Archive for Videnskab

04.03.16

Forskning for folket :-)

Posted in Videnskab at 7:36 am by

Nogle gange er jeg så heldig at blive inviteret til at holde foredrag om min forskning, og det synes jeg er helt enormt spændende! Jeg har været rundt på gymnasier, biblioteker og folkeuniversiteter, og det er selvfølgelig en udfordring at gøre mig forståelig omkring de ting, jeg dagligt nørder med, overfor folk som ikke er fagfolk. Min erfaring er dog, at de fleste interesserede mennesker kan kapere meget store mængder viden, så jeg er meget opmærksom på ikke at tale ned til publikum, men udvælge de detaljer, der er relevante og interessante.

I går holdt jeg foredrag på Kultur & Fritidshuset i Esbjerg, for en gruppe pensionerede kvinder, og det var en af de bedste oplevelser, jeg har haft i forbindelse med formidling af forskning. Inden foredraget morede jeg mig lidt over at de aktiviteter, der mit foredrag “konkurrede” med, var bankospil… Endnu bedre var det at se, at det ikke helt unge publikum opførte sig præcis som mine helt unge studerende i Saudi Arabien. Når en flok kvinder samles uden mænd går snakken livligt, der udvælges sæder og reserveres pladser til veninder, og foregår på fuldstændig samme vis, om aldersgruppen er 18-20 eller 65+. Det fandt jeg meget oplivende 🙂

Jeg fortalte ganske kort om, hvad årsagerne er til hjertekarsygdomme, og hvilke symptomer de giver, men hovedparten af tiden blev brugt på risikofaktorer og forebyggelse. Meget af dette går på KRAM (kost, rygning, alkohol og motion), men jeg synes det er vigtigt at understrege, at der er mange risikofaktorer, man ikke selv er herre (eller dame!) over, såsom arv, alder og køn. Mine tilhørere var vældigt interesserede og spørgelystne, måske fordi mange havde personlige erfaringer med hjertesygdomme, eller kendte nogen, der var syge.

Jeg kunne derfor gå derfra med en ordentlig bunke positiv energi, og så fik jeg endda et gavekort til Løberen, som blev investeret i de letvægts-sokker, der få mine fødder igennem forårets lange løb! Jeg er nu virkelig heldig med mit arbejde – selvfølgelig er der også “rugbrødsopgaver”, men jeg har stor fleksibilitet og mulighed for selv at tilrettelægge mine dage, og det er meget givende at komme ud og møde dem, det hele drejer sig om: de borgere, der gerne skulle undgå at få hjertesygdomme!

 

01.21.16

Et indlæg, som IKKE handler om løb

Posted in Hverdagsliv, Videnskab at 12:41 pm by

–  derfor kan det sagtens være tungt og kedeligt 😉 Men hvis I har lyst, er her lidt refleksioner over,, hvad jeg arbejder med og hvorfor det er vigtigt!

Nogle gange bliver jeg rigtig træt, når jeg hører brok over den stigende djøfificering af sundhedsvæsnet og alt for mange af de talfikserede, kolde hænder. Måske fordi jeg i bund og grund er enig: det skurrer altså også fælt i mine ører, når jeg hører et sygehus´ patienter omtalt som produktiviteten. Omvendt må jeg indse, at jeg er ansat på et dansk sygehus, men kun ser patienter, hvis jeg forvilder mig forbi kiosken i forhallen. Jeg går min “stuegang” på regneark, tekstbehandling og statistik, og selvom jeg er medlem af PharmaDanmark, kunne jeg sådan set lige så godt være DJØFfer. Nu har jeg selvfølgelig mange gode grunde (såsom løbesko, sushi, weekendferier og biografture) til at tage det synspunkt, at samfundet har helt vildt meget brug for sådan nogen som mig. Men jeg mener det faktisk aldeles oprigtigt: for at give patienterne den bedst mulige behandling, er der både brug for empatisk plejepersonale OG for tør kvalitetskontrol.

I dag var jeg lige på vej op i det røde felt, da jeg så overskriften Sundhedsvæsnet er blevet en målemaskine, men heldigvis tog jeg mig tid til at læse artiklen, der har mange gode pointer. Steen Hildebrandt siger, at fokus kommer til at ligge på det, der bliver målt på, hvilket i dag ofte er udskrivning så hurtigt som muligt, ventelister og udgifter og desværre ikke venlighed… Jeg erklærer mig helt enig! Og så er det, jeg får lyst til at kigge godt ned i værktøjskassen og minde om, at Galilei opfordrer til, at videnskaben måler på det, der kan måles, og gør det, der endnu ikke kan måles, måleligt.

Hvis jeg skal sætte en samlet overskrift på min forskning, handler det om kvalitet af antikoagulansbehandling (også kaldet blodfortyndende). Princippet er, at patienter med høj risiko for blodpropper får medicin, der mindsker denne risiko. Behandlingen skal doseres meget nøjagtigt for at undgå, patienternes risiko for blødninger øges. Det er en snæver balance, og derfor må patienterne jævnligt (hver 4-6 uge) møde op i ambulatoriet for at blive kontrolleret for graden af blodfortynding, ved en blodprøve. Nogle patienter kan oplæres til selv at måle deres værdi og melde den ind til klinikken, hvorved de kun skal møde op hvert halve år. Hvad vi forstår ved kvalitet af denne behandling er en sammensat størrelse:

Der er først den laboratoriemæssige kvalitet. Prøverne skal tages på den helt rigtige måde, og alt udstyr (nåle, glas, laboratoriemaskiner, reagenter mm) skal fungere på samme måde hver gang. Det er bogstavelig talt et spørgsmål om liv eller død: forkert kalibreret apparatur kan i værste fald føre til en blodprop i hjernen eller en alvorlig blødning. Derfor bliver alt udstyr, både sygehusets og de apparater, patienterne får med hjem, grundigt tjekket, akkrediteret og udsat for ekstern og intern kvalitetskontrol. Dette arbejde er ikke noget, mange uden for systemet er fuldt bevidste over omfanget og betydningen af, men det er en central del af laboratoriearbejdet på et sygehus.

Jeg arbejder mest med det, man kan kalde den kliniske kvalitet. Hvor mange af de prøver, der tages (forudsat vi ved stensikkert, at vi kan stole på værdierne!) er indenfor det område, hvor behandlingen er mest sikker og effektiv? I den bedste af alle verdener ville det være samtlige, men der er stor biologisk variation, der er medicin som kan påvirke blodfortyndingen og der er patienter som glemmer at tage deres medicin… Derfor betragtes 70% normalt som højt, og på “vores” klinik er vi helt oppe på 75-80%. Det er rigtig godt, men jeg undersøger alligevel, om undergrupper af patienter (f.eks. de yngste, de ældste, dem som har bestemte diagnoser eller andre sygdomme oveni, dem med bestemte genetiske variationer, de stressede, dem der drikker mest…) klarer sig bedre eller dårligere end resten.

Endelig er der det niveau af kvalitet, som relaterer til den enkelte patient. Er mest det belastende at skulle til hyppige kontroller eller have et apparat stående derhjemme? Føles det trygt at være tilknyttet klinikken? Ved patienterne nok om, hvorfor de er i behandling og hvordan den virker? Disse ting er selvfølgelig afsindigt svære at måle på, men jeg har været så heldig at have en studerende (som i dag er færdiguddannet kandidat i folkesundhedsvidenskab og arbejder som kommunal velfærdskonsulent), som gennem flere år knoklede med at udvikle et såkaldt valideret instrument (i daglig tale et spørgeskema) der tester patienternes viden om behandlingen. Det var et praktisk og akademisk hestearbejde, men nu har vi et redskab til at måle på effekten af patientuddannelse, så vi på sigt kan sætte denne endnu mere i system og sikre, patienterne får netop den viden om deres sygdom og behandling, de har behov for. Måske kan det også anvendes til at udvælge de patienter, der skal tilbydes oplæring i selv at måle deres værdier.

Jeg tror helt sikkert, at en af de væsentligste grunde til, patienterne får ekstraordinær god behandling i Esbjerg er, at sygeplejerskerne er erfarne, venlige og interesserede i at tale med patienterne. Samtidig mener jeg, det er enormt vigtigt at a) dokumentere, at kvaliteten er tårnhøj b) undersøge mulige årsager hertil c) videreformidle hvilke faktorer der skal være til stede for at andre behandlingssteder kan nå samme høje niveau d) følge med i udviklingen på internationalt plan og evt. blive endnu bedre. Dette kræver et samspil mellem kolde og varme hænder – jeg udveksler mange erfaringer og tanker med det personale, der har direkte kontakt med patienterne, forhåbentlig til gensidig nytte. Forskningsindsatsen får i hvert fald meget ud af deres input, og om ikke andet kan sygeplejersker mm grine lidt af mine verdensfjerne tanker og teorier 😉

Min pointe er altså, at målinger og talgymnastik er et nødvendigt onde, hvis vi skal levere den bedst mulige vare til patienterne. De er nemlig ikke produktet, men kunden! Jeg kunne frygtelig godt tænke mig at vide, hvad patienterne allerhelst vil have, men mangler stadig det rigtige redskab til at spørge med. Mit bedste gæt er, at de gerne vil mærke så lidt som muligt til sygdom og behandling, og leve så godt som muligt. Her må de altså selv definere målet 🙂

10.05.15

Smuttur til Como

Posted in Rejser, Videnskab at 1:27 pm by

Jeg er netop kommet hjem fra Eurothrombosis Summit 2015, en konference om behandling af blodpropper, der fandt sted i den smukke, gamle italienske by Como. Desværre havde jeg ikke rigtig mulighed for at tage ferie i tilslutning til konferencen, så det blev en meget kort ud-og-hjem tur, hvor jeg på nogle tidspunkter følte, jeg brugte mere tid på transport end på at nyde de smukke omgivelser. Ej heller lykkedes det mig at opspore George Clooney, der har en villa i byen, som ligger ved en idyllisk sø. Landskaberne var meget Schweiz-agtige, og det var virkelig dejligt at se bjerge igen, efter sommerens tur til Canadian Rockies.

IMG_5661

Heldigvis fandt mødet sted i teatret, som lå midt i den gamle bydel. Derfor kunne jeg da lige nå at kigge på et par kirker og resterne af bymuren på vej frem og tilbage til hotellet, samt kaste et håbefuldt blik på søen, hvor turbådene sejlede lystigt rundt. I pauserne mellem foredragene blev der spillet operamusik, og det var lidt for nemt at blive afledt fra det faglige indhold, når jeg kiggede rundt omkring i salene, der var lidt vildere end de sædvanlige auditorier og konferencelokaler:

IMG_5713

IMG_5659

Det sociale program bestod af en middag, meget italiensk med adskillige serveringer antipasti, pasta-ret, hovedret, ost, dessert og kaffe. Jeg har engang gået til italiensk madlavning og ved, hvor enormt lækker italiensk mad KAN være. Men det køkken har altså også nogle stygge sider, som jeg kan til at møde i form af oversaltet ravioli med carbonarafyld (hvorfor?), kalvekinder i smørsovs og friturestegt ost… Desuden er det ikke helt optimalt for mig at begynde en middag kl. 21.00, hvor jeg enten er halvdød af sult eller allerede har spist. Heldigvis satsede jeg på mulighed b), så jeg blev kun træt og ikke udsultet efter en meget, meget lang affære. Jeg havde håbet at kunne fremvise nogle smukke madbilleder, men desværre bød denne tur ikke på nogle kulinariske oplevelser værd at dele. Til gengæld må I se mit outfit til middagen, hvor der ikke blev forlangt galla, så jeg gav den gas med en kjole fra Margot og sjove tights:

IMG_5706

Der blev selvfølgelig løbet et par ture på brostenene, og jeg nød min mors selskab! Hun tog nemlig med for at lege turist, og kunne berette at Como bestemt har meget at byde på. Jeg kunne have brugt timevis i kirkerne, med at kigge på smukke glasmosaikker, kalkmalerier, ikoner og de sjoveste detaljer. Dette lille panorama af skærsilden gjorde mig f.eks. helt nervøs 😉

IMG_5650

Jeg ankom til Danmark lørdag aften og søndag kunne jeg lige klemme en halv maraton i Odense ind på vejen tilbage til Esbjerg. Resultatet var en temmelig brugt Betteskov, der godt kan bruge en ferie efter denne rejse – men det bliver der vel også tid til engang?

09.25.15

Arbejd, arbejd!

Posted in Hverdagsliv, Løb, Videnskab at 8:53 am by

Det kan måske komme som en overraskelse for enkelte læsere af denne blog, men af og til foretager jeg mig andre ting end at løbe… (eller svømme, eller gå i fitness eller spadsere ture). Vi taler om aktiviteter, som kræver lang tids sidden stille og stirren ind i en skærm eller på en bunke papir. Arbejde, altså! Egentlig har jeg på det seneste haft en hel masse arbejdsopgaver som krævede opmærksomhed, hvorfor der har været lidt langt mellem blogindlæggene. I begyndelsen af september er sommerferien nemlig slut på universitetet, og jeg har haft en stribe forelæsninger i Odense, samt igangsat et af de undervisningsmoduler, jeg er medansvarlig for. Med den fancy titel “Cardiac Rehabilitation – a model of academic presentation” er der lidt at leve op til som underviser og koordinator 😉

Nu har det værste støv fra semesterstarten lagt sig, men så er der lige forberedelserne en konference ved Como-søen i næste uge (ja, jeg har det virkelig hårdt!) indsamling af spørgeskemadata fra rigtige levende patienter, forskningsarrangementer for de yngre læger i Esbjerg, osv. osv. I år har jeg så endda fået en ekstra-opgave, som er vildt spændende, men også tager en del tid. Jeg er nemlig blevet spurgt, om jeg vil deltage i et panel, der skal udarbejde nye retningslinjer for antikoagulansbehandling (også kendt som blodfortyndende behandling, selvom det er en lidt upræcis betegnelse). Det er et større projekt, igangsat af det amerikanske hæmatologiske selskab, og den slags siger man selvfølgelig ikke nej til! Heller ikke selvom første telefonkonference blev fastsat til fredag aften fra kl. 21, dansk tid…

Trods lidt besvær med tidsforskelle er selve arbejdsprocessen med retningslinjerne nu meget interessant, og det er en stor fornøjelse at arbejde sammen med en flok kolleger fra USA, Canada, England og Italien. Den eneste lille hage ved min deltagelse i panelet var, at der blev udsendt en pressemeddelelse fra min afdeling. Det er selvfølgelig relevant for os at alle får at vide, at der faktisk findes en forskningsafdeling med højt internationalt niveau i Esbjerg, men jeg synes det er lidt skræmmende at skulle stå frem og fortælle om mit arbejde og især om mig selv. Jeg deler glad og gerne alle mulige og umulige informationer om mit daglige liv på diverse sociale medier og her på bloggen, men det er altså noget helt andet, når man ikke selv har kontrol over nyhedsstrømmen.

artikel

Derfor var det med lidt frygt og bæven, jeg blev interviewet af Jydske Vestkysten, men heldigvis gik det fint! Selvom billedet nok afslører et lille anstrøg af usikkerhed. Journalisten havde nemlig godt styr på tingene, for selvom han fik bunker af information, kom det vigtigste med i artiklen, og det fremgik tydeligt, at min deltagelse i panelet skal ses som en cadeau til hele Enheden for Tromboseforskning og ikke mig personligt. Jeg slap også for at blive udfrittet om mit private liv (som er meget, meget privat), udover forskning talte vi nemlig om løb, og det er jo altid et godt og sikkert emne 🙂

Alt i alt var det slet ikke så slemt, men jeg mangler stadig et godt svar på kommentaren “Jeg læste om dig i avisen”. Kan ikke finde på andet at sige end “ja” og “nå”, mens jeg febrilsk leder efter en distraktion. Heldigvis har de fleste forhåbentlig glemt min korte optræden i medierne nu, og jeg kan rette fokus tilbage på bjerget af ventende opgaver. Nåja, et par løbeture kan der vel også presses ind i programmet, og en løbeopdatering kommer nok også her på bloggen, når der er nyt at berette!

11.11.14

Syvende gang er… slet ikke for meget!

Posted in Hverdagsliv, Løb, Videnskab at 12:29 pm by

Det er bestemt ikke sådan, at tingene står stille på arbejdsfronten, løbefronten eller i livet i det hele taget… De udeblevne opdateringer her på stedet skyldes bestemt ikke mangel på oplevelser!  De sidste uger har bl.a. budt på en skøn løbetur på 3/4 marathon i bakkerne ved Fredericia, 6 timers spinning i Hedensted, en masse god mad og endda en smule afslapning 🙂

Jeg ville gerne skrive detaljerede rapporter om det hele, men lige nu er travlheden stor. Jeg er nemlig dybt gravet ned i cellernes, musklernes og kredsløbets mysterier, da jeg for syvende (!) gang skal gennemgå basal anatomi og fysiologi for en flok håbefulde førsteårsstuderende.

kredsløb

Heldigvis bliver jeg aldrig træt af membranreceptorer, hormoner, organers opbygning, reflekser og alle de andre emner, jeg skal gennemgå. For hvis jeg først selv kedede mig, ville det da blive helt forfærdeligt for mine studerende… Ni dagsture til Odense er selvfølgelig lidt af en mundfuld, men jeg glæder mig igen i år. Næsten som om julen kommer tidligt til denne menneskekrops-nørd 🙂

03.21.14

At samle på gode oplevelser

Posted in Hverdagsliv, Videnskab at 10:25 am by

Overskriften skyldes et virkelig godt råd, jeg fik af en veninde, som for et par år siden var igennem hele møllen med en syg mor, og derfor har været lidt af en guru for mig gennem min fars sygdomsforløb (som er langvarigt, hårdt og tungt, men vi har stadig et stort og realistisk håb). I én af vores lange mailkorrespondancer skrev hun til mig at “du har brug for alle de positive oplevelser du kan få på andre fronter, for at kunne være noget for dine forældre”. Den prøver jeg virkelig at tage til mig, så i stedet for at have dårlig samvittighed over ikke at være konstant ked af det, prøver jeg at suge til mig af gode, glade og sjove ting.

Det går faktisk overraskende godt! I begyndelsen af ugen var jeg igen på kursus i projektledelse, denne gang med fokus på at lede personer i en projektgruppe. Jeg har (haft) lidt berøringsangst overfor personaleledelse, men det her kursus gav bare selvtillid og tro på, at det kan jeg da sagtens 🙂 Samtidig havde jeg det sjovt og rart med de andre kursister, så det blev tre dage i Odense med et kæmpe plus på overskudskontoen, trods intenst arbejde i alle mine vågne timer.

Det er vist på arbejdsfronten, de gode oplevelser er lettest at hente. Jeg får eksempelvis lov til at træne projektledelse hands-on, da jeg skal igangsætte og organisere et større projekt om hjerterehabilitering, med partnere både fra sygehus, offentlige myndigheder og private virksomheder. På vores første workshop udfordrede fysioterapeuterne mig til at deltage i træningen med A-holdet (de friskeste hjertepatienter).  Selvfølgelig var jeg frisk, så i går mødte jeg op sammen med en kommende specialestuderende, iført træningstøj. Rehabiliterings-session bestod af 20 minutters cykling og en omgang cirkeltræning. Vi fik både sved på panden og gode grin, og jeg har om noget endnu større respekt for fyssernes faglighed og hårde arbejde!

Heldigvis går det den rigtige vej med løberiet. Min svangsene er meget bedre, i onsdags løb jeg 4.5 km i langsomt tempo på bløde skovstier. Jeg er i gang igen, og er så glad og taknemmelig for at kunne få frisk luft og livsglæde ved at trække i løbeskoen! Der er vist brug for lidt fysioterapi for at rette op på kadaveret og undgå fremtidige skader, så det må jeg hellere opsøge. Lige nu står planen på hyggelige ture i smuk natur, men jeg vil også følge op på al den coretræning, jeg har udført i skadesperioden. Der er nemlig nogle fine mavemuskler som titter lidt frem (om morgenen, før jeg har spist), og det kunne da være værd at arbejde videre med 😉 Ved at spise og træne fornuftigt kan jeg forhåbentlig få noget positivt ud af en periode med stærkt reduceret km-antal.

Min fredag står på specialeeksamen, hvilket er en lille smule nervepirrende, men også en stor og spændende dag for en hårdtarbejdende studerende. Dernæst forhåbentlig en weekend, hvor jeg kan tanke endnu flere glade stunder, og det samme håber jeg selvfølgelig for læserne 😀

03.02.14

Sygehus-blues

Posted in oplevelser, Videnskab at 6:16 pm by

Som tidligere anført er der sket ét og andet siden jeg sidst berettede fra om min gøren og laden. For nu at begynde med den værste oplevelse, så har jeg været så uheldig at møde sygehusvæsnet fra en lidt anden vinkel end min dagligdag på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Patient har jeg ikke været, men pårørende, hvilket ikke har været specielt morsomt!

Min far har været indlagt på et jysk sygehus, der skal forblive unævnt, på et sted karakteriseret af en yngre læge (jeg kender fra en anden sammenhæng) som “Den mest dysfunktionelle afdeling vedkommende nogensinde har set”. Ingen underdrivelse! Der var eksempler på kompetente og dygtige personer både blandt pleje- og behandlingspersonale, ja de var nok i flertal, men det generelle kaos med dårlig bemanding, manglende stuegang, ikke-fungerende elektroniske patientjournaler mm. satte sit tydelig præg på arbejdsgangen!

Min far lider af en ubehagelig, kronisk og svært diagnosticerbar sygdom, og er ikke engang et helt typisk tilfælde – det er også noget af en udfordring for lægerne, men en vidunderlig, vikarierende overlæge fra Bispebjerg fik faktisk sat den helt rette behandling i værk, flere gange. Han indtager nu en rendyrket helterolle i mit univers, jeg er faktisk overrasket over, hvor meget det betød at møde en empatisk og kompetent læge. Så meget, at jeg helt spontan gav ham et knus 🙂

Så der var lyspunkter, men nu hvor min far er blevet udskrevet og heldigvis skal følges fremover på et universitetshospital, er det samlede indtryk ret forfærdeligt: han blev udsat for forsinket behandling, manglende forebyggende behandling (som burde være standard) og fik en decideret fejldiagnose af de helt grimme, sådan én der indebærer få måneders overlevelse! Heldigvis blev “dødsdommen” langsomt trukket tilbage og efter et par uger og en biopsi på en specialiseret afdeling kunne den allerværste mistanke udelukkes.

Helt nemt er det nok ikke først at skulle forholde sig til sin nærtstående afgang og derefter vende tilbage til hverdagen igen… Det har selvfølgelig sat et ordentlig aftryk på vores lille familie, men vi har heldigvis været gode til at snakke både med hinanden og vores respektive venner, og personligt føler jeg mig da nogenlunde igen -med en fornemmelse i kroppen som efter en tur i vaskemaskinen for 1400 omdrejninger 😉

Desværre har jeg fået bekræftet alle mine fordomme om ulighed i sundhed. Min far fik, om ikke god behandling, så bedre behandling end så mange, fordi han er veluddannet og kan slynge om sig med ord som vena porta og finnålsbiopsi, og fordi han har tilstedeværende, insisterende og krakilske pårørende (engang var jeg kendt i lokalområdet fra det årlige ultraløb. Nu vist mere som “humanbiologen fra Helvede”), der forlangte diætist-tilsyn og lægesamtaler og jeg skal give dig. Og så har jeg lært tre vigtige grundregler, som jeg gerne vil give videre til alle, der overvejer at blive ramt af sygdom:

  • Lær alt om din sygdom selv, så du kan forlange de rette prøver og forstå lægernes svar
  • Hav altid pårørende omkring dig, der kan tage kampen op på dine vegne
  • Vær rask – der skal et jernhelbred til at være indlagt

Vi har nu at gøre med en tiltagende kynisk Betteskov, der er parat til at kæmpe for sig og sine, og vil gøre ALT for ikke at blive syg. Når overskuddet vender tilbage, måske også en Betteskov der vil kæmpe for at systemet bliver bare lidt bedre. Jeg tror de fleste danske hospitalsafdelinger er klasser over, hvad vi oplevede. Men det bundniveau er simpelthen for lavt!

01.17.14

En tur i skurvognen

Posted in Hverdagsliv, Videnskab at 10:07 am by

Hvis bloggen er lidt forsømt, er det altså ikke fordi jeg ikke oplever noget, eller tænker over tingene – er bare en anelse hårdt spændt for lige nu! På arbejdet er jeg i en fase, hvor adskillige nye projekter skal startes op, og jeg har fået den herlige (men temmelig krævende) titel af projektleder på flere spændende satsninger. Samtidig er jeg begyndt på noget projektlederuddannelse, hvor januar har budt på det første modul.

Nu, hvor jeg ikke længere er studerende og ikke har været det i efterhånden mange år, finder jeg det ofte svært at sidde stille på skolebænken når jeg er på efteruddannelse –  jeg har vist vænnet mig til at indtage pladsen som underviser, ikke undervist. Heldigvis var kurset i projektledelse en behagelig undtagelse, grundet en meget inspirerende underviser og mulighed for at analysere  organisationen af mine egne projekter.  Jeg forsømte altså ikke noget ved at være afsted, men kom tilbage til pinden lidt klogere på mit daglige arbejde. Desuden fik jeg inspiration til at kigge lidt væk fra de evindelige powerpoints og organisere med farvet papir:

organisering

Nå, men et godt udtryk jeg tog til mig under kurset var “at tage i skurvognen”. Der er godt nok ikke så mange fysiske skurvogne i mit arbejde med forskning omkring hjertekarpatienter i Vestjylland, men talemåden dækker simpelthen over at komme ud til sine (mulige) samarbejdspartnere og finde ud af, hvad de egentlig kan og hvad de drømmer om projektet kan føre til.

Jeg kan sagtens se, at det er strengt nødvendigt for at “inddrage ressourcepersoner” og “skabe ejerskab til projektet” (hør mig, jeg taler allerede som en DJØF-er). Faktisk synes jeg også, det er ret sjovt! Jeg har en naturlig nysgerrighed, og er dermed ret heldig at jeg kan være en flue på væggen på diverse klinikker og kommunale centre under dække af at gøre et vigtigt stykke arbejde 😉

Mine “skurvogne” er godt spredt rent geografisk, så jeg ræser lidt rundt i landskabet for tiden (intet nyt der). Heldigvis har jeg fået mig et rejsekort og er ved at lære at stemple ud, når jeg forlader toget. Nu forventer jeg snart at få noget rabat, for jeg synes jeg svinger den lille fætter foran det blå punkt temmelig ofte. Denne weekend skal jeg dog ikke transportere mig selv til en skurvogn, men en gedigen svedekasse – planen er 24 timers spinning (som en del af et lille team, ikke alene!) i Daugaard, hvor end det ligger. Så send mig lige en kærlig tanke lørdag aften og især søndag morgen, hvor jeg sikkert begynder at blive godt stegt 😀

12.06.13

Når pligten bliver til glæde

Posted in Hverdagsliv, Videnskab at 12:24 pm by

På de danske universiteter leverer vi forskningsbaseret undervisning. De fleste undervisere er forskere, og er for størstedelens vedkommende blevet ansat grundet deres interesse for og evne til at nørde med et eller andet dybsindigt projekt om danske kirker i 1700-tallet eller den 3-dimensionelle struktur af en calciumpumpe. Undervisning er noget, der følger med stillingen – dermed ikke være sagt, at der ikke er masser af entusiastiske og kompetente undervisere, men denne arbejdsopgave opfattes af mange som et “biprodukt”.

Undertegnede er ingen undtagelse. Jeg valgte ikke en universitetskarriere for at undervise, men fordi jeg er nørdet og sær og kun kan overleve på et beskyttet værksted ahem jeg virkelig brænder for at komme helt i dybden af signalering mellem nerveceller eller atrieflimren patienters risikoopfattelse eller hvad jeg nu har beskæftiget mig med, og fordi jeg ikke kan forestille mig noget mere cool end at være med til at genere ny viden!

Oveni har jeg så en masse undervisningsopgaver: mest spændende er det nok at vejlede studerende på specialeopgaver, hvor der i høj grad er tale om team-work, og hvor jeg lærer lige så meget som dem. Desuden holder jeg nogle forelæsninger om hjertekarsygdomme, jeg underviser færdiguddannede bioanalytikere og sygeplejersker (hvilket er rigtig sjovt, for de tager ikke undervisning for givet, men nyder at få tid til at lære), og så har jeg en lang stribe forelæsninger på et 1. semester kursus i anatomi og fysiologi. I år afholder jeg disse for 4. gang, og det kan godt lyde temmelig træls at gennemgå cellens opbygning igen-igen-igen. Det er det bare ikke!

Efter jeg har været på universitetspædagogikum har jeg lært et par nye tricks, og når nu engang jeg kender stoffet så godt, er der rig mulighed for eksperimentere lidt med undervisningsformen. Det ville jo være dræbende kun at tyre powerpoints år efter år, især når de er komplicerede og svære og de studerendes koncentration skal fastholdes:

pth

Af og til kan der smides lidt tavleundervisning ind, det er helt skægt at lege med kridt. Desuden har jeg nogle online-tests, hvor mine små proselytter selv kan afprøve det, de har lært, ét af de mere succesfulde eksperimenter. Jeg har også prøvet ting, der overhovedet ikke fungerede, men det lærer man (hvilket her betyder underviseren, ikke de studerende) en masse af. Tavleorden er vist også et udviklingsområde 😉

tavle

Stormvarslerne gjorde, jeg onsdag var temmelig nervøs for, om jeg kunne nå frem til Campus Odense. Derfor tog jeg afsted om aftenen, og endte med to hotelovernatninger, før jeg fredag morgen kunne sætte mig på et tog hjem. Det var fuldstændig klart for mig, at der ikke var noget andet valg: så længe jeg prioriterer undervisning højt og arbejder på at udvikle mig som underviser, er det nemlig en fornøjelse og ikke en sur pligt. Heldigvis kom de fleste studerende også frem, og vi fik gennemgået massevis af hormoner.

Jeg red stormen af på hotel CabInn og selvom det knap nok var inspirerende, fik jeg brugt tiden fornuftigt til at lægge skema. Jeg skal nemlig være ansvarlig (huha, det lyder også lidt farligt) for et tilvalgsfag i “Forebyggelse af hjertekarsygdomme” til foråret. Måske er det administrative knap så spændende, men jeg synes virkelig det er fedt at få lov til selv at sammensætte et forløb, og vil gøre alt hvad jeg kan for at tilbyde et rigtig godt og relevant kursus.

Pointen er meget nørdet: glæden dukker næsten altid op, når man giver sig tid til at arbejde grundigt med en given opgave. Derfor er der heller ingen grund til at være bekymret over universitets-undervisningen: så længe undervisning prioriteres, og der er forståelse for det nødvendige tidsforbrug fra de højere instanser, tror jeg bestemt de studerende vil opleve god kvalitet. Eller i det mindste glade undervisere – men det er vel også et godt sted at begynde?

 

10.10.13

Løgne og lægemidler

Posted in Bøger, Videnskab at 12:26 pm by

Nogle gange kan jeg godt have lidt svært ved at vide, om jeg egentlig arbejder eller holder fri. Sådan har jeg det f.eks med læsningen af Peter Gøtzsches nye bog, Dødelig medicin og organiseret kriminalitet  med undertitlen Hvordan medicinalindustrien har korrumperet sundhedsvæsnet. Så er man ligesom ikke rigtig i tvivl om forfatterens holdning, hvilket han da heller ikke lægger op, og det er derfor yderst underholdende, sådan rent sprogligt, at læse han skarpe angreb på lægemiddelfirmaerne.   

dødeligmedicin

Bogen har et klart formål, og bruger ikke tid på at diskutere de mange gavnlige effekter af medicin, som der selvfølgelig er. Dens fokus er at afsløre nogle af de beskidte tricks, forfatteren mener industrien benytter sig af. Der skydes med skarpt og nogle steder måske også med spredehagl, men enkelte steder rammer Peter Gøtzsche sit emne lige i måsen, så læsningen bliver ren fryd.

I et virkelig godt kapitel beskriver han godkendelsen af et lægemiddel mod type II diabetes, der hedder rosiglitazon. Type II diabetes er en sygdom, hvor kroppens celler har nedsat følsomhed for insulin, så bugspytkirtlens produktion ikke kan følge med (denne kan være nedsat i større eller mindre grad). For lidt insulin giver forhøjet blodsukker, og dette kan på langt sigt medføre ødelæggelse af store og små blodkar. Hvis der opstår  forsnævring af de blodårer, der forsyner hjertet, kan det føre til en blodprop i hjertet. Type II diabetikere har altså en forhøjet risiko for at få blodpropper i hjertet. Det overordnede formål med at give dem medicin er at nedsætte denne risiko.

Nå, rosiglitazon var faktisk glimrende til at nedsætte blodsukkeret, men havde den uheldige effekt, at flere patienter blev ramt af hjerteanfald. Alligevel tog det mange år, før det amerikanske lægemiddelagentur FDA advarede mod denne meget alvorlige bivirkning, uden dog at trække lægemidlet tilbage fra markedet! Det er en grum historie, som er alt for lang til jeg kan gengive den her, men Peter Gøtzsche spekulerer på, om der har været overførsel af en trillebørs penge? Dette kan ikke dokumenteres, men der er masser af evidens for, at rosiglitazon forøger risikoen for hjerteanfald og at dette var kendt i mange år, hvilket er slemt nok!

Hvis Peter Gøtzsche selv fik diabetes type II, ville han “spise mindre og motionere mere”. Det er faktisk ret fornuftigt, for en stor undersøgelse af mange forsøg har netop vist, at fysisk aktivitet i mange tilfælde er lige så godt som medicin, når endemålet er patienternes overlevelse! Motion virker bl.a. ved at øge følsomheden for insulin i kroppens muskler, så det er en behandling af årsagen til type II diabetes, ikke bare symptomerne. Der er godt nok ikke så forfærdelig mange direkte sammenligninger af motion og medicin. Sjovt nok er der mere interesse blandt studiesponsorer (altså medicinalfirmaer) for at sammenligne lægemidler med andre lægemidler.

Jeg kan i hvert fald anbefale bogen, hvis man gerne vil chokeres. Den opfordrer til kritisk tænkning, og man skal altså lige skelne mellem den dokumentation og spekulation, der fremføres! Jeg tror bogen kan være ret svær at tygge sig igennem, hvis man ikke har nogen forudgående viden om lægemiddelområdet eller videnskabelige tidsskrifter, men det er i hvert fald et værk, læger og forskere bør kaste et blik på – det er ganske morsomt mellem de tørre tal, relative risikoer, sikkerhedsintervaller og kliniske retningslinier at finde formuleringer som “Det er kvalmende at bevidne”,  “jeg kunne kaste op” og “horribelt farlig retningslinie” 

* Alle citater stammer fra kapitel 16, og jeg har ingen interessekonflikter at deklarere 😉

← Previous Entries        Next Entries →