Archive for Triatlon

05.12.15

Formtop, forberedelser og tid til lidt forandring

Posted in Hverdagsliv, Løb, Triatlon at 5:27 pm by

Endelig, endelig, endelig er mit løbe-held vendt: jeg ser de forventede resultater af træningen (og lidt til) samtidig med at glæden ved at løbe er uændret! Det gik hurtigt med at restituere fra Hamburg Marathon, selvom jeg lige fik snuppet en visdomstand i dagene efter løbet. I lørdags var jeg tilbage ved Esbjerg Parkrun, men i en lidt mere fokuseret udgave, end jeg plejer at fremvise

parkrun1

Selvom regnen slaskede ned og mit ene snørebånd besluttede sig for at drille, var jeg opsat på at angribe min personlige rekord på ruten, der har stået siden oktober 2011! Det lykkedes da også at kappe 10 sekunder, og jeg er tilfreds med at kunne løbe den let kuperede rute på grus på 23.48, selvom der vist er lidt flere sekunder at hente. Jeg følte mig ikke specielt mærket og havde da overskud til at bytte dyrekort bagefter 🙂 Esbjerg Parkrun er nu engang min udgave af “Cheers”, det hyggelige stamsted hvor everybody knows my name.

parkrun2

Jeg kan altså ikke klage over formen, hvilket er både heldigt og skræmmende, nu der er under 3 uger til DM i 24 timers løb. Hvad angår kombineret udholdenhed, kondition og styrke, har jeg nok aldrig været bedre, MEN (og det er et kæmpe men med versaler!), 24 timers løb er en ond og nådesløs disciplin, hvor en lillebitte detalje sagtens kan vælte læsset. Derfor kan jeg ikke forvente andet, end at jeg har en chance for at yde mit bedste. Det er ofte maven, der slår mig ud, og den er ikke  udtalt begejstret for den ret høje dosis jerntilskud, jeg stadig indtager. De er bare strengt nødvendige for at jeg kan løbe, endsige holde mig oprejst!

DM afholdes i Sæby, så min hjælper/støttepædagog/selskabsdame/mor og jeg har en lang køretur fra Esbjerg, men vi har fundet et godt sted at overnatte (hvor hun endda kan tilberede de bizarre ting, jeg måtte få lyst til under løbet) og har aftalt at tage turen som en oplevelse, uanset resultat.

Resten af årets løbeplaner afhænger en del af, hvordan det går i Sæby. Hvis jeg bliver ramt af maveproblemer eller andet flak, vil jeg måske forsøge mig igen på 24 timer i Viborg, selvom ruten er for lang til nattetimerne, efter min smag. Ellers kunne jeg godt tænke mig et seriøst forsøg på at løbe 60 km på 6 timer, eller måske “bare” et par maratons i godt selskab?

Desuden har jeg kastet mig ud i en helt anderledes udfordring og tilmeldt mig Christiansborg Rundt, hvilket er 2 km svømning i åbent vand til august. Jeg kan godt svømme, men er i den grad rusten (og har små, slappe pinde-arme) og aldeles uerfaren i at svømme rundt udenfor svømmehallens trygge rammer, midt i en skubbende og prustende flok. Jeg tror bestemt, jeg kan klare distancen, men der skal noget træning til! Måske virker det som en dårlig ide at kaste mig over en anden sportsgren lige nu, hvor løb går så godt, men jeg har ikke lyst til at lægge alle mine æg i en kurv, og ved hvor lang pause et 24 timers løb vil kræve. Så hvorfor ikke udnytte tiden til at træne mine crawl-arme?

Jeg er simpelthen så glad, taknemmelig og lidt overrasket over at kunne træne på det her niveau igen. Prøver at værdsætte alle turene, og ikke tage noget for givet. Der må være en morale her, men om den er “bliv ved med at tro på, lykken vender, selv når det ser umuligt ud” eller “det er da også kun et kæmpe fjols, der forsøger at løbe ultraløb med 3-4 portioner blod for lidt i kroppen” ved jeg ikke rigtig…

Fotos er taget af Esbjerg Parkruns helt egen frivilligkoordinator, Beinta Nygaard. Tak for dem, og den store indsats!

05.01.13

ForeLØBig status 2013

Posted in Løb, Triatlon at 7:51 am by

Det er ved at være meget snart jeg griber min kuffert og drager mod Saudi Arabien, og tidspunktet kunne ikke være bedre til at gøre lidt status på årets foreløbige løbeaktiviteter. Som de fleste trofaste læsere vil huske, var planerne jo STORE!

Jeg kan med det samme konkludere, at det jeg skal arbejde videre med ikke har ændret sig: det er stadig det mentale, der giver allerstørst udfordringer. For min første tanke var, at det da har været en lidt fesen sæson, og jeg slet ikke præsterede ordentlig til Slagteriløbet i Horsens, så selvfølgelig er det ren ynk, og har jeg overhovedet noget at gøre som ultraløber? Alle de andre er jo bedre, løber meget mere etc 😉

Når jeg så lige tager mig sammen og vurderer mine præstationer, løb for løb, må jeg jo erkende, at det er gået forrygende godt! Der kom en uventet 6-timers PR i Randers, til et løb jeg ikke havde forberedt specielt og under ret hårde forhold. Jeg har gennemført alt jeg satte mig for, og der er kommet hele 3 sejre i hus, i så forskellige discipliner som crossløb (hvor jeg ovenikøbet vandt mit første mesterskab nogensinde, nemlig det Sydjyske), 6-timers løb og nat-halvmarathon. Det betyder faktisk, at jeg for første gang nogensinde har fået mere ind på gevinstkontoen, end jeg har betalt i startgebyrer: der er både kommet kontanter ind på kontoen, et par nye løbesko og et gavekort til Føtex. Hvis jeg medregner transport bliver tallene dog røde igen 🙂

Træningsmængden er blevet øget, og jeg har ikke nogen problemer med ca. 70 km om ugen (bortset fra de uger, jeg har restitueret fra marathons eller 6-timers løb). Nu kan jeg endda klare denne mængde og samtidig indlægge et par små tempo-elementer, så det går helt bestemt fremad med ultratræningen.

Det samlede indtryk er altså SUCCES, og det skal jeg lige huske mig på igen og igen. Jeg skal helt sikkert være bedre til at tænke positivt og se mig selv som én, der altså gør det fint. Nåja, der er også lige det med maven. I Horsens var mit gennemgående problem (udover jeg psykede mig selv ned på grund af ikke-løbsrelateret stress) at min mave gjorde ondt. Jeg er blevet bedre til at indtage næring undervejs, det gik fint i Randers og til Ø-marathon på Amager, men der er plads til forbedringer. Geler bliver aldrig min ven, så for tiden eksperimenter jeg med Seje Sidsels løbe-guf, nemlig skumfiduser. De skal testes på et længere løb, før jeg kan sige noget definitivt, men de virker som en lovende kilde til kulhydrat.

marshmallows

I Saudi kan jeg højst løbe på løbebånd, men jeg håber at få en masse km i benene og nogle lange, langsomme ture for at træne til sommerens ultra-udfordringer, den første bliver 1. juni, lige efter min hjemkomst, hvor der skal løbes i 12 timer på Refshaleøen!. Jeg skal ikke løbe længere end 2 timer ad gangen, men måske gøre det en masse gange? Nu må jeg lige se, hvordan forholdene er, men jeg håber det bedste.

Hvad angår cyklingen er det godt nok fantastisk, så ringe vejret har været! Min Cindy-cykel har været ude præcis én gang, og nu er den taget på græs hos en sød sygeplejerske. Svømningen har jeg dog været nogenlunde flittig med – OK jeg har ikke forsømt den fuldstændig 🙂

Må hellere lige slutte af med lidt skamløs selvros. Jeg har samlet over 500 kr. ind til hjerteforeningen ved at vade rundt, og en elektronisk medalje er da næsten lige så skøn som en rigtig… Anbefaler lige “Gå for Hjertet” app´en endnu engang 🙂

safe_image

02.26.13

Spinning-skovtur i Oksbøl

Posted in Hverdagsliv, Triatlon at 2:50 pm by

Spinning bliver aldrig det helt store hit hos mig. Det er en fin restitutionstræning, som jeg gerne benytter mig af på de dage, hvor mine stakkels ben skal slippe for at slæbe min vægt rundt på landevejene, men jeg kommer aldrig til at se det som et mål i sig selv at svede på en indendørs cykel. Alligevel meldte jeg mig for anden gang denne vinter til et 12-timers spinning arrangement, denne gang med kun en makker. Altså var der lagt op til 6 timer på jernhesten, hvorfor vi kørte under et meget rammende navn, som var sat på den røde racer ved ankomsten:

IMG_0696

Trods min lettere skepsis overfor spinningens væsen, var det en fortryllende skøn dag på Blåvandshuk Idrætscenter! Vi var 10-12 deltagere fra Multiatleterne, så der var altid nogen at snakke med i pauserne. Disse blev ret korte, da centrets faciliteter med fitnessrum, svømmehal mm. jo også lige skulle prøves af!

IMG_0703

Der blev kørt, svedt og lyttet til alskens musik – fællesnævneren for sidstnævnte var nok mest, at den var høj! Det var ikke kun benene, men især hovedet, der var lidt brugt bagefter…

IMG_0700 

En lidt mere hardcore spinner end jeg, Skafol, har beskrevet hvordan man kan “lege” med sin position på cyklen. Det prøvede jeg undervejs, med virkede spændende resultater. Tænk at jeg bruger mine ballemuskler anderledes, når jeg trækker albuerne ind til kroppen i stående stilling! Sådan noget finder jeg jo aldrig ud af, når jeg kører en enkelt time i det lokale fitnesscenter og kigger jævnligt på uret for at forstå, hvorfor tiden går så laaaaaangsomt.

Konklusionen er, at spinning er meget, meget sjovere med en stor flok venner og en dag sat af til formålet. Sådan et arrangement kan absolut anbefales ALLE. Det var skægt at se, hvordan landsholdstriatleter kørte ved siden af svært overvægtige personer. Sådan en mangfoldighed ser man ikke i mange sportsgrene!

Vi fik endda en herlig gavepose med parfumeprøver. Det er næsten værd at køre 6 timer på cykel for! Næsten – for nu skal der igen løbes en masse kilometer, og bodybiken må nok undvære mig i et par uger…

 IMG_0687

02.15.13

For sundhedens skyld?

Posted in Løb, Triatlon, Videnskab at 10:35 am by

For et par uden siden tænkte jeg lidt højt omkring mine (ambitiøse) løbs- og træningsplaner for 2013. Det gav mange opmuntrende kommentarer, og en enkelt lidt skeptisk fra en anonym læser:

“Kom helt automatisk til at tænke på den her artikel:  http://www.information.dk/450008 

Er det helt på afveje? Entusiasmen er tydelig – og det er jo godt – men er det et sundt ideal ?”

Det morer mig altid lidt, at jeg konstant skal forsvare min hobbys “sundhed”. Jeg løber altså ikke, fordi det er sundt! Jeg løber fordi jeg elsker det, fordi det er mit liv! Og folk stiller aldrig det spørgsmål hvis hobbyen er jagt, fjernsyn, at gå i byen eller korsstingsbroderi.. Nå, alligevel synes jeg, kommentaren fortjener et bedre argumenteret svar, som jeg vil forsøge at levere her. Det falder i tre dele, hvor jeg vil se nærmere på slankhed, træningsmængde og livskvalitet.

Først og fremmest er det velkendt, at der er en statistisk sammenhæng mellem vægt og risikoen for at dø. Store befolkningsundersøgelser tyder på, dødeligheden er lavest ved et BMI er mellem 20-24.9 kg/m2, mens man skal et pænt stykke over 30 kg/m2 for at det bliver rigtig farligt. Omvendt har undervægtige personer en højere risiko for at dø for tidligt, men her er statistikken svær, fordi undervægt kan skyldes eksisterende alvorlig sygdom. Det er vist ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke kan snige mig op på et BMI på 20, heller ikke med løbesko på. Jeg ved godt, det vil være sundere for mig at høvle nogle kg på, og det arbejder jeg faktisk seriøst på! Nu er det bare ikke sådan, jeg har sultet mig til min nuværende (flue)vægt. Jeg spiser mine 5-7 måltider om dagen, masser af fisk, grønt og fuldkorn, og det er da en sjælden dag, hvis jeg ikke får et par slikkepinde eller et stykke mørk chokolade om aftenen. Artiklens betragtninger om afsavn kan jeg slet ikke genkende: jeg indtager rigelige mængder mad som jeg elsker og ordet “synd” har ikke noget med ernæring at gøre i min verden 🙂

Det er ligeledes et anerkendt faktum, at fysisk inaktivitet er en af de farligste ting, man kan udsætte sig selv for. Løbere lever længere end sofakartofler, og i den anførte artikel taler vi altså om 5-6 år! Den store gevinst kan høstes, hvis man går fra ingenting til moderat motion. Om der er en yderligere sundhedsmæssig gevinst ved at gå fra moderat til ekstrem motion er tvivlsomt. Måske er dødeligheden endda lidt højere for dem, der er allermest aktive. Interessant nok arbejder jeg selv på et forskningsprojekt, der viser tilsvarende effekter hos tidligere inaktive personer, der sættes til at træne 30 og 60 min om dagen.

Så nej, jeg tror ikke, ultraløb er sundt for mig. Helt ærligt, velvære var ikke et ord jeg ville bruge lige efter jeg havde løbet 145 km. Men jeg tror faktisk, min triathlon træning som inkluderer svømning, spinning, landevejscykling og core-træning er bedre for mig end “bare” løb. Overkroppen, maven og ryggen er allerede lidt stærkere, og jeg kan uden problemer holde mine spinkle lemmer højt 😀

Hvorfor gør jeg det så? Knokler løs for at få et godt resultat ved DM på 24 timers løb, for at sætte PR på 12 timer og gennemføre diverse andre prøvelser? For det første elsker jeg udfordringen, den daglige træning, kombinationen af at få en stærk og udholdende krop og et målbevidst sind, der kan udnytte fysikkens potentiale. For det andet er mit sociale liv simpelthen centreret omkring sportsudøvelse.

Her kommer livskvaliteten ind. Jeg har et ansvarsfuldt og anstrengende arbejde, og har i den grad brug for at koble af i fritiden. Jeg kommer ikke hjem til en familie, i stedet har jeg en samling løbesko og mine klubkammerater. Desuden har jeg mange venner, jeg møder sporadisk til løb og skriver sammen med om træning, kost, gear og rejser til spændende destinationer. De bekendstskaber jeg fik, da jeg løb i Sydafrika, fylder stadig meget i mit hjerte, og givet var det et større udbytte, end stoltheden over at gennemføre et marathon på savannen.

Alle ved, at et billede siger mere end tusind ord. Her er kun omkring 700, men nedenstående billede af en hyggestund med supersvømmeren Hanne, som slog mig på mini-trien på La Santa, fortæller en vigtig historie. Det er på grund af vores fælles oplevelse under sporten, at vi kan grine sammen på den måde uden at kende hinanden fra tidligere. “Ego-projekt” min bare… jeg træner altså, fordi det giver mig en masse på den sociale konto 🙂

Så til personen bag “reflektioner”: jeg håber, du har noget i dit liv, der giver dig lige så meget. Og jeg håber du en dag finder modet til at stå ved dine holdninger og tanker. Op med hovedet og på med trikot-en!

02.12.13

Labert løbegear og andre ligegyldigheder :-)

Posted in Løb, Triatlon at 11:53 am by

Min fødselsdag samt en tur til Club La Santa har resulteret i en del nyt løbegear. Noget i denne nyttige ende, andet mere for sjov. Forhåbentlig kan I ryste lidt på hovedet af dette indlæg, eller blive inspireret til gaver til løbere, der har alt og mere til 🙂

Når man af og til er “Betteskov 5 år” der ikke kan binde sine sko, kan triathlon og duathlon godt være en farlig sport: snørebåndene kan sætte sig fast i pedaler eller kæde og medføre et styrt. Selv for mindre tumle-fumlende unger end mig, tager det forholdsvis lang tid at snøre skoene. Løsningen er disse smarte elastiske snørebånd, så skoene ryger på med et snuptag! Eneste lille cave-at er, at skoene ikke holder form helt som med almindelige snører. Jeg ville nok ikke løbe et marathon med elastikkerne, men til kort distance tri er de et hit!

Jeg har godt nok både væskebælter og rygsæk, men et alternativt system er disse hånd-dimser. Man kan ikke transportere flere liter i dem, men en lille soft-flask fra Salomon er der fint plads til i det elastiske armbånd. Om vinteren kan man endda håndvarme væske (perfekt til løberen med kuldefølsom mave). Softflaskerne er rigtig gode, også til at have i lommerne på en tri-dragt, hvilket jeg beviste ved at smide mit eksemplar væk på en cykeltur i stærk vind. Men nye er bestilt, og de skal nok komme til deres ret til lange ultraløb:

Normalt synes jeg, Nikes bluser er lidt for lange til mig, men jeg fandt en rigtig pæn en. Nærmest for pæn til løbeturen, men måske til at hænge ud i, når man er official på en sommerdag?

Må dog indrømme, at de disse vinterdage er mit favoritgear en buff – sammen med handsker, hue, jakke og vest. Det bliver godt når man atter kan løbe uden at ligne en Michelin-mand eller bankrøver…

Hvis nogen løbetosser har forslag til, hvad jeg skal ønske mig nu, hører jeg dem gerne. Der er ikke noget så godt for motivationen som et stykke nyt gear 🙂

02.09.13

Træningslejr: nu som fisk og en smule på cykel

Posted in Løb, Rejser, Triatlon at 8:30 am by

Endnu en skøn uges træning på Club La Santa er overstået, og jeg må igen spørge mig selv om, hvor det lige var, den ferie blev af? Tiden går jo godt med svømning, løb, cykling, fitness, samvær med familien, læsning af et par interessante bøger (Dr. Zukaroffs Testamente og Frisk fisk til inkaen) og lige et par eksamensopgaver eller 50*7, der skulle rettes…

I december havde vi høj solskin på Lanzarote, men denne gang fik vi lidt vildere vejr at se. Det blæste ganske meget, hvilket fik mig til at flytte et par cykelture og gav lidt øvelse i at løbe lige op mod vinden (som om jeg ikke jævnligt træner i det i Esbjerg). Men smukt var det, med de viltre vulkanmarker og det ophidsede hav:

Mine ben er kommet sig rigtig fint over 24-timers løbet i begyndelsen af januar, men jeg løber stadig ikke specielt hurtigt, og det tager lidt tid at restituere efter lange ture. Derfor var løb ikke i fokus. Jeg snuppede en 5-er på 26 minutter, og ellers blev det mest til mindre ture og løb i forbindelse med multisport. “Kun” 55 km i alt, men mange korte ture og ingen protester fra underekstremiteterne, så det var ret positivt 🙂

Til gengæld var der tid til fokusere på andre sportsgrene. Jeg er virkelig ved at blive venner med svømningen, det er faktisk sjovt at trække i våddragten og hive badehætten ned over ørene og så pløje derudaf. Der er meget teknik at tænke på, og nogle øvelser med plade og pull-bouy gør mig forhåbentlig bedre rent teknisk – og så mangler jeg altså styrke. Den prøver jeg at finde ved at core-træne og løfte et par bittesmå vægtstænger. For en gangs skyld var jeg flittig og kom mit program igennem hele fire gange på en uge!

Cyklingen gav ikke helt så mange km i benene grundet vejrforholdene, men jeg fik en kæmpe succes-oplevelse! Jeg deltog på en duathlon (først 2.5 km løb, så 15 km på cykel, så 2.5 km løb igen), hvor jeg hurtigt fik kigget en engelsk dame ved navn Beverley ud. Hun løb supergodt, så jeg kunne ikke følge hende, og regnede med, jeg ville blive distanceret kæmpestort. Da jeg så kom op på raceren og knoklede mig op af bjerget, så jeg hende foran mig! Jeg gav alt hvad jeg havde, kørte mit livs bedste cykelløb og holdt hende bag med på nedkørslen. Glemte helt at være rædselsslagen… Hun tog mig så på den sidste løbestrækning, men kun med få sekunder, og vi gav selvfølgelig hinanden et kæmpeknus bagefter 😀

Nu tror jeg for alvor på, jeg  lære det der cykling! Noget af det, jeg får meget ud af på La Santa, er at deltage i duathlon, mini-tri, aquathlon (løb og svømning), hvor jeg kan træne overgangene mellem de forskellige discipliner. Det er jeg allerede blevet meget bedre til. Selvfølgelig er det lidt intimiderende at konkurrere med olympiske atleter (mini-trien blev vundet af en mandlig svømmer som repræsenterede DK til sidste OL, og jeg fik høvl af en supersej dame, der svømmede fra alle andre i suveræn stil), men jeg kæmpede det bedste jeg kunne, og så gør det vel ikke så meget, jeg ikke er verdensmester… endnu 😉

Mens jeg var afsted, fik jeg en anonym kommentar på bloggen om sundhedsidealer og træningsnarkomaner. Selvom vedkommende ikke står frem med sit navn, fortjener kommentaren et langt og reflekteret svar, som jeg glæder mig til at levere. Det bliver ikke lige i dag, men jeg håber det skinner tydeligt igennem, at jeg har det sjovt med min sport, at det er socialt og hyggeligt, og at tri er et projekt for hele min familie! Mine forældre hepper ivrigt (også på mine konkurrenter), min mor er allerede tri-mama og har tusind forslag til at forbedre mine skift, og min far mekker gerne på cyklen, hvis det ikke var fordi La Santas var så velholdte i forvejen 😉 Der bliver også spist is, gættet krydsord, gået ture og grinet en masse, når vi tager på “træningslejr”. Denne gang kastede jeg mig ud i et par zumba-timer. Det var herresjovt, selvom jeg ingen rytmesans har, men oplevelsen var meget afhængig af instruktøren. Desværre er diverse aerobic, step og dansetimer nok ikke det bedste for knæene, når man løber ultra, så jeg lægger det lidt på hylden igen. Her i DK har jeg jo heller ikke tid alligevel…

Nå, jeg må hellere sætte La Santa sangen på og drømme om kvinde-tri camp, Mette Jakobsen svømmetræning eller alle de andre muligheder der er, næste gang jeg skal afsted!

01.30.13

Et år uden maraton?!?

Posted in Løb, Triatlon at 11:10 am by

Samtidig med min krop er kommet sig (forbløffende godt) efter Aarhus Indoor, har jeg spekuleret på, hvilke løb jeg skal deltage i resten af året. Det er lidt af et puslespil, for ud over min fysiske form skal jeg også lige tage hensyn til rejseaktiviteter i forbindelse med mit arbejde og eventuelle private ferier, som dog lige nu ser ud til at blive voldsomt nedprioriteret!

Der er slet ingen tvivl om de store satsninger:  DM i 24 timers løb i Grenå 14-15 september, hvor målene er:  PR (længere end 145, 6 km), sekundært at krydse 150 km, tertiært at løbe 4 * maraton, altså 168,8 km og helt uden for nummer at vinde en medalje i min aldersklasse 😉 Så er der 12 timers løbet i Viborg 10. august, hvor målet er PR (længere end 92,3 km), sekundært at nå 100 km og som bonus at forsøge at komme på podiet.

Alle andre løb, konkurrencer og sportsevents vil enten være for sjov eller for træningens skyld. Lige nu er følgende i kalenderen, der er vist også et par mulige konflikter!

1-8. februar: træningslejr på Club La Santa, hvor jeg håber at prøve min anden mini-tri. Målet med ugen er at have det sjovt og få rørt mig en masse!

23. februar: 12 timers spinning i Blåvand. Vi er 2 om en cykel, og jeg glæder mig til at spinne mere end nogensinde før samt hygge med mange klubkammerater

9. marts: Custom made maraton i Randers, hvor jeg vil prøve at løbe/gå i alle 6 timer. Fokus er på at holde mig i gang og indtage væske/næring, ikke på antal km.

30. marts: natløb i Køge. Her kan jeg enten løbe en hel eller en halv maraton. Jeg hælder lidt til en halv, og så en hel på et andet tidspunkt i påsken. Ved ikke hvilket løb, men et cannonball af en slags?

14. april: 6 timers løb om slagteriet i Horsens. På en god dag er 6-timers PR måske indenfor rækkevidde, men ellers vil et roligt maraton lige som sidste år være fint

Slut april: måske et cannonball marathon inden jeg drager til Saudi?

22.-23. juni: Hærvejsløbet. Jeg er med på hele turen, men fokus er på det sociale! Det er vigtigere at træne i at løbe om natten end at løbe mange km!

3. august: Open water swim i Silkeborg, hvor jeg kan vælge mellem 1.5 og 2.5 km. Det kan dog blive nødvendigt at aflyse, da jeg den 4. august er medarrangør af et triathlonstævne i Esbjerg og måske bliver nødt til at prioritere forberedelserne?

25. august: Hvis benene er klar efter Viborg, skal jeg prøve min første kvarte Ironman til Silkeborg Triathlon

31. august: Rundt om Christiansborg – Open Water Swim

Det ER mange store begivenheder, og jeg har endda måtte bringe rigtig tunge ofre. Således har jeg besluttet ikke at tage til Swiss Alpine, da et bjergmaraton 2 uger før 12-timers løbet i Viborg ikke lyder som en god idé. Ligeledes er jeg klar til at sælge mit startnummer til Berlin, da jeg forhåbentlig ikke kan nå at restituere fra 24-timers løbet i Grenå på 2 uger. Hvis jeg kan, er det fordi jeg ikke har givet mig nok!

Det slående ved min løbsplan er nok, at der virkelig mangler maratons! Jeg er modtagelig for gode forslag til påsken (gerne 2. påskedag) og sidst i april/allerførst i maj, og så skal der nok ét på programmet sidst på året. Istanbul eller Athen? Hmm, det må jeg beslutte hen af vejen, men Istanbul lyder godt nok spændende 😀

Med alle de løb og den krævende træning (samt 5 uger hjemmefra i Saudi) bliver det nok ikke til de helt vilde ferierejser sommeren over. Jeg håber på et par forlængede weekender/småture og har tænkt på Island, Finland med Estland eller måske Skotland igen? Inspiration er som altid velkomment!
 

 

01.15.13

Ultraløb: dagene derpå og optakten til næste omgang

Posted in Hverdagsliv, Løb, Triatlon at 1:56 pm by

Efterhånden er årets første (som også meget vel kunne blive den største) løbeoplevelse ved at være nogenlunde bearbejdet. Jeg har stadig svært ved at forholde mig til, jeg faktisk løb og gik 145 km på et døgn – det er jo fuldstændig sindssygt, og jeg tænker derfor mest på det som et tal, og har brokket mig lidt over, tallet så ikke var 150… men forskellen er jo minimal, og jeg er da vildt imponeret over, jeg kunne piske mig selv rundt på 3½ marathonløb i et overophedet hamsterhjul 🙂

Der er kommet en ordentlig bunke billeder fra løbet, og jeg har plukket et par af de lidt sjovere. Det er nok ikke svært at se, hvilket der er taget i begyndelsen og hvilket i slutningen af løbet, selvom der var overskud til at pjatte lidt hele vejen igennem.

Mærkeligt nok har det været langt nemmere for kroppen end for psyken at restituere. Efter at være pænt kvæstet søndag, fik jeg det ganske hurtigt godt igen: magtede at stå solidt nok på benene til at holde et foredrag om hjerterehabilitering tirsdag, joggede lidt torsdag, svømmetrænede fredag og var med til parkrun (i en absurd langsom tid) lørdag. Jeg kan sagtens træne igen, men skal ikke presse citronen alt for meget, så distancer og især intensitet er skåret meget ned. Januar er simpelthen afsat til at blive helt frisk igen, hvis jeg absolut VIL have sved på panden må det ske ved svømning og core-træning.

Det mest slående rent fysisk har været, at jeg har haft en gevaldig appetit (no surprise) og et søvnbehov, der får en koala-bjørn til at fremstå som en livlig selskabspapegøje. I nat blev det til lidt over 9 timer, og da jeg lørdag var til årsfest hos Multiatleterne var mit erklærede mål at holde mig vågen til senere end kl. 22, hvilket da også blev klaret i fin stil 😉

Ja, der er vel ingen som bliver forbløffede over, at beslutningen om endnu et 24-timers løb ER truffet. Selvfølgelig skal jeg prøve igen, og den bedste mulighed er nok i Grenå 14-15. september. Lige nu er det nok lige tidligt nok at begynde på den målrettede træning, men jeg har gjort mig et par tanker om hvor der skal sættes ind. 

De fem uger, jeg skal tilbringe i Saudi Arabien bliver nok ikke befordrende for forberedelser til ultraløb, men jeg må kunne finde nogle måder at holde mig igang på, og måske vil det på langt sigt gavne mig med en periode, hvor fokus må blive på styrketræningen?

Ellers har jeg jo mange måneder til at rette op på mine største svagheder, som der er masser af:

  • Jeg har simpelthen brug for noget mere at “stå i mod med”, irriterende nok. Så jeg vil satse på at smække et par kilo på, helst i form af muskler, men lidt flæsk er nok heller ikke totalt malplaceret. Metoden er først og fremmest mere af den sunde og nærende mad jeg normalt spiser, slik og is ad libitum og energibarer/geler under træningen
  • Hvilket fører frem til næste punkt: jeg SKAL blive bedre til at indtage energi og væske under løb. Fremover er vandflasken, sportsdrikken, energibaren eller bare lidt frugt og slik fast passager på alle træninger, der varer 1 time eller mere. Det handler simpelthen om at eksperimentere mig frem til, hvad jeg kan lide at spise undervejs og hvad min mave vil acceptere.
  • Styrken kommer jeg desværre ikke udenom. Jeg skal ikke pumpes kæmpestor, men må være lidt mere flittig med min core-træning og de skadesforebyggende øvelser, jeg har fået udstukket af min fys i Fitness World
  • Der skal selvfølgelig løbes flere lange ture. I 2012 deltog jeg i mange løb, men trænede overhovedet ikke seriøst. Fra februar skal der altså en lang træningstur ind omtrent hver uge, og med lang mener jeg ikke 18-22 km, men 28-32. Intervaltræningen må altså heller ikke ignoreres helt, og nogle flere lange pas, hvor jeg kombinerer løb med svømning eller cykling vil jo heller ikke være dårligt for mine spæde triatlonforsøg 😉
  • Jeg skal lære at løbe om natten, så fra februar vil jeg hver anden uge lægge en natlig løbetur ind. Jeg skal selvfølgelig ikke tåge rundt alene, men er ved at skaffe en makker til denne prøvelse!

Planen for, hvilke løb jeg vil deltage i som forberedelse er endnu under overvejelse, men der skal nok blive et gensyn med Randers, Horsens og Viborg, hvor jeg havde gode oplevelser sidste år. Måske kombineret med en lille afstikker til Schweiz, plus det løse. På lørdag skal jeg hygge mig igennem en 10 km i Bella Centret (fordi jeg endnu ikke er træt af at løbe indendørs), men det tæller vist mest under sociale aktiviteter 🙂

Hvad siger mine læsere, der nok kender mig bedre end mig selv? Hvor tror I, jeg vil have gavn af at sætte ind?

 

12.31.12

2012 i løb og et par drømme for det nye år

Posted in Årets gang, Løb, Triatlon at 1:25 pm by

Når jeg ser tilbage på 2012 er der slet ikke tvivl om, det har været et VILDT år rent løbe-og træningsmæssigt! Jeg har både kastet mig ud i nye aktiviteter og gjort rigtig, rigtig meget af det jeg plejer (yes: løb). Med 7 marathons, et ultraløb, en masse løb på kortere distancer kan jeg godt tillade mig at være overvældet over alt det, jeg har nået. Tempoet har til gengæld ikke været så højt, men det blev da til et par ture på podiet og en enkelt personlig rekord (længste distance løbet, 91.6 km på 11 timer og 43 minutter).Jeg knus-elsker stadig at løbe! Alligevel har det samtidig været et år, hvor jeg har måttet kæmpe med det mentale og tænke dybt over, hvad det egentlig er jeg vil som amatøratlet.

Top tre over de største løbeoplevelser:

  1. At jeg kom rigtig godt igennem Big Five Marathon (ovenfor ses jeg med højdeprofilen) og havde den mest fabelagtige sommerferie med safarier og samvær med en flok dejlige mennesker, der kun var fremmede den første dag 🙂
  2. Mit første 12 timers løb i Viborg, hvor det hele klappede, jeg havde suveræn god opbakning fra løbeklubben på facebook og som en lille ekstra bonus blev nr. 1
  3. Et smukt maraton-løb fra Nice til Cannes, som blev kombineret med en skøn ferie med familien

Udover løb var 2012 året, hvor jeg tog mig sammen, meldte mig ind i en tri-klub og derfor kan kalde mig Multiatlet (med stor stolthed!).  Derfor er jeg begyndt at tilbringe en del tid i svømmehallen, og den orange Cindy-cykel kørte ind i mit liv.

Svømningen går det rigtig fint fremad med, og efter et super-inspirerende møde med Mette Jakobsen har jeg stor lyst til at træne i bassinet. Cyklingen kræver en del selvovervindelse, for jeg ER bange for at køre stærkt, køre nedad, vælte… Men jeg arbejder med det, og eftersom min første mini-tri på La Santa gik fint, er projektet nok ikke helt håbløst.

Selvom tingene er gået slag i slag og der ikke har været deciderede nedture, har jeg været igennem en del indre sværdslag. Som løber har jeg præcis de samme udfordringer, som jeg møder karrieremæssigt: jeg er for dårlig til at prioritere og har en tendens til at være min egen værste fjende. Selvom jeg har satset på de lange ture, har jeg givet mig selv mentale tæsk for ikke at kunne løbe hurtigt på de kortere distancer, og selvom jeg har vidst, de mange løb ikke er en god forudsætning for personlige rekorder, har jeg til tider været frustreret. Det er også en konstant battle at få spist nok (og ordentlig mad, for jeg kan ikke bare tanke op på slik, selvom jeg gerne ville) til at kunne træne så meget, og af og til føler jeg mig lidt egoistisk og urimelig over, at samvær med familie og venner altid skal passes ind med træning og løb.  Det her er ikke noget jeg skriver for at klynke eller få medlidenhed på nogen måde, men jeg vil gerne have I skal vide, at alt ikke altid er rosenrødt i Betteskov-land. Jeg elsker at træne og skal ikke bruge mental energi på at hive mig selv ud på landevejene eller i poolen, men så er der altså et andet sæt issues, jeg skal arbejde med!

For at modvirke præstationsangst, tvivl og selvbebrejdelser i 2013 er mine prioriteter helt klare:

  1. At debutere på 24-timers løb og finde ud af, hvad jeg kan præstere der. Første løb Aarhus Indoor 5-6 januar, næste bliver besluttet senere (men Viborg og Grenå overvejes). To løb er nok det maksimale, jeg kan klare.
  2. At blive mere dus med triatlon. Ikke nogen store og fancy konkurrencer her, men jeg skal have en masse rutine på mini-tri, måske også kvart ironman og olympisk distance. Der er ingen krav om tider og placeringer, jeg skal bare ud og være med.
  3. At deltage i et Open Water Swim – en fælles udfordring med Seje Sidsel. Det bliver måske Christiansborg rundt, hvis datoen passer.
  4. At tage DGIs Idrætsmærke for tredje år i træk
  5. At løbe mit parkrun nr. 50 (jeg har i skrivende stund 39)

Og den allervigtigste: at tage tingene som de kommer og blive ved med at kunne bruge træningen som et genialt redskab til at få store oplevelser og være sammen med dem, jeg holder af 😀

Godt nytår til jer alle, jeg håber vi ses på både på startstregen og i målfeltet 🙂

 

12.15.12

Succesoplevelser – og noget at bygge videre på

Posted in Løb, Rejser, Triatlon at 1:05 pm by

Som allerede anført har jeg lige været på Club La Santa, på en kombineret familieferie og svømmetræningslejr. Sjovt nok var mine svømmetrænere af sted efter en lignende model: Mette Jakobsen, mit store idol fra barndommen, havde medbragt sin bror og far. De tre havde som mission at hjælpe en flok mere eller mindre svømmevante amatørtriatleter til at forbedre crawl-teknikken.

Metoderne var både højteknologiske video-optagelser under vand og god gammeldags iagttagelse af vores stil og påpegning af… ahem, plads til forbedringer. Jeg blev især trænet af Mettes far (ses på billedet ovenfor med Mette samt undertegnede iført våddragt og badehætte), og han er altså en mirakelmager af rang! På en uge lykkedes det mig at cutte over 4 sekunder på en 50 meter tid, og endnu bedre: det krævede 11 tag færre at nå ned til den anden ende af bassinet. Det vil kunne mærkes på de længere distancer, på den gode måde 🙂

Enorm respekt til familien Jakobsen, der både var kompetente og topprofessionelle, men samtidig rigtig søde og med til at skabe en god stemning blandt svømmerne. Det er helt sikkert ikke sidste gange, jeg har været på svømme-camp!

Selvfølgelig skulle jeg også lige afprøve min forbedrede svømning i praksis. Jeg deltog først i en lille aquatlon med 200 m svømning og 3 km løb. Det gik helt forrygende, selvom jeg brugte lidt længere tid på skiftet end strengt nødvendigt og derfor blev løbet forbi i skiftezonen af en kvinde, jeg havde overhalet på svømningen… Det viste sig dog at være en god investering at tage sokker på og binde løbeskoene ordentligt, for jeg havde ingen problemer med at komme i front og få skabt et godt hul ned til de andre kvindelige deltagere på løbeturen.

Onsdag var der minitri, og her var jeg noget mere nervøs. Især for cykelturen (kun 14.8 km), som helt klart er min svageste disciplin, og så var der oven i købet en nedkørsel, som er lidt af en prøvelse, når man både er en kylling og har et jævnt dårligt samsyn på sine øjne. Heldigvis støttede mine forældre op om, at jeg skulle kaste mig ud i det, gøre mit bedste, passe godt på mig selv og ikke være bekymret for, om alle de andre var bedre end mig.

Vi fik udleveret cykler og hjelme om morgenen, satte dem klar i skiftezonen og hoppede så i vandet, hvorfra starten gik. Nogle var selvfølgelig eminent gode: eksempelvis brugte Bo Jacobsen ca. halv så lang tid på svømmeturen som jeg. Men han har så også været verdensmester, så det kan jeg acceptere 😉 Jeg fandt en god rytme i svømningen og kom fint op efter 400 meter, nogenlunde midt i feltet af kvinder. Igen tog jeg mig tid til at få skoene på, og fik slæbt min cykel ud på vejen. Som begynder var det sjovt at opleve det totale kaos i skiftezonen – triatlon har visse ligheder med MMA, og der blev både skubbet og puffet med cykler!

Jeg lod et par ivrige cyklister komme forbi og fandt mit eget tempo op af bakken, en stigning på et par hundrede meter. Jeg troede, jeg lå sidst da vi vendte, men så flere kvinder bag mig. Èn af dem overhalede mig på nedkørslen, men jeg tog det helt forsigtigt, dog uden at bremse hele vejen… De hurtigste km kørte jeg med omkring 40 km/t i snit, det føltes meget hurtigt! Jeg var frisk for foden af bakken og havde god fart på de sidste km, og det gik gnidningsfrit at komme af med cyklen og begynde at løbe. Ikke at benene var hurtige, men jeg fandt en fin rytme og overhalede et par konkurrenter på den 4.4 km lange strækning. I løb føler jeg mig tryg og helt hjemme i min krop, så det var en dejlig måde at slutte på.

Min første mini-tri blev altså en skøn oplevelse. Jeg blev nr. 6 ud af 13 kvinder og tabte nogenlunde lige meget til vinderen på alle tre discipliner, så jeg er åbenbart mere allround end jeg troede. Den konstante mentale årvågenhed gør triatlon rigtig sjovt, så det var helt sikkert ikke min sidste! Omvendt har jeg ikke nogen grund til at presse på for at køre ironman indenfor den nærmeste fremtid – der er meget som skal læres først, så nu skal jeg bare have flere erfaringer fra småbitte konkurrencer 🙂

Det er nemt at få øje på barrierer for mine muligheder som triatlet. Jeg nævner i flæng

  • skravlet fysik og latterligt lille muskelmasse
  • underlig svømmestil, hvor jeg bøjer i knæene som skal være strakte og strækker albuerne, som skal være bøjede
  • frygt for at køre ned af bakker på cykel
  • medfødt ladhed som forsøger røver at forhindre mig i at træne intervaller

… men jeg prøver altså alligevel. Fordi jeg, ligesom alle andre, kan så meget mere, end jeg tror!

 

← Previous Entries