i byen fra fredag til mandag, og havde faktisk løbsrelaterede aktiviteter hele weekenden! Det vil jeg også anbefale andre danskere, der rejser til løbet, at gøre.

Fredag landede min mor og jeg i Boston, og efter at have tjekket ind på hotellet tog vi på løbsmessen, hvor jeg skulle hente startnummer. Vi boede under 2 km fra målområdet, hvor messen også var. For at få mit nummer skulle jeg bruge et ”løberpas” som Postnord dog ikke havde fået frem i tide, men de flinke officials gav mig et nyt ved fremvisning af mit pas. Messen var kæmpestor, men det gik nemt og fint med at få udleveret mit startnummer og en løbs-trøje, der passede glimrende, men var meget svensk i en gyselig gul farve. Det vrimlede allerede med mennesker, så jeg købte ikke noget, men kiggede på området hvor målportalen allerede var sat op.

Lørdag deltog jeg i et 5-km løb i en nærliggende park. Det var et stort arrangement med 10.000 deltagere, deriblandt den bedste amerikanske kvinde på distancen, Molly Huddle. Det kan nok ikke umiddelbart anbefales at løbe sig ud på en kort distance lige før et maraton, så jeg holdt igen med tempoet, men når man er trappet ned og i god form, er det svært at være langsom, så jeg fik en tid på 22.25 og en dejlig oplevelse. Der var masser af stemning og amerikansk nationalsang og hele baduljen, og jeg fik både en flot blå løbstrøje, en lille medalje med enhjørningelogo og en masse energi-barer. En dejlig oplevelse og mine løbsnerver forsvandt totalt. Som en del af 5-km ruten krydsede jeg målstregen på maratonløbet, så nu havde jeg allerede klaret det 😉

Søndag var en overordentlig varm dag, og jeg prøvede ikke at anstrenge mig for meget og ikke at blive nervøs. Vi gik i kirke ved målområdet om morgenen, og det var en af weekendens bedste oplevelser. Der var dejlig musik, rigtig amerikanske følelsesladede prædikener og en ”blessing of the athletes”. Kirken, som var åben og favnende overfor folk fra alle samfundslag, af forskellige seksuel observans mm, valgte simpelthen at være et samlingssted for løberne, som var rejst fra deres hjemlige fællesskaber. Det var smukt og føltes helt rigtigt, og jeg vil på det stærkeste anbefale alle deltagere i løbet at komme til en af de 3 gudstjenester der blev afholdt. Jeg carboloadede med en ordentlig bunke nudler i China Town, og vågnede helt klar på mandag morgen.

Allerede kl. 8 skulle jeg af sted, for at komme på en ikonisk gul skolebus, som kørte mig til startområdet i Hopkinton. Med mig havde jeg det eneste som måtte medbringes, en lille gul plasticpose med solcreme og vand. I bussen talte jeg med en pige fra Utah, som var bekymret over varmen. Da jeg ankom til startområdet var der halvanden time til mit startskud, men da jeg skulle stå i kø til toilet, have lidt ekstra morgenmad og gå til startstregen (lidt over en km) gik tiden fint. Der var total styr på logistikken, og jeg blev ledt frem til min bås (bølge 3, blok 1) som rummede løbere med en kvalifikationstid på mellem 3.29 og 3.31. De fleste var kvinder, og hvor var det behageligt at blive sendt af sted med et felt fyldt med løbere på min størrelse. Ingen skubben og masen, starten gik så nemt og glat!

Jeg lagde for hårdt ud, mere eller mindre bevidst. Der var ingen planer om en PR, og jeg havde overvejet bare at ”hygge den igennem” med overskud på en tid lige under 4 timer. Men helt ærligt: jeg kommer nok til at deltage i Boston Marathon én eneste gang i mit liv. Så skulle den altså også have hele armen, jeg ville ikke komme hjem med en følelse af ikke at have givet hvad jeg havde i mig. Det var varmt, men jeg var fint akklimatiseret, og de første mange km går det nedad. Jeg løb første halvdel i en tid på 1.40 helt uden problemer. Derefter blev det lidt hårdere, og jeg besluttede at drikke ved alle posterne (for hver mile, altså 1.6 km) for ikke at dehydrere. Det kostede lidt tid, og jeg satte også noget til på bakkerne. Men benene var stadig nogenlunde friske, og en PR var faktisk inden for rækkefølge. Jeg ramte målstregen på 3.27 rent, men havde også kæmpet til sidst. Da jeg kom ned at gå igen ramte den vildeste træthed forsiden af mine lår. Det er hårdt at løbe nedad, og det burde jeg måske have trænet. Men det gik jo fint!

De største oplevelser på ruten var omkring halvvejs, hvor man passerer en pigeskole. Her var skrigene så høje, at det var som at løbe i en lydtunnel, og de havde ret friske tilbud til mandlige løbere! Heartbreak Hill, den berømte bakke, var ikke så slem igen, men en tidligere bakke trak virkelig tænder ud. Omkring mål var der bare så mange mennesker og så stor opbakning, at det slet ikke var til at rumme.

Efter jeg havde fået min medalje, et varmt omslag, en pose mad og en flaske vand, gik jeg til hotellet, hvor personalet stod og klappede ved døren. Så fin service. Jeg fik et bad, hvilket virkelig hjalp på energien, og derefter gik turen til lufthavnen og en lang rejse hjem med de altid forsinkede Iceland Air.

Det var 23. gang jeg løb et maraton, og det løbsmæssige var vel som det plejer. Men rammen omkring løbet er helt ubeskrivelig! Jeg kan varmt anbefale alle løbere at prøve Boston. Hvis nogen vil høre mere om hvordan man kvalificerer sig, eller have tip til at planlægge rejsen, er de meget velkomne til at kontakte mig.

04.26.17

Vejen til Boston

Posted in Løb, Rejser at 4:17 pm by

Jeg glæder mig rigtig meget til at skrive en løbsberetning fra Boston Marathon 2017, selvom oplevelsen stadig er ved at bundfælde sig. Det var virkelig så stort som jeg havde forventet, og måske også lige lidt større. For at forklare magien ved netop dette løb, har jeg altså brug for at fortælle om rejsen dertil. Faste læsere af denne blog vil kende store dele af historien, men her kommer den i komprimeret og samlet form, som en lille Maggi-terning af mit løberliv 🙂

Hvorfor er det lige, at Boston Marathon er noget særligt? Det er vel bare et løb, og man kan løbe 42,2 km de fleste weekender og i de fleste byer? Den historiske grund er, at Boston simpelthen er verdens ældste maratonløb, for en uge siden deltog jeg i den 121. (!) udgave. Ved at have kvalifikationskrav til størsteparten af deltagerne er løbet også sportsligt interessant, fordi man som motionist skal gennemføre et løb i en fornuftig tid, for at få lov til overhovedet at være med. Der er også en feministisk vinkel, da Katherine Switzer for 50 år siden var den første kvinde som gennemførte med et startnummer på (andre kvinder havde løbet som “banditter” tidligere). Løbsdirektøren prøvede fysisk at forhindre hende i at gennemføre, men hun kom igennem og blev et ikon for kvinders ret til at dyrke sport. Efter min rejse til Saudi kan jeg skrive under på, det ikke er en kamp som er vundet endnu, overhovedet! Desuden er løbet kendt for, at hele byen bakker op og står på den anden ende i løbsweekenden. Efter opløbsstrækningen blev ramt af et terrorangreb i 2013, står byen endnu mere sammen om sin store sportsbegivenhed, under mottoet “Boston Strong”.

Derudover har jeg en personlig forbindelse til Boston. Jeg besøgte nemlig byen i 2009, og min grandfætter Stephen (hans bedstemor udvandrede til USA, men han er meget optaget af Danmark), som bor i byen. Han viste mig Boston Marathon Memorial, og der vågnede drømmen om at deltage i løbet.

Nu er der jo lige det med de der kvalifikationskrav! På daværende tidspunkt havde jeg løbet et maratonløb, hvor jeg lige netop klemte mig under 4 timer. For at kvalificere mig skulle jeg præstere en tid hurtigere end 3.40, og der var et stykke vej. Men jeg klemte på med træningen, samtidig med jeg vendte hjem fra USA, forsvarede min ph.d. afhandling, fik nyt arbejde i Esbjerg og måtte forlade min løbeklub Aarhus 1900. Efter et par forsøg var mit bedste resultat 3.51, og den var svær at rokke ved! Jeg begyndte at løbe ultraløb, og troede det var derfor, jeg stille og roligt blev langsommere og langsommere. Så jeg satsede på de lange ture, og lod drømmen om Boston ligge lidt.

I 2014 mistede jeg min far, som havde løbet en del maratonløb i 90erne (før det blev så almindeligt), og som altid har været en stor inspiration for mig som løber. Han var med på rejsen til Boston og havde lovet at tage med tilbage, når jeg skulle løbe med. Senere på året blev jeg diagnosticeret med svær blodmangel, og efter behandlingen blev sat igen, kunne jeg igen løbe som tidligere.

Faktisk kom jeg til at føle mig stærkere og langt mere fokuseret end før jeg blev syg, og var endda så heldig at få masser af hjælp til min træning af en af verdens bedste ultraløbere og trænere, Jesper Kenn Olsen. Godt nok var det 100 km løb som var satsningen, men undervejs strøg jeg lige under 3 timer og 30 minutter på Hamburg Marathon 2016, og det var tilstrækkeligt til at give mig lov til at købe et startnummer til Boston.

Det blev købt i september 2016, men da jeg sidst på året skiftede job og landsdel, var min deltagelse lidt truet –  heldigvis gav den nye chef grønt lys for en forlænget påskeferie. Derfor stod min mor og jeg igen ved Boston Marathon Memorial den 14. april, parat til at hente mit startnummer på den allerede travle messe.

Man kan ikke beskylde mig for at have valgt den lige vej til Boston, men både løbet og rejsen var det hele værd 🙂

 

03.20.17

10 års jubilæum

Posted in Årets gang, Hverdagsliv, Løb at 7:15 pm by

I søndags havde jeg lidt af en mærkedag. Det var nemlig præcis 10 år siden, jeg deltog i mit første motionsløb. Jeg fejrede jubilæet med at tage tilbage til Taulov, hvor jeg for fjerde (tror jeg nok) gang løb “Den jyske Forårsklassiker”.

Jeg havde for nogle år tilbage forestillet mig, det skulle være en rigtig stor dag. At jeg måske ville invitere venner og bage en kage med et stort 10-tal. Måske ville jeg lave en lille tidslinje eller skrive et blogindlæg med tilbageblik på mine mange store øjeblikke som motionsløber.

Det endte med at blive en lidt flad fornemmelse. Min mor og jeg kørte sammen til løbet, i virkelig elendigt vejr. Startnumre blev udleveret på skolen i Taulov, der ikke er blevet renoveret siden mit første løb. I år mødte vi ingen løbere vi kendte, og jeg gik direkte fra omklædning til opvarmning til løbsstart. De 10 km blev løbet fokuseret og ruten var præcis så kedelig som sidste år, og der var fuldstændig lige så meget modvind på de sidste 4 km. Tiden blev 25 sekunder hurtigere, så jeg fik både en personlig rekord og en sejr hos kvinderne. I år var der ikke nogen præmie eller festivitas i målområdet, så efter jeg havde jogget af, kørte vi videre på et rigtig hyggeligt familiebesøg, så kage blev det da til 🙂

Lige nu sker der enormt meget i mit liv. Er ved at bide mig fast i mit nye og spændende arbejde, finder mig til rette på Østerbro, prøver at fastholde et par opgaver i universitetsregi, og træner ganske fornuftigt. Der er under en måned til Boston Marathon, og snart skal jeg på en lang rejse til USA og Canada, med fagligt indhold, storbyferie og altså løbet, jeg altid har drømt om. Derfor blev mit lille jubilæum forsømt, men det er jeg egentlig ikke så ked af. Af og til er det vigtigere at være til stede end at kigge tilbage. Når jeg bliver gammel, kan jeg altid producere en kavalkade over mine største løbeoplevelser. Lige nu kan jeg bare konkludere, at løb har været en forrygende rejse, men at jeg stadig er undervejs.

For 10 år siden havde jeg aldrig nogensinde troet, jeg ville komme dertil hvor jeg er i dag med mit løberi.  Jeg glæder mig hver dag over, jeg blev løber og fik adgang til en hel verden, en ny kultur og en familie af ultraløbere. Når man har alt det, hvad skal man så med tånegle?

PS: Skulle en læser have et spørgsmål (gerne “dumt”) til hende der i 10 år har drønet rundt på landevejene i al slags vejr, vil de blive besvaret. Undtagelsen er, hvis I ønsker billeder af mine fødder 😉

03.06.17

PIP!

Posted in Betteskov på Østerbro, Film, Løb, Videnskab at 6:37 pm by

Jeg har ikke glemt bloggen eller de læsere der (forhåbentlig) stadig hænger på. Jeg har heller ikke glemt at opleve noget. Lige pludselig fik jeg bare vanvittig travlt med at rejse frem og tilbage, med min første sag på arbejdet (yay, jeg er i gang), med at være med i et ansættelsesudvalg for et par nye kollegaer (efter 2 måneder kunne jeg let relatere til kandidaterne i den varme stol), med træning og livet.

Der er indlæg på vej! Hvad vil I gerne høre om? Jeg kan bl.a. tilbyde

  • Et kryds på Københavnerlisten: min første tur i Operaen på Holmen
  • Årets første maraton – mudder, regn og højt humør i Kolding
  • En filmanmeldelse som slår fast, at muscial-genren langt fra er forældet

Giv lyd hvis I har særlige ønsker. Ellers får i noget engang, og så har jeg ikke lovet for meget 🙂

12.22.16

Julehilsen

Posted in Årets gang, Hverdagsliv, Løb, oplevelser at 10:05 am by

Det er ikke så befordrende for julestemningen, at der samme dag som jeg skriver om at finde julehumøret i Flensborg bliver dræbt og såret mange mennesker på et julemarked i Berlin. Det er faktisk grufuldt og ondt og slet ikke i orden. Det er heller ikke i orden, at det skal være så svært at få civile evakueret i Aleppo. Eller at der er danskere, som ikke har råd til julegaver og julemad!

Jeg har sendt donationer gennem Røde Kors, Unicef og Kolding Madhjælp, men må jo indrømme at jeg bruger mange flere penge på luksus og lækkerier til mig og mine i julen. Jeg glæder mig vældigt til for første gang i mange år at have fri helt til efter nytår, til at fejre juleaften med de nærmeste og til alt det nye og spændende, som 2017 vil bringe.

Måske kunne en enkelt bloglæser eller to få lyst til at spørge, om jeg stadig løber? Det har jeg ikke skrevet så meget om på det sidste, men selvfølgelig gør jeg det. Træningen er en stor og vigtig del af min hverdag, og jeg har stadig mål og drømme, selvom arbejdet får første prioritet i 2017.

teamtvilling

I 2016 var jeg frisk til at sende ansøgninger. Det resulterede ikke bare i et ny job, men også i muligheden for at blive en del af Team Tvilling i Esbjerg! Den chance har jeg grebet, og det giver virkelig inspiration, motivation og glæde at mødes med løbere, handi-atleter og deres familier hver søndag formiddag. Mine ben skulle lige vænne sig til belastningen ved at løbe med en vogn, men nu går det fint. Forhåbentlig skal vi deltage i løb sammen til næste år, og det vil jeg prioritere højt.

Jeg er kun tilmeldt 1 løb i 2017, men det er til gengæld Boston Marathon!!! At stå på startstregen til april vil være en stor drøm, der går i opfyldelse. Desuden kunne jeg godt tænke mig at få den blærede sorte T-shirt, som 100 parkruns berettiger til. Der mangler 24, så der skal en ordentlig indsats til for at nå målet i 2017. Og mon ikke der bliver løbet et enkelt ultraløb eller to?

Selvom verden ikke altid er god og retfærdig, vil jeg ønske jer alle som læser med en glædelig jul og et godt nytår. Håber I får energi til at klare de ting, universet kaster efter jer, taknemmelighed over alt det gode i livet og at I har de bedste mennesker omkring jer!

 

11.15.16

Berlin!

Posted in Løb, Rejser at 1:51 pm by

Jeg er lige kommet hjem fra en miniferie til Berlin, der indeholdt alt hvad man kan ønske sig af sådan én 🙂 Min mor og jeg boede på et meget komfortabelt hotel som på magisk vis formåede at ligge lige ved Friedrichstrasse,  tæt på alle de spændende attraktioner (og nattelivet), og samtidig være enormt fredeligt. Vi besøgte hyggelige caféer og spiste god mad, overvejende asiatisk. Vi travede rundt og besøgte museer og kirker, og nød simpelthen den særlige storby stemning.

b4

Der er så meget historie i Berlin, og vi fik kun lige set et par glimt. På DDR-museet prøvede jeg at sidde i en Trabant og kiggede indenfor i rekonstruerede hjem fra dengang. Vi gik forbi Checkpoint Charlie og min mor fortalte om dengang hun besøgte Østberlin. Det var ret spændende at se og høre om, for selvom jeg er vokset op under den kolde krig, husker jeg ikke meget fra den tid, og for mig er DDR mest noget jeg forbinder med film som “De andres liv” og “Goodbye Lenin”. Her blev jeg virkelig konfronteret med, hvor uhyggelig en tid det må have været, og hvor begrænset friheden var i DDR.

b3

Indrømmet for mig handler Berlin nok mest om løb, for jeg har deltaget i maratonløbet 3 gange, og det har været nogle rigtig gode ture! Denne gang var fokus dog et andet sted, og dog… Om morgenen løb jeg langs Spree (og hilste lige på den gyselige Sejrssølje, der ikke minder os danskere om noget godt), og søndag deltog jeg i et lille lokalt løb i en park ude i forstæderne. Her løb jeg en kvart maraton, en rigtig flot tur igennem frosne blade på en iskold og klar dag. Jeg nød at løbe for sjov, uden forventninger til at skulle præstere noget specielt og uden at skulle sætte mig selv op til en lang tur eller en bestemt tid. Løbeklubbens formand var meget begejstret for international deltagelse i løbet og ville nævne mig i sin beretning!

b2

Vi havde sjove oplevelser, som at gå rundt om kuplen på domkirken og en sejltur på Spree, og mere eftertænksomme og triste (men nødvendige) øjeblikke, da vi besøgte det jødiske museum. Flot arkitektur, men ikke meget feel-good over det. Vi var lige lidt for tidligt ude til at se julemarkeder, men der var nu mange flotte tinge at kigge på alligevel, og for resten rigeligt med juleknas at shoppe!

b1

På hjemturen var der lidt knas med togene, så vi fik 2-3 timer ekstra og rigelig tid på banegården i Hamburg. Men hjem kom vi da, fulde af indtryk og med tungere tasker end da vi rejste ud. Åh, det bliver vist ikke sidste gang, jeg besøger Berlin som turist og ikke maratonløber 😀

10.17.16

Løb: gamle glæder og nye udfordringer

Posted in Hverdagsliv, Løb, oplevelser at 12:57 pm by

Jeg ville gerne skrive, jeg er den gladeste løber i Esbjerg lige nu, men konkurrencen er vist hård 🙂 Der er blevet oprettet en afdeling af Team Tvilling i byen, og alle, der var så heldige at komme med på holdet er nemlig i vældig højt humør:

14717040_1278159625590012_9137854666367782508_n

Lørdag var en helt enormt god løbedag. Det regnede godt nok lidt, men selvfølgelig ikke nok til at forhindre mig i at tage til parkrun. Jeg har ligget noget lavt i træning siden jeg afsluttede sæsonen med et 6-timers løb i München, og har ikke rigtig holdt øje med tempoet på mine korte ture. Faktisk har jeg følt mig som lidt af en snegl, men sidste lørdag var jeg til parkrun uden at løbe mig ud, og kom igennem på 22.37, hvilket er en ret god tid for mig. Derfor var planen i lørdags at give den alt hvad jeg havde i mig, i håb om en personlig rekord. Det lykkedes også med lige netop, og selvom jeg gerne havde været under 22 min, var jeg ikke sur over de 3 sekunder jeg manglede. Tror nok den skal være der, hvis jeg finder en flad rute.

Det vigtigste ved parkrun er dog sammenholdet og hyggen. En mandlig løber gav mig pace på sidste omgang, og det giver bare ekstra energi at få en masse opbakning fra de frivillige og alle fremmødte. Desværre måtte jeg direkte hjem for at skifte tøj, så jeg ikke blev kold efter løbet, så jeg gik glip af kage og champagne (en flok løbere havde 50 løbs-jubilæum), men der skal nok blive mulighed for revanche. Om ikke andet når jeg selv løber nr. 100 – lige nu er jeg på 74 løb.

Derhjemme fik jeg lidt varmt at drikke og hoppede i et nyt sæt løbetøj, før turen gik tilbage til parken, hvor første træning med Team Tvilling Esbjerg fandt sted. Jeg er simpelthen så glad og stolt over at være blevet udtaget til holdet af løbere, selvom jeg var lidt bekymret for, om jeg er stærk nok til at skubbe en vogn. Nu kan jeg se, det nok skal gå!

Kommunen har indkøbt 5 vogne og fundet frem til en gruppe handi-atleter (dem, der sidder i vognene) og 15 løbere, som skal skubbe vognene. Det er rart, vi er nogle løbere i overskud, så vi kan hjælpe hinanden og skiftes til at puste lidt ud. Ved ankomsten fik vi udleveret T-shirts og skrev under på, vi tonser rundt på eget ansvar. Der blev snakket og hilst, og da alle var klar samledes løbere og lærte at skifte slanger og justere vognen. Tror ikke jeg er helt prof til det endnu, men vi hjælper jo hinanden 🙂 Derefter stillede vi op til gruppebillede (flere lokale aviser var mødt frem) og så rullede vi ud på den første tur.

Det var lidt udfordrende at dreje, for der skal vognen tippes bagud, men ellers gik det fint, og vi kom rundt på en lille tur i skoven, komplet med kast af efterårsblade, foto-stops og hilsner til nysgerrige forbipasserende. Bagefter var der kaffe og kage, hvilket jeg forstår er en vigtig del af konceptet. Der blev snakket og grinet meget, og jeg følte mig virkelig godt tilpas. Da jeg var yngre hjalp jeg til ved handicapridning, og det her var lige så hygsomt.

Vi skal træne en gang om ugen, og jeg er selvfølgelig tilmeldt  på søndag! På sigt skal vi forhåbentlig også deltage i løb, og flere har udtrykt, at det kunne være interessant hvis jeg vil løbe 100 km med en vogn (!). I første omgang er ambitionen altså et parkrun…

Når vi nu siger ambitioner, så kan det da være at nogen kunne finde på at undre sig over, hvordan turene med Team Tvilling passer sammen med mine egne planer for næste sæson. Jeg ved det ikke, men lige nu er det de sociale og sjove aspekter af løb, jeg mest har lyst til at dyrke. Der er lang tid til min næste ultra, og der er meget jeg gerne vil udforske på de lange distancer, men det hele behøver jo ikke ske i morgen eller til næste år. Lige nu er det lavsæson, og jeg bliver nødt til at gå til den med styrketræning og alternativ træning for at holde mig skadesfri. Jeg vil også gerne fokusere lidt mere på tempo, for benene er hurtige og 5 km kan jeg lige overskue fra mit vinterhi. Egentlig utroligt, så meget variation man kan finde i noget så umiddelbart ensidigt som løb 😀

 

 

09.21.16

Tunge ben og mange skridt

Posted in Løb at 1:00 pm by

Det er kun lidt over en uge siden, jeg løb mig helt ud til 6-timers løbet i München. Derfor er det vel egentlig ikke underligt, jeg ikke lige har følt mig totalt dugfrisk siden, men det har alligevel frustreret mig en del. Formen har været så god, jeg har løbet og løbet og løbet i år, og nu er det altså slut. Ja, jeg træner stadig dagligt, men der kommer ikke flere vigtige konkurrencer i år, og jeg er ved at trappe ned til en 6 ugers pause, hvor jeg maksimalt må løbe 50 km om ugen.

På den ene side gad jeg godt, det bare blev ved og ved. At træningen kunne optrappes i det uendelige, og løbene ville flyde mod mig i en lind strøm. Omvendt glæder jeg mig  også til at få mere tid til mine andre interesser. Til at kunne tage til København for at se opera, gå i biografen, fordybe mig i bøger, strikke lidt mens Bagedysten larmer i baggrunden (!), være vågen til efter kl. 21 om aftenen, måske endda drikke en øl eller et glas portvin i ny og næ. Jeg glæder mig til trangen til at løbe ultraløb igen bliver så stærk, at jeg pløjer diverse løbskalendere igennem og lægger planer for deltagelse, hver gang jeg trænger til en overspringshandling.

I weekenden tog jeg hul på off-season. Min mor og jeg kørte til Blåvand for at se udendørs kunst i forbindelse med Vadehavsfestivallen, og udstillingen var nærmest magisk i det smukke septembervejr. En af mine favoritter var vandkanderne fra Ikea, der lignede fugle på afstand, men der var også andre spændende værker, som spillede flot sammen med det flade hav og de sandede klitter.

Billede3

Vi så også sæler, og sluttede med en skøn frokost på Ho Kro. Det var en rigtig dejlig dag, og jeg savnede slet ikke at løbe en lang tur – de 11 km jeg satte ind på kontoen om morgenen var rigeligt, kombineret med en strandtur og en bestigelse af fyrtårnet i Blåvand.

Det er heller ikke fordi jeg ligger på den lade side med træning, selvom det er vintersæson for løb. Styrketræningen er så småt ved at blive genoptaget, men nøj hvor er det hårdt! Her er jeg stadig på skåneprogram indtil rutinerne er på plads igen, og jeg skal vist også starte langsomt op med spinning, som jeg kun dyrker om vinteren. For tiden går jeg også en masse ture. Jeg deltager nemlig i “Tæl skridt” kampagnen med et par venner fra Stafet for Livet. Vi er afslappet ambitiøse omkring vores daglige skridt, og jeg synes det er et sjovt fælles projekt. Lige nu er det faktisk nok: skridtene, den daglige (relativt korte) løbetur uden alt for meget struktur og planlægning og opstart i fitness. Jeg har ikke brug for et stort mål, nyder bare at være aktiv. Lad os se hvor længe det holder 🙂

09.13.16

Årets sidste ultraløb

Posted in Løb, Rejser at 1:03 pm by

I weekenden var jeg til et løb – sådan har det efterhånden været mange gange, men denne gang rejste jeg lidt længere end til et lokalt løb i Jylland: hele vejen til München fløj jeg, for at løbe i 6 timer. Det har jeg efterhånden prøvet nogle gange før, og jeg vidste godt, mit resultat på lige over 67 km fra Sæby i maj ville blive svært at slå. Især fordi det tegnede til at blive en vældig varm og skyfri dag, og varme er ikke ligefrem noget, der fremmer mine præstationer. Så coachen og jeg havde ikke store forventninger, andet end jeg skulle gøre mit bedste.

Derfor var jeg heller ikke specielt nervøs før løbet, og nerverne gik vist mest på, om jeg kunne finde frem til startstedet. Det lykkedes, og jeg kom endda i god tid og kunne se ruten lidt an. Den var 1,5 km på grus og med nogle bakker, men i en fin park og helt uden trafik. Der var ikke chip-tidtagning, så jeg skulle kontakte min “tæller” – en official som noterede hver gang jeg kom forbi.

Der var en del løbere til start, både sololøbere og stafethold, en blanding af meget veltrænede personer og nogle, som ved første øjekast så ud til at blive udfordret af at klare et par omgange. Jeg kendte ingen på startlisten, og planen var ikke at være taktisk, men løbe mit helt eget løb. Tempoet var sat til 5.15 min/km (nok lidt optimistisk i varmen, men sådan er jeg), og jeg havde mit eget lille depot med energidrik, energirige vingummier og nogle energibarer. Der var et glimrende fællesdepot, så jeg havde ikke så meget brug for mine egne ting, men især vingummierne er min mave glad for på de lange ture.

Da startskuddet gik fandt jeg hurtigt ud af, at det virkelig var en varm dag, og skyggen trak sig meget sammen hen mod middagstid (løbet begyndte 10.00). Jeg lagde mærke til en kvinde i rødt tøj, som løb enormt flot og ubesværet, i meget højt tempo. Vi skiftede lidt med at tage føringer i starten, og allerede på tredje omgang begyndte vi at overhale gående personer. Jeg anede ikke, hvor de andre kvinder var, og hende den hurtige kom og forsvandt lidt. På et tidspunkt tog jeg hende med en omgang, men så overhalede hun tilbage. Efter tre timer kom der et scoreboard op, og jeg kunne se, jeg lå forrest, men vi var 4 kvinder på samme omgang. Spændende! Jeg holdt tempo de første 4 timer, så begyndte jeg virkelig at mærke varmen og tankerne meldte sig: “hvordan i alverden skal jeg klare det her?”

Jeg overbeviste mig om, jeg faktisk selv havde valgt at traske rundt i en overophedet tysk park, endda betalt penge for det. Så nu var det at holde ud, og jeg holdt fint gang i benene til 50 km (efter lige under 4 timer og 30 min). Derfra måtte jeg give mig selv en god pause til at drikke vand, og gå lidt på en bakke. Uha, det var varmt og uoverskueligt, men jeg undlod at give op, fik solcreme i samaritterteltet og masser af vand, og coachen opmuntrede mig til at blive ved, men med forsigtighed.

Vandet hjalp, og jeg dyppede mit tørklæde i en spand vand for at køle mit ansigt og nakken, hvad der hjalp meget! Krisen var overvundet, og jeg kunne løbe igen, men med en solid drikkepause ved hvert depot. Jeg kom ikke op i det tempo, jeg var begyndt i, men klarede 15 km på de sidste halvanden time, trods drikkepauserne. Jeg blev overhalet af to kvinder, men hurtigløberen var bag mig. Jeg vidste, hendes spurt  var rigtig stærk, så de sidste minutter løb jeg alt, hvad jeg kunne! Det føltes meget vigtigt at kæmpe for tredjepladsen, og da slutfløjtet lød, havde jeg holdt den 😀

Løbsarrangørerne gav mig både en pokal, medalje, gavepose og et certifikat, og det ødelagde ikke min glæde, at jeg blev slået, lige netop ikke nåede 65 km, eller at jeg ikke satte en personlig rekord. Bagefter kiggede jeg nemlig på mine konkurrenter på den tyske ultrastatistikside, og det var altså nogle seje damer. Begge dem, der slog mig, har løbet 100 km på under 8 timer og 30 minutter, og hurtigløberen (som hedder Pamela Veith) er virkelig meget hurtig! Hun har en personlig rekord på 100 km på 8 timer og 2 minutter, eller et par timer hurtigere end mig 😉 Vi talte sammen bagefter, og hun havde haft en frygtelig dag med mavekramper. Er meget benovet over, jeg kom foran en løber af hendes kaliber, og ret imponeret af, hun blev ved med at kæmpe selvom hun fik et resultat, der for hende var ganske middelmådigt.

Det eksempel kan jeg lære meget af, og generelt fik jeg en ordentlig bunke erfaringer med hjem. Det er klart blevet nemmere at takle varmen end det var i foråret, og kriser kan overvindes. Det er ingen hemmelighed, jeg godt kunne tænke mig at løbe endnu et ultraløb i år, men inderst inde ved jeg godt, det er tid til en pause, og at der skal en solid og langsigtet indsats til, hvis jeg vil forbedre mig yderligere. Lige nu er motivationen høj, og det virker som om der er uendeligt længe til jeg skal løbe ultraløb igen. Måske når mine tånegle endda at gro ud?

← Previous Entries        Next Entries →