Archive for oplevelser

06.20.17

Sommer-magi

Posted in Årets gang, Løb, oplevelser at 11:09 am by

Der sker en helt masse store ting i mit liv (ultraløb, flytning, spændende muligheder i mit arbejdsliv), men sidste weekend havde jeg det dejligste åndehul, hvor jeg fokuserede benhårdt på de små glæder i livet. Vestkysten på en sommerdag er et magisk land, og selvfølgelig blev der spist is ved vandet.

Jeg løb naturligvis parkrun, og selvom der ikke var voldsom meget fart i benene, var det dejligt. Jeg har fået mange venner i Esbjerg gennem løb og især parkrun, og forhåbentlig skal jeg tilbage rigtig tit. Jeg mangler 11 løb for at have deltaget 100 gange, og mit jubilæumsløb skal i hvert fald gennemføres der, hvor jeg deltog i mit første! For mig er det en stor ting at have deltaget i 89 parkruns. Det betyder ikke så meget at jeg har været første kvinde over målstregen omkring hver tredje gang, men det er vigtigt at være en del af et fællesskab, som både er lokalt og globalt. 89 gange er jeg stået op før kl. 9 lørdag morgen og har løbet 5 km, halvhurtigt eller langsomt alt efter formen, og 25 gange har jeg været hjælper. Parkrun har været en del af mit liv i mange år efterhånden, og det er jeg stolt over!

Lørdag fik jeg også besøg af min lille dreng, som jeg er så heldig at være assisterende voksen-ven for. Han hjalp mig med at bage pølsehorn, viste mig sin fidget-spinner (kan nogen forklare mig, hvorfor de er så populære? Har det som om jeg ikke helt har forstået alle funktionerne) og vi hyggede så intenst, han faldt i dyb søvn til sidst.

Havde også mandligt besøg af en lidt ældre årgang, og imellem en hyggelig løbetur langs stranden og is-spisning udkæmpede vi en hård duel i minigolf. Der er den flotteste grønne bane i Blåvand, komplet med søer, vandløb og fiskenet (!) Det fik vi brug for, og jeg fik en fin andenplads 😉

 

Hverdagen er sat ind igen, og oveni det almindelig ræs er der en masse som skal ordnes med flyttekasser, flytning af el, slutrengøring og andre genvordigheder. Men modet på at takle alt det er lidt større, når batterierne er ladet op.

12.26.16

Ferie!?!

Posted in Årets gang, oplevelser at 6:29 pm by

Jeg er i gang med at prøve noget helt uvant: ferie! Selvfølgelig har jeg holdt de fridage, man nu engang har lov til at holde, igennem de seneste år, men jeg har stort været ude at rejse på samtlige af dem. Denne jul har jeg næsten to ugers sammenhængende ferie, som hovedsagelig tilbringes her i Esbjerg.

Jeg nyder det virkelig! På lillejuleaftensdag kunne jeg for første gang deltage i den årlige sociale løbetur fra “De hvide mænd”, der efterhånden er en institution i det esbjergensiske løbemiljø. Juleaftensdag blev indledt med et parkrun, og efterfulgt af en skøn aften med alt hvad der hører sig til af mad og gaver. Min mor lagde hus til, og udover kæresten og jeg deltog den dreng, min mor er voksenven for, med sin far. Julen er nu engang bare lidt mere magisk, når der er børn til stede!

På første juledag gik turen til biografen, hvor vi så den nyeste Star Wars film. Måske tog effekterne lidt overhånd, men underholdende var den i hvert fald!

Ud over disse aktiviteter har der været masser af tid til at træne, og måske har jeg af den grund nydt løbeturene ekstra meget. Jeg har også bagt, lavet konfekt, læst bøger og avis og endda kastet mig over mit favorit-tidsfordriv: puslespillet! En af mine julegaver indeholder 4000 brikker, men den skal jeg lige tage lidt tilløb til…

puslespil

Jeg kan konstatere, at det der “ferie” virker som et rigtig godt koncept! Jeg når en masse, men er kommet rigtig langt ned i gear alligevel. Arbejdet er rigtig langt væk, men jeg skal da tage mig i at sige “på mit gamle arbejde” når jeg taler om Enheden for Tromboseforskning. Og når jeg tænker på min nye arbejdsplads på Østerbro, bobler det indeni af forventning.

Der er stadig en uge til, og nu skal der klares et par julebesøg. I Kolding, København og Skanderborg. Rigtig dejligt at have tid til at se venner, som jeg gerne så meget oftere!

Lige nu lytter jeg til Urds blæsen med en kop te indenfor rækkevidde og “Min geniale veninde” på lydbog. Det er nok det, man mener med udtrykket julefreden har sænket sig 🙂

12.22.16

Julehilsen

Posted in Årets gang, Hverdagsliv, Løb, oplevelser at 10:05 am by

Det er ikke så befordrende for julestemningen, at der samme dag som jeg skriver om at finde julehumøret i Flensborg bliver dræbt og såret mange mennesker på et julemarked i Berlin. Det er faktisk grufuldt og ondt og slet ikke i orden. Det er heller ikke i orden, at det skal være så svært at få civile evakueret i Aleppo. Eller at der er danskere, som ikke har råd til julegaver og julemad!

Jeg har sendt donationer gennem Røde Kors, Unicef og Kolding Madhjælp, men må jo indrømme at jeg bruger mange flere penge på luksus og lækkerier til mig og mine i julen. Jeg glæder mig vældigt til for første gang i mange år at have fri helt til efter nytår, til at fejre juleaften med de nærmeste og til alt det nye og spændende, som 2017 vil bringe.

Måske kunne en enkelt bloglæser eller to få lyst til at spørge, om jeg stadig løber? Det har jeg ikke skrevet så meget om på det sidste, men selvfølgelig gør jeg det. Træningen er en stor og vigtig del af min hverdag, og jeg har stadig mål og drømme, selvom arbejdet får første prioritet i 2017.

teamtvilling

I 2016 var jeg frisk til at sende ansøgninger. Det resulterede ikke bare i et ny job, men også i muligheden for at blive en del af Team Tvilling i Esbjerg! Den chance har jeg grebet, og det giver virkelig inspiration, motivation og glæde at mødes med løbere, handi-atleter og deres familier hver søndag formiddag. Mine ben skulle lige vænne sig til belastningen ved at løbe med en vogn, men nu går det fint. Forhåbentlig skal vi deltage i løb sammen til næste år, og det vil jeg prioritere højt.

Jeg er kun tilmeldt 1 løb i 2017, men det er til gengæld Boston Marathon!!! At stå på startstregen til april vil være en stor drøm, der går i opfyldelse. Desuden kunne jeg godt tænke mig at få den blærede sorte T-shirt, som 100 parkruns berettiger til. Der mangler 24, så der skal en ordentlig indsats til for at nå målet i 2017. Og mon ikke der bliver løbet et enkelt ultraløb eller to?

Selvom verden ikke altid er god og retfærdig, vil jeg ønske jer alle som læser med en glædelig jul og et godt nytår. Håber I får energi til at klare de ting, universet kaster efter jer, taknemmelighed over alt det gode i livet og at I har de bedste mennesker omkring jer!

 

11.09.16

Åh disse minder…

Posted in Hverdagsliv, oplevelser, Rejser at 1:47 pm by

“Jeg havde en laboratorieplads i Birmingham”…

For 8 år siden fulgte jeg det amerikanske valg tæt, da jeg tilbragte et år i Alabama som led i min forskeruddannelse. Det var et forrygende år, hvor jeg lærte meget mere end at sætte elektroder i nerveceller fra rotter, og jeg skrev dengang om mine oplevelser på den gamle blog, på Urbanportalen. Det år fylder forholdsvis meget i min bevidsthed, og jeg er så glad og taknemmelig for at en gavmild donation fra Helge Sanders Eliteforsk-projekt og min vejleders kontakter gjorde det muligt at komme af sted. Når USA fylder meget i medierne, som nu hvor der har været præsidentvalg (ingen yderligere kommentarer), tænker jeg meget på min tid i B-ham.

Jeg tænker på min første Halloween, hvor jeg klædte mig ud som et amerikansk ikon (Wonder Woman, IKKE Superwoman) og deltog i festligheder arrangeret af den lokale løbeklub.

halloween 017

Jeg tænker også på al den sjov jeg havde med mine venner på universitetet. Jeg deltog på et nørdhold i Flag Football (amerikansk fodbold hvor de mest voldelige taklinger er pillet fra) og Dodgeball (høvdingebold), og selvom vi aldrig vandt, havde vi de bedste tredje halvlege. Her var Beer Pong favoritspillet og der blev drukket et par af de alt for vandige amerikanske øl.

flag football 014

Beer Pong 007

Jeg tænker på udflugter med mine venner, vi så baseballkampe, gik i biografen, shoppede i de store malls, vi tog lige et smut til Nashville for at se en NFL kamp, jeg løb halvmaraton i New Orleans, og besøgte en god ven i Atlanta flere gange.

De fleste af mine minder er lyse og lette, men jeg husker sandelig også et land, der var voldsomt ramt af finanskrisen. En by, hvor centrum var for farligt at bevæge sig rundt i og alle butikker fandtes i periferien langs motorvejen, et sted uden offentlig transport, med mange hjemløse, mange fattige og meget lidt kontakt mellem sorte og hvide.

Jeg efterlod en smule af mit hjerte i The Deep South, men var fuldstændig afklaret med, jeg hellere vil leve i Velfærdsdanmark. Her nyder jeg sikkerhed, tryghed, og efter min mening en større frihed end jeg havde i USA. Hvad tænker I andre om Sydstaterne (fordomme er velkomne, dem havde jeg sandelig også selv inden afrejsen)? Er der noget, I gerne vil høre om fra den tid – i så fald fortæller jeg gerne en (røver)historie eller to 🙂

 

 

 

10.17.16

Løb: gamle glæder og nye udfordringer

Posted in Hverdagsliv, Løb, oplevelser at 12:57 pm by

Jeg ville gerne skrive, jeg er den gladeste løber i Esbjerg lige nu, men konkurrencen er vist hård 🙂 Der er blevet oprettet en afdeling af Team Tvilling i byen, og alle, der var så heldige at komme med på holdet er nemlig i vældig højt humør:

14717040_1278159625590012_9137854666367782508_n

Lørdag var en helt enormt god løbedag. Det regnede godt nok lidt, men selvfølgelig ikke nok til at forhindre mig i at tage til parkrun. Jeg har ligget noget lavt i træning siden jeg afsluttede sæsonen med et 6-timers løb i München, og har ikke rigtig holdt øje med tempoet på mine korte ture. Faktisk har jeg følt mig som lidt af en snegl, men sidste lørdag var jeg til parkrun uden at løbe mig ud, og kom igennem på 22.37, hvilket er en ret god tid for mig. Derfor var planen i lørdags at give den alt hvad jeg havde i mig, i håb om en personlig rekord. Det lykkedes også med lige netop, og selvom jeg gerne havde været under 22 min, var jeg ikke sur over de 3 sekunder jeg manglede. Tror nok den skal være der, hvis jeg finder en flad rute.

Det vigtigste ved parkrun er dog sammenholdet og hyggen. En mandlig løber gav mig pace på sidste omgang, og det giver bare ekstra energi at få en masse opbakning fra de frivillige og alle fremmødte. Desværre måtte jeg direkte hjem for at skifte tøj, så jeg ikke blev kold efter løbet, så jeg gik glip af kage og champagne (en flok løbere havde 50 løbs-jubilæum), men der skal nok blive mulighed for revanche. Om ikke andet når jeg selv løber nr. 100 – lige nu er jeg på 74 løb.

Derhjemme fik jeg lidt varmt at drikke og hoppede i et nyt sæt løbetøj, før turen gik tilbage til parken, hvor første træning med Team Tvilling Esbjerg fandt sted. Jeg er simpelthen så glad og stolt over at være blevet udtaget til holdet af løbere, selvom jeg var lidt bekymret for, om jeg er stærk nok til at skubbe en vogn. Nu kan jeg se, det nok skal gå!

Kommunen har indkøbt 5 vogne og fundet frem til en gruppe handi-atleter (dem, der sidder i vognene) og 15 løbere, som skal skubbe vognene. Det er rart, vi er nogle løbere i overskud, så vi kan hjælpe hinanden og skiftes til at puste lidt ud. Ved ankomsten fik vi udleveret T-shirts og skrev under på, vi tonser rundt på eget ansvar. Der blev snakket og hilst, og da alle var klar samledes løbere og lærte at skifte slanger og justere vognen. Tror ikke jeg er helt prof til det endnu, men vi hjælper jo hinanden 🙂 Derefter stillede vi op til gruppebillede (flere lokale aviser var mødt frem) og så rullede vi ud på den første tur.

Det var lidt udfordrende at dreje, for der skal vognen tippes bagud, men ellers gik det fint, og vi kom rundt på en lille tur i skoven, komplet med kast af efterårsblade, foto-stops og hilsner til nysgerrige forbipasserende. Bagefter var der kaffe og kage, hvilket jeg forstår er en vigtig del af konceptet. Der blev snakket og grinet meget, og jeg følte mig virkelig godt tilpas. Da jeg var yngre hjalp jeg til ved handicapridning, og det her var lige så hygsomt.

Vi skal træne en gang om ugen, og jeg er selvfølgelig tilmeldt  på søndag! På sigt skal vi forhåbentlig også deltage i løb, og flere har udtrykt, at det kunne være interessant hvis jeg vil løbe 100 km med en vogn (!). I første omgang er ambitionen altså et parkrun…

Når vi nu siger ambitioner, så kan det da være at nogen kunne finde på at undre sig over, hvordan turene med Team Tvilling passer sammen med mine egne planer for næste sæson. Jeg ved det ikke, men lige nu er det de sociale og sjove aspekter af løb, jeg mest har lyst til at dyrke. Der er lang tid til min næste ultra, og der er meget jeg gerne vil udforske på de lange distancer, men det hele behøver jo ikke ske i morgen eller til næste år. Lige nu er det lavsæson, og jeg bliver nødt til at gå til den med styrketræning og alternativ træning for at holde mig skadesfri. Jeg vil også gerne fokusere lidt mere på tempo, for benene er hurtige og 5 km kan jeg lige overskue fra mit vinterhi. Egentlig utroligt, så meget variation man kan finde i noget så umiddelbart ensidigt som løb 😀

 

 

08.15.16

Folkedragter og frituregryder – der er mange grunde til jeg elsker at løbe

Posted in Løb, oplevelser at 12:08 pm by

I lørdags var jeg til løb efter “Team Betteskov Basic” modellen, og det var en skøn oplevelse som gav motivation til mange ugers træning fremover! Min mor tog med som chauffør og supporter til Mandø Maraton, hvor jeg skulle løbe 1/4 af den klassiske distance, med fokus på at have det sjovt. Vi måtte tidligt op for at nå traktorbussen fra Vester Vedsted. Mandø afskæres nemlig flere gange dagligt fra fastlandet af tidevand, der er for lavvandet til en færge, så enten må man have sin bil ud i det salte pløre, eller køre med de store traktorer.

Mandø er ret lille, ca. 10 km i diameter, og der er ikke voldsomt meget at se, ud over får, en mølle, en brugs og et lille bymuseum. Men naturen er flot, med diger rundt om øen og ellers Vadehav så langt øjet rækker. Der var mange deltagere og heldigvis et telt at trække ind i, når regnbygerne kom. Jeg skulle vente et par timer på at løbe, så vi gik en tur til møllen og slappede af i løbsteltet, hvor der var foredrag om at være ung på Mandø, musik, kaffe og kage.

Blæsten var strid, og jeg ved, modvind ikke er nemt for mig at takle, så jeg forberedte mig mentalt på 10,5 hårde km. De første 5 var der medvind, og jeg var bare flyvende! Fandt en god rytme og løb dem i en tid, der åbner mulighed for en personlig rekord på distancen inden alt for længe 🙂 Og så ramte jeg muren af vind, der slog mig noget ud af kurs. Jeg havde ligge forrest blandt kvinderne, men blev overhalet af én, der havde bedre greb om at løbe mod orkaner. Nå, jeg holdt fokus og kom ind i en tid, jeg var yderst tilfreds med, og et gennemsnitstempo på 4.35 min/km. Det var så godkendt, at jeg lige måtte juble lidt ved målstregen.

Motionsbilleder507426

Efter løbet var der igen ventetid, hvor jeg kunne se venner og bekendte løbe i mål efter en hel eller halv maraton. Præmieoverrækkelsen var først sidst på eftermiddagen, men som nr. 2 blandt kvinderne vandt jeg til gengæld en yderst imponerende præmie: min helt egen frituregryde 😀 Til stor fornøjelse for publikum, hvoraf flere godt kender den sure sundhedsdame og kunne se mine problemer med at håndtere den store kasse…

14040045_10210399866302638_3324870881732307361_n

Mandø Maraton kan 100% anbefales til løbere, der vil afsætte en til et løb med “wow-faktor”. Der er både en fint opmålt og opmærket rute, totalt styr på numre og depoter (løbet arrangeres af meget erfarne løbere), medaljer til alle, flotte præmier og rigtig god stemning. Lokale i folkedragter, små foredrag og meget unik natur giver mange point for den samlede oplevelse. Det er noget helt andet end at være til de (også hyggelige) lokale byløb, og jeg fik husket mig selv på, at jeg ikke løber for tider og placeringer, men fordi sporten giver mig mulighed for at rejse til interessante lokaliteter og selvfølgelig mødes med de andre glade løbere.

Tilbage står kun et spørgsmål, men det er også stort: nogen der har idéer til, hvad man kan lave i en Actifry udover frost-fritter?

 

07.11.16

Sommerguide til Vandkantsdanmark

Posted in Hverdagsliv, oplevelser, Rejser at 11:14 am by

Er du langt fra sommerferien, tidsmæssigt, eller er du allerede kommet hjem fra den? Er du langt fra en storby, geografisk? Fortvivl ikke. Her kommer et par anbefalinger til andre, der måske lige som jeg knokler løs i den danske provins, mens regnen falder og alle andre rejser til eksotiske destinationer…

Sommerspil i Varde

Indrømmet, da jeg første gang hørte at 7-kanten er en amatørteatertrup med base i Janderup var jeg lidt skeptisk. Efter at have oplevet deres sommerspil og vinterspil er jeg bare solgt! De er stjernegode, og året forestilling “Zorro” er som skabt til en glad aften med latinske rytmer, dans og romantik. Selvfølgelig er udendørs musicals sjovest, når det ikke regner, men heldigvis kan man sagtens medbringe tæpper og regntøj, og der kan købes varm kaffe i pausen. Forestillingen spiller ugen ud, så det er ikke for sent!

zorro

Vikingernes sommerlejr i Jels

Jels er faktisk en ganske fin, lille by! Der er et rigt triatlon-miljø, en smuk sø som lige passer til en hyggelig slentretur, golfbane, et planetarium, og hver sommer kommer en masse vikinger på besøg. Der er vikingespil om aftenen, som jeg desværre ikke har set, men  det er også en fin oplevelse at besøge vikingelejren. Her kan man møde fortidens kæmper, købe vikingesmykker, tøj, mad og bolcher. Der kan stadig købes billetter til Vikingespillet, og jeg har det fra pålidelige kilder, at det er ganske godt.

vikinger

Er det ikke muligt at lægge turen forbi Jels, kan man passende læse “Røde Orm” – den ultimative bog om vikinger, kristendom og islam, krig og kærlighed. Højtlæsningspotentialet er stort, også for voksne.

Sommerbog

Nogle gang er det rart at gå sine helt egne veje, men der er også tilfælde, hvor flertallet har ret. Alle, jeg har talt med er begejstrede for romanen “Alt det lys vi ikke ser”. Nu har jeg også hørt den, og jeg giver anmeldere og publikum ret. Meget smuk, velskrevet, velkomponeret og medrivende bog om 2. verdenskrig (et ellers lidt for fortærsket emne), videnskab og medmenneskelighed. Én af mine favoritbøger fra barndommen, En verdensomsejling under havet, spiller en væsentlig rolle. Jules Verne holder stadig 100%, men den amerikanske forfatter Anthony Doerr er bestemt værd at stifte bekendtskab med. Jeg glæder mig til at gå i gang med hans næste bog, der vist handler om én, der hedder Grace 🙂

alt det lys

 

Sommerserie

Hvad gør det, de hele tiden viser fodbold eller cykling i fjernsynet, når man ikke har TV-abonnement og der er nye afsnit af Orange is the new Black på Netflix? Serien er bestemt ikke blevet dårligere på 4. sæson, der er hårdtslående og grusom, men også har seriens velkendte humor og strejf af håb. Efter at have slugt den nye sæson er vi begyndt forfra med serien i Casa Betteskov. Den tåler et og måske endda flere gensyn.

oitnb

Sommerferieplanlægning

Hvis alt andet glipper, køb en rejse! Jeg har lige planlagt to. Min mor og jeg skal besøge 2 europæiske hovedstæder, vi aldrig har besøgt før, i slutningen af juli. Og inden da skal jeg lige på en lillebitte kæreste-weekendtur til en by, som ikke er så stor og ikke så langt væk, men rigtig hyggelig 😀 Jaja, en hel sommer i Danmark var alligevel for meget for mig! Håber I alle nyder ferien, med og uden rejseplaner.

06.02.16

Sæby revisited

Posted in Årets gang, Løb, oplevelser at 1:04 pm by

For et år siden deltog jeg i “24 timer ved havet” i Sæby. Det var ret hårdt at løbe 150,9 km på et døgn, men jeg fik både en god oplevelse, en DM-sølvmedalje i min aldersklasse, en personlig rekord og nye bekendtskaber ud af turen 😀 Derfor var jeg også helt overbevist om, at turen igen i år skulle gå langt nordpå. Nu er det godt nok træningsmæssig lav-sæson og kun tre uger siden jeg løb 100 km i Frankrig, men 6 timers løbet virkede overkommeligt, og en god mulighed for at få øvet nogle af de ting, der skal forbedres inden næste forsøg på de 100 km. Så jeg meldte mig til, fandt et sted at overnattede og overtalte coachen til at tage med, selvom det var et hyggeløb.

På turen derop kunne vi sande, at der faktisk ER langt fra Esbjerg til Sæby, men at det til gengæld er en rigtig fin lille by. Vi hentede startnummer på stævnepladsen som ligger lige ved havnen, og fandt en café, hvor jeg kunne carboloade med et ordentlig læs pasta med kylling, med udsigt til vandet. Aftenen gik med afslapning og indtag af kulhydrater, og der blev for en gangs skyld ikke lagt nogen decideret strategi for løbet.

sæby3

Jeg nåede at blive lidt rastløs inden starten gik kl. 12 lørdag, men det glemte jeg hurtigt da vi tog hen til startområdet, hvor det vrimlede med folk vi kendte. Der var samlet start for maraton, 6, 12 og 24 timers løb samt nogle stafetter, så vi var mange samlet. Jeg fik hurtigt kigget Stine Rex, der også løb 6 timers løb, ud – hun vandt 24 timers løbet sidste år med 57 km mere end jeg klarede (!!!) og havde god fart på fra start. Jeg fulgte hende på første omgang for at få en idé om hendes tempo, men fandt snart ud af, at 4.50 min/km kunne jeg ikke holde, så jeg lod tempoet gå noget ned. De første par timer fik jeg stadig løbet i lidt for højt tempo, men det gik ret fint med at indtage energidrik alligevel.

sæby2

Ruten var som sidste år knap 2 km og meget varieret, men ret hård at løbe på: der var græs, beton, fliser, grus og en lille smule dejlig asfalt. Til gengæld var udsigten smuk, halvdelen af tiden løb vi langs strandpromenaden mellem klitter og med kig til havet. Det blev varmt op ad dagen, men det skulle jeg jo også øve mig i at håndtere, og det lykkedes vist meget godt.

sæby1

Efter omkring 4 timer fik jeg næsten kontakt med Stine foran – hun var også gået noget ned i tempo, og vi kunne se hinanden i lang tid. Overhale kunne jeg dog ikke, og jeg måtte til sidst give slip. Det begyndte faktisk at blive rigtig hårdt, og jeg overvejede virkelig, om det ikke var lidt synd for mig og om jeg ikke måtte gå lidt… Det lykkedes dog at lade være, og efter 360 minutter kunne jeg sætte mig på en bænk midt på ruten og vente på opmålerne, som skulle finde ud af, hvor langt jeg var kommet siden min sidste passage af målstregen. Coachen kom med tørt tøj og vand, og jeg kunne fordrive ventetiden med at heppe på de venner som deltog i 12 og 24 timers løbet.

Vi fandt igen en cafe på havnen, og jeg fik min medalje og et par sorte og pink (yes!) sko som præmie for min andenplads hos kvinderne. Distancen blev 67145 m, hvilket var en personlig rekord med 600 meter. Jeg blev slået med under 1 km, og en lille stemme indeni pipper om, at jeg burde have spændt hjelmen og vundet det løb 😉 Men jeg er da superstolt af at blive nr. 2 kvinde, morer mig over at jeg faktisk fik samme placering overall, og er glad for jeg kom længere end i Albertslund sidste år.

Det vigtigste var dog, at vi fik en rigtig dejlig weekendtur! Efter jeg havde været i bad tog vi tilbage og heppede og nød at være tilskuere. Flaget blev spillet ned af en trompetist, og kombinationen af musik, solnedgang og strand var nærmest magisk. Jeg så mange enormt flotte præstationer, kunne glæde mig over gode venner på podiepladser og blev imponeret over Mathias Jørgensens nye danske rekord på 12 timer (vilde 145 km!!!). Lige nu kan lysten til at løbe 24 timers løb ligge på en tånegl (og de er ikke store efter mange lange løbeture!), for jeg har bare mere sjov på de kortere ultradistancer. Men det er da spændende at se andre forsøge sig, og jeg er bestemt ikke typen, der siger aldrig 😉

 

03.02.16

Ferie og ultraløb i Marburg

Posted in Løb, oplevelser, Rejser at 2:45 pm by

Min vinterferie gik hverken til en skisportsdestination eller palmestrande, men et stykke sydpå til den tyske by Marburg. Det er ikke en by, jeg umiddelbart havde overvejet som feriedestination (grundet hæslig ignorance!), men der blev afholdt et 50 km løb som passede ind i træningsplanen og havde glimrende anmeldelser på nettet. Coachen og jeg tog derfor af sted, så jeg kunne teste formen af og få nogle erfaringer med at løbe i udlandet – og vi kunne nyde lidt ferie bagefter 🙂

Distancen var 50 km, hvilket er lidt tricky, for det er ikke bare “en maraton plus en slat”. Jeg har ikke løbet den distance i konkurrencer før, men vidste fra min træningstur for et par uger siden, at en tid omkring 4 timer og 30 min bestemt var indenfor rækkevidde. Mulighederne for at carbloade var fremragende på en laaaaang og hyggelig togtur gennem Tyskland, og alt i alt var forholdene formidabelt gode: flad rute, køligt men regnfrit vejr og en træning, der er gået fint. Der var altså ikke undskyldninger for en dårlig præstation, og jeg var meget opsat på at gøre det godt!

før

Ruten var 10 km, og der var løb på alle distancer fra 1 omgang over halvmaraton til 50 km. Det betød, der var mange løbere i gang de første par timer, og det var lidt svært at vide, hvem der løb hvilken distance. I alt deltog omkring 1000 løbere, mere end 100 på den længste distance. I målområdet var der tilskuere og festlig stemning, men det meste af ruten var ude på landet langs floden Lahn, så der var ikke mange tilskuere, men glimrende depoter hver 3. km.

start

For mig føltes løbet begivenhedsløst, hvilket er en rigtig god ting i ultra! Jeg løb de 5 omgange på 51-51-51-52 og 53 min, så min sluttid blev 4.17.10, hvilket langt overgik mine forventninger. Der er stadig noget at lære, eftersom jeg smed 3 min på sidste halvdel, men et helt elendigt split er det da ikke 😉 Til min store overraskelse fik jeg en andenplads blandt kvinderne, selvom jeg føler mig gevaldigt sat på plads af nr. 1, en tysk landsholdsløber som var langt foran. Åbenbart har jeg kæmpet en spændende kamp med hende, der blev nr. 3, men det anede jeg ikke undervejs.

løb

Alt i alt er jeg enormt tilfreds! Det træningsforløb, jeg er i gang med virker helt sikkert, og endnu bedre havde jeg det fint både undervejs og bagefter. Dagen efter var benene klar til sightseeing i middelalderbyen (turistfotos i næste indlæg!), og træningen er stille og roligt ved at blive genoptaget. Men et lillebitte hjertesuk er der alligevel: Jeg begyndte at løbe ultra fordi jeg var fascineret af de rigtig lange distancer, især af at holde mig i gang i 24 timer. Sådan set har jeg heller ikke afskrevet, at det skal prøves igen… Men det er bare så åbenlyst, at de kortere (hvis man kan sige det om 50-100 km) distancer passer meget bedre til mig. Det var så lækkert at løbe et helt løb uden at tabe fokus og koncentration (og uden at have det elendigt!), og de resultater jeg har haft på 6 timer og nu 50 km er forholdsmæssigt så meget bedre, end hvad jeg nogensinde har opnået på 24 timer.

Det lyder både paradoksalt og tåbeligt at brokke sig over gode præstationer, og det gør jeg heller ikke. Jeg er vildt begejstret for at have fundet min rette hylde som ultraløber!  Jeg havde ikke lige selv set dét komme, men måske skal man citere Thomas Blachmann for, at mange kvinder har godt af en mands blik? Med en anelse finjustering og et nyvalg  af distancer er jeg nærmest genfødt som ultraløber og glæder mig til at se, hvad jeg kan opnå og opleve. Måske kan jeg endda medvirke lidt til at give andre løbere en tilsvarende “aha-oplevelse” af eget potentiale, men det er et andet eventyr til en anden dag 😉

Det er bestemt ikke umuligt, turen går til Marburg igen næste år, gerne med en flok andre danske løbere! Jeg kan kun sige gode ting om arrangementet (udover det virker lidt bisset, man skal vinde sin aldersklasse for at få en medalje med hjem – jeg havde hængt lidt med hovedet, hvis der ikke havde været én til mig!), og det var ret anderledes at tage til løb med coachen fremfor min mor og en stak maskotter… Håber konkurrenterne blev lidt intimiderede af et meget professionelt Team Betteskov 😀

 

 

02.22.16

Tilbage i Aarhus

Posted in Løb, oplevelser, Rejser at 2:05 pm by

Jeg har boet i Aarhus i to omgange: som helt ung medicinstuderende, da jeg lige var flyttet hjemmefra og under de to første år af mit ph.d. studium (2006-2008). Især det sidste ophold i Smilets by husker jeg som helt særligt vidunderligt: jeg boede i en stor lejlighed på Marselis Boulevard, havde hørt forskningen kalde på mig og svarede med stor entusiasme – og så var det her, jeg tog mine allerførste spæde skridt som løber 🙂

Her i weekenden passede det endelig ind i planerne at kigge forbi Aarhus, og de under 30 timer jeg tilbragte i byen var tæt pakkede! Om lørdagen mødtes kæresten og jeg med en god ven, og over burgere og fritter fik vi diskuteret alt fra amerikanske primærvalg til meningen med det hele (universet, ikke Trump…). Jeg nød at guide på nogle gåture rundt i midtbyen og latinerkvarteret, hvor jeg har travet så mange gange!

Søndag bevægede jeg mig så et helt nyt sted hen, jeg besøgte nemlig det nye bibliotek/kulturhus DOKK1 og havde i dagens anledning “lånt” en 6-årig. Er godt nok imponeret over, Aarhus har fået sådan et lækkert sted! Der var bøger, spil, computere, plads til at røre sig, café og masser af aktivitet. Jeg kunne godt have smækket mig ned med en god bog i timevis, men tiden blev nu brugt på at spille Minecraft og bygge med magnetlegetøj. Jeg morede mig herligt og sluttede af med et lille teaterstykke, en stumfilmskomedie som vist var sjovest for de voksne.

dokk1

teater

Jeg løb parkrun i Esbjerg inden afgang og havde ingen rigtig lange ture denne weekend, men et par træningspas skulle der selvfølgelig klares. Lørdag var jeg på sightseeing i Forstbotanisk have, som jeg ikke kendte ret godt. Her var spændende træer og et mindesmærke over en aarhusianer som var “født oplyst” og rejste til Indien. Spændende! Søndag morgen løb jeg der, hvor det hele begyndte – ned forbi Tangkrogen og op i Marselisskoven. Det var et kært gensyn med de gode stier og de små broer, og inden haglbygerne satte ind, nåede jeg at se en smuk solopgang over vandet.

marselis

Jeg er meget glad for min nuværende tilværelse i Esbjerg, men på en eller anden måde er Aarhus bare “min by”. Jeg får simpelthen så megen energi, hver gang jeg vender tilbage! Der er sket meget med byen (til det bedre) på de ret få år, jeg har været væk, og det er sjovt at følge udviklingen. De fleste af mine venner fra gamle dage er ligesom jeg rykket videre, men jeg kan godt gribe mig selv i at savne løberuterne og mine yndlingscaféer. Nå, byen er jo kun en togtur væk, og sikken dosis man kan få på et lillebitte kort besøg. Det må jeg snart gøre igen 😀

 

← Previous Entries